Mød dit teater: Helsingør Teater

I en serie på Scenen.dk præsenterer vi teatre i hele landet. Læs med, når teaterleder Jens Frimann Hansen fra Helsingør Teater fortæller om det særlige ved deres teater, om repertoire og om teatrets årlige festival Passage festival.

PASSAGE Festival er en festival for internationalt gadeteater. I 2021 var mere end 50 europæiske performere inviteret til at deltage. PÅ grund af Foto: PASSAGE Festival

Teater: Helsingør Teater

Antal scener: Helsingør Teater har ikke sin egen scene, men spiller mange forskellige steder i Helsingør, herunder på Kulturværftet og i Toldkammeret, og omegn; på skoler og institutioner, på plejehjem, på bibliotekerne og i boligområder i Helsingør, Espergærde, Snekkersten, Ålsgårde, Hornbæk m.m.

Derudover arrangerer Helsingør Teater årligt én af Nordeuropas største internationale gadeteaterfestivaler, PASSAGE Festival, med internationale og danske forestillinger, der spilles i byernes offentlige rum, i naturområder, boligområder og mange andre steder.

Grundlagt: Helsingør Teater blev grundlagt som teaterforening i sin nuværende form i starten af 70’erne. Teaterleder siden 2003 har været: Jens Frimann Hansen

 

 

Hvad er det særlige ved netop jeres teater?

”Originalitet. Vi arbejder hele tiden med at sammensætte det bedste program af internationale og danske kunstnere for lokalbefolkningen i Helsingør. Vi er altså på en gang meget internationale og meget lokale. Vi er også meget optaget af at udvikle nye formater med udgangspunkt i scenekunst. Vi er ved at starte et stort poesiprojekt med digtere fra Balkan op i baggårde i Helsingør, og vi har arrangeret filosofiske talks i frisørsaloner. Men udgangspunktet er hele tiden at omsætte det internationale i det lokale uden at gå på kompromis med de kunstneriske ambitioner. Vi har flere gange haft et samarbejde med både Lars Norén og Romeo Castellucci bare for at nævne nogle. Jo større internationale navne, jo større interesse er der for at arbejde på den måde, tør vi godt sige.”

”Vi er teaterforening, men har et team på syv personer ansat, der arbejder i dette felt. Vi er med i EU-projekter og flere internationale netværk og har et godt samarbejde med vores svenske naboby Helsingborg. Men i sidste ende er det vigtigste altid, at de bedste kunstnere når ud til lokalbefolkningen i hele sin bredde.”

”Vi er desuden arrangør af en af Europas største gadeteaterfestivaler PASSAGE Festival, hvor vi præsenterer de fleste internationale produktioner.”

Læs også: ”Mød dit teater: Zangenbergs Teater”

teaterleder Jens Frimann Hansen og en ko

Jens Frimann Hansen har været teaterleder af Helsingør Teater siden 2003. Privat foto.

Hvad kendetegner jeres repertoire?

”Vi har på den ene side et ret konventionelt teaterforeningsprogram, som vi dog ofte supplerer med en række nationale og internationale muligheder, som man sjældent finder hos teaterforeningerne. Vi har arbejdet en del med franske kunstnere, som har et tvist, især inden for gadeteater, hvor de kan føre den kunstneriske idé langt ud uden at tage hensyn til en given kontekst. Men vi har også, og ret ofte faktisk, besøg af store internationale navne. Under fejringen i Helsingør af Shakespeare i 2016 havde vi et samarbejde med den internationalt anerkendte instruktør Romeo Castellucci, som vi fortsatte i 2019, og som vi kommer til at fortsætte samarbejdet med.”

”Vi har også målrettede indsatser mod den mere eksperimenterende del af den danske scenekunstscene, og vi har en særlig kompetence hos dem, der foregår i det offentlige rum. I blandt har vi også længerevarende samarbejder som for eksempel med Convoi Exceptionnel og Jon Skullberg, der over tre år præsenterer forestillinger i en gymnastiksal, i en svømmehal og i et undervisningslokale i samarbejde med PASSAGE Festival.”

 

scene fra forestillingen Plask ved Passage Festival

Forestillingen ”Plask” fra PASSAGE Festival i 2018. Foto: Karsten Piper

Hvad er jeres teaters største udfordring lige nu?

”Vi er altid udfordret og kan altid se muligheder, heldigvis. Corona, for eksempel, er bare et nyt vilkår for det offentlige rum, og det skal vi som festival kunne arbejde med på en måde, så vi kan give kunstnere muligheder for at arbejde med deres værker i en ny virkelighed. Der er egentlig ikke så meget nyt i det for sådan nogen som os. For mange af vores festivalkollegaer i Europa har det været en kæmpe udfordring. Men mange festivaler har heller ikke en dynamisk opfattelse af det offentlige rum.”

Læs også: ”Mød dit teater: Teater Momentum”

Hvad har været din vigtigste beslutning for teatret?

”At vi aldrig aflyser PASSAGE Festival. Uanset hvad.”

Hvilke områder arbejder dit teater særligt med, hvordan og hvorfor?

”Vi er en teaterforening og tager det meget alvorligt, at der skal være teatertilbud til alle. Derfor er publikumsudvikling en vigtig del af vores daglige arbejde, ligesom vi ofte sender teater ud i nærheden af, hvor folk befinder sig, fremfor kun at præsentere forestillinger i konventionelle teatersale.”

”Lige nu er vi involveret i mere strategiske processer omkring publikumsudvikling med et fokus på unge i forlængelse af et stort projekt, People Power Partnership, støttet af EU’s Creative Europe program, og arbejder desuden med at etablere en frivillig-camp på festivalen støttet af EU’s Solidarity Corps. Vi arbejder også med en festival i England og gør meget ud af at trække erfaringer fra England ind i Danmark.”

Hvad glæder du dig mest til i den kommende sæson?

”Først og fremmest at komme i gang igen. Jeg tror ikke på, at hverdagen vender tilbage, for hverdagen findes ikke, det er altid en ny verden vi står op til om morgenen. Heldigvis.”

 

Læs mere om Helsingør Teaters forestillinger

Følg Helsingør Teater på Facebook og Instagram

Følg PASSAGE Festival på instagram

 

Artikler, du måske vil kunne li’?

”Mød dit teater: Aaben Dans”

”Jeanett Albeck: Min scenedebut”

”Tine Høeg: Min tekst egner sig godt til dramatisering”