Kasper Holten: ”Teatret skal altid stille sig det modige sted”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner, udgivet januar 2024

Fem minutter før toget ruller fra Aarhus mod København, kontakter han mig med beskeden om, at han er blevet forhindret i at mødes på teatret. Jeg har ønsket at møde teatertroldmanden Kasper Holten, siden jeg som 15-årig i år 2000 så hans selvbiografiske, dukketeaterinspirerede opsætning af J. C. Hostrups vaudeville ”Genboerne” på Aarhus Teater. Dukketeatret har vi til fælles.

Det Kongelige Teaters chef har han været siden 2018, og skønt interviewet nu foregår i telefonen og ikke på hans chefkontor, gør Holten indtryk. Vores samtale tager udgangspunkt i Henri Nathansens skuespil ”Indenfor murene”. En stolt klassiker om kultursammenstødet mellem jøder og kristne, der, som en del af Nationalscenens 275 års jubilæumssæson, fra 19. januar 2024 får nyt liv på Gamle Scene, hvor den havde urpremiere i 1912. Jeg har med beundring fulgt Holtens virke som instruktør og chef i teatrets arena gennem mange år. Nu er jeg teaterskribenten, der udfordrer ham. I telefonen må stemmen klare sig alene og nervøsiteten skjuler jeg temmelig ilde. Kan landets førende teaterchef og jeg overhovedet mødes? Ud over i kærligheden til dukketeatret?

Vil du se “Indenfor murene”? Læs mere her 

At stå på fremtidens side

Kasper Holten er venlig men distanceret. Diktionen er distinkt og sætningerne velturnerede. Han forklarer indledningsvis, hvordan ”Indenfor murene” var den første voksenforestilling, han som 8-årig oplevede på Det Kongelige Teater i 1981, hvilket ansporer mit første spørgsmål: ”Dette stykkes kendte roller er gået i arv gennem generationer af kongelige skuespillere, men det faste skuespillerensemble har I fra denne sæson afskaffet. Hvorfor skal det partout koste på Det Kongelige Teater eksklusivitet at følge med tiden?” En truende tavshed hænger længe i røret.

Det er én af vores forpligtelser som nationalscene at sikre, at flest mulige mennesker oplever scenekunstens værdi, hvad det kan give at sidde sammen med andre mennesker, at træne sin empati. Det kræver, at vi er modige, og at vi tør udvikle os. Det har kunsten jo altid gjort.”

”Har Det Kongelige Teater en eksklusivitet pr automatik?” Holtens udfald er spiddende og elegant. ”Vi taler i dag som nationalscene til langt flere mennesker end det bedre borgerskab i København, og det synes jeg, er godt. At vi pt ikke har et fast skuespillerensemble er jo en reaktion på, at verden ændrer sig, og det gør forventningerne til vores repertoire også. I denne sæson har vi 70-80 dygtige skuespillere på scenen, og vi kan caste mere præcist til de enkelte projekter. Derudover passer livslang fastansættelse i et ensemble måske også dårligt med de drømme, en ung skuespiller i dag har for sit arbejdsliv.” Den imposante chef går med selvfølgelighed i brechen for sit teater: ”Jeg synes, det er modigt og rigtigt af skuespilchef Morten Kirkskov at afprøve en anden form. Man skal lade det komme an på resultatet ved at vurdere vores forestillinger, udbud, og kunstneriske kvalitet.  Hvis det er godt og tidssvarende, så er øvelsen lykkes. Det er lakmusprøven.” Han tier. Jeg er kortvarigt mundlam pga. dygtigheden, hvormed den kendte teatermand parerer spørgsmålet. Jeg tager imidlertid hurtigt handsken op. Gennem 275 år har Det Kongelige Teater udviklet landets ypperste skuespillere i sit ensembles rugekasse. Er det helligbrøde at sælge unikt arvesølv for diversitet? Holtens ordvalg er atter knivskarpt:

”Hvis man vil have et ensemble igen senere, kan man jo oprette det. Det er ikke noget, der på den måde er ridset i stentavler og ikke kan omgøres.” Ivrigt fortsætter han talestrømmen. Nu mildere og med mærkbar passion: ”Jeg er meget nostalgisk anlagt, men jeg synes, at mit job som teaterchef er at stille mig på fremtidens side. Vi har en forpligtelse til at åbne scenekunsten for flere. F.eks. i takt med, at kulturjournalistikken fylder mindre i medierne, at børn mistrives og sidder med deres skærme. Det er én af vores forpligtelser som nationalscene at sikre, at flest mulige mennesker oplever scenekunstens værdi, hvad det kan give at sidde sammen med andre mennesker, at træne sin empati. Det kræver, at vi er modige, og at vi tør udvikle os. Det har kunsten jo altid gjort,” afrunder han nøgternt. Seancen føles som at bokse mod en overlegen modstander. Hvordan løfter jeg en flig af sløret til mennesket; til den Kasper Holten, jeg tror er et følsomt legebarn som jeg selv.

”Store værker er som et spejl”

Dramaet ”Indenfor murene” fra 1912 kredser om det jødiske ægtepar Adolf og Sara Levin og deres familie. Da datteren Esther forlover sig med den kristne Dr. Herming, hvis far etatsråden har en gammel tvist med Esthers far, trues Familien Levins sammenhold og hele identitet. Om gammelt had kan forsones på tværs af trosretninger, er en eviggyldig tematik – mesterligt foreviget på tv i 1963 af Det Kongelige Teaters daværende skuespillerensemble med stjernerne Poul Reumert og Clara Pontoppidan i rollerne som ægteparret Levin. I skrivende stund taler forestillingen ind i en brændende aktuel konflikt. På én gang et trist faktum og en klassikers særkende.

”Krigen mellem Israel og Hamas var ikke brudt ud, da I planlagde sæsonens repertoire, men bl.a. chikanen mod danske jøder dette efterår gør forestillingen yderst aktuel…” når jeg at indlede, før Kasper Holten inspireret afbryder: ”Her er det jo den politiske kontekst, der indhenter ”Indenfor murene”, og vi slår bestemt ikke plat på den aktuelle, dybt tragiske situation ved at spille dette stykke,” fastslår han prompte. ”Selvfølgelig kommer det til at virke som teater til tiden, for det er jo et stykke, der handler om gammelt had og om forsoning i øvrigt,” pointeres det insisterende.

Jeg vil personligt hellere se en forestilling, der irriterer mig end én, der keder mig!”

”Er det immervæk ikke på mode at vride alle klassikere af led til debatteater med politiske undertoner? Det Kongelige Teaters opsætning i 2018 af Oehlenschlägers kanoniserede skuespil ”Aladdin” fra 1805 er jo et eksempel på det,” spørger jeg. Med ét er der varme at spore i teaterchefens stemme. En sitrende sjæl, der nok taler med lynets hast, men samtidig hæger om hvert ord: ”Man går galt i byen, hvis man på forhånd lægger sig fast på stilen. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis publikum altid ved, hvad de får, når de går ind til en Kasper Holten-forestilling. Som instruktør sætter jeg mig ned, læser teksten, lytter til partituret, hvis det er en opera, og oplever, hvad det fortæller mig. De store værker er som et spejl. De ændrer sig jo med forskellige tiders problemstillinger. Se på, hvordan Shakespeares ”Hamlet” i Østeuropa i sin tid blev en mulighed for at tale om politisk undertrykkelse. I 00’erne var det et stykke om informationssamfundet, og i vore dage handler ”Hamlet” vel nærmere om identitetsproblemer hos unge – generaliserende sagt. Man kan ikke bare spille det, klassikeren handler om, for den kan handle om så utrolig mange ting på én gang. Hvilken historie har man lyst til at fortælle, det er spørgsmålet?” reflekterer han indfølt. Så erfaren og velestimeret en instruktør Holten uomtvisteligt er, bider jeg mærke i, at han synes konstant søgende.

”Vender vi tilbage til Det Kongelige Teaters ”Aladdin” i 2018, var der publikummer, der udvandrede i vrede pga. den radikale iscenesættelse. Adam Oehlenschlägers værk blev, for mig, dekonstrueret i det politiske statements øjemed via bl.a. nøgne mandlige skuespillere iført burka. Er det en klassiker til tiden?” spørger jeg prøvende. Han former ordene med sårbar eftertænksomhed: ”Man skal turde at tage chancer. Når en instruktør genfortolker et værk, skal det for mig være drevet af ærlige motiver, nysgerrighed og mod. En lyst til at engagere sig og sige noget med det. Så tilgiver jeg meget. Jeg vil personligt hellere se en forestilling, der irriterer mig end én, der keder mig!”.   

Se Poul Reumert og Clara Pontoppidan i “Indenfor murene” på DR’s Bonanza

”Vi skal ikke være bange for at komme i avisen”

”Hvis de implicerede kunstnere, pga. emnets aktuelle politiske ømtålelighed tvivler på, hvorvidt ”Indenfor murene” skal spilles, hvor risikovillig er så teaterchefen?” vil jeg nu vide. ”Jeg opfatter det som et hypotetisk spørgsmål, for jeg kender de fleste kunstnere som mennesker, der gerne stiller sig derhen, hvor ting er svære og udforende,” replicerer Kasper Holten lynsnart og supplerer: ”Jeg vil helt generelt sige, at kunsten aldrig skal vige af politiske hensyn.” Jeg kan ikke nære mig for at spille en kontroversiel sag fra Det Kongelige Teater på bane: ”Aflyste I ikke netop koreograf John Neumeiers ballet ”Othello” af politisk korrekte hensyn i 2022? Det er vel en selvmodsigelse?”

”Kunsten har til alle tider været dilemmafyldt, men teatret skal altid stille sig det modige sted. Forskellige mennesker kan så være uenige om, hvad det modige sted betyder. Jeg synes i øvrigt, det er sundt, at teatret vækker debat. Vi skal ikke være bange for at komme i avisen.”

Af medierne fremgik det, hvordan flere af ballettens dansere fandt bestemte scener i balletten ”Othello” fra 1985 racistiske, og da den verdensberømte koreograf ikke ville ændre de pågældende sekvenser, lagde balletmester Nikolaj Hübbe og teaterchefen forestillingen ned. Sidstnævnte trækker nu vejret dybt. ”Kunsten har til alle tider været dilemmafyldt, men teatret skal altid stille sig det modige sted. Forskellige mennesker kan så være uenige om, hvad det modige sted betyder. Jeg synes i øvrigt, det er sundt, at teatret vækker debat. Vi skal ikke være bange for at komme i avisen,” svarer han, mens frejdigheden stråler fra sætningerne. Jeg aner en villighed til at sætte sig selv på spil. ”Så du var glad for diskussionen om, hvorvidt I lod danserne diktere teatrets repertoire?” forsøger jeg. Svaret falder venligt men bestemt: ”Jeg har aldrig haft koreograf John Neumier mistænkt for at ville lave noget racistisk og jeg ved, at hans ballet var ment antiracistisk. Er det nødvendigvis modigt bare at reproducere, hvad der gjaldt i 1985, eller er det modigt at turde se i øjnene, at verden ændrer sig? Og så skal vi i branchen være tydelige om vores forventninger til, at vi alle passer på hinanden og siger fra, når det er nødvendigt; det var også et arbejdsmiljøhensyn.” Holtens omsorg for sit personale tilfører kun varmere farver til portrættet.

”You never know!”

Med svedige håndflader er jeg nået igennem spørgsmålene til teaterchefen. Nervøsiteten er aftaget, og skønt jeg er snublet over flere ord end vanligt, er jeg beriget. Han og jeg har noget tilfælles. Den insisterende, sårbart søgende nysgerrighed kaldet mod – samt en dybtfølt forkærlighed for både dukketeater og Det Kongelige Teaters lange historie fyldt med afdøde, sagnomspundne kunstnere, men også med lyslevende værker, der bygger bro mellem fortidens stolte traditioner og en dugfrisk nutidige scenekunst. ”Hvad betyder det for dig at ”Indenfor murene” nu vender tilbage til Gamle Scene for første gang siden 2005?” lyder mit afsluttende spørgsmål, hvorefter Holten på charmerende vis lader den drengede kåde begejstring, gribe tøjlerne. Jeg føler, at jeg i et glimt møder mennesket Kasper: ”Jeg glæder mig meget til at tage min egen datter med og give hende den oplevelse med dét stykke, jeg selv havde som barn. Jeg spillede som ung Paul Hammerich og Bent Fabricius-Bjerres musicaludgave ”Esther” på mit dukketeater, men jeg har ikke set originalen siden 1981. Jeg glæder mig til at komme tilbage, lære stykket at kende igen og jeg tror, det bliver en stor oplevelse. Hvem ved, om en 8-årig, der om 42 år skal være teaterchef på Det Kongelige Teater, sidder dernede i mørket og får sin første teateroplevelse med netop ”Indenfor murene”, som jeg gjorde? You never know!”.

 

FAKTA:

Kasper Holten (f. 1973)

Teaterchef for Det Kongelige Teater siden september 2018. Autodidakt dansk sceneinstruktør.

Kasper Holten har opsat mere end 85 operaer, skuespil og musicals i en række europæiske lande såvel som USA, Rusland, Israel, Australien, Argentina, Kina og Japan. Han har iscenesat på førende scener som Wiener Staatsoper, Royal Opera House Covent Garden, Deutsche Oper Berlin, Bregenzer Festspiele, Teatro alla Scala i Milano og Teatro Colon i Buenos Aires.

Blandt hans seneste opsætninger har været Amadeus, Drot & marsk, Den glade enke og Hobbitten på Det Kongelige Teater samt Boris Godunov på La Scala-operaen. Han var fra 2000-2011 operachef på Det Kongelige Teater, og han stod i denne periode i spidsen for åbningen af Operaen på Holmen. I årene 2003-2006 var han instruktør på den første opsætning af Richard Wagners Nibelungens Ring på Det Kongelige Teater siden 1912. Fra 2011-2016 var Kasper Holten operachef på Royal Opera House, Covent Garden Operaen i London.

Han har tidligere været medlem af Statens Musikråd, Radio- og tv-nævnet og næstformand for Opera Europa. I 2006 blev han udnævnt til adjungeret professor ved Copenhagen Business School.

Som opera- og teaterinstruktør har han vundet flere Reumert-priser, senest i 2006 for Nibelungens Ring. Kasper Holten er Ridder af første grad af Dannebrog og i 2011 modtog han medaljen Ingenio et arti af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Henri Nathansens Indenfor murene iscenesættes af skuespilchef Morten Kirkskov og spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra, d. 19. jan. – 17. feb. 2024. Herefter tager forestillingen på Danmarksturné.

Læs også

“Årets top 10 over mest læste artikler”

Interview med Emil Busk Jensen: ”Jeg skal ikke lykkes som skuespiller for at føle, jeg lykkes som Emil”

 

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsmails og modtag e-mails fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke nederst i nyhedsmailen. Læs privatlivspolitik.