Laus Høybye: Min scene-debut

Laus Høybye blev kendt som barnestjerne, men blev siden professionelt uddannet skuespiller. Her fortæller han Scenen.dk om sin scenedebut.

Laus Høybye Foto: Natascha Thiara Rydvald

”Min professionelle debut var i efteråret 2005, da jeg var blevet færdig fra Skuespillerskolen på Odense Teater. Jeg spillede med i en forestilling af Hans Rønne, ”Den Store Bastian” på Svalegangen i Aarhus. Jeg havde hørt meget om Hans Rønne – han er sådan en guruagtig størrelse i teaterbranchen – så jeg var meget spændt at på at lave noget med ham.”

“Jeg spillede sammen med Stine Schrøder, Laura Bro, Klaus T. Søndergaard og Folmer Sørensen, og så var der nogle musikere med. Det var for mig en helt skøn og fed tid og debut, fordi det var et super spændende projekt med meget, meget søde mennesker. Men samtidig var det på et mindre teater, så jeg var ikke ved at dø af præstationsangst.”

Ud af den trygge boble

”Jeg tror, at Hans Rønne måske havde været inde og se en præsentationsforestilling, så blev jeg tilbudt rollen. Jeg blev rigtig glad. Det er det spøjse på fjerdeåret [på Skuespillerskolen]; nogle får lidt jobs, man håber og venter og tænker: Jeg skal også bare være lidt tålmodig. Man er spændt og rigtig glad for at være færdig og samtidig lidt nervøs og har været i en tryg boble i fire år. Det med at skulle ud var spændende – og også ret nervepirrende.”

”I mit hoved var det en ny start og noget andet, efter jeg var blevet færdiguddannet. Jeg var sammen med en masse nye mennesker. Så det [med at have været barneskuespiller] tænkte jeg ikke supermeget over. Efter at jeg er blevet lidt ældre, så ser jeg det mere som én lang rejse.”

“Jeg havde nok min reelle debut som 10-årig på Privatteatret med Bent Mejding som instruktør. Jeg spillede med i et stykke af C.S. Lewis, ham med ”Narnia”. Det hed ”En anden verden”, og jeg spillede Kirsten Lehfeldts søn. Hun og Frits Helmuth spillede hovedrollerne. Det var fantastisk at opdage, at de var så søde og omsorgsfulde. Det var også der, jeg mødte Mille (Lehfeldt, red.) og blev venner med hende, og det startede senere et mangeårigt samarbejde. Så der var min debut-debut og min professionelle debut.”

Øver sig i at sige nej

”Jeg syntes bare, at det lød skidespændende. Det var ingen betænkningstid. Jeg var ikke strategisk, hvor man måske sidder og venter på noget bedre. Det havde jeg ikke lyst til. Det endte med, at jeg det første år, efter at jeg var færdiguddannet, var med i fem forestillinger. Det havde jeg helt sikkert sagt nej til nu, men når man lige er færdiguddannet, er man rigtig sulten og vil gerne lave det hele.”

Det med at øve sig i at sige nej til ting er svært, for man er jo bange for, om man nogensinde får et tilbud igen – synes de, man er besværlig?

“Jeg var i Aarhus, på Odense Teater, lavede to forestillinger i København. Det var et meget travlt år, helt fantastisk, de første fire år var jeg heldig at arbejde rigtig meget, men jeg kunne heller ikke finde ud af at sige nej til noget.”

”Det med at øve sig i at sige nej til ting er svært, for man er jo bange for, om man nogensinde får et tilbud igen – synes de, man er besværlig? Så man kan være nervøs for at gøre det. Men det nytter heller ikke noget at sige ja af frygt for ikke at få job igen. Man skal have det godt med det, man laver. Man må lytte til mavefornemmelsen og stole på, at der kommer noget andet. Det er et vilkår som skuespiller.”

Det med at synge med en mund, der var smurt i tændvæske, det var lidt udfordrende. Det olierede munden på en lidt spøjs måde.

Lærte at spy ild af cirkusartist

”Samarbejdet med instruktøren var virkelig dejligt. Han er meget speciel, følsom og laver nogle forestillinger, der er meget poetiske og har et element af klovneri. Han var sød og blid… han var meget jordnær og konkret, på forhånd tænker man jo: Kan jeg finde ud af det? Har han et meget mystisk scenesprog, som jeg ikke forstår?”

“Men vi var alle sammen med til at skabe denne her forestilling, og han lyttede til de bud, jeg kom med. Igen en rigtig skøn debut, for der er mange forskellige instruktører; nogle har en meget klar vision, hvor du bare skal ind og udfylde et element, som også er spændende, hvis du kan lide visionen, men kan du ikke det, kan det være hårdt at stille sig til rådighed for den vision, hvis du ikke ser dig selv i det. Hans havde en god vision, men var samtidig åben for ideer og lod os være den scenekunstner, man er. Han ville have det, jeg kunne på en scene – det er rigtig dejligt, når det er den vej rundt.”

”Jeg lærte at spy ild, og det var meget fint. Jeg har så ikke fået det brugt siden. Jeg skulle fylde munden med tændvæske, kravle op af en lem og tænde en lighter og spy tændvæsken og lave en kæmpe ild og så synge en sang bagefter. Det står ret klart for mig, dét moment. Der var en eller anden form for cirkusartist, som havde erfaringen med at spy ild, så jeg fik kyndig vejledning i, hvordan man gør det. Det skete også, at det ikke lykkedes, og så så det ud som om, at jeg gylpede – det var lidt uheldigt.”

”Det med at synge med en mund, der var smurt i tændvæske, det var lidt udfordrende. Det olierede munden på en lidt spøjs måde.”

Læs også “Ditte Hansen: Min scene-debut”

Premiere-nerverne hæmmer

”Jeg kan huske, at lige dén aften (til premieren, red.) lykkedes det med at spy ild, og det var gået galt til en forpremiere, så det var dejligt, men jeg havde en følelse af, at det gik rigtig godt. Premierer er noget underligt noget, for lige meget hvor rutineret, du er, så får du premierenerver, som man kæmper med at dæmpe. Nogle gange arbejder de for en, og så har man en super god aften, hvor det hele spiller. Desværre er man tit lidt hæmmet af de der nerver. Man ønsker tit, at man havde premiere et par uger efter, hvor man har fundet nuancerne og fået frihed i det. Men sådan er det for alle. Man bygger det op, men det er ikke nødvendigvis den fedeste aften.”

”Min far og mor sad der – det gjorde de især de første år efter, at jeg var uddannet. De kunne rigtig godt lide det. De er ret ærlige med, hvad de synes om ting. Man kan godt fornemme, om de synes, det er godt eller skidt. De har altid støttet mig i det med at være skuespiller. De har givet en masse gode råd, de har altid haft meget med, at det ikke må stige en til hovedet at være en offentlig person. At man ikke bliver for selvoptaget, så det er jeg rigtig præget af. At have mine ben på jorden. Det har jeg forsøgt at leve efter.”

”Der var anmeldelser, og de var overordnet rigtig gode. Jeg plejer at lade være med at læse anmeldelser, men så ender jeg med at læse dem alligevel, fordi jeg er for nysgerrig. Nogle gange står der noget dumt eller noget, man ikke havde tænkt over. Men jeg er for nysgerrig til at holde snuden fra dem. Jeg prøver hver gang…”

Nogle må man slippe igen

”Jeg boede sammen med Laura Bro ovenover Svalegangen, hvor teatret har nogle små værelser. Der boede jeg i tre måneder fra august til oktober, vi nattede af efter forestillingerne, det var ligesom at bo på et kollegie, så det var ret fantastisk. Der boede også nogle fra en anden produktion. Stine boede et andet sted i byen og havde fået en lejlighed.”

”Jeg havde det rigtig godt med alle på holdet, men især Stine Schrøder. Vi blev ret hurtigt venner og har holdt kontakten ved lige siden da, og nu er vi kolleger igen (på Det Kongelige Teater, red.). Det er en spøjs måde, man bliver meget tætte med helt fremmede mennesker, men samtidig kan man ikke blive tætte med alle sammen, nogle er man nødt til at slippe igen.”

“Men nogle gange er der nogen, man når et skridt videre med, fordi man både personligt og arbejdsmæssigt har kemi. Det har jeg med en del forskellige; med Mille, Jakob og Stine (hhv. Lehfeldt, Fauerby og Schrøder, red.) og folk fra mit hold, som jeg stadigvæk ser. Jeg er heldig at have det netværk i branchen.”

I sæson 20/21 kan Laus Høybye opleves på Det Kongelige Teater i forestillingerne ”Hamlet, Prins af Danmark” og ”Jeg er jo lige her”.

Derudover skal Laus Høybye udvikle PLATT-FORMs næste projekt sammen med sine satirekolleger Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby.

Læs også “Ditte Hansen: Min scene-debut”

 

Af Signe Ravn