Jakob Steen Olsen: ”Jeg sidder ikke og flæber i teatret!”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner,

Udgivet august 2023

Er han genert? Jeg genkender den høje, distingverede mand fra TV, radio og avisens spalter, hvor han som Berlingskes teaterredaktør, kongehuskommentator m.m. mestrer såvel afdækkende analyser som svirpende kritiske kommentarer. Jeg forventer at blive mødt af den udadvendte, elegante og let excentriske Jakob Steen Olsen, jeg oplever i medierne, men nuancerne er tydelige fra første færd. Den 56-årige mand, der sidder over for mig i mødelokalet hos Berlingske Media i Pilestræde, er venlig men tilbageholdende. Påklædningen er afslappet; grå træningsbukser og en hvid t-shirt. Armene er lagt solidt over kors og kropsholdningen signalerer en vis skepsis. Forventer han at blive angrebet, eller keder jeg ham allerede? En hård dommer, tænker jeg.

”En anmeldelse er og bliver en subjektiv vurdering”

”Hvad er egentlig en kvalificeret teateranmeldelse?” spørger jeg, efter at have tændt min medbragte optager. Min samtalepartners svar falder uden tøven. ”Det korte svar er: Det bestemmer man jo selv. I udgangspunktet er det at møde værket uden skyklapper. Du skal bedømme det, du ser, ud fra de rigtige præmisser. Er det en komedie: er det morsomt? Er det en musical: synger de rent?” Gør forestillingen det, den skal?”. Jakob Steen Olsens toneleje er så afdæmpet, at jeg diskret skubber optageren yderligere et stykke i hans retning. ”Og der er ingen krav til genren ud over en subjektiv meningstilkendegivelse?” forsøger jeg. Teaterredaktøren rynker brynene.

Man må jo som anmelder starte med at se på det positive, for som jeg plejer at sige: Der er jo ikke nogen, der laver teater for at genere andre, selvom man nogle gange skulle tro det.”

”En anmeldelse er og bliver en subjektiv vurdering, og det skal den også være,” lyder det kontant efterfulgt af en veltimet pause. ”Den eneste objektivitet, der er indlagt i det er, at man har set meget, er vant til at forholde sig til det og vant til at sætte ord på det.” Hans tone er blevet mildere, om end armene fortsat er korslagte. Han ser mig insisterende i øjnene og supplerer: ”Som yderpoler har du den begejstrede anmeldelse og den sylespidse negative, der sælger andre for en vittighed, men hvordan fanden skriver du fængende om det, der ligger og famler rundt inde omkring det godkendt middelmådige, hvor det meste af dansk teater ligger efter min mening? Man må jo som anmelder starte med at se på det positive, for som jeg plejer at sige: Der er jo ikke nogen, der laver teater for at genere andre, selvom man nogle gange skulle tro det.” afrunder Jakob Steen Olsen. Jeg aner en lynhurtig begejstret trækning ved hans ene mundvig, og jovist – replikken var velturneret.

”Når du karakteriserer dansk teater som godkendt middelmådigt, fristes jeg til at spørge, om anmeldelsen i en moderne tid ikke blot er en bedaget form for smagsdommeri?” replicerer jeg. Svaret falder prompte: ”I bedste fald giver den jo læseren noget ekstra. Den gode anmeldelse har altid en berøring med en anden diskussion end blot, hvad der foregik på scenen og hvordan det var. Den er forhåbentlig i stand til at finde metahistorien i den forestilling, det gælder: Hvorfor netop denne forestilling netop nu? Man kan f.eks. sætte den ind i en kulturpolitisk sammenhæng. Man hæver blikket en lille smule, og det skulle gerne være her, den professionelle anmelder og den glade amatør adskiller sig fra hinanden”. Han tier og ser afventende på mig. Jeg er stadig ikke sikker på relationen mellem den Jakob Steen Olsen, jeg sidder over for, og ham, jeg oplever via medierne.

Læs også vores tidligere interview med Jakob Steen Olsen: “Det er en skjult, hemmelig skat, jeg har båret med mig”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *

”Der er ikke noget ved at spille, hvis der ikke er et publikum”

”Kræver det en vis grad af selviscenesættelse at have det job, du har?” fortsætter jeg, med tanke på de elegante habitter og sproglige Fabergé-æg, der for mig kendetegner teaterredaktørens offentlige fremtræden. Spørgsmålet synes ikke at overrumple ham: ”For mig som persona? Ja, det hjælper absolut. Jeg laver både fjernsyn, radio, podcast, og man kan da spørge: Hvorfor skal jeg skabe mig et navn?”. Jakob Sten Olsen venter ikke på svar: ”Det er fuldstændig ligesom for et teater. Der er ikke noget ved at spille, hvis der ikke er et publikum. Vis mig den journalist, der ikke gerne vil på forsiden. Alt andet ville da være meningsløst. Ja, det er, hvad jeg mener om det. Jeg keder mig meget let, og et værn mod det er at udfolde sig på andre måder med brask og bram. For det første er det sjovt, og for det andet synes jeg, at det tjener både mit brand og min avis meget godt.” fastslår han og ser atter på mig med sit uudgrundelige blik.

Min læser er typisk et veluddannet, lettere velhavene, borgerligt sindet menneske nord for København og jeg bilder mig ind, at jeg kan forudsætte en vis form for dannelse.”

”Får du også den helt almindelige borger i tale med dine anmeldelser?” vil jeg vide. Reaktionens hast minder om et hugormebid: ”Hvad betyder almindelig?” Jeg smiler, skønt ordene synes let indignerede. ”Min opgave er ikke at skrive for den fuldstændig forudsætningsløse læser – ikke hvis de er kommet så langt som til at abonnere på Berlingske og bladre frem til kultursiderne.” uddyber han. ”Min læser er typisk et veluddannet, lettere velhavene, borgerligt sindet menneske nord for København og jeg bilder mig ind, at jeg kan forudsætte en vis form for dannelse. Jeg behøver ikke at starte fra nul, og det ville da også være rædselsfuldt kedsommeligt at skulle. Det er der jo andre anmelder-sites, der gør. Jeg skal heller ikke skrive for hverken Politikens eller Informations læsere, for det gør de jo så glimrende selv”. Teaterredaktøren dyrker ordenes efterklang. Jeg er betaget af det på én gang ligefremme og komplekse menneske, der sidder over for mig. Imødekommende og fjern, åbenmundet og hemmelighedsfuld. Et menneske, der dygtigt dyrker en rolle?

”Det eneste man har som anmelder, er sin integritet”

Jeg spekulerer på, om der er mere på spil for en kulturprofil som Jakob Steen Olsen end risikoen for at kede sig. ”Du talte tidligere om dit brand. Er det dig som kulturpersonlighed, der i lige så høj grad er behovsvaren? Er dit virke også en kamp for at opretholde teatret som stofområde i din avis?” forsøger jeg nysgerrigt. Min samtalepartner virrer let med hovedet. ”Jeg har ikke oplevet, at jeg skulle kæmpe for at opretholde stofområdet, men teaterstoffet er jo i kamp med alt mulig andet. Teater fylder unægteligt ikke det samme i det danske åndsliv, som det gjorde engang. Det er ikke mig, der er behovsvaren, men det flyder jo sammen. Det er da vigtigt for min avis, at mine læsere har tillid til mig, og jeg skal selvsagt skrive om det, som Berlingskes læsere er interesserede i. Jeg er til for læserne. Det er ikke dem, der er til for mig. Jeg skal ikke læses for enhver pris, men jeg vil da gerne kunne være mig selv bekendt,” opsummerer han, mens jeg noterer, hvordan armene nu har forladt den korslagte positur – måske ubevidst. ”Være dig selv bekendt?” gentager jeg.

Det er ikke omkostningsfrit i en moderne medievirkelighed. Hvis du er heldig, kan du blive respekteret, men du bliver aldrig populær.”

”Det er ikke nogen let position at være anmelder, fordi det fordrer en ærlighed.” begynder Jakob Sten Olsen med intensitet. ”Det er ikke omkostningsfrit i en moderne medievirkelighed. Hvis du er heldig, kan du blive respekteret, men du bliver aldrig populær. Der eksisterer en beskidt virkelighed på de sociale medier, og når journaliser har skrevet noget i en avis, mener andre, at man kan tale til disse journalister, som man ønsker. Det er et vilkår og det skal man kunne leve med. Det negative, der skrives til mig, er i øvrigt intet imod det, mine kvindelige kolleger udsættes for på f.eks. Facebook. Det eneste, man har som anmelder, er sin integritet, og den kan man ikke give køb på. Det er din troværdighed, du deponerer dér, og den må man hæge om. I det øjeblik, der kan stilles tvivl ved den, jamen så begynder det hele at falde fra hinanden,” tilføjer han lidenskabeligt.

”Man bliver jo heller ikke alvorligt vred på mennesker, der ikke betyder noget for én”

”Hvis du var balletdanser, ville alderen en dag afslutte dit virke. Holder du op med at anmelde, hvis dansk teater begynder at kede dig?” Jakob Steen Olsens svar er befriende åbenhjertigt: ”Jeg skal jo først og fremmest have mad på bordet. Jeg kan godt lide teatret og nogle gange hader jeg det også, især hvis det er dårligt.”. Han giver sig tid til at vende tankerne. ”Hvis teatret kedede mig, kunne det godt være, at jeg holdt op. Hvis jeg begyndte at hade det hele, men det gør jeg jo ikke, og de der siger, at jeg hader teater, aner ikke, hvad de taler om.” Stemmens klang er overbevisende. ”Hvem tror, at jeg ville bruge mit liv, aften efter aften, på at sidde der, hvis jeg ikke brød mig om det? Det ville da være sørgeligt. Så godt betalt er det sgu da heller ikke. Så nej, det er en misforståelse ud over alle grænser! Det er den slags, teatrets folk tit griber til i et forsøg på selvforsvar,” konstateres det med eftertryk. ”Glider du let af på sådanne angreb?” Mit spørgsmål afføder en tiltalende indrømmelse: ”Anmeldere har også følelser, selvom man ikke tror det, og vi er forfængelige. Jeg vil gerne respekteres som én, der er rimelig i min omgang med dansk teater.”.

”Ja, for som anmelder drives du formodentlig af passion?” reflekterer jeg og får straks et varmt smil sendt retur over mødebordet. ”Præcis, også når jeg bliver vred på teatret. Man bliver jo heller ikke alvorligt vred på mennesker, der ikke betyder noget for én. Teatret er et fantastisk frirum, når jeg går derhen for at føle noget og mærker min egen menneskelige erfaring i mødet med den menneskelige erfaring, jeg præsenteres for dér. Det bliver tydeligere for mig som årene går, og det kan begejstre mig for teatret lidt endnu. Jeg vil ikke belæres om, hvordan jeg skal leve livet, men jeg er optaget af det teater, der kan vække mine henslumrende følelser.” Mit stikord er faldet.

Læs også artiklen med Cecilie Refsager fra teaterbloggen Set På Scenen

”Jeg er jo rimelig koldsindig”

”Skal du filtrere noget af din egen følsomhed fra i anmeldelsen af en forestilling, der reelt har rørt dig?” spørger jeg med anelsen om at have regnet ham blot en kende ud. Jakob Steen Olsen rykker tilbage i stolen: ”Det er mit arbejde, og jeg skal omsætte min oplevelse til noget, som andre kan annamme. Dog synes jeg, det er fint, at man i en anmeldelse gør opmærksom på, hvilke følelser en forestilling kan vække”. En tanke synes at ramme ham spontant: ”Fænomenet en teaterforestilling er jo dybest set ret absurd: En masse mennesker har aftalt noget helt ned i nogle underlige koder, og så opfører de det – kun for at sætte noget i gang i mig som tilskuer. Der er en interessant dobbelthed dér: På den ene side er der det, der foregår på scenen, og på den anden side er der det, der – på den baggrund – foregår i tilskueren: Og det det jo vildt, hvor forskelligt en teaterforestilling kan ramme mennesker.”.

Han ser bort og tager derpå, lidt tøvende, sin telefon. Er han genert eller blot på vej videre i dagens tekst? Frem for at afslutte med et høfligt spørgsmål om hans favoritter i den kommende sæsons repertoireplan, gør jeg et sidste forsøg på at løfte en flig af sløret: ”Er du dybest set en følsom mand skjult bag en elegant anmelders kostume?”. Jakob Steen Olsens svar er både lige til og labyrintisk: ”Man må da gerne kunne mærke, at det er et levende menneske, der har været til stede, men altså jeg er jo sådan rimelig koldsindig; jeg sidder ikke og flæber i teatret!”

 

FAKTA:

Jakob Steen Olsen, (f.1967) er teateranmelder og kulturjournalist. Han er uddannet cand.mag. i dramaturgi og medievidenskab 1994. 

JSO været tilknyttet Det Fri Aktuelt som teateranmelder 1994-2001, derefter Information 2001-2004. Siden 2004 har han fungeret som teateranmelder ved Berlingske og som teaterredaktør fra 2005. 

JSO blev medlem af juryen for Årets Reumert i 2007 og forlod denne i 2023 jf juryens rotationsprincip. 

JSO er forfatter til bl.a. “Kammerat med solen. En biografi om Stig Lommer”, (2009), “Preben Kaas – Det bli’r vinter førend man aner” (2012) og “Lisbet Dahl – Undskyld, jeg blander mig” (2017) (alle med Rikke Rottensten) samt “Pige træd varsomt” (2021)

Derudover er JSO kongehuskommentator v. Berlingske og fungerer sideløbende som kommentator på det royale stof og teaterstoffet hos bl.a. TV2 ligesom han er er hyppig gæst i BTs podcast ”Det vi taler om” og i podcasten ”Kongehuset bag kulissen”.

Læs også disse artikler

Interview med Jakob Steen Olsen: “Det er en skjult, hemmelig skat, jeg har båret med mig”

Interview med Jakob Steen Olsen: “Musicalekspert: Disse tre musicals bør du se”

Guide: “Det skal du se – 10 forestillinger i september”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *