Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner
”Den forestilling kan simpelthen alt, og det elsker jeg. Den er meget poetisk, virkelig sjov og den bider til bolle. For mig har det været en gave at få lov at spille den rolle som Scrooge i 2019, og jeg glæder mig til at gøre det igen”.
Hvad enten hun udfolder sig i klassiske roller hos Holberg og Molière eller som omsorgsfuld SOSU-hjælper i tv-serien ”Dag og nat”, tænker jeg over det hver gang. Skuespillerinden Mette Horn besidder et særligt talent for at fremstille og forsvare den skæve karakter, der bag en komisk fremtoning bærer på en smerte. Under spadsereturen mod Nørrebro Teater, en stille novembermorgen, mærker jeg en vis nervøsitet forud for mødet med den anerkendte kunstner. Vil hun synes, mine spørgsmål er ordinære? Er hun, som Ebenezer Scrooge i ”Et juleeventyr”, skeptisk i forhold til at spilde sin tid? Jeg tager en dyb indånding, da jeg når teatret. Lyden af dørklokken bliver overturen til mødet med lyset, mørket og mennesket Mette.
Mette Horn er aktuel i rollen som Ebenezer Scrooge i Charles Dickens “Et Juleeventyr” på Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen
”Vi fortæller jo bare historien”
Forsynet med cafe latte og chokolade sidder vi i et hyggeligt hjørne af Nørrebro Teaters tomme foyer. Mette Horn er iklædt afslappet tøj, runde briller, varmt blik og et imødekommende smil. Min nervøsitet er hurtigt gjort til skamme og efter sin indledende anprisning af forestillingen påpeger Horn passioneret: ”Et juleeventyr” er jo eviggyldig! Den handler om, at det meste ondskab er skabt af ulykkelig kærlighed til det gode. Man vil bare gerne høre den historie og prøve at forstå, hvorfor der er nogen, der er så vrede på verden som Scrooge. Man vil gerne tro på, at der er en god kim i alle mennesker, og at andre godt gider én, hvis man tør at række ud”.
Oprigtigheden i hendes ord oplyser rummet som knitrende kaminild; jeg sidder over for en engageret fortæller. Indledningsvist spørger jeg til det faktum, at Mette Horn portrætterer den mandlige karakter Ebenezer Scrooge: ”Hvad tænkte du, da Nørrebro Teater præsenterede dig for den ide?”. Min samtalepartner klør sig tænksomt i håret.
”Forestillingen blev første gang sat op i Helsingborg i Sverige, og der blev rollen også spillet af en kvinde. Jeg vidste derfor, at Nørrebro Teaters direktør Mette Wolf ledte efter en kvinde, der kunne spille mand. De vidste nok også på teatret, at der boede en mand inde i mig, for det havde jeg jo gjort mig lidt i før bl.a. i satiresammenhæng. Jeg anede ikke, hvilken fantastisk rolle, Mette Wolf netop havde tilbudt mig, men svarede bare: ”Øh, jo tak – det kan jeg da godt.” lyder det slagfærdigt. ”Hvad kan du, som kvindelig skuespiller, tilføre en mandlig karakter?” vil jeg vide.
Horn slår ud med armene. ”Det er svært at svare på.” begynder hun og uddyber: ”Teaterdirektør Mette Wolf ville i hvert fald gerne have forestillingen spillet med mere humor end i den svenske udgave, og jeg er jo komiker, kan man sige…”. Jeg når ikke at tage ordet, før Mette Horn kniber øjnene sammen og indkredser essensen: ”Vel er vi humoristiske undervejs, men du kan simpelthen mærke, at mange får en klump i halsen, fordi vi tør sige: ”Se, alle har et hjerte”. Også børnene relaterer til det med hjertet, og det er det vigtigste. Jeg tænker altså ikke mig selv som en kvinde, der spiller en mand”. Hun åbner atter øjnene. ”Vi fortæller jo bare historien”.
Mette Horn i rollen som Ebenezer Scrooge i “Et Juleeventyr” på Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen
Ensomhed og store ører
”Beskriv dit arbejde med karakteren Scrooge” fortsætter jeg. ”Hvem er han og hvordan har du arbejdet med rollen?”. Mette Horn skildrer karakterarbejdet med generøs åbenhed: ”Inden i mig har der altid boet en ensom mand, så jeg kender Scrooge ganske udmærket. Både min far og min farfar var to skrøbelige og ensomme mænd, som skulle passes lidt på. Selvom de begge to er væk nu, er de nærværende, når jeg spiller Scrooge, for den dér ensomhed og manglende evne til at deltage i verden, jeg har oplevet hos dem, får jeg nu lov at dele. Det er ikke psykoterapeutisk, men jeg elsker det tragikomiske, og der er nogle øjeblikke, hvor jeg berører det, jeg har oplevet som barn.”. Min samtalepartner tager en dyb og rolig vejrtrækning, mens jeg funderer over, hvilken rolle publikum indtager i skabelsen af en scenisk karakter.
”Jeg har altid et meget stort øre, når jeg spiller.” smiler Horn og peger ind i hårpragten. ”Jeg kan have tænkt en masse i prøveprocessen, men det er først i mødet med publikum, at negativet bliver til et færdigt billede. Jeg spiller meget med øret og reagerer på det, jeg hører. Jeg kan sagtens gøre noget andet, end jeg plejer, hvis impulserne pludselig ændrer sig.”. Skuespillerinden læner sig frem som for at tilføre fortsættelsen ekstra tyngde.
”Derfor har det været utrolig lærerigt og udfordrende at lave ”Et Juleeventyr”, for instruktøren Viktor Tjerneld havde koreograferet det hele ned til mindste detalje, da han mødte op. ”Mette, du skal løfte armen dér” kunne han sige, og selvom jeg gerne vil, så kan jeg måske ikke, fordi jeg ikke mærker, hvorfor jeg skal løfte den arm lige der. Så tog vi det forfra. I starten står man jo på scenen og siger og gør noget, man ikke mener, men det får jo liv hen ad vejen. Det var rigtig godt for mig med lidt fastere rammer, men det var hårdt. Viktor holdt mig i kort snor, for han ville have den arm løftet præcist dér: ”Kom så, Mette. Én gang til!”” afslutter hun med et bekræftende nik og et let bank i bordet. Jeg er stadig nysgerrig: ”Hvor mødes den ensomme Scrooge og komikeren Mette?”.
”Jeg skal hele tiden sige til mig selv: ”Nej, der skal ikke være slapstick-humor på vej ind ad den dør. Scrooge vil ikke derind, fordi han skal jo genopleve, at den elskede går fra ham”” siger Horn reflekteret. ”Det er så vigtigt, at smerten findes i den her forestilling. Tænk engang at få lov til, hvis man har været nøjsom og præcis med sit spil gennem forestillingen, at stå dér og sige: ”Nu skal det mørke holde sig fucking væk.” Det er jo det, Scrooge konstaterer i den scene, hvor han genser sin døde mor. På gode aftener er det den oplevelse, jeg får med mig, og…”. Hun stander sig selv.
Mette Horns øjne er blanke. Følelsesrigdommen bliver afsæt, da hun supplerer: ”Scrooge har jo masser af følelser, selvom han ikke vil være ved dem. Den lille syge dreng, Lille Tim, er et tegn på det. Et skrøbeligt barn ligesom den dreng, Scrooge selv engang var og måske stadig er. Scrooge skubber en kæmpe møgbunke foran sig. Det meste ondskab er jo skabt af ulykkelig kærlighed til det gode, og vi får lov at se alle disse oplevelser af svigt i små fortættede sekvenser. Det er så meget, man kender i de fejltrin, Scrooge begår. Og ensomheden… De dér ensomme mænd. Jeg kender dem”. Horn snupper hurtigt en bid chokolade, mens jeg, fra modsatte side af bordet, blot beundrer hendes evne til at udvise sårbarhed.
På billedet (fra v): Sophie Marie Jeppesen og Mette Horn i “Et Juleeventyr” på Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen
Noget på hjerte
”Du nævnte tragikomikken tidligere. Er det koblingen mellem det sjove og smerten, der gør din Scrooge til et menneske frem for en karikatur?”. Mette Horns svar kræver ingen betænkningstid:
”Komik og tragik er beslægtet. Man griner jo af det menneske, der tydeligvis er utilpas og gør alt for at slippe ud af en situation. Angsten for at blive afsløret er tit omdrejningspunktet. Hvad er det, man ikke vi indrømme? Det er jo det interessante spørgsmål. Det komiske er jo, at man dækker over noget, der er dybt tragisk.” lyder det, før hun mere afdæmpet tilføjer. ”Det er jo følelserne, det kommer an på. Min far og farfar, den grundlæggende ensomhed, de besad, og at vise en flig af den, når jeg spiller Scrooge… Hvis følelserne er ægte, tror jeg ikke, man kan lave en karikatur.”.
“Jeg elsker at lave vigtige historier for børn og voksne sammen. Alle forstår, hvad det drejer sig om, og jeg synes, det lykkes os at lave en familieforestilling med noget på hjerte. Det er jeg stolt af.”
Oprigtigheden synes at være Mette Horns kompas i arbejdet, og hun nærer min tanke ved atter at fremhæve publikums betydning: ”Publikum er jo en utrolig vigtig medspiller for os. Vi er opmærksomme på dem hele tiden. Det er jo børn og voksne mellem hinanden. De voksne skal slås med en klump i halsen og børnene får også følelsesapparatet sat i sving. De kan se, at Scrooge er dum, og at han måske ikke var så dum alligevel. Jeg elsker at lave vigtige historier for børn og voksne sammen. Alle forstår, hvad det drejer sig om, og jeg synes, det lykkes os at lave en familieforestilling med noget på hjerte. Det er jeg stolt af.”. Min samtalepartner stråler, da hun taknemmeligt uddeler verbale repremiereroser til sine medspillere: ”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er et skønt og dygtigt hold hele vejen rundt, som får forestillingen til at løfte sig, som den gør. Det er et sælsomt urværk. Ingen spillere shiner uden de andre. Ej heller jeg, sagde hunden.”.
Teatertegning af ”Et Juleeventyr” på Nørrebro Teater. Tegner: Thyge Cosedis Holting
Gaver
Jeg er nået til mit sidste spørgsmål: ”Hvordan er man bedst, ifølge dig, et menneske i balance?”. Jeg lytter opmærksomt – parat til at notere alt fra tøvende toner til eksistentielle erfaringer.
”Uha…. når man når op i min alder, er der visse ting, man skal slutte fred med. Der er også spøgelser, man får lov at se på igen og igen.” indleder Mette Horn og mindes der på en særlig dag i 2021: ”Den dag jeg faldt, og derfor ikke kom til at spille Scrooge, havde jeg et stramt program, der ikke var sundt. Jeg synes, at jeg skulle redde alle, og jeg kunne nok godt være én, der hele tiden fixede på noget for at hjælpe andre. Tanken om, at så går det an, at jeg er her…. Det var netop sådan en dag, jeg faldt på min cykel. Der skulle jeg forstå noget og spørge ”Hvad fanden sker der, Mette Horn? Hvad er det, du laver?””. Hun tager de runde briller af og ser insisterende på mig.
“Min metier er nok at kende de ensomme væsner…”
”Var oplevelsen en form for gave?” forsøger jeg. ”Ja, men den skulle godt nok spises bid for bid” svarer Horn prompte. ”Jeg sad derhjemme, og kunne ikke spille den rolle, jeg elskede og havde glædet mig til at genoptage, men jeg tror, jeg lærte noget. Nu føler jeg mig bedre rustet til resten af livet. Jeg er ikke ny længere, jeg er heller ikke kun midtvejs. Det er, på en måde, den sidste del, jeg tager fat på.”. Mette Horn lukker hånden om sit kaffeglas; de sælsomme skæbner slipper hun ikke:
”Jeg bakker ikke baglæns ud af det at være skuespiller på nogen måde. Jeg har været så heldig og jeg er så taknemmelig over at spille den her rolle. Den har været og er så enorm en gave”. Horns afsluttende replik får en, på én gang, melankolsk, underfundig og kærlig klang: ”Min metier er nok at kende de ensomme væsner…”.
Følg Mette Horn på Instagram og Facebook
FAKTA:
Mette Horn (født 1965) er uddannet fra Skuespillerskolen v Aarhus Teater 1987-1991 og har siden haft en alsidig karriere på både teater, tv og film.
På teatret har hun bl.a. brilleret i en række klassiske forestillinger som Shakespeares De lystige koner (Folketeatret 2018) og Holbergs Den politiske kandestøber (Folketeatret 2017). Samtidig har hun gjort sig bemærket i det moderne repertoire som bl.a. moderen i Drengen der ville være vægtløs (Folketeatret 2018). I sin karriere har Horn endvidere spillet på bl.a. Det Kgl. Teater, Aarhus Teater, Odense Teater, Aveny-T og Nørrebro Teater.
På film har hun bl.a. portrætteret den grænseoverskridende mor i Max Pinlig – filmene (2008-2012) og på tv har hun for nylig leveret et stærkt portræt af SOSU-hjælperen Trille i serien Dag og nat (TV2 2022). I december 2022 står Mette Horn, som i 2019, på scenen i Nørrebro Teaters version af Charles Dickens klassiske fortælling Et juleeventyr, hvor hun portrætterer den gamle gnier Ebenezer Scrooge.
Artikler du også vil kunne lide
“Trine Pallesen: Vi er jo dem, vi er – lige nu lige her!”
“Marianne Gonnov Bøgelund: Grin, grin, grin”
“Joakim Lind Graae Tranberg: Revyen er en hyldest til dem, der kvajer sig”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Miklos Szabo