Jacob Weble: ”Der er mange fordele ved at være komediespiller”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner, udgivet marts 2024                                                                                                                       

Stemmen er ufravigeligt fynsk. Fuld af timing, skarp humor og jovial jordforbindelse. Begejstret, begavet og besindig. Først og fremmest er den hans. Når jeg ser skuespiller Jacob Weble på scenen, er komikken hans faste rekvisit – sprogligt såvel som fysisk. Indprentet i min hukommelse står hans livstrætte kok og kusk på alenlang og monoton vandring mellem en stridende far og søn i Molières komedie ”Den Gerrige” på Folketeatret i 2020. En lille rolle serveret som et fortvivlet forrygende klovnenummer. Tårefremkaldende komik side om side med dyb eksistentiel meningsløshed. Består komedieskuespillerens håndværk netop ikke af at bygge humorens frelsende tømmerflåde så dygtigt og solidt, at den kan bære publikum over selv det dybeste hav af smerte?

I telefonen taler Jacob Weble og jeg ikke så lidt om håndværkerne; de komisk begavede skuespillere på den ene side og dem, der har lagt navn til et rost teaterstykke fra 2009, på den anden. Begge typer mødes, når Vendsyssel Teater, d. 6. marts har premiere på ”Håndværkerne”, en absurd komedie af dramatiker Line Knutzon. Weble er i prøvefasens 3. uge, og inviterer mig i en times tid på opdagelse i sin faglige værktøjskasse. Jeg glemmer dog at se efter, om låget er påført en etiket.

Skal du se “Håndværkerne” på Vendsyssel Teater? Læs mere om forestillingen og find billetlink

”Line Knutzons komedier handler om noget”

Jeg tager udgangspunkt i det faktum, at Jacob Weble, foruden at være en erfaren skuespiller med faible for både klassisk og moderne komedie, også er dramatiker og revyforfatter: ”Vendsyssel Teater beskriver ”Håndværkerne” som en morbid og absurd komedie om nutidens frådende materialisme, parforholdets til tider sygelige sider og en økonomi i frit fald. Hvorfor har du ikke selv skrevet et helt nyt stykke om disse temaer?” Weble gnækker lunt i telefonen:

”Vi er inde i prøveforløbets tredje uge, og vi griner stadigvæk af de samme replikker, selvom vi har hørt dem 100 gange nu.”

”Det pudsige er, at jeg i år 2000 skrev et stykke, der faktisk hedder ”Håndværkerne”. Vi fanger jo som dramatikere de samme tendenser i tiden, og dér har Line Knutzon og jeg altså set noget af det samme i 00’erne,” begynder den alsidige kunstner og uddyber: ”Man mødte jo dengang mange håndværkere, som havde alle mulige opgaver andre steder, fordi der var mangel på håndværkere. De brændte derfor ustandseligt én af, og man blev vred og frustreret, når man stod dér med sit drømmebadeværelse, som bare ikke blev færdigt. At kritisere håndværkeren turde man jo ikke, for tænk, hvis han så satte rørene forkert sammen med vilje,” konkluderes det, inden jeg spørger, om dette billede af håndværkerbranchen også holder vand i dag. ”I vores opsætning, fokuserer vi meget på det unge par, der bestiller disse håndværkere. De vil frygtelig gerne sælge sig selv gennem deres hjem. De går sindssygt meget op i kakler, men er de lykkelige? Prøver de at skabe en skal, der får dem til at fremstå som perfekte? Den overfladiskhed afslører håndværkerne på en måde, og det er også noget af det, hun kan. Line Knutzon kan lave komedie, der handler om noget.” Webles tanker synes at knopskyde i den stilhed, der hersker de følgende sekunder.

”Hvorfor er Knutzon en interessant dramatiker?” fortsætter jeg nysgerrigt. ”Bl.a. fordi hendes univers er så enormt absurd, og fordi hendes personer ikke kommer ind med en label på. De har ikke ret meget forhistorie, men de er, hvad de siger og hvad de gør,” udbryder Weble med begejstring og supplerer ivrigt: ”Det synes jeg er fantastisk, for vi skuespillere kan stille så mange spørgsmål, og selv skabe baggrundshistorien. Samtidig er det simpelthen så sjovt at øve Line Knutzon. Jeg har aldrig øvet komedie, hvor man igen og igen griner af den samme replik, fordi den kommer så skævt, uventet og mærkeligt.” Han holder en tænkepause, før rapporten fra prøvesalen fuldendes: ”Vi er inde i prøveforløbets tredje uge, og vi griner stadigvæk af de samme replikker, selvom vi har hørt dem 100 gange nu.” Jeg nikker. Der er noget dragende ved Knutzons tragikomiske replikunivers.

”Jeg har aldrig spillet en figur, jeg ikke kunne forsvare!”

I Vendsyssel Teaters opsætning af ”Håndværkerne” spiller Jacob Weble rollen som sjakbajsen Glen, der både styrer gruppen af håndværkere og gentagende gange må forklare det unge par, hvorfor den bestilte byggeopgave bliver endnu dyrene og endnu mere forsinket, som tiden går. En rolle, der kunne minde om en fupmager af en farcefigur. ”Hvad er Glens motivation for at smadre parrets hjem – er han ligeglad?” forsøger jeg med henblik på at belyse, om det er det rendyrkede farceunivers, Weble sværger til i arbejdet.

”Hele holdet og vores instruktør Christoffer Berdal synes, det er mest interessant, at håndværkerne i bund og grund har en faglig stolthed. På grund af tiden, og fordi de har jobs alle mulige andre steder, skrider det hele alligevel og går ad helvede til. I og med, at de arbejder sort, kan de heller ikke retsforfølges, så det unge par er jo fuldstændig magtesløse…” Skuespilleren lader ordene hænge i luften en stund, før han i et dybere toneleje tilføjer:  ”Vi dyrker også det farlige. Hvorfor er vi ikke gode ved hinanden, vi mennesker? Vi lærer det jo aldrig, vel?” reflekterer Jacob Weble.

”Så Glen er ikke kun et dumt svin?” vil jeg nu vide. Svaret falder prompte: ”Nej, han er bare en mand, der kommer i klemme, og skylder en halv million, fordi hans lejlighed er faldet i værdi. Som i alle gode stykker kommer publikum ind i historien på det værst tænkelige tidspunkt, hvor alle har deres at slås med. Det hele er så grotesk, men Glen er sgu da ked af, at det går så galt med dette byggeprojekt. Alligevel er han nødt til at forsvare det og bruger en masse fagudtryk, parret ikke forstår, og derfor må acceptere som begrundelse – ellers får han ingen penge for helvede. Jeg har aldrig spillet en figur, jeg ikke kunne forsvare!” afrunder Weble med eftertryk.

”Humoren er en ventil i tilværelsen”

Jeg bringes med et til at tænke på nogle ord, Jacob Webles sagde, før jeg tændte min optager: ”Komik kan lukke op for mennesker”. Med citatet i baghovedet stiller jeg mit næste spørgsmål: ”Jeg så ”Håndværkerne” opført på Det Kongelige Teater i 2009. Ud over at være morsomt er det jo også dybt bestialsk. Hvordan oplever du den kontraktvirkning?” Weble tager sig god tid til at samle tankerne, før han afdæmpet og intenst tager fat: ”Man kan jo sige det sådan her: Der er gudskelov ikke ret mange, der slår deres håndværkere ihjel for at stoppe et projekt, der er kørt af sporet, men følelsen af, at man er magtesløs, og at man bliver kørt rundt i manegen, den kender vi jo allesammen. Så skal der altså ikke ret meget fantasi til at tænke, at hvis det slår klik for nogen, så kan det godt føre til noget skrækkeligt. Ligesom med figuren Iago i Shakespeares tragedie ”Othello”. Han er så led og forårsager mange menneskers undergang, men omvendt har General Othello forført Iagos elskede, og hvem kender ikke til jalousi?” Den erfarne scenekunstners ord gør indtryk og minder mig om en anden skikkelse fra verdensdramatikken: ”Ligesom Medea fra Euripides tragedie, der slår sine børn ihjel for at hævne sig på ægtemanden Jason, der har svigtet hende. Hvad kan publikum så få ud af parrets mord på håndværkerne – ud over rædslen over, hvad voldsomme følelser kan forårsage?” Riposten afleveres uden tøven: ”De kan få lov at grine af de følelser og gerninger, det let kan være alt for skræmmende at tale om. Humoren er tilværelsens ventil. Det er dét, komisk teater bl.a. kan – hvis det er godt.” Ordene er fulde af overbevisning

”Jeg tænker ikke komedien som en bås”

Samtalen ændrer karakter, da jeg kaster et blik på opslagsværket foran mig. ”I Dansk Teaterleksikon kan man læse følgende: ”Jacob Weble har en komik i kroppen, som han med underliggende humor tilfører sine figurer.” Hvordan står det til med etiketstempleriet i teaterbranchen?” Jeg lytter spændt i håbet om at opklare, om Webles faglige værkstøjskasse er nagelfast genrekategoriseret. Længe er der tavshed i telefonen. En dyb vejrtrækning er overturen til skuespillerens fortættede monolog: ”Jeg ved jo godt, at jeg er en komisk skuespiller. De fleste af os kan da godt mærke, hvad vores force er. Har det nogensinde været en hæmsko spørger du så… Altså, da jeg fra 2005-2009 var med i TV-serien ”Klovn”, som Franks kiksede ven Pivert, blev jeg kendt fra den ene dag til anden. Jeg oplevede pludselig, under en Holbergturné med Folketeatret i provinsen, at publikum hviskede ”Der er Pivert.”, når jeg kom ind på scenen. Jeg spurgte mig selv: ”Stopper min karriere her? Gider teatercheferne at bruge mig, hvis jeg altid kommer ind som Pivert?” ”Så det komiske var ved at bremse din karriere?” indskyder jeg afdæmpet, inden Weble med viljestyrke i klangen tager tråden op: ”Det lyder så dramatisk, men jeg besluttede at stoppe i ”Klovn”, fordi, jeg gerne ville spille forskellige typer af roller, uden at Pivert blev en begrænsende faktor. Jeg har fået lov at spille alt muligt, men det har været med komedien i ascendanten. Det har jeg det helt fint med, og ”Håndværkerne” her i Hjørring er et godt eksempel. Jeg ved godt, at det er komedie, vi laver, men det er med den der bas rungende nedenunder.” Webles oprigtighed fremkalder et taknemmeligt smil hos mig.

Jeg spurgte mig selv: ”Stopper min karriere her? Gider teatercheferne at bruge mig, hvis jeg altid kommer ind som Pivert?”

”Så der ville ikke være noget til hinder for, at du pludselig spillede en Shakespearetragedie?” funderer jeg og igangsætter en nuancerig genrerefleksion: ”Jeg tænker ikke komedien som en bås men som en force. Komedie tager tyve, tredive, fyrre år at lære. Før det er godt, skal det se let ud, og derfor kan en såkaldt seriøs eller alvorlig skuespiller næsten aldrig gå ind og fylde en komedie helt ud. Omvendt kan man se, at garvede komediespillere, der har taget dramaet alvorligt hele tiden, godt kan bruges i lidt tungere roller og måske endda giver det en helt anden, interessant farve,” forklarer Jacob Weble passioneret, hvorefter jeg afleverer mit afsluttende spørgsmål:

”Så hvordan ser dit karrierekompas ud i dag?” Weble tygger lidt på det og hans epilog emmer af lige dele skinnende klarsyn og filuragtig underfundighed: ”Det allervigtigste er, at man finder sin egen stemme som skuespiller, og den er der altså nogen, der aldrig finder. Jeg har fundet et ståsted via det komiske grundsyn, jeg altid har haft på verden, og jeg kan efter foreløbig 28 år i branchen konkludere: Der er mange fordele ved at være komediespiller.”     

FAKTA:

Jacob Weble (f. 1970) er uddannet skuespiller fra den daværende Statens Teaterskole i 1996. Derudover er han selvlært dramatiker.

Som skuespiller har Weble gjort humoren til sit speciale gennem en lang række velspillede komedieroller.  En underliggende humør er ligeledes at finde i Webles virke som dramatiker, hvor han debuterede med den lettere absurde tre-mandskrimi Manden med skægget, CaféTeatret 1998 og siden bl.a. Håndværkerne, Husets Teater 2000, Supermarked, CaféTeatret 2001, Hr. Mogensen, Aalborg Teater 2004 og I frit forfald, Aveny-T, 2023. Desuden har Weble gennem flere sæsoner leveret tekster til bl.a. Odense Sommerrevy, Holstebro-revyen, Aarhus Revyen og Cirkusrevyen.

På scenen har Jacob Weble bl.a. medvirket i Som man behager, Det Danske Teater 2000; Erasmus Montanus, Aalborg Teater 2002, Elling, Svalegangen 2003 og 2004, Kong Arthurs Spejl, Teatret Zeppelin 2004, Alt synes ro ombord, Café Liva 2004; Jean de France, Grønnegårds Teatret 2004, Jeppe på Bjerget, Det Danske Teater 2007, Fruentimmerskolen og Den Gerrige, Grønnegårds Teatret 2013 og 2023, Den Gerrige Folketeatret, 2020 samt I frit forfald, Aveny-T, 2023 

Jacob Weble har desuden lavet reklamefilm og på TV bl.a. spillet med i Frank Hvam og Casper Christensens successerie Klovn, 2005-2009.

Jacob Weble har modtaget Reumerts Talentpris samt Olaf Ussings-legat.

Fra 6 -27. marts 2024 kan Jacob Weble opleves i Line Knutzons komedie Håndværkerne på Vendsyssel Teater, iscenesat af Christoffer Berdal.

Læs mere om Håndværkerne og find billetter her

Citat: Scavenius Allette (red): ”Gyldendals Teaterleksikon”, s. 956, Gyldendal, 2007.

Læs også

Interview med teaterdirektør Peter Westphael: ”Jeg siger jo ikke til folk, at jeg er autodidakt, selv om jeg er stolt af det!”

Guide: Det skal du se – 10 teateroplevelser i marts

Interview med skuespiller Kristoffer Helmuth: ”Det skal koste livet – men hvis liv?”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsmails og modtag e-mails fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke nederst i nyhedsmailen. Læs privatlivspolitik.