Lisbeth Knopper: ”Der skal altid være et håb”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner

”Jeg så jeres forestilling ”Juleevangeliet the musical” i 2019. Må jeg kalde den en medrivende musikalsk fortælling i farverigt familieformat?”. Hun smiler lidt genert og slår over i en drævende jysk teateraccent. Svaret afleveres med træfsikker timing: ”Jo, vi gør da, hvad vi kan i hvert fald.”.

59-årige Lisbeth Knopper har en 35 årig skuespillerkarriere i bagagen. Hun har spillet et alsidigt repertoire på Randers Teater med et særligt talent for at tale til landets børnehjerter.  Med sin karakteristiske stemme og talende mimik har hun leveret mindeværdige brikker til bl.a. den mosaik af store juleforestillinger, der gennem årene er rullet over Randers Teaters scene. I år er ingen undtagelse – det gælder genopsætningen af Sigurd Baretts ”Juleevangeliet the musical”.

Vi sidder i cafeen i Randers Arena. Teatret er under ombygning, hvorfor arenaens gamle rundbuehal tjener som ramme om årets jule- og familieforestilling. Med en let gysen mindes jeg folkeskoletidens idrætstimer, henlagt til samme hal. Efter en rundvisning i scenograf Niels Sechers fabulerende dekoration med søjler, orkestergrav og ikke mindst Betlehems lokale bar er jeg dog både beroliget og forventningsfuld; her findes julestemning og teatermagi nok til alle de mange, der fra 24 november vil indtage rækkerne for at opleve forestillingen. ”Vi må se, om jeg kan sige noget, du kan bruge” bemærker Knopper skælmsk og samler sit gule sjal om skuldrene. Læsebrillerne ligger parat på bordet og barnets nysgerrighed lyser i hendes øjne.

Læs også “Tre gange Scrooge”

Forsvindingsrummet   

”Lad os begynde med det generelle” indleder jeg. ”Hvorfor har vi brug for store, samlende familieforestillinger i 2022?”.

”Fordi vi har brug for at opleve noget sammen. Teaterrummet er for mig et forsvindingsrum. Et rum, hvor vi forenes i det nu, der opstår og hvor følelser er velkomne” forklarer Lisbeth Knopper og uddyber: ”Man har lov at forsvinde ind i en historie, hvor alle kan identificere sig med noget, hvad enten det er handlingen, personerne eller noget tredje. Vi skal sætte os selv og vores liv uden for rummet. Det gør vi som spillere og det håber jeg også, publikum vil gøre. ”Giv dog dig selv en pause” siger vi på en måde til dem. ”Kom ind til os. Det er nu, det sker”. Det er det, jeg kan lide ved mit arbejde” fortæller Knopper med ungpigeglæde i stemmen.

“Hvis vi ikke befrugter fantasien, visner vi alle sammen”

”Jeres juleforestillinger er ofte en art eventyr, men er tiden ikke løbet fra eventyret? Er det ikke et gammeldags udgangspunkt?” spørger jeg og noterer mig straks hendes afværgende håndbevægelse:

”Det handler om fantasi. Når vi bruger vores fantasi, udvikler vi os. Barnet, den voksne – alle, der har evnen til at lade sig forføre af et andet univers. Tag f.eks. ”Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren. Det er et eventyr, ja, men det er også en reel historie om to mennesker med følelser, der udvikler sig og vinder erfaring. Hvis vi ikke befrugter fantasien, visner vi alle sammen. I vores forestillinger har vi tit bare antydet billederne. Forestillingen ”Hesten” er et eksempel. Der kunne vi jo af gode grunde ikke have en levende hest med, så vi antydede kun hesten med et seletøj. Det bragte fantasien så meget i spil hos publikum, at de reelt havde set en hest og efterfølgende diskuterede, hvilken farve den havde.” fastslår Lisbeth Knopper med en blanding af udfarende fortællelyst og diskret skyhed. Jeg reflekterer, mens hun tager en slurk af sin kaffe. Det er som om, min samtalepartner konstant gemmer på en lille hemmelighed.

Vil du se “Juleevangeliet the musical”? Find spilletider og læs mere her

“Hvordan finder man sjælen i en kamel?”    

”Hvad skal et manuskript indeholde, for at du tænker: Det her bliver en god juleforestilling for hele familien?” fortsætter jeg. Lisbeth Knopper drejer lidt på kaffekoppen, før hun svarer:

”Hvis vi skal begynde med denne forestilling, så har Sigurd Barett omfortolket juleevangeliet. Det er jo en god grundhistorie, der appellerer til et bredt publikum og favner dem” forklarer hun. ”En god juleforestilling er for mig sammensmeltningen af stemning, musik, drama og håb. Det skal kunne bruges til noget af både børn og bedsteforældre.” Skuespillerinden holder endnu en tænkepause, før tilføjelsen falder med eftertryk: ”Musikken er også en meget væsentlig faktor. Særligt her, fordi det er en musical. Musik appellerer til følelserne på en måde, ord slet ikke formår!” 

Jeg øjner en rød tråd. For Knopper er den gode historie en karrieremæssig vandringsstav, men hvad skal der til, før et manuskript appellerer til hende som håndværker?

”Jeg vil gerne stille mig til rådighed for den gode historie som et stykke modellervoks. Det handler om, at man tilsidesætter sig selv og går ind i den karakter, man som skuespiller påtager sig for en stund. Det skal altid være troværdigt”.

Som et udråbstegn rykker Lisbeth Knopper læsebrillerne lidt frem på næsen, før hun uddyber:

”I ”Juleevangeliet the musical” får karaktererne mig til at spørge, hvordan jeg kan lave disse syv figurer så forskellige, at publikum bliver i tvivl om, hvem det var, der spillede dem. Det kommer ikke så meget an på køn, alder og den slags. Hvis historien kan bære det, så kan man spille enhver alder. Det er spændende med de skæve figurer, for hvordan finder man sjælen i en kamel? Lige der handler det mere om at se på, hvordan man ved hjælp af stemmeleje og rytme kan skabe en troværdig figur. Det skal jo ikke bare være et kostume. Det skal være en lyslevende og rar kamel, der kommer ind på scenen.” afrunder Lisbeth Knopper med lige dele varme og indlevelse.

Under den forudgående rundtur bag scenen har jeg fået et glimt af scenograf Niels Sechers kamelkostume med blød pels og godmodige øjne. I selskab med Knoppers indre legebarn, bliver det store dyrs entre på scenen utvivlsomt et øjeblik, der går i hjertet på såvel store som små.

“Publikum kan bruge historien til præcis, hvad de vil.”

I årets juleforestilling gendigter Sigurd Barett med munterhed og musikalitet fortællingen om Josef og Marias besværlige rejse til Betlehem, der kulminerer med glæden over Jesusbarnets fødsel. Vel er forestillingen sjov og charmerende, men er bibelhistorie ikke sprængfarligt stof i en krænkelsestid? Lisbeth Knopper deler gerne sine tanker:

”Vi er jo mange i Danmark, der fejrer jul, og jeg mener, at det giver rigtig god mening at fortælle, hvorfor vi holder jul. Publikum kan bruge historien til præcis, hvad de vil. Man kan mene, at vi spiller den for pjanket, muntert eller man kan have svært ved at relatere, fordi man måske slet ikke holder jul, og det er helt i orden.” understreger hun og fremfører nok en nuanceret pointe: ”Uanset hvad, tror jeg, at alle kan bruge det råd, forestillingen giver, uanset hvor man er i sit liv:

“Gå ud i verden og prøv at vær et ordentligt menneske. Som hyrden siger i forestillingen:  Kærligheden er til for alle.”

Jeg nikker og vi tier begge eftertænksomt.

“Nærværet er mit brændstof”

”Nærværet er mit brændstof” supplerer min samtalepartner. ”Hvis man er nærværende, opstår der et fælles åndedrag skuespillere og publikum imellem. Det gælder også om at have hemmeligheder. Jeg elsker at overraske publikum. Komik ligger jo f.eks. meget i den måde, vi spillere bruger pauserne på. Jeg står dér og ved, at om ti sekunder kommer pointen, men det ved publikum intet om – det er min hemmelighed. Det synes jeg er interessant”. Jeg anede jo nok, der var hemmeligheder på spil, og Lisbeth Knopper synes at have fuld adgang til den følelsesmæssige palet; skyheden er pist væk, og afløst af kunstnerens passionerede intensitet. Mens hun taler, fastholder hun mit blik med en sådan styrke, at jeg rent glemmer at notere:

”Man skal være dygtig til det, man gør, for hvis ikke opskriften er i orden, falder kagen jo sammen. Kunsten er, at fundamentet er solidt og grundigt udført, så man kan bygge videre på det. Når dygtige mennesker lægger deres arbejde foran mig, og beder mig om at hjælpe med at forløse den gode historie, så skal jeg simpelthen gøre mig umage” lyder det stålsat fra Knopper. Lynsnart bekræftes min tese om, at hun, foruden sin håndværksmæssige erfaring, besidder en forfriskende ungdommelig energi: ”Når jeg går ind i en prøveproces, sparer jeg ikke på noget. Det er fuld kraft frem i arbejdet og så kan instruktøren skrue ned for mig, hvis der skal skrues. Jeg byder ind med fuld energi. Det er sådan, jeg er som spiller.”.

Impulsivt slår hun ud med armene. ”Jeg er altså ikke god til sådan nogle interviews.”. Beskedenheden har sin egen plads på hendes væsens palet.

“Gå ud i verden og skab noget kærlighed”

Klokken nærmer sig 12:00 og Lisbeth Knopper skal til prøve. I dag indøves forestillingens dansetrin, men først vender jeg tilbage til nogle ord fra samtalens begyndelse:

”Du sagde om en god juleforestilling, at den, foruden musik, stemning og drama, altid skal indeholde et håb. Hvor findes håbet i ”Juleevangeliet the musical”?”. Skuespillerinden læner sig tænksomt tilbage og svarer der på med empati i stemmen:

”Vi forsøger at sige til publikum: ”Gå nu ud i verden og skab noget kærlighed.”. Det er banalt men også almengyldigt og tænk, hvis vi kan skubbe bare lidt til publikum, og give dem noget at tænke over…”. Knoppers stemme bliver med et mere afdæmpet. Vi er inde ved kernen, da hun afrunder:

”Jeg kan ikke redde verden, men jeg kan sørge for selv at være ordentlig og kærlig over for de mennesker, jeg møder. Det kan lyde af vældig lidt, men lidt har også ret.”

 

FAKTA:

Lisbeth Knopper (født 1963) er autodidakt skuespiller, og har siden 1988 spillet på bl.a. det daværende Teatret Mariehønen i Randers. Siden år 2000 har Knopper været central i opbygningen af Randers EgnsTeater, i dag Randers Teater, hvor hun er fast tilknyttet som skuespiller, instruktør og bestyrelsesmedlem.

Af de 3-5 årlige produktioner på Randers Teater, Lisbeth Knopper har medvirket i, kan nævnes    Det er ganske vist (med over 1000 spillede forestillinger siden 2004), Snedronningen (2005 og 2011), Bryllupsfesten (2007), Et juleeventyr (2008 og 2012), den Reumertnominerede Hesten (2010), Drømmen om Amerika (2016), Sven fra Randers (2021), Fru Pigalopp (2022) samt i en række musikalske kabaretforestillinger. Derudover har hun instrueret bl.a. forestillingen Åh, din lille klovn (2009), været dramatiker og instruktør på fem børneforestillinger og forfattet flere børnebøger.

I 2003 modtog Lisbeth Knopper desuden Horsens Kommunes børneteaterpris.  

Fra 24/11-21/12 2022 er Knopper aktuel i genopsætningen af Sigurd Baretts Juleevangeliet the musical.

 

Artikler du også vil kunne lide

“Mette Horn: Min metier er nok at kende de ensomme væsner”

“Marianne Gonnov Bøgelund: Grin, grin, grin”

“Joakim Lind Graae Tranberg: Revyen er en hyldest til dem, der kvajer sig” 

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *