Af Signe Ravn
”Jeg er ikke uddannet fra en skole. Jeg startede som 20-årig i Dr. Dantes Desperate Renovationsshow, som det hed dengang – firseragtigt. Jeg tror måske, vi var lidt inspirerede af sådan noget som Monty Python.”
”Jeg kom ind i ’84, og der havde de lavet forestillinger lidt mere i ungdomsskoleregi. Da jeg kom, lavede Dr. Dante en stor forestilling i centerhallen i Allerød, som var sådan en sommerlukket badmintonboble, og Nikolaj (Cederholm, i dag skuespiller, dramatiker og instruktør, red.) og Jesper (Hyldegaard, i dag skuespiller, instruktør og dramatiker red.) og Carsten (Møller, i dag administrationschef på Det Kongelige Teater, red.), de tre drivende kræfter, fik lov at leje eller låne hallen, så der kunne ske noget om sommeren.”
… jeg glædede mig helt vildt til, at de danske drenge skulle komme … og vi skulle have nogle gode intellektuelle samtaler, og det havde vi. Nikolaj fortalte, at han havde en dadaistisk teatergruppe i Allerød, og det lød sgu da spændende.”
”Jeg havde mødt Nikolaj på tilfældig vis i ’83, da jeg var et år i Frankrig, hvor jeg mødte Nikolajs daværende kæreste, Birgitte. Jeg havde lidt hjemve og syntes, de der franskmænd var sådan lidt… man kunne ikke rigtig tale med dem, der skulle altid været flirt i luften. Det var rimeligt anstrengende som nordisk frigjort kvinde, så jeg glædede mig helt vildt til, at de danske drenge skulle komme og besøge deres kærester, og vi skulle have nogle gode intellektuelle samtaler, og det havde vi. Nikolaj fortalte, at han havde en dadaistisk teatergruppe i Allerød, og det lød sgu da spændende.”
Læs også: “Morten Kirkskov: Min scenedebut”
Fra kælderværelse til korindstudering
”Hvis vi scroller et år frem, så ringede han til mig og spurgte, om jeg kendte et sted, han kunne bo i Odense, for han var kommet ind på Skuespillerskolen, og jeg var den eneste, han kendte i Odense. Jeg boede i kollektiv, en palæejendom, og vi havde et værelse ledigt i kælderen, så Nikolaj flyttede ind. Med sig i tasken havde han et manuskript til den kommende sommers forestilling i Allerød, som hed ”Sort Hvid”. Så selvom han skulle på teaterskole, så var han stadig en aktiv instruktør i Dr. Dante.”
”Jeg blev knyttet til produktionen som korindstuderingsperson, og så fik jeg den rolle, som hørte til en sang, jeg var god til at synge – så satsede de bare på, at jeg kunne spille, hvilket jeg jo ikke kunne! Men jeg lærte jo lidt hen ad vejen. Det var den rolle, jeg debuterede med. I næste forestilling fik jeg endnu en rolle og endnu en rolle, og de blev større og større hen ad vejen. Jeg har lært, mens jeg har spillet.”
”Det var en heltinde-rolle. Hun var gift med den onde diktator, men prøvede ligesom at tale ham fra alle de rænkespil og ondskabsfuldheder, han havde gang i. Så havde jeg en lille monolog. Jeg havde på det tidspunkt ikke rigtig smidt det fynske fra mig, så det blev jeg virkelig drillet med. Det kunne jeg godt mærke, at det skulle jeg væk fra, for det kunne ikke bruges i den sammenhæng. Jeg havde lavet studenterrevy på Odense Universitet, men at tale på den måde, monologtale, det havde jeg ikke prøvet før, så det var ret stort for mig.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Nikolaj, Olaf og rosset
”Vi var jo alle sammen unge mennesker. Nikolaj nappede de skuespillere, han gik i skole med, det var blandt andet Olaf Johannessen og Malene Clante, og så var der rosset, som ligesom bakkede op.”
”Vi var 30-40 medvirkende fra Allerød og de her kommende teaterstjerner. Der var musik, så der var et band med. Det var en stort anlagt historie, hvor man havde blandet noget fra den nordiske mytologi ind i en kærlighedshistorie i et fremtids-sci-fi-scenarie – det er jo på linje med noget af det, man ser i tv-serier i dag. Det handlede om en befolkning, der ikke kunne se farver, de levede i sort-hvid, og så ender det med, at heltindens blod, i hendes meget dramatiske selvmordaktion, gjorde, at de pludselig kunne se farver. Det var 80’er dramatik, og det var også politisk på sin egen poetiske måde. Jeg mener ”Sort Hvid” var skrevet af Nikolaj, der spillede diktatoren.”
”Vi skulle arbejde med at være undersåt og borger i et land, hvor man er undertrykt, så der lavede vi alle mulige ubehagelige øvelser på skoledrama-måden. Jeg husker den tid som helt fantastisk, man skal nok se det mere som et kollektiv, vi var sammen konstant fra morgen til aften. Det var en camp nærmest.”
Scenografi fra genbrugspladsen
”Der var dans, og der var sang, det var meget spektakulært. Når man kun kan se sort-hvide farver, så kan du selv regne ud, hvordan den dans så ud. Det var en meget firkantet dans. Nu sidder jeg og laver fis med det, men hvad vi måske manglede af dybde, det havde vi i det visuelle. Kim Witzel, der er stjernescenograf i dag, lavede scenografien, som kun var i sort og hvid. Det var totalteater i en kæmpestor hal, så vi kunne lave nogle flotte scenarier.”
”Kim Witzel lavede scenografien af ting, han havde fundet på genbrugspladsen, det hele var mere eller mindre gratis. Vi arbejdede gratis. Vi fik lavet en meget flot plakat, det har jo kostet noget. Men vi fik lidt af kommunen. Vi prøvede hele sommerferien og spillede en uge.”
”Jeg havde flere kostumer, i starten havde jeg et, der matchede min diktatormand. Det var et sort kostume i plastik, figursyet med meget høj krave. Lidt Dracula-agtigt. Men senere, da hun viser sin sande natur, så havde jeg en meget romantisk hvid kjole på med bare skuldre, meget enkel og gudindeagtig.”
Se plakaten fra forestillingen
(Artiklen fortsætter under billedet)
Lavede teater på bistandshjælp
”Der trådte jeg ind i det samvær, der omkring Dr. Dante i start 80’erne, som var lige så meget en livsstil, som det var en teatergruppe. Vi var sammen hele tiden og arbejdede og eksperimenterede.”
”Jeg droppede ud af universitetet den sommer. Jeg kunne jeg godt mærke, at nu var det slut. Nu var det slut med Odense. Det trak simpelthen virkelig meget det arbejde, jeg havde lavet, så jeg flyttede til Allerød på et værelse hos nogle forældre. Så arbejdede vi på den næste forestilling og den næste og den næste. Efter et par år blev vi prikket på skulderen, og der blev sagt: ”Nu skal I søge Aveny Teatret”, og så fik vi det, så kørte det derfra.”
Selve monologen og det teater, jeg lavede, det var ikke lige så nemt. Det blev påpeget, at jeg talte fynsk. Det kunne man ikke høre, når jeg sang, så det var lidt en fordel.”
”Vi fik bistandshjælp samtidig med, at vi lavede teater. Det var et fænomen i 80’erne, at det kunne man der. Så begyndte vi at søge underskudsdækning og begyndte at få penge, så vi kunne få en månedsløn dækket. Så brugte vi måske tre måneder på en forestilling, så fik vi dækket en måned, og så fik vi bistand resten af tiden. Så vi fik efterhånden flere og penge, og det blev mere og mere professionaliseret. Da vi kom på Aveny, så blev det hele ordentligt og redeligt, og vi fik løn for vores arbejde og fastansættelse.”
Monologen skulle fylde centerhal-rummet
”Jeg arbejdede med den lille monolog, og jeg skulle lige vænne mig til, at der blev helt stille, og det kun var mig, der skulle fylde det kæmpe centerhal-rum ud. Der blev helt mørkt, og så var der en spot ned på den lillebitte platform, jeg stod på. Det var ret nervepirrende. Jeg havde bestemt ikke nemt ved det. Jeg famlede i blinde. Jeg gennemførte det. Men jeg kan ikke huske det som om, at jeg havde det godt eller syntes, det var dejligt. Jeg blev nok mere forløst, da jeg skulle synge til slut.”
”Den sang skulle forløse min karakter og den person, som hun var, som havde stået lidt i skyggen af diktatoren. Jeg kan huske, da jeg sang den. Det var en meget smuk sang, som Jesper Hyldegaard havde skrevet melodi til. Det var en meget svær sang, en melankolsk sang. Dér kunne jeg mærke, det her er for fedt! Det her, det kan jeg bare. Der var hul igennem. Selve monologen og det teater, jeg lavede, det var ikke lige så nemt. Det blev påpeget, at jeg talte fynsk. Det kunne man ikke høre, når jeg sang, så det var lidt en fordel.”
”Jeg tænker på Dr. Dante som et stort fællesskab af ligesindede. Jeg kunne genkende de mennesker frem for folk fra Odense som ligesindede. Der var et eller andet, der sad lige i øjet, da jeg mødte dem. Noget jeg ikke havde kunne finde i Odense. Og den måde vi var sammen på og festede på, der var selvtillid og en særlig humor og frihed.”
”Det var et stærkt fællesskab, mere end vi ville være stjerner. Det lå slet ikke i kortene. Vi ville fortælle en fed historie. Når jeg tænker på det i dag, var det en god måde for mig at komme ind i [teaterverdenen] på, at jeg ligesom fik det ind på learning by doing-måden.”
Det var fællesskabet, der bar det. Jeg var opslugt af fællesskabet. Jeg kan ikke huske, hvad andre mennesker syntes. Det har jeg nok ikke været så optaget af.”
”Netop det med fællesskabet, det siger jeg til alle de håbefulde aspiranter, jeg arbejder med – at det er fint nok at arbejde med mig frem mod en optagelsesprøve, men man skal jo ud og lave teater sammen med andre, for det er det, der skal holde læsset og bære glæden og vildskaben og legesygen. Det skal ikke dreje sig om, hvorvidt du er god eller ikke god, får en hovedrolle eller ikke gør, det vigtigste ved teater er at lave det sammen med andre og mærke det fællesskab. Nikolaj og jeg, vi har været venner lige siden. Vi har fulgtes ad.”
I sæson 20/21 optager Lotte Andersen TV 2’s julekalender ”Kometernes jul”, der sendes til december 2021. Sammen med Sort/Hvid arbejder hun på et ritualteater-projekt, der hylder naturen og skabelseskraften i stedet for Herren. Alt afhængig af finansiering kan det finde vej til en teaterscene allerede i efteråret 2021. Derudover arbejder hun på et naturvidenskabeligt teaterprojekt, som forventes at komme på scenen i 2022.
Lotte Andersen er desuden forfatter til bogen “Carl & Marie – i kunst og i kærlighed” sammen med Amalie Kestler.
Læs mere om Lotte Andersen på hendes hjemmeside.
Læs også:
“Mød dit teater: Mungo Park”
“Ditte Hansen: Min scenedebut”
“Tammi Øst: Min scenedebut”
Ard Jongsma