Mød dit teater: DON GNU

Teater: DON GNU

Adresse: DON GNU er et teater uden fast scene. Dog er DON GNU huskunstnere på Bora Bora i Aarhus og prøver og spiller ofte der.

Grundlagt: 2010

Kunstneriske ledere og koreografer siden 2010: Jannik Elkær og Kristoffer L. A. Pedersen

 

Hvad er det særlige ved netop jeres teater?

”DON GNU er baseret på et kunstnerisk samarbejde mellem to koreografer, Kristoffer Pedersen og jeg selv.”

”Det, der kendetegner kompagniet, er, at vi er ekstremt fysiske og balancerer som cirkusartister mellem humor og poesi. Humoren har for os været en nøgle til at åbne mennesker op og komme forbi eventuelle fordomme og frygt for ikke at forstå de mere abstrakte handlinger, som fysisk sanselighed og eksistentielle paradokser kan udmønte sig i.”

”Nogle af de temaer, vi har været omkring, er blandt andet hvordan det er at være stærk og sårbar på samme tid? Hvordan tør vi lege og sprænge rammerne for, hvad der er fysisk muligt og samtidig give plads til at falde igennem og fejle? Som i ”WALKMAN”-forestillingen hvor performerne i højt tempo prøver at opretholde en form for orden, mens de hvide planker, som symboliserer fodgængerfelter, fortove, huse med mere flyver rundt i luften, og der pludselig er en, der spænder ben for en anden, så han falder og må lade sig gribe og derved bliver afhængig af en anden medspiller.”

“Da vi startede kompagniet for 10 år siden, tog vi udgangspunkt i den mandlige identitet, både for at udforske vores eget ståsted, men også for at udfordre det gængse mandeideal.”

”Da vi startede kompagniet for 10 år siden, tog vi udgangspunkt i den mandlige identitet, både for at udforske vores eget ståsted, men også for at udfordre det gængse mandeideal. Det var ikke så normalt dengang, at mænd dansede, eller i hvert fald ikke der, hvor jeg kom fra. I dag er hele kønsligheden blevet mere flydende, hvilket på sin vis skaber mere frihed, men også mere forvirring for nogle.”

”I DON GNU har undersøgelsesområdet ofte kredset om, hvad det vil sige at være mand, men også om at falde igennem, at være aggressiv og sårbar på samme tid. Vi har forsøgt at skabe et rum, som ikke er fordømmende, men uhildet hilser modsatrettede energier velkommen i en arena, der ikke tager politisk stilling til, hvad der er rigtigt eller forkert, men derimod giver rum for at modsatrettede følelser kan få lov til at udleves og blive set på, uden at blive fordømt eller forkastet. Dette bliver gjort med kærlighed, selvransagelse og en stor portion selvvalgt naivitet.”

Hvad kendetegner jeres repertoire?

”Vores forestillinger er, som sagt, meget fysiske. Vi blander teater, film, musik, dans, akrobatik og objektmanipulation med mere. Temaerne kredser omkring det fysiske menneske og dets tilhørsforhold til verden. I forestillingerne ”N.A.R.G.” og ”Human in Balance” er omdrejningspunktet helt konkret en overdimensioneret drejescene, lidt som et balancebræt, som du kender fra fysioterapeuten.”

”Her er grundpræmissen, at hvert menneske er afhængig af hinanden. Hvert et skridt performerne tager på scenen, har en helt klar og fysisk påvirkning på hvordan, de andre performere skal agere og placere sig. Derudover blev forholdet mellem orden (balance) og kaos (bevægelse) udforsket. Jeg tror, vi som mennesker har brug for både at finde balancen, men også miste den og kaste os ud i et kaotisk ridt af bevægelser for så igen at finde tilbage til balancen på nye ståsteder. Balance i den her sammenhæng er ikke statisk, men noget som kun opretholdes gennem intens opmærksomhed på sine omgivelser.”

”Vi arbejder ofte med fysisk genkendelige billeder og er meget interesseret i det såkaldte ”almindelige menneske.” At være almindelig er selvfølgelig en voldsom generalisering eller typificering, for så snart du dykker ned i et enkelt menneskes historie, er det sjældent særligt almindeligt – eller også er det bare almindeligt at være ualmindelig. Derfor tager vi i vores kommende projekt, med arbejdstitlen ”Beboer” afsæt i det almindelige menneskes ualmindelige oplevelser.”

”Forestillingen kommer til at bygge på interviews med folk fra forskellige boligområder, men primært fra de fem ikoniske højhuse i Høje Gladsaxe. Det er et ønske om at vende den almindelige verden på hovedet, så dagligdagen pludselig ser meget anderledes ud og vi derved kan finde spændingen, det rørende og humoristiske i det daglige levede liv.”

”Vores navn, DON GNU, er hæftet på paradoks, at Don er et individ, og Gnu er et flokdyr. Det er dette møde mellem individet og flokdyret, som er grundstenen i vores kunstneriske arbejde.

”Måske er det en romantisk tanke, men jeg oplever tit, at det fysiske møde mellem et menneske og et andet menneske er vigtigt for, at vi kan åbne os og føler os set. Vi er sociale og stadig fysiske individer, så jeg tror, at de fysiske møder er vigtige, for at vi kan mærke os selv og andre og fatte sympati. Vores navn, DON GNU, er hæftet på paradoks, at Don er et individ, og Gnu er et flokdyr. Det er dette møde mellem individet og flokdyret, som er grundstenen i vores kunstneriske arbejde.”

Hvad er jeres teaters største udfordring lige nu?

”Den største udfordring er jo nok, at vi har haft corona, og heraf to år med mange manglende indtægter, som selvfølgelig påvirker vores kompagni og drift meget. Vi havde et stort momentum før corona, hvor vi havde fem-syv forestillinger, som skulle på turne på samme tid til syv-ni lande, og vi var på vej til at deltage på en lang række internationale platforme. Vores internationale virke så virkelig ud til at begynde at boome, og der blev gulvtæppet hevet væk under os. Men det er jo ikke kun os. Alle har haft det hårdt med pandemien.”

Læs også: ”Mød dit teater: Mungo Park”

Hvad har været jeres vigtigste beslutning for teatret?

”At være tro mod, hvad der rør sig i os selv og insistere på at byde publikum indenfor, og at vores kunstform er en dialog og ikke et ego-projekt. Det er vigtigt for os, at vi holder fast i det fysiske møde, og møder mennesker ansigt til ansigt og har fysisk kontakt, både når vi starter en produktion, men også i processen, hvor vi inviterer folk ind at se, hvad vi laver. Så vi skaber det levende møde, så vores kunstneriske sprog har en kommunikativ dimension.”

”Allerede da vi startede for 10 år siden, valgte vi, at vores forestillinger minimum skulle spille og turnere længere, end de havde taget at lave. Hvis vi ser bort fra corona-tiden, er vi ét af Danmarks mest turnerende kompagnier. Derudover er vores forestillinger i konstant udvikling og i levende dialog med publikum, da vi konstant under turné ændrer og retter til i forestillingerne. Også selvom en forestilling har turneret i over fem år. Forestillingerne skal være levende og vedkommende for os, for at de kan være interessante og vedkommende for publikum.”

Hvilke områder arbejder dit teater særligt med, hvordan og hvorfor?

”Jeg har været inde på det tidligere, men grundlæggende arbejder vi særligt med det fysiske menneske, dets relationer og hvad kroppen, bevægelserne og sanserne kan fortælle os. Vi arbejder på at bygge bro mellem det abstrakte og det genkendelige. Man kan sige, at vi forsøger at skabe en rejse fra det bevidste til det ubevidste og tilbage igen og derigennem forsøger at skabe meningsfulde holdepunkter i vores tilværelse. Men det er hele tiden ved at drage erfaringer fra den ene verden med ind i den anden, at vi forsøger at belyse de komiske, men også dybtfølte og rørende paradokser, der findes mellem det, vi ved, og det, vi ikke ved. Man kan sige, det er en udforskning af det primale menneske i en civiliseret verden; hvordan skaber vi harmoni eller samspil mellem drifter og kulturelt definerede rammer?”

”Derudover arbejder vi meget med publikumsinvolvering. F.eks. tager vi i ”Beboer” udgangspunkt i publikums egne fortællinger. Det er et samarbejde med blandt andre Mungo Park og Bora Bora. Tanken er en doku-fiktions ramme, hvor virkeligheden bliver vendt på hovedet og vi derved bevæger os ind i en slags magisk realisme. Ønsket er inddrage beboerne i forestillingen, så de træder ind og ud af forestillingen, som hologrammer af en art, så vi derved kan lave skift mellem fiktion og virkelighed.”

”Vi har for nylig skabt vores unge kompagni UNG GNU, som Kasper Buus og Mads Emil Duelund står i spidsen for. UNG GNU er et kompagni der kan eksperimentere på sine egne præmisser og skabe andre udtryksformer end DON GNU, men med samme ånd for det fysiske menneske, som pejlemærke. Vi samarbejder på den æstetiske side, men på den indholdsmæssige side er det vigtigt, at det er deres stemme, der bliver hørt. Så kompagniet får lov at leve videre ud over os. Sådan, at den form for scenekunst, vi prøver at tale for, ikke bare er Kristoffer og Jannik – Don og Gnu – men den bliver ført videre og kan udvikle sig udover individet.”

Læs også: ”Dramatikerens drivkraft: Joan Rang Christensen”

Hvad er jeres vildeste turné-oplevelse?

”Vi optrådte i Sverige og spillede to forestillinger. Anden forestilling var for en busfuld afghanske flygtninge, nogle unge drenge/mænd på måske 16-26 år. De havde ikke set teater før, så vi skulle forvente det rene kaos, sagde de til os.”

”Det var ”M.I.S. – natten lang”, som starter ude blandt publikum med et lille ritual eller en dans, der varmer dem op. Vi kommer ud med planken (en gennemgående rekvisit i forestillingen, red.), og de får lov at mærke planken. Vi hilser på dem, men bruger ikke ord. Uden ord, opstår der tit en helt anden form for kommunikation, som er mere sanselig, som om man lytter med hele kroppen og ser alle de små skift i ansigtet og så videre. De talte ikke svensk eller dansk, så vi kommunikerede med øjne, fagter og kroppen, og allerede der begyndte de at være med. Så laver vi det lille ritual, som er to forskellige dansetrin. Det er en rytme, hvor man slår sig tre gange på brystet og klapper, og laver hoftebevægelser og klapper, så har man lavet en form for fysisk pagt. Derefter får de lov til at komme ind i salen.”

”Der blev den fjerde væg virkelig brudt ned, de begyndte at kommentere med på forestillingen og reagerede på alle henvendelser, de endte med at komme og danse med på scenen. Det er noget, vi har prøvet nogle gange, at det hele folder sig ud i en kæmpe folkefest.”

”Det er ikke den umiddelbare hensigt med forestillingen, at de skulle op og danse med, men det er som sagt en dialog med publikum, og når energien bevæger sig den vej, så bevæger vi os med, så længe det hylder det fysiske menneske og dansens transformerende kraft mod større samhørighed.”

Hvad glæder du dig mest til i indeværende sæson eller i år?

”Vi glæder os til at lave ”Beboer”-projektet, som søger at finde skønheden, humoren og de rørende billeder fra hverdagslivet. Vi ønsker at give taletid til beboerne i et almenboligbyggeri. Sætte krop, musik og spotlight på det almindelige liv, som normalt ikke får taletid i medier og skarpvinklede nyheds-feeds. Det bliver en forestilling hvor genre som film, musik, hardcore fysik, humor og rørende hverdagsfortællinger bliver blendet samme i en DONGNUSK heksekedel af hverdags stunts og ind til benet fortællinger fra almenvældet og følgespot på det almindelige livs ualmindeligheder.

”I efteråret 2021 havde vi et for-projekt, hvor vi testede scenografiske moduler, dokumentariske film collager, musikalske ideer og absurde fysiske optrin. Selve scene-produktionen starter i foråret 2022, og vi har premiere den 30. april i Høje Gladsaxe på Mungo Parks anneksscene. Derefter kommer forestillingen til CPH Stage og så til Bora Bora i Aarhus, hvorefter den vil sætte af på turné i det danske land i efteråret 2022.”

Læs mere om DON GNUs forestillinger

Følg DON GNU på Facebook, Twitter og Instagram

Artikler du måske vil kunne li’?

“Mød dit teater: Den Jyske Opera“

Guide: “Spring ud i det (!) – her er forårets dans“

“Nicolai Jandorf: Min scenedebut”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler og guides m.m. på scenen.dk, og bliv opdateret om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *