Mikkel Schrøder: ”Jeg er bare en lille dreng, der er besat af at bygge!”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner , udgivet april 2024                                                                                                                      

Antallet af titler på visitkortet er lige så mange som antallet af vers i en revyvise fra 1930’erne: Entertainer, skuespiller, trommeslager, komponist, tekstforfatter og entreprenør. Denne tirsdag i marts møder jeg Mikkel Schrøder i hans rolle som Aarhus Revyens producent. I højt tempo træder han gennem døren til backstageområdet i kulturhuset Hermans i aarhusianske Tivoli Friheden. Opmærksomheden vendes målrettet fra den glohede mobiltelefon til mig. ”Er det ok, hvis jeg lige slukker en ildebrand og ryger en halv smøg, før vi snakker?” Jeg accepterer velvilligt og vupti er han væk igen. Til dagens prøve ankommer, sammen med Schrøder, hans hustru, skuespillerinden Christine Astrid. Hun ser roligt, kærligt og let opgivende efter sin travle gemal og byder mig opmærksomt en flaske vand fra køleskabet. Sammen ejer parret, foruden den purunge Aarhus Revy, den hæderkronede Svendborg Sommerrevy – Rottefælden. De står sågar begge på scenen i både Aarhus, med premiere d. 5. april, samt i Svendborg, hvor premieren er sat til d. 6. juni. I en blå sofa venter jeg på interviewets hovedperson og overvejer, hvordan man bedst indfanger en hvirvelvind.

Her kan du se revy i 2024

“Det er så dumt!”

Da Mikkel Schrøder og jeg ti minutter senere har sat os i en tom garderobe, bemærker jeg tatoveringen på hans højre underarm. En trosbekendelse, en krykke eller slet og ret en tatovering? Konformt lader jeg tanken fare og går ombord i de forberedte spørgsmål: ”Svendborg Sommerrevy-Rottefælden overtog du og din hustru i 2022 og Aarhus Revyen grundlagde I i 2023,” tager jeg fat, men bliver sporenstregs afbrudt af Schrøders intense hovedrysten: ”Det er så dumt!” udbryder han lavmælt. ”Hvad mener du?” replicerer jeg. Der rystes fortsat på hovedet. ”Det er dumt, fordi regnestykket er enkelt; 50 plus 50 kan aldrig give 75, men det tror jeg ofte, at det gør. Det er glæden, entusiasmen og den lyserøde hat, der tager over,” forklarer revyproducenten ihærdigt og fortsætter: ”Jeg er en arbejdsnarkoman. Jeg har aldrig været afhængig af stoffer eller alkohol, men min afhængighed handler om at skabe, og det er mit drug.” Han ser med et på mig med lige dele vilje og desperation: ”Jeg er lige så misbrugeragtig i min skabertrang, som hvis jeg sad og skød mig selv i armen.” Stilheden sænker sig, men ordene hænger i luften.

”Der er aldrig timer nok i døgnet. Jeg savner tid til fordybelse, og hvis jeg ikke arbejdede sammen med min kone, sås vi jo aldrig.”

”Du er meget direkte,” bemærker jeg. ”Er din skabertrang også en destruktiv kraft i dit liv?” Min samtalepartner responderer uden tøven. Blikket flakker imidlertid let. ”Det kan det jo godt blive, når man har tre børn og kører to revyer.” Uden at bemærke det, fører han hånden omsorgsfuldt op til sin kind. Taletempoet er accelererende som vil den garvede teatermand overbevise mig: ”Der er aldrig timer nok i døgnet. Jeg savner tid til fordybelse, og hvis jeg ikke arbejdede sammen med min kone, sås vi jo aldrig. Der bliver betalt en pris ved kasse et, og det er jeg da fuldt vidende om.” Mikkel Schrøder griber med fasthånd guitaren, der ligger på sminkebordet. Han spiller uden at røre strengene, mens han uden mindste anstrøg af sentimentalitet tilføjer: ”Alle har noget at slås med. Det har jeg også. Jeg er 49 år og hvis jeg skal blive 75 år, skal jeg til at gøre nogle ting anderledes, det ved jeg godt.” Jeg noterer mig en lille snert af træthed i hans fremtoning.

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

”Vidt forskellige – lige smukke”

Samtalen spores nu ind på revyen som genre og på de to revyer, hvis indehaver, jeg sidder overfor. Lige så lang afstanden mellem Svendborg på Fyn og Tivoli Friheden i Aarhus kan fremstå ifølge en GPS, lige så tæt ligger de to byers revyer Mikkel Schrøders hjerte. Venerationen skinner klart igennem: ”Rottefælden i Svendborg er den ældste sommerrevy i hele landet med rødternede duge og en stolt arv, vi bærer videre, mens Aarhus Revyen er én af de nyeste og langt mere musikalsk. Driftsmæssigt kører min kone og jeg dem på samme måde, men vores to revyer er en dreng og en pige. Vidt forskellige – lige smukke.” Det generte smil emmer af rørende faderlig stolthed. Specifikt beder jeg Schrøder udfolde sine visioner for den kun etårige Aarhus Revy.

”Efter hvilken kurs sejler du dit nybyggede skib? I en spritny revy kan du og holdet jo frit dyrke de genretrends, I vil.” Den alsidige showman holder en tænkepause og lader sin ene hånd glide gennem håret. En tydelig omtanke er at spore: ”Vi forsøger at afspejle den tid, vi lever i. Det er revyens fornemmeste opgave – også her i Aarhus. Her har vi mennesker i salen i alle aldre, og de har absolut ikke de samme referencer. Vi kan på én eller anden måde rumme dem alle sammen. Denne revy er i øjenhøjde med de udtryksformer, der er i dag, vil jeg vove at påstå.”

”Rottefælden vil nok også fremover være lidt mere onkelagtig i sin form og humor, hvor Aarhus Revyen er skabt i et mere nutidigt formsprog, men altså – historiefortællingen er jo fuldstændig den samme.”

”Så I lefler bevidst for tidsånden?” indskyder jeg skeptisk. Schrøder rynker brynene: ”Nej, men i gamle dage havde du kun DR1, og det så alle. I dag kan vi tillade os at tænke lidt mere bredt, når vi laver en revy, fordi verden er blevet langt mere mangfoldig. Det er mediebilledet jo et eksempel på med streaming, podcasts og alt muligt.” Der fingereres atter ved guitaren, som nu er nænsomt placeret i hans skød. ”Først og fremmest, er dette en gennemmusikalsk revy. Det klinger lidt mere lækkert og moderne, end de gamle revyviser, selvom jeg også elsker dem højt,” lyder det konkluderende.

Med varme tænker jeg på min barndoms opslidte VHS-bånd med 1990’ernes Cirkusrevyer – på forfatterkoryfæet Carl-Erik Sørensens underfundige viser i skuespiller Ulf Pilgaards uforlignelige fremførelse. Utvivlsomt har den eftertænksomme, dvælende revyform fortsat et publikum, mens nye, yngre revygængere potentielt ønsker den genremæssige platte lynhurtigt serveret og anderledes trendy anrettet? Er Rottefælden og Aarhus Revyen modpolerne, der indkapsler revygenrens spændvidde? Mikkel Schrøder virrer lidt med hovedet, som er han led ved til at sætte nagelfaste etiketter på sine arbejdsmæssige hjertebørn. ”Rottefælden vil nok også fremover være lidt mere onkelagtig i sin form og humor, hvor Aarhus Revyen er skabt i et mere nutidigt formsprog, men altså – historiefortællingen er jo fuldstændig den samme,” pointeres det med træfsikker faglig indsigt. Den erfarne scenekunstner skeler til sit ur. Rastløsheden synes at være hans følgesvend.  

”Bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal”

”Hvad er revyens berettigelse i en tid med alle de mediemæssige tilflugtssteder, du selv henviser til?” vil jeg vide. Mikkel Schrøder trækker på skulderen og svarer knastørt konstaterende: ”De medier, vi mennesker får vores nyheder igennem, er koncentreret om en forenkling, hvor alle nuancer fjernes. Alt, hvad der har mere på hjerte end oneliners, får i højere og højere grad et problem. Teatret, revyen osv. Omvendt er det jo netop vores berettigelse.” Der er pludselig ild i hans øjne. Stemmens fylde favner det lille sminkerum, og jeg ihukommer, at jeg her, blandt meget andet, lytter til en dygtig sanger. Gennemmusikalsk leveres Schrøders kunstneriske credo: ”Vil det talte, skrevne og sungne ord have en berettigelse fremover? Ja, for det er så vigtigt. Vi lever bare i en tid, hvor vi ikke ved, hvor vigtigt det er, men der kommer en modreaktion, tror jeg. Stress får man jo netop, når man gør som jeg; når man tror, at 50 og 50 kun er 75.”. Tavshed.

Jeg er ingen supermand, og jeg skal øve mig i at sortere ting fra hele tiden.”

Jeg nikker ad det imaginære regnestykke, der kan tolkes på flere måder. Dog er det centreret om manglende mellemregninger. ”Hvordan holder du selv balancen?”. Min samtalepartner synker let sammen i stolen. Skuldrene er fremskudte. Er det mon den spæde formiddags- og forårssol, der kaster det sårbare skær over ham? ”Jeg vil ikke lyde højrøvet, men jeg er god til mange ting, og for en arbejdsafhængig er det jo enormt svært,” replicerer Mikkel Schrøder næsten undseeligt. ”Det handler om begrænsningens kunst. Jeg er ingen supermand, og jeg skal øve mig i at sortere ting fra hele tiden. For nylig sagde jeg nej til en rolle, efter at jeg først havde sagt ja, og det var simpelthen den helt rigtige beslutning.” Beskrivelsen er fuld af befriet lethed og fortsættelsen bygges ligeledes på et åbenlyst behov for at lade selvindsigten være en eksistentiel kompasnål: ”Bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal. Det tror jeg også er én af det moderne menneskes helt store udfordringer, for vi knækker jo på det,” fastslår han uden at søge øjenkontakt.

”Mit lys – min vej”

Interviewet lakker mod enden og jeg genbesøger min indledende iagttagelse: ”Den tatovering du har på armen, Mikkel…”Mit lys – min vej”, står der?” Jeg ligner utvivlsom et stort spørgsmålstegn, og Mikkel Schrøder ler lykkeligt: ”Jeg var gift, da jeg mødte min nuværende kone, Christine. Vi spillede sammen i en forestilling, og jeg måtte jo finde ud af det hele med mig selv, før jeg brød ud af mit ægteskab. Vi var sammen i hemmelighed to-tre måneder, og da jeg ville taste Christines nummer ind på min telefon, sagde jeg: ”Hvad skal jeg kode dig ind som?” En prås går op for mig: ”Og så svarede hun ”Mit lys –min vej”?”. Mennesket Mikkels øjne funkler på toppen af et væg-til-væg-smil. ”Ja, så høj i hatten var hun sgu, men det fik jeg så tastet ind på telefonen og siden tatoveret på armen, da vi blev gift.” Som han sidder dér og taler om sin hustru, samt afslører en kompas-tatovering på modsatte arm med forbogstaverne i hustruens og de tre børns navne, har hvirvelvinden endelig lagt sig for en stund. Jeg forfølger sporet: ”Dine tatoveringer siger, hvem du er? En vild arbejdsnarkoman med et fundament, der giver dig en afgørende tryghed?”

Schrøder tager en dyb indånding og inviterer mig generøst ind i sit refleksionsrum: ”Ja, og jeg insisterer kraftigt på at være ærlig og sårbar, når jeg snakker om at være besat af at arbejde – af at tro, 50 og 50 kun giver 75. Hvis verden skal være et bedre sted, må vi fortælle hinanden, hvad vi ikke er gode til. Der er jo ingen udvikling, der får lov at starte, hvis vi ikke viser hinanden, hvad vi rummer af sårbarhed,” afrunder den mangefacetterede herre. Tonen er dyb og forførende fløjlsblød. En røst, man intuitivt lytter til; ideel for en lederskikkelse, der er sig sin magt bevidst?

”Du fremstår ikke som den store alfahan-producent – eller er du en magtens ulv i fåreklæder?” spørger jeg og lægger mine noter fra mig. Længe siger han ingenting, men da ordene flyder, er en drenget følsomhed at spore: ”Jeg er ikke nogen diktator, men jeg elsker at sætte ting i gang. Jeg elsker at stå og kigge, når tre store lastbiler med grej ruller ind, og tænke: Så er vi i gang.”

”Så som leder er du…?” lirker jeg, hvorefter Mikkel Schrøder på én gang åbenhjertigt og hemmelighedsfuldt, måske endog afværgende, slår ud med armene som optakt til sin veltunerede afslutningsreplik:  ”Se på mig, Thyge. Jeg er bare en lille dreng, der er besat af at bygge!”

FAKTA:

Mikkel Schrøder (f. 1974) er skuespiller, entertainer, TV-vært og revystjerne. Mikkel Schrøder er, som søn af skuespillerne Hanne Uldal og Peter Schrøder, bogstavelig talt flasket op med revy og udover, sammen med sin kone Christine Astrid, at være ejer af Aarhus Revyen siden 2023, overtog Schrøder og Christine Astrid i 2022 Danmarks ældste revy – Svendborg Sommerrevy Rottefælden.

Mikkel Schrøder begyndte sin karriere som trommeslager og senere som B&U-vært på DR1, hvor det blev til over 250 TV-programmer. Han har skrevet TV-satire, produceret og medvirket i alt fra revyer til shows og medvirker jævnligt som skuespiller og TV-vært, ikke mindst på de efterhånden klassiske juleshows ”Sound Of Christmas” med makkeren, sangerinden mm. Annette Heick.

Ved siden af revyer og rollen som direktør for produktionsselskabet Det´ Revy, turnerer Schrøder landet rundt med sine egne anmelderroste musikalske onemanshows.

Fra 3. april – 4. maj 2024 medvirker Mikkel Schrøder i Aarhus Revyen –smilets revy. Med sig på scenen har han Christine Astrid, Maria Lucia, Lone Rødbroe og Andreas Bo, mens Birgitte Næss-Schmidt står for instruktionen og Rasmus Friis Tvørfoss er showets kapelmester.

Læs mere om Aarhus Revyen. 

Læs mere om Svendborg 

Vil du læse flere artikler om revy?

Scenens guide: Her kan du se revy i 2024

Revyekspert: Her er mine revyfavoritter

Interview med revyskuespiller, – instruktør og -forfatter Rasmus Krogsgaard