Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner
Udgivet september 2023
”Jeg føler mig spejlet og genkendt, når jeg møder teatrets klassiske tekster. De kan være over 1000 år gamle, og alligevel kan jeg mærke, at der er mennesker, som har gået og bakset med de samme følelser, som jeg har i dag. Vi er samtidig nødt til at læse og sige det hele i nutidens lys. Ellers bliver det museumsteater og en umulig opgave.” – Liv Helm
Hun bliver betegnet som én af sin generations toneangivende instruktører, men den første tone jeg bemærker, er ventetonen, som bræger i telefonen, da jeg ringer hende op. Sekunderne føles lange – som sad jeg bøjet over en bedaget tekst og genlæste den samme linje uden dog at forstå den.
Den monotone, karakterløse lyd står i kontrast til den opvakte røst: ”Hej Thyge. Dejligt, at du vil snakke med mig.” Stemmen tilhører den 38-årige instruktøruddannede teaterchef Liv Helm, der siden 2021 har stået i spidsen for det lille, markante Husets Teater på Halmtorvet i København. Jeg er parat til at lytte og netop sanseklaviaturet er et omdrejningspunkt. Som publikum møder værket via blikket, får en far og en datter sitrende øjenkontakt, når Husets Teater d. 9. september 2023 har premiere på den nyeste blomst i teaterchefens anmelderroste flor af klassikeriscenesættelser. Med Helm som meddigtende moderator omskabes Shakespeares ”Kong Lear” til en følelsesfortættet duet mellem to karakterer; Kong Lear og Cordelia.
Vil du se “King Lear” på Husets Teater? Så læs mere her
Skuespillerne Dejan Čukić og Nanna Cecilie Bang i en scene fra “Kong Lear” på Husets Teater. Foto: Christian-Friedlander
”Nu er det mit værk”
I første akt forfølger jeg musikmetaforen: ”Du har med succes iscenesat en række klassikere, bl.a. Ibsens “Lille Eyolf” i 2020 og ”Gertrud svarer igen”, på baggrund af Shakespeares ”Hamlet” i 2022. Hvilken tone sætter du an i dine klassikere?” Liv Helm tager indsigtsfuldt fat: ”Jeg tror, det er utrolig vigtigt ikke at have nogen berøringsangst. Selvom man sidder med en tekst af Ibsen eller Shakespeare, så må man stole på sin egen læsning af den. Det gør jeg meget, og derfor vil der helt sikkert være nogle, der siger: ”Det her er ikke Shakespeares værk længere”, og det er rigtigt. Nu er det mit værk. Jeg har utrolig stor respekt for disse tekster, men de er en væg, jeg kan spille bold op ad.” Hendes ord synes selvbevidste men uprætentiøse. ”Når jeg laver klassikere, er jeg nødt til at filtrere stoffet gennem mig selv, og jeg vil gerne derned, hvor det bliver allergrimmest mellem menneskene på scenen. Dér findes intensiteten og det, der kan sætte noget i gang hos én selv. Med få medvirkende sætter jeg skuespilpræstationen og den dybe fortolkning af tekstmaterialet i fokus. Desuden skriver jeg selv ny tekstpassager for at vinkle originalen,” afrunder min samtalepartner.
Jeg tror, det er utrolig vigtigt ikke at have nogen berøringsangst. Selvom man sidder med en tekst af Ibsen eller Shakespeare, så må man stole på sin egen læsning af den. Det gør jeg meget, og derfor vil der helt sikkert være nogle, der siger: ”Det her er ikke Shakespeares værk længere”, og det er rigtigt. Nu er det mit værk.”
”Oplever du klassikeren som elitær eller inkluderende ift. at nå et bredt publikum?” spørger jeg dernæst. Teaterchefen holder en tænkepause. ”Som ung blev jeg selv grebet af teater, da jeg første gang så en klassiker. Det var instruktør Katrine Wiedemanns opsætning af Shakespeares ”Stormen” for mange år siden. Jeg forstod ikke alt, hvad de sagde, men hele universet og den mytiske verden, der åbnede sig…,” husker Helm, hvis taletempo nu begejstret accelererer: ”Derfor synes jeg, at klassikeren har potentialet til at være en enorm wauw-oplevelse også for et ungt menneske. Den taler jo til én på et helt andet plan, og det er alle sanser, du kan bringe i spil dér. Man behøver ikke at sidde og tænke, at man skal forstå noget, for man skal bare blive grebet af det!” Hendes selvforglemmende glæde bringer mit smil frem.
Dejan Čukić spiller Kong Lear i Husets Teaters version af Shakespeares berømte tragedie. Foto: Christian-Friedlander
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Larger than life
Samtalens 2. akt centreres om den klassikeriscenesættelse, Liv Helm har i støbeskeen denne sensommer. ”Du har udtalt om Shakespeare, at hans dramaer er ”larger than life”. Hvori består din og Kong Lears kemi?” Helm lægger ud med ivrig fortællelyst:
”Shakespeares tragedie antændes af, at den gamle konge fordeler riget mellem sine tre døtre, hvis de overbyder hinanden i forsikringer om, hvor højt de elsker ham. Den yngste datter, Cordelia, vil ikke deltage i søstrenes smiger foran hoffet og Kong Lear gør hende derfor arveløs. Jeg tror, det er det uudgrundelige forhold mellem forældre og børn, jeg finder spændende, og det kan jeg blive ved med at lave forestillinger om.” Pludselig tilføjes en mørkere tone hentet i de urmenneskelige følelsers dyb:
”Det er den største kærlighed, der findes, den mellem forældre og børn, men det er også den allersværeste og egentlig en ret umulig kærlighed. Her bliver det sat på spidsen, fordi Kong Lear slår hånden af sin datter. Det, der driver fortællingen, er spørgsmålet om, hvorvidt de kan forsones, inden kongen dør. For mig er Kong Lear mest interessant som far, fordi det er den relation, vi har valgt at zoome ind på. Skulle jeg lave det på en større scene med et stort ensemble, ville der i højere grad være plads til at udfolde hele det politiske drama. Det er igen et eksempel på noget, nogle kan blive skuffede over, for ja, der mangler rigtig meget af Shakespeares tekst i denne forestilling, det er helt sikkert.” Hun tager en dyb indånding og pointerer afklaret: ”Det, de får, er min og skuespillernes association og rejse med Shakespeare som en ledsager.”.
Jeg kender selv til, at ens forældre begynder at blive gamle. Det tror jeg, mange gør. Kan man nå at få talt ud? Alle mine forestillinger er nok én eller anden form for selvportræt. Det tror jeg godt, jeg kan sige!”
”Hvor ser du det store smertepunkt hos figuren Kong Lear?” vil jeg nu vide. Liv Helms svar er på én gang kontant og sårbart: ”Skuespiller Dejan Cukic, der spiller rollen i min forestilling, sagde forleden, at han kan mærke en stolthed hos Lear. Vi talte om den ældre generation af mænd, som måske godt kan mærke, at de har begået en fejl, men der er samtidig en stolthed, der står i vejen for at få sagt ordentligt undskyld. Det er den store generationskløft, vi stadig oplever: Der er en yngre generation, som kræver noget af deres forældre og nogle forældre, der ikke helt er følelsesmæssigt til rådighed på den ønskede måde.” Min samtalepartner linder på låget til sin teksttolknings essens, og inden jeg når at stille et uddybende spørgsmål, supplerer hun:
”Cordelia er jo ret usynlig i Shakespeares tragedie. Hun ryger hurtigt ud og kommer først tilbage i slutningen. Det er for mig at se én af svaghederne i teksten, for vi får ikke hendes perspektiv på noget. De dér helt usynlige steder hos Shakespeare arbejder jeg selv med at folde ud bl.a. gennem den nye tekst, jeg kombinerer med den oprindelige.” At reformulere tragediens tema med sine egne følelsers fjerpen er mærkbart et credo for Helm.
”Bygger forestillingen også på din egen erfaring som datter?” forsøger jeg og får prompte tanken bekræftet: ”Helt klart. Jeg kender selv til, at ens forældre begynder at blive gamle. Det tror jeg, mange gør. Kan man nå at få talt ud? Alle mine forestillinger er nok én eller anden form for selvportræt. Det tror jeg godt, jeg kan sige!” fastslår hun med befriende ærlighed ”Interessant.” udbryder jeg. ”Hvorfor skal netop ”Daddy-issues” være forestillingens undertitel?”. Helm fniser næsten umærkeligt. ”Det er jo også et provokerende udtryk, fordi det på en måde antyder, at det er datteren, der har et problem, men jeg kan godt lide det. Mere får du ikke. Se forestillingen!”
Læs også vores interview med Shakespeareoversætter Niels Brunse: “De tre bedste Shakespeare-skuespil”
Skuespillerne Dejan Čukić og Nanna Cecilie Bang i en scene fra “Kong Lear” på Husets Teater. Foto: Christian-Friedlander
Sjæletrøst, samhørighed og shamaner
Før Liv Helm i 2021 tiltrådte som chef på Husets Teater, lancerede hun, i Dagbladet Information, visionen om at gøre teatret til ”(…)et tempel for fremtidens mennesker.” Har hun samme synspunkt i en verden anno 2023? Skal teatrets kunst være vores nye religion? Temaet antænder en fyrig fakkel, hvis skær farver samtalens sidste akt. Helm formulerer et modspørgsmål:
”Hvad nu, hvis teatret kan give trøst i en traumatisk tidsalder? Jo længere vi bevæger os ind i det 21. århundrede, jo mere går verdens katastrofer jo op for os med krig, klimakrise osv.” Ordene flyder uden den mindste tøven. ”Jeg ønsker, at teatret indtager den plads, hvor mennesker søger sjæletrøst og samhørighed i det kunstneriske rum. At man dér opnår forbindelsen til andre mennesker, til fortiden og føler, at man hører til. At teatersalen bliver et sted, folk har brug for at søge hen for at sidde sammen og føle sig spejlet, mens en større verden åbner sig,” afrunder teaterchefen, hvis brændende engagement i samtalen kulminerer, da jeg fortsætter: ”Hvorfor er teatret et bedre sted at finde trøst end religionen og kirken?”
Med ”Kong Lear” synes jeg, at vi siger noget om, hvordan et barn ser på en far. Noget der stikker ret dybt.”
”Jeg synes, at kirkens rum er utrolig smukt, rent æstetisk, men jeg har et problem med de ord, der bliver prædiket dér.” Hun tier. Selv stilheden er stålsat. ”Teatrets tekster vil ikke have dig til at tro på en ideologi eller mene noget bestemt. Det er jo det, der er fantastisk ved kunsten. Med ”Kong Lear” synes jeg, at vi siger noget om, hvordan et barn ser på en far. Noget der stikker ret dybt. ”Hvad fanden mener de med det?” Ja, det må man så selv finde ud af”. Jeg nikker, mens Helm forklarer: ”Forestillingen kan virke provokerende, udfordrende, afklarende. Måske går man derfra og forstår noget nyt om relationen til ens egen far. Hvis du går ind i kirken og hører en prædiken om relationen til faderen, så tror jeg, at den hurtigt vil handle om at tilgive og forsone sig, og at prædike – nej, jeg synes ikke, det er det, teatret skal eller gør.” Går hun ind i politik, er en flammende kulturordfører født, tænker jeg.
Liv Helm er en kunstner med stort K; klarsynet, karismatisk og med stor kærlighed til sine skuespillere. Det sidste afslører hun, da jeg, efter hendes brandtale, replicerer: ”Hvem er gud i teatrets tempel – instruktøren, teaterchefen?”. Hun ler afvæbnende og reflekterer: ”Jeg tror ikke, at der er nogen gud, men det har alle jo deres mening om. Jeg vil sige, at skuespilleren er en form for shaman – en person, der besidder en særlig kraft ved at kunne fortolke det, vi selv har svært ved at komme i kontakt med. Skuespilleren transporterer på scenen noget guddommeligt frem til os. Jeg vil stå fast på, at skuespilleren er et geni i 1800-tallets romantiske forstand. Én, der har hul direkte igennem til noget højere”.
Hun tøver, hvorefter samtalens postludium indfølt intoneres: ”Så er vi tilbage ved Shakespeare og klassikeren. Vi har nogle tekster i teatret, vi bliver ved med at læse, fortolke og sætte ind i vores egen tid. Når disse gamle stemmer hvisker ind i et nutidigt rum, synes jeg, at det giver en fantastisk dynamik, en forbindelse til hinanden og vores fælles fortid på en fantastisk måde. Har man oplevet det én gang, og mærket alle sine sanser vibrere i teaterrummet, så ved man, at det findes!”
Foto: Petra Kleis
Citatet “(…) et tempel for fremtidens mennesker.” Dagbladet Information, Kultur, 4. dec. 2020
FAKTA
Liv Helm (f. 1985) Uddannet sceneinstruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2015
Liv Helm har iscenesat teaterforestillinger på en lang række af landets scener. I udvalg kan nævnes Overload (2014) på Odense Teater, Brøgger på Teater Republique (2019-21) Suprême Gentleman på (2022) på Aarhus Teater/Betty Nansen Teatret samt Et tysk liv (2020-23), Hex (2022/23) og Transfervindue i Eventministeriet (2017) på Det Kgl. Teater. På Husets Teater har Liv Helm bl.a. skabt forestillingerne) Lille Eyolf (2020), Mit arbejde (2021) og Gertrud svarer igen (2022)
I 2021 tiltrådte Liv Helm stillingen som Teaterchef på Husets Teater.
Liv Helm er medstifter af organisationen HAUT (2014) som støtter og udvikler unge scenekunstnere samt selvproducerende teatergrupper. Derudover er hun medstifter af det tværæstetiske eksperiment TOASTER (2021), som er et samarbejde mellem et teater og et udstillingssted; Husets Teater og i Den Frie udstillingsbygning i København. TOASTER er en platform for krydsfeltet mellem teater, performance og billedkunst, som arbejder for at skubbe til genreforståelser, skabe nye performanceformater og anderledes publikumsoplevelser.
Liv Helm har modtaget flere hædersbevisninger. Bl.a. Årets Reumert Talentpris (2016), Teaterkatten (2016) samt Årets Reumert (2020) for Årets Musikforestilling, Brøgger på Teater Republique.
9. september 2023 er der på Husets Teater premiere på Liv Helms bearbejdelse og iscenesættelse af William Shakespeares tragedie ”Kong Lear”. Forestillingen spiller i perioden 9. sept. – 7. okt 2023. Find billetter her
Fik du læst?
Interview med skuespiller og producent Ina-Miriam Rosenbaum: ”Jeg er opdraget til at tænke!”
Interview med Shakespeareoversætter Niels Brunse: “De tre bedste Shakespeare-skuespil”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
