Jeanett Albeck: ”Jeg vil gerne gøre alt det, jeg ikke tør og som giver mig brækfornemmelser”

I en ny performativ koncert på Teater Republiques scene vil multikunstner Jeanett Albeck danse, larme, kaste sin krop, sin historie og sit hjerte efter os når hun siger Ellers Mange Tak. Vi har talt med larger-than-life-kvinden om at fylde for meget, leve på kanten og om en fredelig ADHD-diagnose

Foto: Sara Galbiati

Af Luna Ehlers, freelance skribent

Er der overhovedet plads til en upoleret, ærlig, glimmer-trikot-bærende, larger-than-life-kvinde som Jeanett Albeck?

Næ, ikke hvis vi spørger den irriterende mand, hun mødte for en måned siden – eller mange andre mænd hun i tidens løb er stødt på. ”Du fylder for meget,” det har den danske musiker, komponist, skuespiller og performer fået at vide hele sit liv. Udover glimmer-trikot har Jeanett Albeck derfor også båret en tyngende skam. En skam der ivrigt har forsøgt at tæmme, begrænse og krympe den livfulde kunstner. En skam der aldrig var hendes til at begynde med. Den smider hun nu, og ifører den sig aldrig igen.

For 1. september tager det evigt udforskende og udfordrende multitalent sin plads på Teater Republiques scene, når hun sparker dørene op for den performative koncert Ellers Mange Tak. En selvskrevet, selvomhandlende og selvopført tværæstetisk teaterforestilling. Men modsat, hvad ovenstående trefoldige ”selv”-remse indikerer, har forestillingen i sinde at vedrøre alle. Alle der ønsker at undersøge, hvad det vil sige at være menneske i dag. Eller rettere; alle der ønsker at skubbe til idealerne for, hvordan man være menneske i dag – uden at skulle tæmmes eller begrænses. Ved at stille sin egen, om end pålagte, skam i klaskehøjde, ønsker Jeanett Albeck at skabe et rum, hvor andre tør betragte og slippe deres. Det fortæller hun en sen juli-aften, hvor hun har taget sig tid til at introducere sin seneste kunstneriske og altrummende alien-baby: En hjerteblød, horror-inspireret, rave-klingende musikforestilling med koboltblåt gulv, slimende poesi, rå humor, skrøbelige fortællinger og lortebrune bylder.

Det er ret interessant, for hvad fanden er det ved mig, mænd har så svært ved at kapere?”

Jeg har altid været interesseret i vrangsiden, det upolerede, det grimme og det ærlige, og jeg elsker at undersøge det som kunster. Det er nok den måde, jeg kan skabe plads til mig selv i den her verden,” siger den 40-årige kunstner.

Og det er netop det Ellers Mange Tak skal. Skabe plads. Og skabe et rum, hvor man uagtet klasse, race, alder og mulig fjerboa aldrig kan være eller fylde ”for meget” – heller ikke som kvinde.

Det har altid handlet om påklædning eller hvordan jeg er til i verden på – og mit køn. For jeg er aldrig blevet kaldt for meget af en anden kvinde, det er altid mænd, der beskylder mig for at være det. Det er ret interessant, for hvad fanden er det ved mig, mænd har så svært ved at kapere?,” spørger Jeanett Albeck, inden hun fortsætter: ”Tænk, at det kan opfattes grænseoverskridende, at jeg bare er mig selv. Vi begrænser hinanden som mennesker, og hvorfor og hvordan vi gør det, blev jeg nysgerrig på at undersøge kunstnerisk.”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

 

Jeanett Albeck i Ellers Mange Tak

Fra forestillingen “Ellers Mange Tak”. Foto: Sara Galbiati

Læs også artiklen “Jeanett Albeck: Min scenedebut” 

Den knap så usynlige kvinde

Køn, eller den stereotypiske forestilling herom, er altså én af de sociale kasser, der synes at kunne begrænse. Og spørger du Jeanett Albeck udelukker den dominerende og dikotomiske kønsopdeling, med mand/kvinde som ”naturlige” modsætninger og med indlejrede do’s and don’ts, utroligt mange mennesker og måder at leve og være i verden på. I rumudvidelsens hellige navn, ønsker den dybt samfundsengagerede kunstner og musiker derfor at kaste det heftigt diskuterede binære kønssyn i graven. Det lever nemlig i bedste velgående, det satans binære kønssyn – for slet ikke at tale om den endnu mere satan’ske binære kønspolitik.

Man kunne, med fare for at blive opfattet som en smule plat, fristes til at skrive: Lad os i den forbindelse starte ved A. ADHD. Det var nemlig en ellers fredelig og umiddelbart kønsneutral ADHD-udredning for et halvt år siden, der førte Jeanett Albeck til taster og tangenter. For selvom selve diagnosen ikke kom synderligt bag på hende, så gjorde det manglende fokus på kvinder i ADHD-forskningen. Eller nej. Det kom skræmmende nok ikke bag på hende.

Al forskning i forbindelse med ADHD er baseret på hvide, heteroseksuelle, amerikanske cis-mænd – ligesom al anden forskning,” siger komponisten, der i samme åndedrag henviser til bogen Usynlige Kvinder af Caroline Criado Perez.

Jeg tror på, at det nogle gange skal blive rigtig personligt for, det kan løfte sig og blive interessant.”

Det er en enormt nørdet bog, der virkelig åbner ens blik for, hvor skæv en kønsfordeling der er i hverdagslivet. Bogen sætter streg under, at man simpelthen er mere udsat, hvis man ikke er hvid, heteroseksuel mand. Det er den bog, der blandt andet gjorde opmærksom på, at sikkerhedsseler er designet til mænd, hvorfor kvinder er mere udsatte i trafikken,” siger Jeanett Albeck og når kun at holde en kort pause, inden hun udbryder: ”Det er jo helt absurd, at det er decideret farligere for en kvinde at sætte sig ind i en bil. Tænk, at vi ikke snakker om det.”

Men nu skal der snakkes om det, og der skal ske en ændring. En ændring, hvor kvinder, andre undertrykkede identitetskategorier og disses problemer og kvaliteter ikke længere skal usynliggøres. Det skal Jeanett Albeck nok sørge for. For når nu den vestlige forskning og historiefortælling udelukkende interesserer sig for hvid cisse-mand, og dermed ikke er leveringsdygtig i et bredt og mangefacetteret portræt af mennesket og alle dets (u)muligheder, må hun jo selv tage pensel og lortebrun palet i hånden og gribe i egen barm.

Jeg har valgt at stille mig selv, min krop og min historie til rådighed i hvad der forhåbentligt skal blive en fælles undersøgelse af alt det, der har været mørkelagt og usynliggjort i evigheder. Mit private liv er ikke det interessante, men dele af det kan måske bringes i spil til belyse noget, der har almen interesse,” siger multitalentet og fortsætter: ”Jeg tror på, at det nogle gange skal blive rigtig personligt for, det kan løfte sig og blive interessant. Sjovt nok, skal man sommetider turde, zoome helt ind for at kunne se den store helhed.”

Med andre ord: I Ellers Mange Tak er Jeanett Albeck alt andet end usynlig. Gudskelov.

Jeanett Albeck i Ellers Mange tak

Fra forestillingen “Ellers Mange Tak”. Foto: Sara Galbiati

Knæk & bræk

Det er dog ikke uden nervøsitet, at den ekspressive kunstner skræller huden af og viser vrangsiden. Der er unægtelig noget både personligt og kunstnerisk angstprovokerende og grænseoverskridende i at stå helt øm og sårbar på scenen. Men Jeanett Albeck spiser angstprovokation til morgenmad.

Jeg har en evig lyst til at placere mig på kanten af min egen formåen. Hvad end det er at lave noget fysisk hårdt på en scene eller spille et instrument, jeg kun liiiige akkurat kan spille på. Jeg lever og skaber bedst på kanten,” siger kunstneren.

Jeanett Albeck ønsker nemlig altid at udfordre sig selv, sit publikum og kunsten. Ting, andre enten foragter eller tager afstand til, byder hun velkommen i sit eksperimenterende og legesyge værksted. Ting, der for andre lugter, mærkes og smager grimt, smører hun sig ind i eller gurgler.

Jeg vil gerne gøre alt det, jeg ikke tør og som giver mig brækfornemmelser.” Sådan siger kvinden, der i kunstens navn æder en slimet og bakteriebefængt blækspruttearm. Og sådan siger kvinden, der med stolthed indleder et kærlighedsforhold til den ellers intellektuelt udskældte horror-genre. For i Jeanett Albecks univers er der ikke langt fra det ærligt ækle til det æstetisk smukke. Det er i det spændingsfelt – i denne kunstneriske pagt – at poesien i hendes værk ligger.

Jeanett Albeck bider i blæksprutte

Foto: Sara Galbiati

Foruden blækspruttearme er Jeanett Albecks værksted også fuld af kunstnerisk ligesindede legekammerater. For forestillingen har dannet rammerne for et kvindeligt fællesskab, der i samlet flok har skabt Ellers Mange Tak: Forestillingens instruktør er den kropsligt undersøgende danser Gunilla Lind og den feministiske debattør Emma Holten har været en trolig sparingspartner gennem hele den kunstneriske udviklingsproces. Desuden er den danske musiker og hitmager Clara Sofie medskaber af klub-baskeren Velkommen i Klubben – et af forestillingens mange numre, der d.19. august 2022 bulrede ud af flere kanaler som en forsmag på forestillingens lyriske og musiske univers. Et lyrisk og musikalsk univers, hvis sceniske form ligeledes vil, i samarbejde med Jeanett Albeck selv, skabes af den danske musiker GRO, som er forestillingens multi-spillende hyperaktive orkester. Den vidtfavnende performer har altså allerede inden forestillingspremieren udvidet det kunstneriske og musikalske rum. I bogstavlig forstand.

Læs mere om “Foredrag med Emma Holten” på Teater Republique i anledningen af “Ellers Mange Tak”.

Fra forestillingen "Ellers Mange Tak". Foto: Sara Galbiati

Fra forestillingen “Ellers Mange Tak”. Foto: Sara Galbiati

Hamskiftet

Det er dog fortsat Jeanett Albeck, der er forestillingens kunstneriske og sårbare omdrejningspunkt. Men det er ikke udelukkende hendes føromtalte indre dare devil, der har placeret hende øm og følelsesmæssigt afklædt på scenen. Forestillingen kredser nemlig om det nøgne stadie og imiterer det cykliske, bevægelige og transformerende i et hamskifte. En titel endnu et af forestillingens mange musiknumre meget passende bærer. For som en hummer der skifter sit skjold, eller et reptildyr der skifter sin ham, betyder den skrøbelige og ubeskyttede fase, at et nyt hylster kan vokse frem. Et udvidet et hvor man kan leve og udtrykke sig, som man ønsker uden at blive latterliggjort eller udskammet, hvis man er heldig. Og måske med glimmer og brede skulderpuder, hvis man er rigtig heldig.

Ellers mange tak til fordømmende blikke, der gør det umuligt at være til. Ellers mange tak til ideen om at fylde for meget. Og dermed siger jeg også et højt JA TAK til en udvidelse af rummet. Det på og uden for scenen.”

Det er en fortælling om at vågne op og pludselig se sig selv, sit eget liv og verden med andre øjne, og give sig selv nye chancer,” siger Jeanett Albeck og uddyber, at hun håber, forestillingen på den måde kan agere et fælles ritual, hvor både hun og publikum kan skabe sig ny ham og nye chancer.

Det cykliske begrænser sig dog ikke til enkeltmenneskets private ham, men også, hvilken du videregiver til generationer efter dig. Og hvilken forældede, klaustrofobiske og indskrænkede du selv har fået foræret. En ham, et skjold, en kasse, som Jeanett Albeck nu smadrer i tusind stykker med tre små, men yderst hårdtslående, ord.

Med forestillingen siger jeg ellers mange tak til kasser, der undertrykker og begrænser. Ellers mange tak til fordømmende blikke, der gør det umuligt at være til. Ellers mange tak til ideen om at fylde for meget. Og dermed siger jeg også et højt JA TAK til en udvidelse af rummet. Det på og uden for scenen.”

Det er ikke sikkert, et rummeligt glimmerskjold udvikles af naturlige veje. Det skal højest sandsynligt til en skrædder for aktivt at pyntes og forstørres, men sådan en skrædder findes på Østerbro.

For på Teater Republique på et slimet koboltblåt gulv, omfavnet af bylder og tunge rave-beats, vil Jeanett Albeck danse, larme, kaste sin krop, sin historie og sit hjerte efter os, når hun siger Ellers Mange Tak, smider sin skam, skifter sin ham, udvider sit skjold og kræver sin plads. Måske vi andre bør gøre hende kunsten efter?

Artikler du også vil kunne li

Hos Teatergrad er ASTA alt andet end stum

“Jeanett Albeck: Min scenedebut” 

“Carla Viola Thurøe: Jeg har altid haft en indre skaberlyst”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.