Mie Brandt: ”Hvis du tør at se dig selv i øjnene, bliver du klogere”

En stemningsfuld mosaik af frygt, poesi og nærvær. I genopsætningen af ”Da julen kom til Mumidalen” på Teatret Zeppelin, står skuespiller Mie Brandt atter på scenen med syv dukker, ro, sårbarhed og ikke mindst noget på hjerte.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner, udgivet december 2023                                                                                                                        

Hendes stemme er én, jeg med det samme sætter mig godt til rette i. Som en blød lænestol eller et varmt uldtæppe gør den mig tryg, afslappet og modtagelig. Gennem telefonen bemærker jeg de righoldige nuancer i klangen. Snart dyb, snart tankefuld, snart boblende humørfyldt. En harmoni.

Med stemmen som centralt værktøj indtager den garvede skuespiller Mie Brandt fra 25. november til d. 19. december scenen, når Teatret Zeppelin i København genopsætter forestilling ”Da julen kom til Mumidalen” for alle fra 4 år. Brandt er såvel teatres kunstneriske chef som ansvarlig for dramatiseringen af den finske forfatter Tove Janssons kendte fortælling fra 1962, og netop Janssons forunderlige univers har skuespilleren en særlig kærlighed til. Som i Mumifamilien er der i forestillingen plads til både store og små – til alle de børn og voksne, der indfinder sig på tilskuerpladserne. Hvor forskellige vi mennesker end er, har vi ifølge både Jansson og Brandt én ting til fælles; følelserne.

Vil du ind og se “Da julen kom til Mumidalen”? Læs mere her

”Jansson ved, hvad der rører sig i os ”

Vi lægger ud med at tale om Mumitroldenes tiltrækningskraft. Hvor findes magien i det univers, Tove Jansson skabte omkring de særegne, buttede hvide trolde? Det er ikke nogen standardplade, Mie Brandt tyer til. Et dybt åndedrag i telefonen indikerer, at ordene hentes direkte fra sjælen:

”Vores scenografi er en idyllisk fremstilling af et vinterlandskab med sne, glimmer og plingeling. Det er magisk og du kan simpelthen høre det på publikums reaktion,” begynder Brandt langsomt. ”Sådan var vinteren jo, da vi var børn. Både vinteren og sommeren i Mumidalen er jo så yndig. Barndomsdrømmen om landskabet dyrker Tove Jansson absolut, men hun glemmer aldrig det mørke.” Skuespilleren tier et øjeblik, mens tankerne formes. ”Det forbliver ikke yndigt, og der er noget, vi frygter. Vi frygter det fremmede, også i naturen. En iskold vind suser, solen forsvinder bag en sky. Der er noget farligt derude. Det er vores indre frygt, som Jansson sætter i scene på den måde – hele tiden,” afrunder Mie Brandt i et terapeutisk taletempo.

”Mumifamilien trives sammen og giver hinanden frihed. De er så rummelige og egentlig en meget moderne, fordomsfri familie. Et kollektiv. Du kan se ud, som du vil. Der er plads til alle og alles følelser”

”Men hvad er det, Mumiuniverset kan i forhold til at indfange et publikum bestående af børn?” fortsætter jeg nysgerrigt, hvorpå livsklogskaben strømmer gennem røret: ”Det er genkendelsen, tror jeg. Børnene kan se sig selv i karaktererne, adfærden og venskaberne. I Mumitroldens barnlige nysgerrighed, Snorkfrøkenens nervøsitet og så er der jo det eventyrlige…”. Min samtalepartner holder en pause, som om hun i sit indre skuer ud over den sneklædte Mumidal med det på én gang ejendommelige og indbydende blå Mumihus i centrum. Der er mærkbar veneration at spore hos hende: ”Mumifamilien trives sammen og giver hinanden frihed. De er så rummelige og egentlig en meget moderne, fordomsfri familie. Et kollektiv. Du kan se ud, som du vil. Der er plads til alle og alles følelser.” Nu sidder jeg selv og smiler med Mumisangen i klar erindring. Den uskyldsrene lyd af barndommen, der nok svandt, men dog har taget evig bolig i mangt et voksenhjerte.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Find teateroplevelser for børn i hele Danmark her 

”De er bare gode væsner”

Interviewet spores nu ind på julen og den rolle, højtiden spiller for Mumitroldene. Er julen en festlig eller farlig størrelse? Mie Brandt fortæller passioneret: ”Mumifamilien sover vintersøvn men pludselig bliver de vækket af Hemulen, der har travlt med at blive klar til jul. Hvad snakker han dog om?” Kunstneren holder en spændingsmættet pause. ”Man skal åbenbart have et træ for at klare sig. Okay, så må Mumifamilien skaffe et træ. Så skal det pyntes, og de finder ligesom ud af tingene hen ad vejen. De ender med at gå i dvale igen men uden at finde ud af, hvad julen er. De har uden at vide det udlevet julens budskab om at hjælpe andre og være næstekærlige,” konkluderer hun nøgternt og tilføjer: ”Det er jo netop det, man bliver rørt over. De er bare gode væsner.”

Alle har så travlt med at blive klar til julen. Alle er så hektiske, i dårligt humør, stressede og fortravlede, at Mumitroldene bliver virkelig bange for denne jul”

”Som tror, at julen er et væsen, der vil dem ondt?” indskyder jeg. Brandt trækker vejret dybt. ”De ved det ikke og ingen har tid til at fortælle dem om det. Alle har så travlt med at blive klar til julen. Alle er så hektiske, i dårligt humør, stressede og fortravlede, at Mumitroldene bliver virkelig bange for denne jul. De tror, at det er én, der kommer og straffer, hvis man ikke gør den tilfreds.” Tavsheden sænker sig i røret for en stund. Jul og frygt i kombination vækker min interesse.

”Så det ukendte bliver til noget skræmmende, fordi man ikke ved bedre…? Et meget voksent budskab…” siger jeg let overrasket. Brandt tager energisk tråden op: ”Det er i hvert fald meget relevant, og Tove Jansson har jo skrevet noget, der over 50 år senere stadig er genkendeligt for os. Det er jo det, der også kendetegner den gode litteratur, synes jeg.” Jeg nikker stille.

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Jeg vil godt indrømme, at jeg blev bange”

Siden sin skuespillerdebut i 1988 har 61-årige Mie Brandt haft en alsidig karriere inden for teatrets verden. Som skuespiller og dramatiker med ganske særlig tæft for at tale ind i hjertet på børnene, har hun prøvet det meste. Jeg spekulerer på, hvordan hun holder sin indre teaterflamme så legende og livfuld. Måske ved at kaste sig ud i en soloforestilling med syv dukker som medspillere?

Den garvede scenekunstner tænker sig grundigt om. ”Jeg vil godt indrømme, at jeg blev bange, selvom jeg har spillet i virkelig mange år. I ”Da julen kom til Mumidalen” oplevede jeg simpelthen at få sceneskræk.” Svaret er på én gang kontant, uprætentiøst samt poetisk og fortsættelsen ligeså: ”Jeg stod dér alene foran 120 publikum og det afhang kun af mig, om det blev en god time eller ej. Det syntes jeg var skræmmende og jeg troede heller ikke, at det med dukkerne var så svært, som det faktisk er. Jeg har dyb respekt for dukkeførere og har set en masse fantastiske dukketeaterforestillinger gennem årene, men det er meget sværere, end jeg troede,” konstaterer Brandt ligefremt. ”Hvad er det svære?” forsøger jeg forsigtigt, for ikke at afbryde hendes skrøbelige genbesøg i forestillingens skabelsesproces i 2022.   

”De her dukker kan ingenting. Det er nærmest en bamse, der så lige kan bevæge hovedet. Dem skal jeg puste liv i. Jeg har fået hjælp af den fantastiske dukkefører Rolf Søborg til at lære, hvordan man får mest muligt liv i den type dukker. Dels er jeg rigtig meget ude hos publikum, da jeg jo er fortæller af hele historien, og dels springer jeg også ind i dukkerne – frem og tilbage med syv forskellige stemmer, som jeg også skal holde rede på. Jeg har haft brug for al min skuespilteknik. Denne her forestilling er den mest krævende, jeg nogensinde har prøvet at stå med,” opsummerer Mie Brandt og ler stille. Umiddelbart undskyldende men nærmere selvoverbærende.

Vi har lige haft 30-års jubilæum her på teatret og jeg har været med hele vejen. 36 værker har vi skabt, og jeg synes faktisk, at det har været vigtige, vedkommende fortællinger. Hvor privilegeret har man lov at være?!”

”Er det virkelig den allerførste gang i din lange karriere, du står med en soloforestilling?” vil jeg nu vide. ”Jeg har prøvet det én gang, da jeg var ung, men der tænkte man jo ikke så meget, og var overhovedet ikke bange. Med alderen bliver man mere bevidst, også om, hvad der kan gå galt. Jeg kunne heldigvis godt styre min stemme og åbenbart, ifølge anmelderne, også virke rolig, selv når jeg ikke er det. Det er vigtigt, at publikum føler sig trygge, og jeg spillede altså 30 forestillinger, så jeg blev langt mere rolig som tiden gik,” lyder det indsigtsfuldt fra Brandt.

”Det er meget befriende, at du tør stå ved din sårbarhed, selvom du er så erfaren,” udbryder jeg impulsivt. ”Jamen jeg siger det ærligt; jeg skider grønne grise over denne forestilling. Jeg håber, at det bliver lidt mindre denne gang, for sidste år, da jeg stod med det, var det meget overvældende,” bedyrer min samtalepartner insisterende. ”Er det ikke netop befordrende for en skuespiller at have sårbarheden med på scenen?” spørger jeg prøvende og får prompte en bekræftelse: ”Jo. Man kan være pissedygtig rent teknisk, men hvis der ikke er noget på spil, så møder vi jo ikke os selv. Så er det ikke noget for mig.” Brandt er lidt af et livsstykke, fornemmer jeg, mens hun på ny tager ordet: ”Vi har lige haft 30-års jubilæum her på teatret og jeg har været med hele vejen. 36 værker har vi skabt, og jeg synes faktisk, at det har været vigtige, vedkommende fortællinger. Hvor privilegeret har man lov at være?!”

Der er en ungdommelig styrke i hendes stemningsbuket af en røst, selv da jeg peger på håret i suppen: ”Hvordan kan det være, at dansk børneteater kun får halvt så meget i støtte som andre teatre? Er I ikke dygtige nok?” Riposten lader ikke vente på sig: ”Dansk børneteater kan virkelig noget, også set i sammenhæng med børneteater i andre lande, kan jeg sige dig. Vi har præcis de samme udgifter som andre teatre, og jeg har spurgt mange om dét med støtten, også politikere, men jeg har aldrig fået svar.” Brandt tøver. ”Måske er det en despekt for børn eller… Jeg ved det ikke.”

Gå til Teatret Zeppelins hjemmeside

”Man må gerne kede sig”

Den afsatte tid er ved at rinde ud. Fuld af taknemmelighed over en berigende samtale med en god fortæller og et generøst menneske falder mit sidste spørgsmål: ”Hvorfor er “Da julen kom til Mumidalen” en juleforestilling i tiden, til tiden.” Mie Brandt taler med moden intensitet:

”Når jeg har spillet den forestilling så mange gange som jeg nu har, mærker jeg det virkelig. Folk siger; ”Tak for den time. Jeg faldt helt til ro, og jeg kunne mærke mit hjerte slå.” Det var dét, vi godt ville og det virker som om, det er et behov i tiden, synes jeg. Tænk, at det virker, det jeg selv prøver at leve, mens jeg står der. Det har noget at gøre med Tove Janssons menneskeklogskab. Alle hendes karakterer repræsenterer jo noget, vi kan genkende os selv i. Det stræber jeg altid efter i de ting, jeg laver på scenen. Der skal være den mulighed for genkendelse. Ellers er det lige meget.”

”Og så er der jo en vidunderlig ro over Mumiuniverset,” ansporer jeg. Stoisk og altfavnende leverer Brandt seancens epilog og det er ganske vist; hun har en stemme, man sidder umanerlig godt i.

”Det er jo ikke de store dramatiske hændelser. Sneen daler og skyerne samler sig, men der sker ingenting. Alligevel sidder folk dér og måber. Der er også nogle børn, der vil kede sig, men det er helt okay. Det er jo i kedsomheden, man møder sig selv og sit sande jeg. Du begynder at finde på noget, og du begynder at mærke dig selv. Man må gerne kede sig. Det er jo ren eksistentialisme, og det vidste Tove Jansson noget om. Det budskab synes jeg også, at forestillingen må rumme: hvis du tør at se dig selv i øjnene, bliver du klogere.”

 

FAKTA:

Mie Brandt (f. 1962) blev privatuddannet som skuespiller fra 1984-89. Som skuespiller debuterede hun i 1988 på TV i en række børneudsendelser af Thomas Winding. MB har medvirket i en lang række teaterforestillinger, bl.a. på Teatret Zeppelin, hvor hun senest spillede med i forestillingerne Drengen der fik en hunds hjerte, Under Haadys Skjold, Ronja Røverdatter og 1001 Nat. På Theater La Balance spillede hun Marie i Woyzeck.

MB var en årrække medlem af improvisationsgruppen ”Impro Ensemblet”, ledet af filminstruktør Jonas Elmer.

Fra 1998 har MB været kunstnerisk leder af Teatret Zeppelin og har, ud over at virke som skuespiller, dramatiseret, bearbejdet og oversat en lang række værker til Teatret Zeppelins scene, bl.a. Himmelkarrusellen (2003) som fik en Reumertnominering.

Denne december er MB aktuel i sin egen dramatisering af Tove Janssons Da julen kom til Mumidalen på Teatret Zeppelin. Forestillingen spiller fra 25. nov. – 19. dec. 2023

Læs mere om Da julen kom til Mumidalen

Læs også

Interview med skuespiller Emil Busk Jensen: “jeg skal ikke lykkes som skuespiller for at føle, jeg lykkes som Emil”

Guide: “Når skuespillerne skriver”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.