Kim Ace Nielsen er arbejdshesten, der elsker musicalernes høje krav

Af Signe Ravn

”Der er ikke så mange musicals i Sønder Omme,” konstaterer Kim Ace Nielsen.

Som liansvingende Tarzan på Fredericia Teater skød Kim Ace Nielsen sig for alvor sig ind i publikums bevidsthed i 2018. Men lige så naturligt, han bevæger sig på scenen, lige så overraskende er det, at musicalgenren er blevet hans levevej som performer, for han stiftede ikke bekendtskab med en musical, før han i 8. klasse var på en klassetur til København.

”Så var der mulighed for at melde sig til at komme ind på Det Ny Teater og se ”West Side Story”, og der ville jeg med – som den eneste dreng. Da vi kom ud, sagde lærerne: Det var da også lige noget for dig. De havde ikke set mig optræde med noget, men jeg må have udvist en lyst til at lave musicals, selvom der ikke mulighed for at udøve det.”

”Jeg kan ikke huske supermeget af det udover, at det var rigtig fedt det her med, at de dansede vildt godt. Jeg kan huske noget af balkonscenen, især fordi vi sad, så jeg kunne ikke se Maria. Hver gang Peter Jorde stod på scenen og talte op til hende, kunne jeg ikke se hende.”

Et livsændrende valg

Kim Ace Nielsens lyst til at optræde, fik ham til at drømme om at blive skuespiller. Det var dog først i 1.g., at han aktivt tog skridt i den retning. På det tidspunkt åbnede Legoland Show Academy, en showskole for børn og unge, nemlig.

”Da jeg kom ind på Musicalakademiet, havde jeg kun set ”West Side Story” på Det Ny Teater, det, tror jeg, er ikke almindeligt.”

”Jeg gik til optagelsesprøve og kom ind. Jeg kunne mærke, at min udvikling gik rigtig hurtigt fra at have stået derhjemme og danset, så var jeg en af de gode derude. Jeg fik selvtillid nok til, at jeg tænkte, det her kan jeg godt finde ud af. Halvandet år senere var der tre fra det hold, der ville søge på Musicalakademiet. Jeg havde aldrig overvejet det, men tænkte, at jeg hellere lige måtte se, om jeg kunne komme ind.”

Og ind kom han.

”Jeg husker tilbage på det som en livsændrende ting. Jeg havde garanteret søgt på en skuespillerskole senere hen, men det lå faktisk mere i kortene, at jeg skulle tage til København og blive danser, for det var dér, jeg excellerede i Billund. Da jeg kom ind på Musicalakademiet, havde jeg kun set ”West Side Story” på Det Ny Teater, det, tror jeg, ikke er almindeligt. Nogle gange var det lidt et problem på skolen. Jeg kom ikke fra det mest kunstneriske hjem, og det faldt ikke altid i god jord, når man skulle have klaverlære, at så kendte jeg ikke lige den musik, jeg skulle kende,” husker Kim Ace Nielsen.

”Udover det, var det en virkelig fed tid på skolen. Når man bliver så udfordret, så er der hele tiden noget, man skal indhente. Der var mange, der vidste mere om det end mig. Det er rigtig sundt, for det tvinger en til at lære mere,” forklarer Kim Ace Nielsen, der gik på opdagelse i skolens musicalnode-bibliotek og tog med klassekammeraterne rundt i landet i minibus for at opleve aktuelle musicalopsætninger.

Læs også artiklen: ”Amalie Dollerup: Min scenedebut”

Sagde ja til hemmelig opgave

Allerede som studerende var han også i gang med at koreografere.

”Lidt naivt tænkte jeg, at det kunne jeg jo godt. Jeg startede med at danse som 18-årig og koreograferede første gang på professionelt plan som 21-årig. Det kom lidt af sig selv, når man er selv er opsøgende eller igangsættende. Det kom sig af, at jeg begyndte at koreografere koncerter for en ung fyr, jeg kendte, i børne-MGP. Så koreograferede jeg flere koncerter og kom til Wallmans i København. Det er et godt sted, fordi man laver meget tæt koreograferede sekvenser af 12 minutters varighed,” fortæller Kim Ace Nielsen og uddyber:

”Det er ikke noget, man oplever i musicals, at det er så lange sekvenser. Det lærer man meget af. Jeg var hurtigt i gang med det og fik mere og mere erfaring.”

Samtidig begyndte han at undervise, lave audition-træning for andre dansere og koreografere revyer og semiprofessionelle sommerspil sideløbende med, at han som færdiguddannet musicalperformer medvirkede i ”Aladdin” og ”Den lille havfrue”. Da han lige var blevet færdig med at spille succesforestillingen ”Shubidua” på Fredericia Teater, kom gennembruddet, da Søren Møller, daværende chef for teatret, ringede.

”Da Søren Møller fik fat i Seebach, så ringede han til mig. Han syntes, det skulle være ungt og friskt, og det mente han, at jeg var. Det var kæmpestort, for da han tilbød mig jobbet, kunne han endnu ikke fortælle, hvad det var. Vil du koreografere den næste store forestilling på Fredericia Teater? Ja! Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad det er, jeg laver det!”

”Når glæden bliver så stor i musicals, og hovedpersonerne er så lykkelige, at hele ensemblet kommer ind og danser bag hovedrollen, det er en følelsesudladning, der er større, end man kan få i nogen anden teaterform.”

Når selv Meryl Streep ikke er nok

Når Kim Ace Nielsen selv er musicalpublikum, kan han ikke lade være med at blive lidt teknisk. Han nyder, når en opsætning har sømløse overgange mellem tale og sang, for det er, ifølge ham, det allersværeste at gøre godt. Det diametralt modsatte er det, han kalder for ”jukeboks-musicals”, hvor man har fundet nogle sange, der pinedød skal mases ind i en ramme og strækkes til at betyde det, handlingen kræver.

””Sanne” havde nogle virkelig fede ting, nu var jeg ikke selv med i den, men hvor man tænkte: Ja, det giver mening, her bliver det for stort, nu kan de ikke bare tale om det længere, nu skal de synge det. Og så er der [andre musicals], hvor man sidder i salen og tænker: Selv Meryl Streep kunne ikke sælge den! I den scene, du lige har spillet, har du sunget sangen færdig, før du er begyndt at synge.”

”Men når det hele bygger fuldstændig naturligt op, så er det større end det meste andet, man kan se på en scene. Og når man lægger det ekstra lag oveni, hvis følelserne bliver for store til at tale om den, så synger du det, og når de bliver for store til at synge, så danser du det. Det er meget firkantet, men på en måde rigtig nok. Når glæden bliver så stor i musicals, hovedpersonerne er så lykkelige, at hele ensemblet kommer ind og danser bag hovedrollen, det er en følelsesudladning, der er større, end man kan få i nogen anden teaterform.”

Arbejdshesten blev skulderskadet

”Der er nogle, der kan glemme, hvor sindssygt fedt det er, det arbejde, vi har! Otte timers koreografiprøve og ens ben er ved at falde af – kontra ikke at gøre det. Det er så sjovt det, vi laver, næsten altid. Det er noget sindssygt fedt i, at man bliver nødt til at holde sig i form, ikke bare i fysisk form, hvis du skal blive ved med at få arbejde og blive en af de gode og en af de bedste, så skal du synge og øve dig på flere discipliner.”

”Jeg er en arbejdshest, jeg kan rigtig godt lide det. Det giver mig mest, at det sætter nogle krav til mig om, hvordan jeg lever mit liv. Det mest ekstreme form var, da jeg spillede ”Tarzan”. Hvor mange krav, det satte til mig i halvandet år, hvor meget, jeg skulle passe på mig selv… Jeg ville aldrig have byttet det for noget. Den oplevelse er noget, jeg aldrig vil glemme – det er sådan en floskel at sige. Jeg er kommet ud af det med en skulderskade, men hvis jeg inden havde fået at vide: Du får en skulderskade, så havde jeg nok gjort det alligevel.”

Læs også: ”Musicalekspert: Disse tre musicals bør du se”

Niveauet bliver højere og højere

”Fra jeg kom ud af skolen og til nu, er der næsten dobbelt så mange producenter og flere landsdelsscener, der laver musicals,” noterer Kim Ace Nielsen sig og vurderer, at udbredelsen af musicals har smittet positivt af på niveauet.

”Det er længe siden, jeg oplevede, at folk kom uforberedte ind. Der er blevet en bevidsthed om, at musicalerne er blevet større og større, ført an af Fredericia Teater, der vidste, hvad det krævede at lave kæmpe produktioner.”

Disciplinen derfra har han taget med sig – også i arbejdet som musicalkoreograf.

”Det er et monster at få lavet en musical, som også mange nye instruktører og koreografer bliver overraskede over.”

” Jeg er en koreograf, der møder ind yderst velforberedt. Når jeg har første prøvedag på ”Atlantis”, der spiller i august, har jeg været i gang i over et år med [koreografien],” forklarer Kim Ace Nielsen.

Som skuespiller har han prøvet at stå i et prøveforløb, hvor produktionen blev forsinket af en eller anden grund, og det kan være mindst lige så stressende for de udøvende, som for det kreative hold.

”At komme om i den kreative afdeling har ændret meget på, hvordan jeg selv arbejder og har givet mig større tålmodighed, når jeg selv står på scenen og skal modtage koreografi. Det er et monster at få lavet en musical, som også mange nye instruktører og koreografer bliver overraskede over. En spritny koreograf og instruktør kan ikke vide alt, men det skal siges, at det er længe siden, jeg selv har stået i sådan en situation med en opsætning, hvor man tænker: Vi kommer aldrig i mål.”

Mens teatret har været lukket ned på grund af coronapandemien har Kim Ace Nielsen brugt tiden på at indfri en gammel drøm.

”Efter vi blev sendt hjem fra Fredericia Teater, har jeg brugt tiden på at skrive en fantasy-trilogi på forlaget Carlsen. Tænkt sig, at jeg har sat mig ned og skrevet en fantasy-trilogi! Jeg skrev den første og sendte ind sammen med en synopsis på to bøger mere. Nu er jeg næsten færdig med bog nummer to, og over sommeren skal jeg skrive bog nummer tre. At få en opringning fra det første forlag, jeg havde skrevet til, og som jeg helst ville udkomme på, som sagde: ”Vi vil gerne købe hele trilogien”, det føltes som at få den opringning om, at jeg skulle spille ”Tarzan”.

Kim Ace Nielsen er koreograf på ”Atlantis”, der spiller i Tivolis Koncertsal fra august og på efterfølgende turne.

Kim Ace Nielsen debuterer den 13. april 2021 som forfatter med ”Geminiforbandelsen – en episk fortælling om tis og trolddom”, en fantasy-roman for børn og unge, på Forlaget Carlsen. Andet og tredje bind i trilogien udkommer henholdsvis til jul 2021 og midt i 2022.

Følg Kim Ace Nielsen på Instagram

Læs også:

”Emma Riis-Kofoed: Min scenedebut”

”Christopher Læssø: Min scenedebut”

”Teaterfotograf: Karoline Lieberkind”