Marie Knudsen Fogh: ”Det er vigtigere at ramme mit publikum end min branche”

Udgivet marts 2023

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner

”Det er en forestilling om at insistere på retfærdighed og på at se mennesket i et uretfærdigt system. Alt dette sættes på spidsen i dramatiker Henrik Szklanys univers, hvor systemet kommer dér og vil denne familie noget. Det udefrakommende er fjenden, og hvem har så råd, tid og overskud til at kæmpe mod et system, spørger forestillingen. Det her er teater om dem, der aldrig kommer i teatret.”

Skal du nå at se Marie Knudsen Fogh i “Dødsbo på pløjemarken”? Læs mere her

”Næ, men der har vi jo Anita!!”. Ligesom skuespilleren Ghita Nørby på mangt en indkøbstur er blevet mødt af et smilende: ”Hvad skulle det være, Fru Skjern?” med tv-serien ”Matador” in mente, strømmer de varme hilsner også skuespilleren Marie Knudsen Fogh i møde, når hun skubber indkøbsvognen i det nordjyske. ”Min kæreste gider snart ikke at tage med mig ud at handle mere.” som hun fornøjet udtrykker det. Den socialt udsatte Anita er, siden sit første møde med publikum for fem år siden, blevet overvældende modtaget blandt nordjyderne og netop nu kan figuren opleves i Aalborg Teaters forestilling ”Dødsbo på Pløjemarken”; den tredje del af dramatiker Henrik Szklanys nordjyske teatertrilogi om de mennesker, vi glemmer at tale om.   Forestillingsrækken blev indledt med ”Alle mulige ting til salg” i 2018, fortsatte med ”Revolution i kommunen” i 2020 og Marie Knudsen Foghs kærlighed til sin rolle som Anita synes kun at være vokset over årene. Måske fordi Fogh selv kender til at insistere på retten til at være, som man er?

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *

En egenartet kollektivist

Vi sidder i skuespilfoyeren på Aalborg Teater. Marie Knudsen Fogh har afsat god tid til interviewet, før hun drager mod Berlin på velfortjent weekendtur. Hun er smilende, veloplagt og, som sine sceniske karakterer, helt sin egen. En grundpræmis, skuespilleren tidligt var sig fuldt bevidst.

”Da jeg søgte ind på skuespillerskolen, var jeg jo klar over, at jeg ikke lignede de andre. Det var næsten som at sidde til en danseaudition mellem alle de der smukke blonde piger. Jeg har aldrig set mig selv som smuk og det er jeg helt okay med, for jeg er så noget andet” indleder Fogh, da jeg spørger, om hun identificerer sig særligt med de skæve sceniske figurer. ”Jeg er netop ikke en køn, blond pige, og jeg tør at spille som jeg ser ud. Det har jeg altid gjort, og det er en gave, for det har givet mig en frihed ift. ikke at blive sat i en kasse som den unge pige i teaterrepertoiret. De skæve figurer er da ofte mere interessante end den kønne pige, alle sukker efter. Det er da meget sjovere, synes jeg i hvert fald at være den veninde, der er skide misundelig over, at det ikke er hende, man sukker efter”. Marie Knudsen Foghs ro afføder en behagelig fornemmelse af gensidigt nærvær.

Det ligger i baghovedet, at jeg skal blive ved med at gøre mig fortjent til at være fastansat. Jeg har en forpligtelse til at gøre mig umage!”

Skuespilleren læner sig opmærksomt frem, da jeg fortsætter: ”Du har været en fast del af Aalborg Teaters ensemble siden 2016. Hvad giver det dig at være fast tilknyttet en landsdelsscene?”.

”Altså jeg ved jo, at der er arbejde til mig i den kommende sæson,” udbryder min samtalepartner og supplerer straks i en selvrefleksiv tone: ”Omvendt er min største ambition ikke at blive doven, og den risiko kan godt ligge der, når du ved, at der er arbejde til dig, mens du kan se, at andre kæmper helt vanvittigt for at få fodfæste i branchen. Det ligger i baghovedet, at jeg skal blive ved med at gøre mig fortjent til at være fastansat. Jeg har en forpligtelse til at gøre mig umage!”. Fogh lider på ingen måder af privilegieblindhed, og da jeg, måske naivt, vil vide, om hun ikke er bange for at blive glemt i København, falder svaret, efter et øjebliks betænkningstid, med passion i stemmen:

”Jeg tror ikke, at der er mange uden for Jylland, der ved, hvem jeg er. Man siger farvel til glitter og glamour, når man aktivt fravælger København. Heroppe er det ligesom at være på højskole igen, fordi vi i ensemblet har hinanden. Det giver os meget privilegerede prøveforløb. Vi støtter hinanden og man bliver udfordret på opgaverne, for teatret må jo bruge de skuespillere, man har. Det betyder, at jeg får opgaver heroppe, jeg aldrig ville få i København. Jeg er af hjertet kollektivist og er ikke interesseret i at stå der som en solist, der skal ind til allersidst, når der er applaus. Det, der giver mening, er ensemblespillet” afrunder scenekunstneren og tager en slurk af sin kaffe.

Læs også vores interview med kvinden bag “Aftenlandet” Julie Maj Jacobsen 

Anita

Med næste spørgsmål drejes samtalen mod den aktuelle forestilling: ””Dødsbo på pløjemarken” beskriver Aalborg Teater som tredje del af en teatertrilogi, en nordjysk udkantssaga. De socialt udsatte sættes, med kærlighed, humor og tragisk realisme, i fokus, og i centrum for alle tre forestillinger står Anita, som du portrætterer. Hvem er hun?”

”Jeg tænker hende som sådan én, der aldrig har taget et aktivt valg. Hun er vokset op med et par lettere alkoholiske forældre og er blevet gravid i en meget tidlig alder. Livet er bare sket om ørene på hende med gæld, pengeløshed og dårlig livsstil. Det har været et vilkår” forklarer Marie Knudsen Fogh eftertænksomt og fremhæver hurtigt det kontrastfyldte i figuren: ”Omvendt er Anita imødekommende og vil gerne tage sig af alle. Der er en kærlighed, selvom det er tredje gang, kaffen løber igennem samme filter, og der skal ikke mangle noget. På den måde er hun enormt generøs”. Blikket er intenst, da hun uddyber: ”Anita er tredive år ældre end jeg, og hvordan har man det, når man er 67 år og har en begyndende demens? Den forestillingstrilogi kunne godt gå hen og blive en nyklassiker, tror jeg. Det hele foregår i en fiktiv nordjysk landsby, der kaldes Brandbjergbro, men uanset om du kommer fra Amager, Sønderjylland eller Aalborg, så kender vi alle sammen de dér personer.” siger min samtalepartner, og lader stilheden udgøre udråbstegnet.

Smertepunkter

”Hvilke smertepunkter findes i ”Dødsbo på pløjemarken?”” spørger jeg prøvende. Marie Knudsen Fogh trækker vejret dybt og roligt, før hun, med dæmpet stemme, deler sine tanker:  

”Kampen mod systemet er for mange en genkendelig kamp. Vi har, i de her forestillinger, talt om tvangsauktion, tvangsfjernelse og nu om retten til eget liv. Det er rettigheder, der er basalt menneskelige, men som systemet kan tage fra den enkelte. Det handler dybest set om kampen for at få lov at være. Hver gang vi taler om de her mennesker, Anita og hendes søn, kender vi dem, som jeg nævnte før. Naboen, der sad for nedrullede gardiner i vores barndom, men som ingen ringede på hos; de, der ikke italesættes i den store debat”. Hun fingererer lidt ved sin kaffekop. ”I denne forestilling er Anita på vej mod demens og det har hun fået at vide. Som hun selv siger det: ”De har bestemt så meget over, hvordan jeg skal leve mit liv, men nu vil jeg selv bestemme, hvordan det slutter”. Det kræver en klarhed at kunne tage en beslutning om at ville dø, når man er på vej til demens. Anita har en deadline, og de svære tanker, hun gør sig, er så smukt beskrevet af dramatiker Henrik Szklany”, lyder det med veneration fra Marie Knudsen Fogh. Jeg spørger dernæst til parløbet mellem komik og tragik, som straks generøst karakteriseres:  

Publikum griner og pludselig får de nærmest ondt i maven over, at de har grinet. Det er fantastisk, at vi kan mærke, når vi rammer dem”

”Historien er fortalt med både alvor og humor – med tragikomik. De her mennesker siger, hvordan de har det, råt for usødet, og deri opstår noget komisk Det er et privilegium at vide, hvordan man siger ”Goddag” og vender den anden kind til, men det privilegium har disse mennesker simpelthen ikke haft. Publikum griner og pludselig får de nærmest ondt i maven over, at de har grinet. Det er fantastisk, at vi kan mærke, når vi rammer dem” Ordene flyder fra min samtalepartner med faglig træfsikkerhed, og tilføjelsen får mig samtidig til at tænke på hendes kærlighed til kollektivismen: ”Hvis vi udstiller de socialt udsatte på scenen, så har vi fejlet. De må gerne være her, og de har en berettigelse – en ret til, at vi taler om dem. Det er også det, denne forestillingsrække handler om.”.

Marie Knudsen Fogh ser afsøgende på mig. Jeg nikker anerkendende, men jeg er også nysgerrig ift., hvor de møder hinanden, den 67-årige Anita, der er under menneskelig afvikling, og den 37-årige, gnistende energiske skuespiller Marie. Svaret kræver ingen betænkningstid:

”Der er berøringsflader i Anitas åbenhed, lyst til livet og verden. Hendes omtanke ift. andre håber jeg da, at jeg også selv besidder. Samtidig er der så alt det emotionelle, hvor hun giver slip, ligesom jeg også selv kan være forholdsvis filterløs. Det kaotiske indre, der på en måde bare flyder – sådan et indre har jeg og Anita til fælles. Jeg kan også genkende aldrig at have taget et egentlig valg. Der skete bare en masse, og jeg er fulgt med. Så søgte jeg ind på skuespillerskolen, så var jeg lidt på højskole, fordi jeg kendte én, der havde gået der, så blev jeg skuespiller og så kom jeg til Aalborg Teater. Det er bare sket…”. Hun slår blikket ned et øjeblik.

Læs også artiklen “10 facts om Teaterpokalen”

Anerkendelse

”Du modtog i 2016 en Reumert-talentpris og i 2022 modtog du både den prestigefyldte pris Teaterpokalen og blev kåret som årets skuespiller i Nordjylland. Hvad betyder anerkendelsen for dig?”. Oprigtigheden lyser ud af Marie Knudsen Foghs sjælfulde øjne: ”I min tale, i forbindelse med Teaterpokalen, fik jeg sendt en tanke til mine forældre, der ikke lever mere. Tænk, at en folkeskolelærer og en murer fra Sønderjylland gik med på, at jeg ville være skuespiller. Samtidig ville jeg gerne takke teaterjournalisterne, fordi de kigger op til Aalborg og ser værdien i en atypisk skuespiller. På skuespillerskolen sagde en lærer, at hvis man har defineret sig selv som person, har man også sat sig for at spille begrænsede roller. Jeg har det meget svært med kasser, for hvad så med alt det andet.?”. Javist, den egenartede alsidighed bærer hun som sit adelsmærke

”Hvad er det bedste?” afslutter jeg. ”En Reumertpris eller et anerkendende ord fra en nordjyde?”. Scenekunstneren og mennesket Marie slår en smittende latter op, hvorefter epilogen afleveres med lige dele underfundighed og brændende engagement: ”Det er sgu nok et rosende ord fra en nordjyde. I forbindelse med denne forestilling er søde, ældre damer jo kommet hen til mig, og har spontant fortalt om deres gamle forældre, der døde på en helt forfærdelig uværdig måde. Minder, de får genoplivet, når de har set vores ”Dødsbo på pløjemarken”. En Reumertpris er én ting, men det andet er ægte; det er liv – her og nu! Publikumsoplevelsen er det væsentlige. Det er vigtigere at ramme mit publikum end min branche!”

FAKTA:

Marie Knudsen Fogh (født 1985) er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater og Syddansk Musikkonservatorium 2013. Allerede året efter endt uddannelse medvirkede MKF i fire opsætninger: Kafkas Slottet på Statens Scenekunstskole, Moliéres Den Gerrige på Teater Slotsgården i Aalborg, Hvem Støver af? på Folketeatret og Elefantmanden på Odense Teater.

Siden 2016 har MKF været en fast del af Aalborg Teaters ensemble, hvor hun bl.a. har medvirket i Daemon (2015), Richard III (2015), Brødrene Løvehjerte (2015), Ronja Røverdatter (2016), Aftenlandet (2017), Alle mulige ting til salg (2018), Revolution i kommunen (2020) og stod alene på scenen i Porno for begyndere (2018).

På TV har MKF bl.a. medvirket i serierne Norskov (2015-17) og Hvide Sande (2021)

MKF er blevet hædret med flere priser for sit scenearbejde. I 2016 modtog hun såvel en Reumert Talentpris for sine optrædener på Aalborg Teater. I 2022 modtog hun såvel Carl Johan Hyltofts legat fra Skuespillerforeningen af 1879 som legatet Årets skuespiller i Nordjylland 2022. Samme år modtog MKF Teaterpokalen fra Foreningen Danske Teaterjournalister og er en af Danmarks ældste teaterpriser.

Fra. 27. januar til 15. marts 2023 kan Marie Knudsen Fogh atter opleves i glansrollen som Anita i forestillingen Dødsbo på pløjemarken, tredje del af dramatiker Henrik Szklanys nordjyske teatersaga.

Artikler du vil kunne li

Interview med Nanna Bøttcher: “Alle roller fortjener at blive gjort særlige”

Guide: Det skal du se – 10 teateroplevelser i marts

Interview med Niels Ellegaard: “Uden spilleglæden bliver det jo fabriksarbejde”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *