Af Signe Ravn
”Jeg blev uddannet i 1989 fra Odense Teaterskole, og min debut var på Betty Nansen i ”Spøgelsessonaten” af Strindberg, hvor jeg spillede ”Den Fornemme” (premiere den 23. september 1989, red.). Det var Staffan Valdemar Holm, der instruerede. Det var med Ove Sprogøe som ”Den Gamle”, Thomas Mørk spillede studenten, Pia Stangerup spillede med. Jeg spillede et par sammen med Torben Jensens kone, Helle Merete Sørensen.”
”Så instruerede Staffan på bedste Staffan-vis. Det er jo fantastisk med ham, han har holdt fast i sit sprog, og Bente Lykke Møller lavede scenografi. Det tiltalte mig meget. Han var uddannet et år eller to før mig på en årgang med Henrik Sartou og Emil Hansen, sådan nogle unge himmelstormere, hvor Staffan var en af stjernerne. Jeg ved ikke, om det var hans debut, men han blev napset af Morten Grunwald, der var chef på Betty Nansen Teatret dengang. Det var meget skønt, teater med stort T, som jeg elskede at lave.”
Læs også: “Christopher Læssø: Min scene-debut”
Inferno i 40 graders varme
”I sommerferien inden tog en kammerat og jeg til Spanien, hvor han havde et sommerhus. Der slæbte jeg Strindberg med i store mængder og læste alle skuespillene af ham og læste om ham. Jeg lå og læste ”Inferno” i 40 graders varme om hans tur i Paris, hvor han bliver bims. Jeg lå og brunede mig og læste ”Inferno” – det var noget af et miks! Vi var dernede i tre uger, så kom jeg hjem, og så lavede vi [forestillingen].”
”Jeg kan huske mit møde med Ove Sprogøe, det er klart, når man er en dreng, der lige er uddannet. Jeg nåede at lave ting med Morten Grunwald efterfølgende. Men da jeg var helt lille, tog vi, mine forældre og jeg, ind på Bristol Teatret, og vi så blandt andet ”Venter på Godot” (en i teaterkredse nærmest mytisk opsætning med Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard fra 1976, red.), det var dét, der i høj grad tændte mig i forhold til at lave teater.”
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Ove Sprogøe som “Den gamle” og Jesper Lohmann som “Den fornemme” i “Spøgelsessonaten” på Betty Nansen Teater i 1989. Foto: Lars Grunwald
Kunne se alt i én
”Det var et godt sted at havne med Staffan, Morten Grunwald og Ove Sprogøe og Thomas Mørk. Hans Henrik Krause var også med, han var så god. Han var en fed spiller og et klogt menneske.”
”Men Ove Sprogøe… han var så fin. Bare sådan, du ved, i orden og behandlede én skidegodt. Jeg har da mødt nogle af dem, da jeg startede ud, som bestemt ikke var… men han var flink overfor en, der var helt frisk fra fad, og jeg havde det som om, at han kunne se alt i én. Men jeg havde det fint med det, fordi han var så ordentlig.”
Jeg blev udstyret med en stor sort frakke med høj krave og var bare en vandrende kulstang, og jeg kan huske de hænder, der bare stak ud, som jeg gik og arbejdede med. Kæft, det har været et syn for guder!”
”Det var en mindre rolle, jeg spillede. Thomas Mørk var vel hovedkarakteren som den unge student, som kommer på besøg [i et overklassehjem]. Der havde jeg bare den rolle som en starut, der kom ind sammen med Helle Merete Sørensen og opførte sig mærkværdigt. Et androgynt væsen, kan jeg huske, at vi snakkede lidt om. Det havde Staffans så udset sig, at jeg skulle. Det var jeg meget beæret over. Og så med de mennesker omkring. Der var god stemning, og det er et godt minde.”
”Man var jo nervøs, det var jeg jo. Jeg havde forberedt mig til tænderne. Ærefrygt vel nærmest. Man ønskede jo bare at levere varen.”
Fandt inspiration i Tyskland
”Min rolle hed ”Den Fornemme”. Der stod jeg og krammede mig selv. Jeg havde set en forestilling i Hamborg eller Berlin af en af de store, Stein (instruktør Peter Stein, red.), og der var en karakter, jeg blev inspireret af. Jeg blev udstyret med en stor sort frakke med høj krave og var bare en vandrende kulstang, og jeg kan huske de hænder, der bare stak ud, som jeg gik og arbejdede med. Kæft, det har været et syn for guder! Men Staffan var glad nok for det, vil jeg tro.”
”Det er voldsomme billeder, han laver, så jeg gætter også på, at det var derfor, jeg blev valgt, fordi jeg havde en hang til at gøre meget ud af den fysiske fremtoning. Det var også sådan, man nymodens spillede dengang i Tyskland. Det havde vi set og været meget inspireret af. Jeg kørte hænderne op og ned som orme.”
Teaterkys og knappenåle
”Jeg husker især en scene, hvor jeg skulle komme hen over scenen fra damesiden, og Helle Merete skulle starte i kongesiden, og så skulle vi gå ind på scenen til en sammenkomst og stjæle billedet og kysse. Jeg skulle møde hende på midten, det var det eneste, der skulle ske, og så skulle jeg kysse hende. Fuck, da jeg skulle gøre det! Ove spillede ham den gamle mand, og han sad der og kiggede op, som jeg kom gående ind over scenen med mine fingre kravlende som orme, Helle Merete var en høj kvinde, vi var to starutter. Alene hvordan man lige klarer det, bare sådan?! Tager man fat om nakken og kysser, eller hvordan?”
”Det var sådan noget grænseoverskridende noget, og Staffan var sådan, at instruktionen var ret enkel: ”Så går du over der, kysser hende, så går du derhen”. Det blev værre og værre, vi kom tættere og tættere på hinanden. Vi stod der med stor lang sort frakke på, og så kyssede vi. Jeg tror, man kunne høre en knappenål falde til jorden. Eller sådan følte jeg det i hvert fald. Det var bare til en prøve, men jeg tror nærmest, at jeg rødmede, og så fangede jeg Ove Sprogøes blik, og så sagde han: ”Muuuuummm”. Jeg tænkte, at så var det vel nok godtaget. Man var ikke mere sikker på sig selv, end at hvis nogen havde sagt noget andet, så… ”Muuum”. Det var dejligt, at han lige brød isen der.”
Læs også: “Mød dit teater: Aarhus Teater”
En rå motherfucker med niveau
”Det var til at overse, hvad jeg skulle lave. Jeg fangede Staffans univers, men han er og var jo meget god til [at styre løjerne] og det scenografiske oplæg, der kommer, der er ingen svinkeærinder, så man ved, hvad man går ind i. Han kom med nogle stikord om den starut, jeg skulle gå rundt og være. Så lagde jeg mig op ad det hele. Det var jo ikke mig, der bar det. Thomas Mørk var jo nok blevet noget mere personinstrueret. De havde lavet en del sammen på det tidspunkt. Staffan fangede, hvad jeg ville med det.”
”Niveauet for hans ting har nærmest ligget fast, fra han lagde ud til i dag. Det har ikke været slinger i valsen. Det har ligget på samme høje niveau. At have en fornemmelse af, hvad fa’en det var, han stod med. Jeg var også selv interesseret i det på samme måde, jeg synes, jeg forstod, hvad han ville fortælle. Hans kynisme, den kan jeg godt lide. Han er jo rå, en motherfucker på den måde. Det kunne jeg vældig godt lide – det kan jeg stadig godt lide. Det er cool.”
”Så vidt jeg husker, blev forestillingen modtaget ganske, ganske godt. Jeg tror ikke, Staffan har lavet noget lort. Om jeg blev nævnt i anmeldelserne? Det gjorde jeg vel nok. Jeg kan ikke huske det, men de har vel ikke kunnet undgå lige at nævne mig, men som sagt, det var ikke mit show. Jeg lavede større ting samme år, men det var der, jeg lagde fra.”
Gøgl og kunst som Grunwald
”Morten Grunwald var cool, men så meget omgang havde jeg ikke med ham. Jeg kendte ham da lidt, og jeg har altid set op til ham, og jeg synes jeg på en måde, at jeg godt kunne minde lidt om ham. Jeg kendte det der frække, som han havde i ”Olsen Banden”, hirh hirh (Jesper Lohmann griner som Benny fra ”Olsen Banden”, red.), og hvor han på den anden side var en seriøs teatermand. Den sjove blanding af gøgl og kunst, det har jeg altid syntes var skønt hos ham. Uden sammenligning, så er det lidt det samme, da jeg lagde ud – der kunne K’et ikke være stort nok i forhold til mine ambitioner om, hvad jeg syntes, det skulle kunne.”
”Man brugte jo nærmest alle døgnets 24 timer på at rende rundt og være nervøs. Man tror jo, at man skal være fri af det, men det kan man jo ikke. Det tog da nogle år, før jeg fik drejet mig ind i noget, der var til at have med at gøre i forhold til at have nerver på. Når man skal på scenen om aftenen, så kan man mærke, når klokken er 16-17 stykker, så begynder det at rumle, og sådan er det bare.”
Læs også: “Gregers Dirckinck-Holmfeld: Disse skuespil bør du se”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: Lena Påske
Klar til at spille skuespil igen
”Når jeg synger, er jeg mere på slap line, nerverne er nemmere at ryste af sig, når den fjerde væg ikke er der. Måske var det også lidt derfor, at jeg ubevidst begyndte på at synge. Tilbage i 2003-2004-2005, der længtes jeg efter at få prikket den fjerde væg ned. Den var i høj grad til stede i det, jeg lavede de første år. Man gik rundt og troede, at man kunne transcendere. Jeg tog det meget alvorligt. Så fik jeg en længsel efter at få prikket hul på den fjerde væg og få prikket hul på mig selv. Så lavede jeg [musikforestillinger] om Kjeld Petersen, Tom Kristensen, Johnny Cash, og var med mine legekammerater ”The Jacks” med Stig Rossen, Keld Heick [og Jesper Asholt] – så er den fjerde væg prikket ned.”
”Nu kan jeg mærke, at med ”Jordens Indre” på Folketeatret sidste år, det var ret fedt, og ”Venter på Godot” i 2013 (instrueret af Morten Grunwald, red.), så har skuden ligesom sejlet i ring, den tøffer tilbage til det udgangspunkt, hvor jeg lagde fra. Der vil jeg gerne over igen.”
”Jeg har lyst til at kravle derind igen i det gode gamle teaterrum [og spille skuespil] med alle de ting, som det andet – song and dance – har givet mig. Det var skønt at gøre det mere afslappet på en måde, men det var de samme ting, der rumsterede i mig, som jeg kan huske fra dengang i forhold til de store tanker, jeg havde omkring, hvad, jeg synes, teatret kan og skal. Det er den samme kærlighed til teatret, som jeg altid har haft.”
I sæson 20/21 turnerer Jesper Lohmann med musikforestillingen ”Tilløkke Otto”, en hyldest til Otto Brandenburg, som også kan opleves i september/oktober 2021 og februar/marts 2022.
Hvis finansieringen falder på plads, medvirker Jesper Lohmann derudover i et nyskrevet stykke dansk dramatik, “Bohrs drøm”, af Reumert-vindende dramatiker Simone Isabel Nørgaard i november 2021 på Teater FÅR302 i København. Det er en forestilling om Niels Bohr, hans søster Jenny Bohr og sønnen Christian.
Læs mere om Jesper Lohmann
Læs også
“Anette Støvelbæk: Min scene-debut”
“Morten Kirkskov: Min scene-debut”
“Emma Riis-Kofoed: Min scene-debut”
“Ditte Hansen: Min scene-debut”
