Ludvig Holberg – Leende eller levende?

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og – tegner.

Denne artikel er alene udtryk for skribentens subjektive holdning og repræsenterer ikke Scenens generelle synspunkter.

Foran Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv troner han. 1700-tallets oplysningsmand, baron og komediesnedker Ludvig Holberg. Vi kender hans komediekarakterer: Den stundesløse, den poliske kandestøber, Jean de France og alle de andre. Vi kan lide at le godmodigt af disse narre, der i komediens løb lykkeligt kureres for deres besættelse. ”Af dette korte Skue-Spil see til, at du kand lære…”(1) klinger den faste morale, når Holberg appellerer til den danske folkesjæl via sit skarptslebne våben, humoren.

Ej blot til lyst

Mottoet ”Ej blot til lyst” har siden 1874 prydet Det Kongelige Teaters Gamle Scene med det formål at minde om teatrets moralsk-pædagogiske forpligtelse. Skuespilchef Morten Kirkskov har siden reformuleret parolen; det skal være ”(…)underholdende at få et los i røven.”(2). Denne sæsons repertoire har kaskader af Holbergsk jubilæumslatter, men tør dansk teater bruge Holbergs ord til at give publikum det los, der får os til at tænke selv?

Fornemmer man ikke en smerte hos komediernes lastefulde hovedkarakterer, der mener at have ret men mødes med hån og afvisning fra omgivelserne? Fornemmer man en anden Holberg end ham, der sidder på Kongens Nytorv og, med dramaturg og Holberg-ekspert Bent Holms ord, er blevet ”(…)synonym med pudderparykker, flade grin og forudsigelighed”(3)?

Fornemmer vi tragedien bag humorens formildnende slør? Orker dansk teater at være ”Ej blot til lyst”, hvis grinet er en bedre billetsælger? Hvis vi har vedtaget, at Holberg er en ufarlig dramatiker, hvad siger det da om dansk teaters livskraft, at netop han er sat i jubilæets højsæde? En refleksion herover foretages i det følgende. Udgangspunktet er Holberg-strategien hos tre danske teatre.

Hvor godt kender du Holberg? Find 10 facts om Ludvig Holberg her

Gammelt, lånt og nyt i Nørregade

Drager man indledningsvist til Folketeatret i København, yder man her sit for at gøre Holbergs komedier til allemandseje. I tilfældet ”Den Stundesløse” (2014), ”Jean de France” (2016) og ”Den politiske Kandestøber” (2017) har yngre dramatikere, bl.a. Thor Bjørn Krebs og Line Mørkeby, oversat Holbergs ord til et mere mundret dansk, alle forstår. Komediens handling fastholdes, men tematikken aktualiseres via f.eks. en perlerække af anakronistiske henvisninger til nutidigt sprog, popkulturelle referencer og brandvarme temaer fra den offentlige debat.

Et interessant møde mellem gammelt, nyt og lånt var instruktør Søren Iversens iscenesættelse af ”Den stundesløse”: Her italesætter skuespiller Cecilie Stenspil, som tjenestepigen Pernille, straks den klare præmis: Ja, det her er noget gammel lort, men måske kan vi lære noget alligevel!

Skuespiller Henrik Koefoeds stressede hovedkarakter, Hr. Vielgeschrey, blev yderligere afmægtig, når han, i sine vredesudbrud, indflettede den fra Olsen Banden elskede bebrejdelse ”Hundehoveder og hængerøve!”. En sproglig vits blandt mange, der kontrasteredes af et rystende slutbillede; en ensom mand, der er forladt af alle pga. stress-besættelsen. Aktuelt og langt fra gammel-gemytligt!

I Folketeatrets opsætning af ”Jean de France” (2016) og ”Den politiske kandestøber” (2017) var aktualiseringsiveren øget. Kandestøberkomedien indeholdt aktuelle Christiansborg-referencer på stribe, mens den frankofile Jean blev krydret med homoerotiske undertoner. Det var morsomt, nuvel, men kan folkelighed blive forstemmende, hvis den skæres ud i pap? Vi lo, da Herman von Bremen fik serveret borgmesterpølse, med lystigt lumre associationer til følge. Vi lo, da Jean de France brød ud i en grandios grandprixfinale, og da han søgte tilflugt under byens velbesøgte lokumsbræt. Er en fuldfed ironisk distance til indholdet den folkelige opskrift på holdbar Holberg? Holder det Ludvig levende i længden?

Dette efterår har Folketeatret dramatiker Ernst Brun Olsens ”Den poetiske raptus” (1976) på plakaten. Et sjældent opført stykke om, hvordan Holberg fornyede dansk teater. Et forfriskende aktuelt valg i jubilæets anledning.

Gensynsglæde på Grønnegård

På Grønnegårds Teaters udendørsscene i København møder publikum en anden tilgang til Ludvig Holbergs komedier. Som på Holbergs egen tid bevidstgøres vi om teatrets illusion. I dagslyset, under sommerskyer med varierende tyngde, opstår en samhørighed mellem scene og publikumsrækker. Sammen går vi på komedie og det er gensynsglæden, vi hungrer efter.

Grønnegårds Teatret opfører komedierne med en loyalitet over for det oprindelige ord, og tekstbearbejdelserne er yderst nænsomme. Talentfulde komedieskuespillere forløser Holbergs tekster som det, vi er tryggest ved; letbenede lystspil.

Med ti års mellemrum kan nævnes to eksempler: instruktør Solbjørg Højfeldts version af ”Henrik og Pernille” (2011) boblede af veltimet komik og var fyldt med fysiske klovnerier. Komedien om de to tjenestefolk, der ønsker at avancere i rangklasserne og derfor udgiver sig for at være herskabet, var svøbt i scenograf Birgitte Mellentins overdådigt groteske 1700-tals kostumer, der understregede Holbergs morale om, at det ikke er klæder, der skaber folk, velstand eller lykke.

På samme måde lykkedes det instruktør Charlotte Munksø at skabe en sand komediekanonslut med ”Jean de France” (2021), der var centreret om Nicolai Jørgensens vilddyr af en umoden borgersøn, med fastbrændte frankofile plovfurer i sindet. Tro mod tekstens ord lånte opsætningen samtidig et par franske sangnumre som forfriskende indslag. Et af disse endda fremført med ensemblet iført stilede solbriller – det er jo nyeste mode, som Jean bringer til Kongens København. Komediekalas, der blæste Holbergs naragtige persongalleri op til et format, der gør sig godt under åben himmel.

Grønnegårds Teatrets Holberg-opsætninger rammer charmerende de sommerlette lattermuskler, år efter år, men gør en latterlig nar og en lykkelig slutning Ludvig Holberg til repræsentant for en spillevende danske scenekunst anno 2022? Er gensynsglæden en potentiel sovepude?

Denne sommer havde Grønnegårds Teatret Holbergs ”Maskerade” på plakaten. En komedie om, at de gamle skal levne plads til ungdommelig livsglæde, nysgerrighed og nytænkning. …

Se Holbergs komedie “Den Stundesløse” på Odense Teater 

Tiltrængt tragedie?

På Aarhus Teater samarbejdede dramaturg Bent Holm, instruktør Asger Bonfils samt scenograf Annette Hansen fra 1990-2006 om at udradere klichelæsningen af Holberg som harmløs humorist. Man ville trænge ind til mørket og disharmonien bag komedieetiketten. Første opsætning ud af otte, ”Den politiske kandestøber” (1990), blev f.eks. et portræt af Adolf Hitler og hans skrupelløse stræben efter magt. Projektet var loyalt over for Holbergs originale tekster, men samtidig respektløst over for opfattelsen af Holberg som ufarlig. En moderne og modig klassikertilgang.

Med ”Den vægelsindede” (2020) kastede teatret sig atter ud i en dekonstruktion af den Holbergske hyggefernis. Ifølge instruktør Laurent Chétouane er Holbergs komedier indholdsløse, men åbner samtidig en mulighed for at lave teater om det moderne menneskes forgæves forsøg på at forstå verden. Chétouane pointerer i forestillingsprogrammet, at han vil ”(…) stole på tomheden i ordene og starte fra momentet mellem spillerne.”(4). Som følge heraf havde forestillingen det fysisk radikale og ekspressive udtryk i centrum. Ordene var de oprindelige og leveredes af skuespillerne med en fremmedgjorthed, som var det højtlæsning af en kinesisk telefonbog. Det scenografiske westernunivers fremstod kraftigt distanceret ift. teksten – ligesom skuespillernes vekslen mellem rolle og privatperson gjorde det. Fokus var ikke lagt på at tegne psykologisk nuancerede karakterer, men derimod på, hvordan skuespillere og publikum gensidigt betragtede hinanden. Vi var sammen om en oplevelse, ingen i salen til fulde forstod.

Aarhus Teaters opsætning af ”Den vægelsindede” var tre timers åbenlys afstandtagen til fænomenet Holberg. En ambitiøs iscenesættelse med efterklang af desperationens skrig fra meningsløshedens dybeste kløft? Holbergs ord i afsyret form; en forestilling, der potentielt, via bl.a. spillestilen, befriede en tragedie om menneskets manglende evne til at forstå og kommunikere?

I jubilæumsåret har Aarhus Teater genopsat dramatiker og instruktør Christian Lollikes fortolkning af komedien ”Erasmus Montanus”. Respekten for originalteksten, samt lysten til at tilføre den aktuelt perspektiv, samlede sig i fortællingen om en forvirret dreng, der er hjemløs alle vegne – endog i sig selv? Endnu en forgrening af ambitionen om at grave dybere – om at turde tragedien.

Se flere teatertegninger

Latter og livsfare

Foran Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv troner han, Ludvig Holberg. Fremtidssikret eller fortidslevn? Alt afhænger af, hvordan dansk teater vælger at møde ham. Er der noget at fejre, hvis det er den ligegyldige latter, der har indtaget kongelogen? Fejrer vi da 300 års tragediefornægtende tandløst tidsfordriv tilbragt i teatersalen?

”Folk siger vel i Herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker(…)”(5) lyder en replik fra komedieklassikeren ”Jeppe på Bierget”(1722).

Vi kan grine hånligt af Holbergs Jeppe, fordi han er en nar i drifternes, og alkoholens, ufornuftige vold. Alternativt kan vi gribe til latteren som desperat redningsplanke, når Jeppe bliver et billede på noget, vi kender meget vel. Han dulmer en livslede og herregud – den smule brændevin…

Halvdød lagkagekomik eller spillevende livsfare? Det afgør dansk teater i denne sæson!

Kilder:

1: Citat: Holberg, Ludvig: ”Den Stundesløse” (s. 447) i: Andersen, Jens Kr. (red): ”Ludvig Holberg – Seks komedier”, Borgen, 2004

2: Citat: Hauge, Hans: ”Ei blot til lyst”, Berlingske, d. 20. juni, 2015 Artiklen læst på: www.berlingske.dk/groft-sagt/ei-blot-til-lyst)

3: Citat: Holm, Bent: ”Skal dette være Troja” (s. 9), Multivers, 2004

4: Citat: Hjelm Pedersen, Susannne ”At male forestillingen frem fra kløften – interview med instruktør Laurent Chétouane om sit arbejde med Den Vægelsindede” (s. 13) i: ”Den vægelsindede”, Forestillingsprogram udgivet af Aarhus Teater, 2020  

5: Citat: Holberg, Ludvig: ”Jeppe på Bierget” (s. 14) i: Billeskov Jansen, F.J. (red): ”Ludvig Holberg – Jeppe på Bierget og Mascarade”, Det Schønbergske Forlag, 1955

 

Artikler du også vil kunne li

“Nu behøver jeg ikke længere undskylde for det, jeg laver”

Emil Prenter: “Når jeg har lavet det her, kan jeg genopsætte alt”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *