Joy-Maria Frederiksen: ”Dér følte jeg mig set”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner, udgivet maj 2024

Vi sidder i Cirkusrevyens fællesstue med grå sofaer, velassorteret kaffemaskine og et klaver med én af årets sange på nodestativet. Omgivelserne har et anstrøg af gemytlig og let slidt kolonihaveforening. I teltet knokler det tekniske personale med forberedelserne omkring scenograf Benjamin La Cours pompøse proscenium i art deco-stil. Der er en måned til premieren, og det summer af liv. Den afslappet klædte 59-årige instruktør, jeg i dag interviewer, trækker på skuldrene, da hun har færdiggjort sin anekdote og taget en slurk af sin kaffekop: ”Jeg er ikke altid skruet sammen på en måde, hvor jeg har godt af… Jeg er vældig dygtig til at slå mig selv oven i hovedet, så jeg har ikke brug for, at andre gør det. Jeg skal passe på mig selv på visse punkter, og det ved jeg jo godt.” Min nysgerrighed er vakt.

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

”Jeg mærker simpelthen alting”

I 2023 iscenesatte Joy-Maria Frederiksen for første gang Cirkusrevyen til publikums, branchens og anmeldernes udtalte begejstring. Karrieren begyndte dog oprindeligt som danser, bl.a. i en række revyer på Bakken i 1980’erne. I 1991 blev hun uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole og efter et antal år med gode roller førtes hun, ved tilfældets mellemkomst, ind i instruktørgerningen. Adskillige farcer, komedier og ikke mindst revyer har Frederiksen siden sat på scenen og hendes professionelle sejre er mange. Jeg spiller derfor ud med at spørge til et smertepunkt:

”Jeg er meget lydhør over for toner, stemninger og hvordan folk har det, men det har også både en forside og en bagside. Jeg skal lukke ned for larmen indimellem. Jeg mærker simpelthen alting.”

”Du har i flere interviews åbent fortalt om den mobning, du var udsat for i skoletiden. Var den i virkeligheden en kunstnerisk gave?” Joy-Maria Frederiksen retter sig impulsivt op: ”Nej. Jeg tror aldrig, at det er en gave for nogen at opleve mobning,” begynder hun og fastholder mit blik: ”At det omvendt præger een som menneske, og at det fremelsker bestemte sider, det er rigtigt.” De udtryksfulde øjne flakker, mens hun drejer sin fingerring. ”Jeg er meget lydhør over for toner, stemninger og hvordan folk har det, men det har også både en forside og en bagside. Jeg skal lukke ned for larmen indimellem. Jeg mærker simpelthen alting,” konkluderes det nøgternt. ”Er det en udfordring for dig som instruktør at være sensitivt anlagt?” Den erfarne kunstner roder i sit løsthængende, blonde hår: ”Det bliver jo ikke lettere at træffe svære beslutninger, når man mærker alt i rummet, vel? Der kunne jeg godt tænke mig at være en lille smule mere tykhudet,” erkender Frederiksen og smiler træt.

Fornyer eller befrier

Samtalen spores dernæst ind på Joy-Maria Frederiksens profil og ambitioner som Cirkusrevyens instruktør: ”Hvordan er du som Cirkusrevyens kaptajn? En fornyer eller en befrier?” En lang stilhed hersker, før ordene langsomt og reflekteret flyder: 

”Jeg håber på at være begge dele, fordi jeg er så grådig. For ti år siden lavede vi revyen ”Tam Tam i Glassalen” i Tivoli i tre år. Hvis jeg skal lade hånt om janteloven, så var det en stor fornyelse af revygenren. Der var en anderledes musikalsk indpakning, vi havde to sangerinder, Szhirley og Rikke Hvidbjerg, der sang solen sort, og Joakim Pedersen, der tilhører en anden musikalsk generation end 2010’ernes øvrige revykomponister, var kapelmester, som han også er det i Cirkusrevyen nu. Jeg synes ikke, at vi dengang blev krediteret nok for det, vi formåede – sagde hun med let skjult bitterhed,” fastslår Frederiksen med en stikflamme i stemmen. Jeg bemærker, hvordan hun konsekvent afslutter sine sætninger med et distinkt lydløst punktum. ”Var jeres fornyelse mon for vag?” indskyder jeg. ”Nej, men måske var vi lidt for tidlig på den. I resten af revybranchen var vi lidt ugle set – vi var ikke rigtig med i hulen, Mulle, og når jeg tænker tilbage synes jeg, at det var ærgerligt,” siger revyveteranen og vifter koket med hånden, som var den manglende anerkendelse en undseelig enlig myg på en sommeraften.

Jeg skal forsøge at give publikum det, de elsker, og samtidig forhåbentlig også give dem lidt af det, de ikke vidste, at de også godt kan lide.”

”Så nu gider du ikke forsøge at forny, men er i stedet en befrier?” forsøger jeg. Joy-Maria Frederiksen griber dramatisk fat om hver side af bordpladen. Hun evner at holde den sitrende spænding, når hun vil. ”I en revy starter vi omkring et bord med ingenting. Skuespillerne viser så sindssygt stor tillid til mig i forhold til, at jeg nok fører dem et godt sted hen. Derfor præger jeg revyen rigtig meget. Jeg udvælger jo, hvilke enkeltelementer forestillingen skal bestå af. Jeg er mere medskabende, end hvis jeg får en færdig tekst i hånden. Jeg skal sørge for alle og… ” Stålsatheden synes med et at sive ud af kroppen og tvivlens lysstråler fra min samtalepartner som modsvar til den forårssol, der titter ind gennem vinduerne. ”Befrier…. Jeg skal forsøge at give publikum det, de elsker, og samtidig forhåbentlig også give dem lidt af det, de ikke vidste, at de også godt kan lide. Sidste år satte jeg et hold med en ung dygtig scenograf, Benjamin la Cour og en dygtig kapelmester, Joakim Pedersen, som også tilføjer noget friskhed til udtrykket – samtidig med, at menuen er den, publikum kommer for at få, hvis det giver mening?” lyder det påpasseligt. ”Jamen havde den Cirkusrevy, du selv dansede i i 1980’erne, overhovedet flyttet sig, da du overtog den i 2023?”

”Den var fulgt med tiden uden at give køb på traditionen, og det er også idealet for mig,” konstaterer instruktøren lynsnart. ”Men er det ideal ikke et udtryk for manglende vovemod?”

 ”Nej, for jeg skal ikke komme her og slette alt det, der har været – jeg elsker jo det her sted!” udbryder Frederiksen med veneration.

Læs også vores interview med Silas Holst “Silas Holst begyndte som grævling”

Underholdning med holdning

I en verden, hvor krig, klimakrise og splittelse mellem befolkningsgrupper er dagligt forsidestof, må revyens historiske funktion, som talerør i tiden, til tiden, i disse år atter stå sin prøve. ”Hvad er forholdet mellem revyunderholdning og revy med holdning? Hvordan omgås I f.eks. krigstrommerne, der buldrer i horisonten i årets revy? Uden at svare på det sidste, betræder Joy-Maria Frederiksen fagligt engageret den tynde line: ”Vi skal være politiske, men vi skal slet ikke være partipolitiske. Vi skal ikke diktere, hvad folk skal stemme på, men ja; vi er landets største revy, og selvfølgelig skal vi have en holdning. Vi skal også skyde i de retninger, publikum helst ikke vil kigge. Vi sidder klistret til TV2-News for at se, om der er noget, f.eks. i forhold til de forfærdelige krige, der kan være en indgangsvinkel for os. Satiren skal sætte ord på det svære, også selvom det er sommer, og vi gerne vil grine. Vi skal grine, men vi skal bare heller ikke lukke øjnene.” 

Vi skal være politiske, men vi skal slet ikke være partipolitiske. Vi skal ikke diktere, hvad folk skal stemme på, men ja; vi er landets største revy, og selvfølgelig skal vi have en holdning.”

Den lille monolog får lov at hænge i luften, inden en pludselig indskydelse afleveres med et smæld:  ”Der vil altid være et behov for at råbe troldens navn – også når den hedder krig. Sådan var det både hos hofnarren, Shakespeare, Holberg og en revylegende som Poul Henningsen. Nogen skal nævne det, vi ikke kan lide at tale om.”

”Og det gør Cirkusrevyen også i år?” spørger jeg. Riposten afleveres uden tøven: ”Det, vi kan lede efter, er vinklen, men nødvendigheden er vi os fuldt bevidst.”. ”Så med hvilken farve maler du årets forestilling?”. Instruktøren trækker vejret dybt: ”Cirkusrevyen kommer altid i mange farver; de klare og de lyse men også med enkelte alvorsblå toner – og så skal vi jo altid huske at leopardmønstret er en basisfarve!” Jeg skeler intuitivt ned på Frederiksens henslængte dynejakke i imiteret sølv.

”Der er nødt til at være én, der styrer”

”Joy, kan din private gamle angst for ikke at være god nok spolere arbejdsglæden og vejen til succes?” Svaret er ikke længe om at finde vej til Joy-Maria Frederiksens læber: ”Jeg har intet problem med at styre slagets gang, for jeg har jo lidt kontrol i bassen. Jeg kan godt lide at bestemme, og det kommer med en pris.” Jeg fortsætter ansporende: ”Er der nogle ubehagelige beslutninger, taget af instruktøren Joy, der kan holde mennesket Joy vågen om natten?” Hun nikker intenst: ”Ja, det er der. Hvis jeg ved, at en skuespiller bliver ked af, at jeg f.eks. piller et stort nummer ud af en revy, fordi det ikke fungerer, så skal vi jo alligevel… videre. Jeg er bundærlig omkring, at det var en svær beslutning, men når beslutningen er taget, må jeg ikke vakle. Så er jeg nødt til at stå fast og sige: ”Jeg er sikker på, at dette er det rigtige og det, der er bedst for forestillingen. Det kan godt holde mig vågen et par nætter op til en sådan beslutning.” Hun ser ned i bordet. ”Vurderer du som oftest rigtigt?”. ”Det synes jeg, men jeg har da taget forkerte beslutninger…” mumler Frederiksen og supplerer med stigende kraft: ”Der er nødt til at være én, der styrer. Det er ikke alting, en instruktør skal dele med holdet.”

”Så instruktøren er på sin vis en isoleret skikkelse?” Øjnene er glasklare. ”Når vi har haft premiere, så går jeg, mens de andre har en fest hele sommeren. Det kan jeg da godt få lidt blues over – at jeg aldrig, i overført betydning, er med til festen.”

”Jeg kan stadig citere den ordret”

Samtalens afslutning opstår nærmest tilfældigt, da jeg pludselig erindrer mig Joy-Maria Frederiksens anekdote undervejs om en enkelstående negativ anmeldelse af hendes skuespillerpræstation i Shakespeares ”Helligtrekongersaften” på Grønnegårds Teatret i 2001. ”Du talte lidt om anmeldelsens indvirkning på dig. Har du følt dig primært set eller stemplet som instruktør i den lette genre?” Mennesket Joy læner sig tænksomt tilbage og lader tankerne flyve en rum tid. ”Jeg fylder 60 år lige om lidt, og jeg vil sige, at da jeg fik anmeldernes pris Teaterkatten tidligere i år, blev jeg sindssygt glad. Jeg kan godt blive småsur over, at det, vi laver i den lette genre, ikke får nok anerkendelse. Tænk at skulle have alvor og bund og samtidig kunne time og have gehør. Det er en sindssygt svær disciplin for en skuespiller, og der er mange, der brækker nakken fuldstændig på det, hvis de prøver. Der er ikke den samme respekt omkring den kunst, morskabsteatrets repræsenterer, som hvis du spiller klassikere på Det Kongelige Teater, og det er jeg pikeret over, uden at det holder mig vågen om natten. Jeg undrer mig bare. Netop derfor var den pris helt uventet og ja – dér følte jeg mig virkelig set,” afrunder Joy-Maria Frederiksen med et smil.

”Og så glemte du den omtalte anmeldelse fra 2001?” Slutreplikken falder som et pistolskud: ”Du hørte det jo selv; jeg kan stadig citere den ordret.”

FAKTA:     

Joy-Maria Frederiksen (f. 1964) er skuespiller og instruktør. Hun begyndte som danser og blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1991.

Joy-Maria Frederiksen var knyttet til Det Kongelige Teater fra 1992 til 1995, og siden har hun bl.a. haft roller i Shakespeares Helligtrekongersaften (Grønnegårds Teatret, 2001) og musicalen Annie Get Your Gun (Det Danske Teater, 2004). I revysammenhæng er det blevet til revy i Græsted (2005), Bornholmerrevyen (2006 og 2007) og Esbjerg Revyen (2011 og 2012).

Desuden har Joy-Maria Frederiksen medvirket i en lang række TV-serier som bl.a. Taxa, Krøniken, Forbrydelsen og Borgen.

I de senere år er det især instruktionsopgaverne, der har fyldt i kalenderen. I 2014, 2015 og 2016 var Joy-Maria Frederiksen instruktør på Tivolis revy TAM TAM i Glassalen. Odense Sommerrevy instruerede hun i 2018, 2019 og 2021.

Kendskabet til Cirkusrevyen fik Joy-Maria Frederiksen allerede som danser i årene 1984-87 og i 2023 stod hun for første gange på plakaten som instruktør af revyen.

Af øvrige instruktionsopgaver kan bl.a. nævnes Soul Mates (Randers Teater , 2023), Vi betaler ikke (Nørrebro Teater, 2023), Jytte fra marketing er gået for i dag (Nørrebro Teater, 2024) samt Tilfældigvis forbi (Randers Teater, 2024) 

Den 16. maj 2024 har Cirkusrevyen premiere, i Joy-Maria Frederiksens instruktion.

Læs mere om årets Cirkusrevy og bestil billetter her 

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Kan du ikke få nok af revy?

Interview med skuespiller og revydirektør Mikkel Schrøder: “Jeg er bare en lille dreng, der er besat af at bygge”

Scenens guide: Her kan du se revy i 2024

Interview med skuespiller og revyskribent Rasmus Krogsgaard: “Man skal gøre sig umage og man skal have det sjovt”

Revyekspert: Her er mine favoritter

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.