Af Signe Ravn
”Min debut kom lige, da jeg stak foden udenfor (Jens Jacob Tychsen er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1998, red.). Jeg blev fastansat på Århus Teater, så det var lige ud af reden med det samme. Jeg havde gået, ikke bare de fire år, men i mange år, og drømt om at blive musicalstjerne, og havde tænkt, at det måtte være fantastisk at være med i en stor musical. Det viste sig så, at det blev min debut. Det blev første tilbud.”
”Les Misérables” er en af mine yndlingsmusicals, så det var ret stort, at det var den, det skulle blive. På mange måder var det en af de første brikker, der fandt på plads for mig – eller fik defineret mig selv som skuespiller; hvad jeg ville, hvordan jeg hang sammen, og hvad jeg ikke ville – at den romantiserede musicaldrøm, jeg havde haft, slet ikke holdt stik for mig.”
En stensikker succes
”Jeg husker det sådan, at jeg tænkte, at hvis man er med i ”Les Misérables”, så kan det ikke gå galt. Det kan det ikke. Den er en succes, før den overhovedet er lavet, og hvor bliver det fantastisk at være med i den, og der vil være stående ovationer, fordi det er ”Les Misérables”, det ved jeg bare, for jeg havde selv set den i udlandet. Og det blev sådan, hvor publikum flyver op ad sæderne, og de hujede og piftede hver aften, men det var et eller andet i mig, der var utilfreds.”
Phantom of the Opera” ville aldrig nogensinde passe til mig som skuespiller, for der skal du stå på de samme mærker over hele verden, og det er der nogle mennesker, der befinder sig rigtig godt i. Det er slet ikke mig. Som i slet ikke.”
”De første par gange med publikum var fantastiske, et sus. Men jeg kunne lynhurtigt mærke, at der var et eller andet galt, at det ikke var rigtigt. Musicals er en arbejdsform, der meget én-til-én. Det skal være på én måde. Jeg kom med et par forslag til, at min rolle måske havde et godt øje til hende der, eller kunne det være sjovt med en rød jakke i stedet for en blå? Det var bare: ”Nej, nej, nej, din funktion er sådan, og det er det. Du skal have sådan og sådan på.” Der kunne jeg hurtigt mærke, at det ikke var det, jeg havde lyst til. For mig er det meget vigtigt at dykke ned, researche, bruge sin fantasi og træffe nogle valg.”
”Jeg kan rigtig godt lide musicals, men jeg fandt meget hurtigt ud af, at skal jeg lave musicals, så skal det være en rolle med noget kød på, så jeg kan gå ind og forme den, hvor det ikke er én-til-én. ”Phantom of the Opera” ville aldrig nogensinde passe til mig som skuespiller, for der skal du stå på de samme mærker over hele verden, og det er der nogen mennesker, der befinder sig rigtig godt i. Det er slet ikke mig. Som i slet ikke.”
Måtte gå til audition
”Der var audition, også på de helt store roller. Jeg blev opfordret til at gå efter en rolle, som bestemt ikke lige lå til højrebenet for mig, og det ville produktionen ganske givet heller ikke synes. Men dem, der opfordrede mig til det, sagde: ”Du ville kunne gøre det, din stemme er lige til det”… Det viste sig, at jeg gjorde det meget overbevisende. De blev en smule forvirrende, men syntes, at det var en rigtig god ide, [selvom] jeg lige var det yngste til at spille den rolle. Så var der en, de havde satset på til en anden rolle, som ikke kunne synge den alligevel, og så måtte de bytte om på nogle roller.”
“Teaterchefen ringede og sagde, at hvis det ikke var fordi, at det var sådan et stort puslespil, så havde jeg fået den rolle, som jeg havde prøvet at lægge billet ind på. Nu kunne de så tilbyde Enjolras i stedet for, og det sagde jeg selvfølgelig ja til. Men jeg vil da gerne indrømme, at lige i øjeblikket, da jeg fik beskeden, tænkte jeg: ”Arh, for helvede, hvor var det tæt på!” Det blev altså den anden her. Det var rigtig fint, når jeg ser tilbage, når det var det første, jeg skulle ud og snuse til.”
”Trine Pallesen, min gamle veninde fra Teaterskolen, var med sammen med Kim Leprevost, Jesper Lundgaard og min rektor Lars Ljunggren, så det var også rigtig dejligt, for han var den, der kendte én allerbedst – så det var ret fantastisk at få sin debut med sin rektor, for vi stod og var ligeværdige. Det var et fantastisk hold.”
Folkene bag scenen sikrer et godt forløb
”Man sugede bare til sig. Man gik hjem og skrev ting ned, fordi én havde sagt kloge ord – det skal jeg lige huske – især fra de gamle hoveder på teatret, som ikke engang var så gamle, men det syntes vi, fordi vi var så unge. Det år fik jeg et af de allerbedste råd, som var: Noget af det første du skal, når du kommer ind på teatret, er at bruge lige lidt tid på at lære sceneteknikkens navne; dem, der trækker i tæppet, dem, der styrer lyset, for det vil komme dig så meget til gode. For ellers, når du pludselig en dag hænger i et fortæppe og er ved at falde ned, så gider de ikke komme med en stige og hjælpe dig ned. Hvis du giver dig tid til, at de kan lære dig at kende, så vil de gå gennem ild og vand for dig. Det tog jeg til mig lige med det samme. Bliv gode venner med dem bagved, for de er måske endnu vigtigere for, at du skal få et godt forløb.”
Det var første gang, familien sad på et stort teater og så én. Det var glæde og stolthed og eufori, for helvede!”
”Jeg er 100 % sikker på, at vi på premieredagen har været helt oppe at køre, glædet os helt vildt, for vi stod med noget rigtig godt. Det var første gang, at jeg professionelt skulle stå på en scene, så jeg var selv spændt som en flitsbue. Jeg fløj afsted i mit hoved og tænkte, hvad skriver anmelderne? Lægges der mærke til mig, forstår de mig nu? Det var første gang, familien sad på et stort teater og så én. Det var glæde og stolthed og eufori, for helvede!”
”Jeg fik gode anmeldelser. Det var i hvert fald ikke dårligt. Et eller andet med: ”Sikke en autoritet…” og fordi man lige var kommet ud fra skolen; ”Læg mærke til ham” og sådan noget.”
Læs også “Amalie Dollerup: Min scenedebut”
Sagde nej til gode tilbud
Trods den fantastiske start med en selvskreven succes, så takkede Jens Jacob Tychsen efterfølgende nej til adskillige tilbud om flere musicalroller og et partoutkort til det, han kalder ”musicaltivoliet”.
Han vendte først tilbage til genren i 2015, da han medvirkede i ”The Sound of Music” på Det Ny Teater – en forestilling med en imponerende lang spilleperiode, der endte med, at han tog en pause fra teatret for at komme sig. En pause, der i øvrigt ikke er slut endnu, men potentielt er det, når den helt rigtige teaterrolle med en appetitlig luns kød på, kommer hans vej.
”Så gik jeg videre (fra ”Les Misérables, red.) til en god gammel klassisk comedia dell’arte komedie; ”Tjener for to herrer” af Goldoni, som, man må sige, var noget ganske andet. Dér skulle vi opfinde det helt fra bunden af, jeg var med til at tegne den rolle. Der kunne jeg mærke, at jeg gik op i det på en helt anden måde, der var frit slag i bolledejen og ikke alle de her regler, der skulle overholdes. Det år, jeg havde på Aarhus Teater, lavede jeg tre meget forskellige forestillinger i forskellige genrer. Den sidste var ”A Clockwork Orange”.”
Læs også “Anette Støvelbæk: Min scenedebut”
Måtte opfinde korsang på stedet
”Der var en katastrofe en aften – fordi ”Les Misérables” er musik fra start til slut, så det er ikke noget med, at vi venter bare, hvis en replik ikke falder, som den skal, for musikken spiller – hvor Jean Valjean ikke kom ind på barrikaden, da han skulle. Der stod jeg og 20 studenter og begyndte at improvisere over musikken og synge: ”Hvor bliver han aaaaaf? Kommer han snaaaaart?” Så kommer Jesper styrtende ind fra et sted, han aldrig plejede at komme fra, med jakken halvt hængende på, fordi han havde glemt det.”
”Vores dirigent loopede musikken, bam bam bam bam, det opfangede vi ret hurtigt. Det kan ikke nytte noget, at vi er helt stille, så der begyndte at flyve ord ud af munden på os, indtil han kom flyvende ind. Når man står i det, så husker man det som om, at der gik år. Det har jeg prøvet mange gange med det ene og det andet, og det er noget af det mest forfærdelige. Folk lagde ikke mærke til det. Der gik måske et halvt minut eller noget, som føltes som år.”
Skjulte sit komiske talent
”Et af de sådan store, kloge råd, jeg fik med på vejen fra skolen, var fra flere, der syntes, at jeg skulle værne om mit komiske talent og passe på det. Ikke gå ud og fyre det af lige med det samme; ”Prøv lige at gemme lidt på det, mærk det andet først, så kan du altid hive det op af hatten”. Det var jeg meget taknemmelig for, for det gjorde, at jeg tidligt, trods min unge alder, sagde nej til store ting. Det gjorde, at jeg blev sporet i andre retninger og fik lov at prøve en masse… kunne springe i genrerne og komme ud i alle de kroge, jeg overhovedet kunne.”
Jeg skal samtale og arbejde med instruktøren og også råbe og skrige og diskutere, fordi vi vil nå frem til det bedste resultat.”
Vil forme og præge resultatet
”I virkeligheden er det sådan med mig, at er det en god proces, og det lykkedes til premieren, så gider jeg faktisk ikke mere. Så kan man selvfølgelig spørge, hvorfor har du lavet så meget teater, mellem 4-5 forestillinger om året, og stået på en scene hver eneste aften? Men for mig ville lykken være, at man har et prøveforløb og spiller fem gange og så slut. Det hænger godt sammen med min oplevelse dengang.”
”Jeg dur slet ikke til den form for instruktion, som er, så går du derover, tager en slurk, siger en replik, tager hatten af… Jeg skal bruge min fantasi og være medskabende. Jeg skal samtale og arbejde med instruktøren – og også gerne råbe og skrige og diskutere – fordi vi vil nå frem til det bedste resultat.”
I sæson 20/21 kan Jens Jacob Tychsen opleves som foredragsholder, hvor han fortæller om arbejdet med ”Badehotellet”, og som entertainer, når han synger og underholder med diverse orkestre over hele landet.
Læs også:
“Rosalinde Mynster: Min scenedebut”
“Teaterfotograf: Karoline Lieberkind”
“Jesper Lohmann: Min scenedebut”
