Jeanett Albeck: Min scenedebut

Af Signe Ravn

”Min scenedebut er en lang fun fact. Jeg var bakkesanger! Det var det allerførste, jeg lavede professionelt. Det var en lærer, jeg havde, som så mig optræde, og så headhuntede hun mig til Bakkens Hvile, Jeg var 19, og alt, hvad der ligesom bød sig fra højre og venstre af underholdning, sagde jeg ja til. Hun allierede mig med Øyvind Øigaard (musiker, kendt fra børnetimen ”Hvorfor Uglen i hulen”, red.), for han var tit ude og optræde med dem [på Bakkens Hvile]. Jeg kommer hjem i hans lille lejlighed, og så giver han mig ligesom de her viser, man skal synge derude. Og han har selvfølgelig valgt de allermest frække til mig, det gik slet ikke, jeg var alt for ung. En af dem var ”Sutte, sutte, ikke bide”, sådan en old school Berliner-kabaretsang.”

”Fuld sal, fredag aften og ”Kan du ikke få den højere op, Marinus”, og så sad hele salen og sang med, det var noget af det mest surrealistiske, jeg nogensinde har prøvet.”

”Så var min audition en fredag aften derude. Den yngste derude var 32. Jeg var 19. Jeg var helt fra en anden planet! Jeg kom ind, og der var ikke særligt meget tid, jeg havde lært mine to sange, og jeg havde selv taget en eller anden kjole på hjemmefra, den skulle der lidt mere gang i, så de gav mig en fjerboa. Der er en lillebitte trappe op til scenen. Værsgo!”

Fra 0-100 i folkelighed

”Jeg sad og iagttog de andre, samtidig med, at jeg var på scenen, og publikum kiggede på mig. Det blev italesat, at jeg var der. Så blev jeg vippet op, da det var min tur. Så sidder der en pianist, så spillede han for, så sang jeg den sang, jeg artigt havde lært. Det mindede om østrigske Bierstube-fester – halvdelen af min familie bor i Østrig – og det er en folkelighed, som virkelig har noget smukt over sig.”

”Fuld sal, fredag aften og ”Kan du ikke få den højere op, Marinus”, og så sad hele salen og sang med, det var noget af det mest surrealistiske, jeg nogensinde har prøvet. ”Du er hyret, du kan godt møde ind”. Så var jeg der halvanden sæson. Jeg fik de lidt mere søde viser, Poul Henningsen og den slags, de prøvede nogle frække, men det var jo ikke min stil. Det var virkelig lærerigt. Modsat traditionelt teater og den fjerde væg, så var der noget omkring den direkte kontakt med publikum, det kræver virkelig meget mod.”

Læs også: ”Signe Egholm Olsen: Min scenedebut”

Standup i frække kjoler

”Jeg ser dem som standup’ere med frække kjoler. Frække Lone, når hun er on fire på en fredag, så er hun så skarp og sjov! Jeg har vildt stor respekt for det, de laver. Jeg kan godt lide at være tæt på publikum. At være rigtig tæt på i kunstnerisk forstand. Det gav mig en lille lesson. Jeg kan huske, det var lidt som at være i en af de helt hårde [håndværker]brancher, hvor man skal i mesterlære.”

”Man kan ikke stå og fedte med noget på den scene.”

”Hvis jeg var kedelig eller lidt for tuttenuttet, så blev jeg hængt ud, for det var stilen derude, det var kærligt, men det var også hårdt. Når jeg tænker over det nu, har det sikkert givet mig noget. Man kan ikke stå og fedte med noget på den scene.”

Forstadie til kollektiv arbejdsform

”Den anden debut, som [er mere i tråd med det], jeg laver nu, var en forestilling på Teater Momentum (i 2005, red.). Når jeg tænker tilbage på det, var det et forstadie til den kollektive teaterform, jeg har med Sort Samvittighed. Der var ikke mange kollektiver på det tidspunkt, men vi havde et lille teaterkollektiv bestående af mig og min søster og Kett Lützhøft, og forestillingen var baseret på hendes egen historie om at vokse op i et voldsramt hjem.”

”Jeg kan enormt gode lide, når kunstneriske værker kan pege ud på en eller anden måde … og sammensmelte kunsten og kulturen med aktivisme eller politik.”

”Den [forestilling] var den rigtige debut, hvor jeg spillede med på scenen og havde skrevet al musikken. Det var en intim teaterkoncert, ”Sange om tæsk”, hvor vi var tre musikere, og så var der tre skuespillere. Der var en rød tråd tematisk, så den spændte fra offer til krænker, rundt om hele paletten på tematikken, vold i hjemmet, som er rimeligt komplekst at skulle sige noget om.”

”Jeg kan enormt gode lide, når kunstneriske værker kan pege ud på en eller anden måde, en form for politisk overbygning, så vi kunne tage ud på krisecentre, spille for Kvinfo, og sammensmelte kunsten og kulturen med aktivisme eller politik. Det var ikke udgangspunktet, men det er dejligt, når det kan lykkes at bruge det.”

Læs også: ”Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald”

Mødte sin datters far på teatret

”En anden lille fin detalje, det var fordi, jeg var på det teater, at jeg mødte min datters far. Det var livsændrende for mig at møde min datters far. Det var både på et kunstnerisk og et personligt plan et ret vigtigt sted i en periode. Det er et sted, hvor der er plads til eksperimenter og undersøgelser. Det er bare dejligt, at der er steder, hvor der er plads til det.”

”Da vi først fik det antaget, så begyndte vi prøver, og det var Sophie Lauring, som instruerede. Jeg husker [meget lidt] konkret. Det er mere følelsen i, hvordan det var at være der og skabe det. Det andet preller af. Jeg har en ekstremt stor hyperfokus på de ting, jeg laver. Jeg er megaeffektiv og produktiv og emotionelt fuldstændig til stede. Det er på bekostning af nogle lidt mere lavpraktisk ting, de ting, jeg ikke skal tage mig af, dem er der så ikke plads til.”

Abstrakt musiksprog og umiddelbarhed

”Udtrykket blev lidt mere ovre i noget grotesk kabaret. Det var ikke en naturalistisk tung fortælling, det var mere komisk. Jeg sang og spillede, der var jo jeg allerede i gang med trædeorgel, harmonika, klaver, guitar. Det er lidt sjovt at se, hvor direkte linket er til, hvad jeg laver nu.”

Hør musikken til forestillingen på Spotify eller Apple Music

”Sophie havde ikke meget sprog om musik eller en baggrund, hvor hun sige noget musikalsk omkring sine instruktioner. Det var: ”Jeg vil have mere badutdutdut, ikke blopblopblop”. Men jeg forstod det fuldstændig, og det var ret dejligt at have et nærmest abstrakt sprog omkring musikken med instruktøren. Det var en ret sjov og syret, legende måde at blive instrueret på.”

”Både med den oplevelse og Bakkens Hvile, var der et eller andet i ikke at tænke så meget, vi gjorde det bare. Det betyder ikke, at jeg var ligeglad, men der var en umiddelbarhed i det, og sådan har jeg det faktisk stadigvæk. Det er på den ene side en gave at kunne – men på den anden side er det faktisk også en eller anden form for overlevelse.”

 

I sæson 20/21 kunne Jeanett Albecks musik opleves i forestillingen ”Hobitten” i Ulvedalene. ”Hobitten”.

I sæson 2021/22 genopsættes ”Brøgger” på Teater Republique fra den 12. august til 11. september 2021.

Til vinter medvirker Jeanett Albeck som fortæller i ”Cirkus Jul”, Muskelsvindfondens nye format bygget på Cirkus Summarums forbillede, en familieforestilling baseret på klassiske børnebøger såsom Lille Virgil og Cirkeline, der skal puste liv i litteraturen og børns lyst til at læse. Forestillingen spiller i København og Aarhus i perioden 17. november til 20. december 2021.  

Jeanett Albeck arbejder på en musikforestilling til Det Kongelige Teater, som skal spille om nogle år (med instruktør Liv Helm og scenograf Freja Sif Hestnes fra ”Brøgger”-holdet), og arbejder med musikken til en balletforestilling samme sted planlagt til 2023.

Jeanett Albeck er desuden med i antologien ”Coronamonologerne”, der er udkommet på Lindhardt & Ringhof.

Følg Jeanett Albeck på Instagram

 

Læs også

“Jeanet Albeck: Jeg vil gerne gøre alt det jeg ikke tør…”

”Johanne Louise Schmidt: Min scenedebut”

“5 hurtige til Maria Lucia”

“5 af efterårets musicals”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag emails fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke nederst i nyhedsbrevet.