Jakob Steen Olsen: ”Det er en skjult, hemmelig skat, jeg har båret med mig”

Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen har skrevet en bog om dansk teaters største skandaler og ulykkelige skæbner. Hvorfor? Det fortæller han Scenen.dk om her.

Jakob Steen Olsen har aldrig selv drømt om at stå på scenen, men han har altid været fascineret af sladderhistorierne om scenekunstnernes utrolige liv. Foto: Foto: Søren Bidstrup

Af Signe Ravn

Udgivelsen er timet til Bogmessen i Bella Center og i fin tid til julehandlen. Således udkommer Jakob Steen Olsens nye bog ”Pige træd varsomt” den 29. oktober 2021.

Berlingskes teaterredaktør har samlet 50 af de bedste, mest chokerende, tragiske, slibrige, underholdende og overraskende skandaler og ulykkelige skæbner, han har kunnet pille ud af de sidste godt 100 års danske underholdningshistorie – med en enkelt sensationel afstikker til midten af 1700-tallet.

Men selve bogen og dens univers’ tilbliven ligger faktisk også et stykke tilbage i tiden, fortæller Jakob Steen Olsen.

”Forstået på den måde, at jeg var et meget underligt barn, som sad og klippede Jens Kistrups anmeldelser ud af Berlingske Tidende, som det hed dengang, og satte dem ind i mapper, og gik i antikvariater og brugte mine lommepenge på at købe gamle, støvede teaterbøger, som ingen andre interesserede sig for. Der stødte jeg indimellem på historier, som er blevet liggende i hypofysens forlap. Uden at jeg har noteret noget som helst ned, så har jeg i mit stille sind samlet på de historier, der gjorde indtryk.”

I årevis var historierne blot mentalt arkiveret, men for nogle år siden begyndte Jakob Steen Olsen efter en pludselig indskydelse at dele små korte fortællinger om skuespillere og andre teaterfolk, der på den ene eller den anden måde havde lidt en krank skæbne, på sin Facebook-profil som en uformel julekalender.

”Første gang startede julekalenderen vist først langt inde i december. Jeg blev overrasket over den genklang, det vakte. Der var andre, der syntes, de historier var sjove og spændende, og som ovenikøbet kunne bidrage med noget: ”Hende kan jeg også huske fra min barndom, hun havde et ismejeri” og så videre. På den måde voksede historierne fra noget, jeg syntes var sjovt, til noget, jeg kunne se, at andre også syntes, var sjovt og spændende.”

Læs også Scenens artikel med Jakob Steen Olsen “Musicalekspert: Disse tre musicals bør du se”

Jakob Steen Olsens nye bog "Pige træd varsomt"

”Pige træd varsomt – 50 skæbnefortællinger fra dansk underholdnings historie” indeholder 50 kapitler med både chokerende og overraskende historier om personligheder fra den danske underholdningsbranche. Foto: Grønningen 1

Læserne engagerede sig i historierne

Julekalenderen blev siden rykket over i Berlingskes spalter og fortsatte med at engagere Jakob Steen Olsens følgere på Facebook, hvor der tikkede masser af likes ind på hvert eneste minikapitel, og kommentarsporet udviklede sig til en stor udveksling af positive tilkendegivelser, vurderinger af dagens afsnit og tillægs-anekdoter fra underholdningsbranchen.

Det engagement blev bemærket af Poul Pilgaard Johnsen fra forlaget Grønningen 1, der kontaktede Jakob Steen Olsen og foreslog ham at lave konceptet til en bog.

”Jeg har afprøvet formatet, og det havde fundet en vis genklang hos publikum, så egentlig var det meget naturligt at samle dem i en bog. De historier med prægnante skæbner og rystende anekdoter er en skjult hemmelig skat, jeg har båret med mig, og så var det på et tidspunkt sjovt at dele dem,” forklarer Jakob Steen Olsen.

Derfor gik han i gang med at skrive ekstra til de eksisterende tekster og gennemtrawle hukommelsen for flere historier, han gennem tiden var stødt på, gemt i passager fra biografier og gamle gulnede avisartikler, for at fylde bogen ud. Det skete sideløbende med hans arbejde som teaterredaktør.

Læs også: ”Lotte Andersen: Min scenedebut”

Smider det pæne image

”Appellen i det er en blanding af flere forskellige ting. Det sjove er at blande formerne lidt. I mange år har jeg været en fin teateranmelder, der har siddet og delt karakterer ud fra min pind og overbevist verden om, at jeg var klog nok til det. Men vi er så meget mere end én ting. En af de måder, jeg har fået chance for at vise, at jeg slet ikke er så pæn, som mange troede, jeg var, det er gennem den podcast, der hedder ”Det vi taler om” (på bt.dk, red.). Det har givet mig muligheden for at kravle lidt ned fra min høje hest, som jeg ellers befinder mig godt på, men blive hele mig, og de her historier er jeg ekstra glad for, og jeg ved, det kan lyde hovskisnovski, men så er jeg egentlig ligeglad med, hvordan det går derfra.”

”Det er sladderhistorier fra en mere uskyldig tid, en blanding af både højt og lavt og derfor meget mig.”

”Jeg drages mod søskatastrofer og ulykker og nederen skæbner. Der findes to slags gode historier, dem, hvor det går rigtig godt, og dem, hvor det går rigtig skidt. Jeg har en morbid forkærlighed for den sidste slags. Jeg lokkes af det uperfekte, men jeg synes også om de mennesker, der er med i min bog,” understreger Jakob Steen Olsen.

”Det er ikke dem alle, det går skidt for. Kapitlerne er samtidig skrevet med en rummelighed og forståelse for, at det ikke altid falder ud, som vi gerne vil. Der var i nogle tilfælde en smallere vej for, hvad man kunne tillade sig dengang. Der hviler en form for tilgivelse over projektet.”

Bogen er et langt stykke henad vejen en slags eftertidens eftergivende omfavnelse og anerkendelse af en række fantastiske talenter, som af forskellige årsager ikke kunne holde til livet i rampelyset eller mødte uheldige tilskikkelser i livet.

Hylder enestående mennesker

”Det er en hyldest til enestående mennesker, der havde en fascinationskraft, som gjorde, at man havde lyst til at tale om dem og interessere sig for, hvad de lavede. Nu er det hele mere kommunalt og fagforeningsagtigt, men det er stadig noget ganske særligt at stille sig op på en scene og brænde foran andre mennesker og slide på sig selv.”

Præcis, hvor hårdt livet på scenen kunne være, illustreres igen og igen i ”Pige træd varsomt”, men særligt én af historierne gjorde indtryk på Jakob Steen Olsen.

”Den om Ingeborg Bruhn Berthelsen, som sang ”Sov Dukkelise” og ”Lille Sommerfugl” – vi tror alle sammen, det var Tidmand – men hun var først. Hun var en stor, højt betalt stjerne i 1920’erne med sportsvogn og en Sankt Bernhardshund. Det blev hendes endeligt. Der opstod rygter om, at hun stod i et seksuelt forhold til hunden.”

”Der var en retssag, og selvom hun prøvede at dementere rygterne, og fik rettens ord for, at det ikke passede, så hang det ved i en sådan grad, at publikum sad og bjæffede, når hun kom ind på scenen. Hun mistede sin formue og flygtede til Amerika og endte sine dage uden ret meget. Det er en historie om, hvor galt det kan gå, når sladderen går. Det er en uafrystelig historie,” siger Jakob Steen Olsen om skæbnen, der udgør bogens første kapitel.

Teateranmelder Jakob Steen Olsen

Foto: Søren Bidstrup

Nørden skal ikke skamme sig

Sidder man med bogen, vil man umiddelbart efter titelbladet og kapiteloversigten se den enkle dedikation ”Til Henrik Lyding (1956-2018)”.

”For mig at se var han den sidste rigtige teateranmelder, vi havde. Han brugte hele sit liv i teatret. Henrik var en nørd ligesom mig. Han havde fra en helt ung alder set alt, og alle de navne i den bog, ville Henrik vide, hvem var, og så kunne vi have siddet og grinet af det. Da Henrik døde, mistede dansk teater noget, der ikke kan erstattes. Jeg mistede min teaterven. Derfor er bogen dedikeret til ham,” siger Jakob Steen Olsen om Jyllands-Postens mangeårige teateranmelder, hvis bortgang blev begrædt i store dele af dansk teater og blandt kulturjournalister.

”Bogen er et stort nørdeprojekt. Det er oprejsning for den mærkelige teenager, der sad med næsen i sine teaterbøger. Det er nu, han får lov at komme ud, og det føles dejligt i en moden alder at kunne sige, at det man skammer sig over som teenager – man skammer sig især over, hvis man er lidt anderledes – så må man gerne være det, og der er andre derude, der også er nørder. Det er full circle. Derfor er jeg rigtig glad for det her projekt.”

Potentielt er der en opfølger på vej.

”Hvis der er nogle, der gider læse den, så laver jeg 50 til, for der er så mange gode historier derude. Jeg samler dem stadigvæk, og hvis jeg falder over noget, så laver jeg en note. Ellers går jeg tilbage til at publicere det på Facebook. Det er jeg ikke for fin til. Det var der, det hele startede.”

Læs også: ”Dramatikerens drivkraft: Magnus Iuel Berg”

På scenen med Ditte Hansen

Jakob Steen Olsen præsenterer sin bog på Bella Scenen på bogmessen lørdag den 6. november klokken 13.30.

”Bogen handler om skuespillere, hvad det vil sige at være skuespiller, og de farer, det indebærer. Derfor ville vi i stedet for lave et kedeligt forfatterinterview have en samtale mellem en skuespiller og mig. Jeg spurgte Ditte Hansen, om hun ville gøre det, og det ville hun heldigvis gerne.”

”Det er en sjov kombination, fordi hun er erklæret feminist, og hun kan måske kaste et andet blik på fortidens muligheder for kvinder, som nogle af historierne også er præget af. Nogle er kendte skæbner, mens andre bare er gode historier. Bogen henvender sig til alle, der interesserer sig for fortiden og ved, vi kommer af noget, som jeg skriver i forordet. Midt i det sladdervorne er det også en form for kulturhistorie. Det er en sladrende, lødig bog.”

”Pige træd varsomt – 50 skæbnefortællinger fra dansk underholdnings historie” udkommer på forlaget Grønningen 1 den 29. oktober 2021. Bogen udkommer også som lydbog indlæst af Jakob Steen Olsen selv.

Jakob Steen Olsen er desuden forfatter til bøgerne ”Lisbeth Dahl – Undskyld jeg blander mig”, ”Preben Kaas – Det bliver vinter førend man aner” og ”Kammerat med solen – en biografi om Stig Lommer”, som han har skrevet sammen med Rikke Rottensten.

Følg Jakob Steen Olsen på Facebook

Læs Jakob Steen Olsens seneste artikler på berlingske.dk

 

Artikler, du måske vil kunne li’?

”Tine Høeg: Min tekst egner sig godt til dramatisering”

”Dramatikerens drivkraft: Hassan Preisler”

”Signe Egholm Olsen: Min scenedebut”