Mød dit teater: HiLS DiN MOR

I en serie på Scenen.dk præsenterer vi teatre i hele landet. Denne uge fortæller René Benjamin Hansen og Jesper Frølund Hansen fra HiLS DiN MOR om at skabe scenekunst, der giver publikum indsigt i, hvordan det er at være et LGBTQ+ person i den tid, vi lever i.

Jesper Frølund Hansen og René Benjamin Hansen har været teaterchefer for HiLS DiN MOR siden teatret blev grundlagt i 2010. Foto:

Teater: HiLS DiN MOR

Antal scener: HiLS DiN MOR har pt. ingen fast scene, men turnerer og gæstespiller over hele landet

Grundlagt: 2010

Teaterchefer siden 2010: Jesper Frølund Hansen og René Benjamin Hansen

 

Hvad er det særlige ved netop jeres teater?

”HiLS DiN MOR er Danmarks første professionelle prisvindende LGBTQ+ projektteater, der blev stiftet i 2010. Vi skaber scenekunst, der bryder med normer for køn, kønsidentitet og eller seksualitet. Vi stræber efter at lave nyskabende scenekunst af højeste kvalitet, der kan ses af alle – om man er LGBTQ+’er eller ej.”

”HiLS DiN MOR er mere end scenekunst! Teatret er den LGBTQ+ stemme, som initiativtagerne Jesper Frølund Hansen og René Benjamin Hansen selv savnede i scenekunsten, da de var unge. Igennem årene har vi oplyst, nedbrudt fordomme og reddet ungdomsliv.”

”Vi giver publikum en scenisk menneskelig indsigt i, hvordan det er at være et LGBTQ+ person i den tid, vi lever i. Efter forestillingerne er der oftest en dialog med publikum, der underbygger de enkelte forestillingers tematikker. Dette supplement gør problematikkerne mere konkrete for publikum og er med til at gøre tabubelagte emner lettere at italesætte.”

”Vores forestillinger fremmer forståelsen for og accepten af LGBTQ+ personer på lige fod med majoriteten, og de skal være med til at skabe debat og bedre trivsel i samfundet.”

Fra forestillingen “Fucking Åmål”. På billedet (fra venstre): Rikke Westi og Mia Lerdam. Foto: Jesper Frølund Hansen

Hvad kendetegner jeres repertoire?

”Vores repertoire tager altid afsæt i en generel eller nutidig LGBTQ+ problematik. Vi følger de nyeste tendenser blandt unge queer-personer, som anser køn og seksualitet som mere flydende end den ældre del af befolkningen. Vi følger LGBTQ+-nyhedsstrømmen herhjemme såvel som udlandet for at være med på beatet.”

”Vi har tidligere produceret voksenforestillinger, men har lige nu fokus på ungdomsteater, da der gennemsnitlig er 1-2 LGBTQ+ elever i hver skoleklasse i Danmark, og fordi vi ser det som vigtigt oplysning til den aldersgruppe. Ifølge rapporten ”Stop diskrimination i skolen”, som er udarbejdet af LGBT+ Ungdom, har 64 % af LGBTQ+ eleverne haft selvmordstanker, og der mangler i den grad undervisningsmateriale ude på skolerne. Vi ser vigtigheden i, at disse unge kan spejle sig i vores repertoire, og at det resterende publikum kan få en større forståelse for dét at være en minoritet.”

”De seneste år har vi mødt flere og flere unge transpersoner, når vi har været rundt og spille på skoler i det meste af landet. Dette inspirerede os til ungdomsforestillingen ”Jeg er Silas”, der netop har modtaget en Reumert som årets børne-/ungdomsforestilling. ”Jeg er Silas” er den første forestilling, der handler om at være ung og transkønnet i Danmark, og den er lavet i samarbejde med Folketeatret.”

”HiLS DiN MOR og Teater Vestvolden modtog i 2018 årets Reumert for ungdomsforestillingen ”Fucking Åmål”. Forestillingen satte fokus på, hvor svært det kan være at skille sig ud som ung LGBTQ+ menneske i provinsen. Teatrets seneste ungdomsforestilling ”Offside”, som er en co-produktion med Teatret Masken, sætter fokus på at være ung og homoseksuel i fodboldverdenen og denne kulturs til tider nedladende retorik.”

”Vores drøm er, at der kan blive plads til bare ét fysisk LGBTQ+ teater, ud af alle de teatre, der findes herhjemme, så vi får et repræsentativt teatermiljø.”

”Derudover skal HiLS DiN MOR producere sin første børneforestilling i samarbejde med Anemonen i København. Da de fleste børn formodentlig er flasket op med normer, der er tilpasset det køn, de fik tildelt ved fødslen og en heteronormativ tankegang om far-mor-og-børn-familieformer og dreng-møder-pige-fortællinger, som desværre ikke altid passer til alle, synes vi, at det er på tide, at de yngste i skolen også får nogle fortællinger, der falder uden for disse normer. Vi glæder os til at kunne bidrage med scenekunst til målgruppen 6-11 år og til at arbejde sammen med Anemonen.”

Læs også: ”Amy Watson danser af”

Hvad er jeres teaters største udfordring lige nu?

”Vores største udfordring lige nu, er at få en dialog i gang med kulturministeren og Københavns Kommunes politikere. Vi synes nemlig, at vi er ret bagud herhjemme i forhold til andre lande, hvor der har eksisteret etablerede LGBTQ+-teatre i over 40 år, hvilket vi ville ønske, at Danmark også havde.”

”De seneste par år har HiLS DIN MOR modtaget stor anerkendelse fra teaterbranchen både for teatrets forestillinger, men også for teatrets mission. Vi er dybt taknemmelig for anerkendelserne, der vidner om, at dansk teater ønsker mangfoldighed i scenekunsten.”

”Men mon vores politikere er klar til at anerkende og bakke op om Danmarks første etablerede LGBTQ+-teater? Vores drøm er, at der kan blive plads til bare ét fysisk LGBTQ+-teater ud af alle de teatre, der findes herhjemme, så vi får et repræsentativt teatermiljø. Men vi oplever gang på gang, at politikerne nærmest ikke er til at lokke i teatret for at se det indhold, vi kommunikerer. Til gengæld er de ikke blege for at bruge ”mangfoldighed” og ”ligestilling” som gennemgående nøgleord i deres politiske kampagner, hvilket klinger meget hult i MOR’s ører, når der sjældent følges op med handlinger, der viser, at de mener det, de siger.”

Læs også: ”Musicalstjerner vol. 2: Her er vores yndlingsmusicals”

Fra forestillingen “Jeg er Silas”. På billedet (fra venstre): Mio Trond Lambers og Rikke Westi. Foto: Gudmund Thai

Hvilke områder arbejder jeres teater særligt med, hvordan og hvorfor?

”I kraft af at vi skaber scenekunst om køn, kønsidentitet og/eller seksualitet, giver vi minoritetsgrupper taletid og hovedfokus på scenen. Dette har fået et nyt publikum i teatret, som tidligere ikke har følt sig repræsenteret. Vi oplevede for eksempel med ”Jeg er Silas”, da forestillingen spillede på Folketeatret, at unge transpersoner og deres familier kom i teatret, og som noget nyt oplevede Folketeatret, at unge under 25 år selv valgte at købe deres teaterbilletter til forestillingerne.”

”Vi har en normkritisk tilgang til vores projekter, og lukker repræsentation ind i selve maskinrummet. For eksempel var vores første ungdomsforestilling ”Hate Crime – en kærlighedshistorie” sammensat af et hold af udelukkende LGBTQ+ scenekunstnere, og med forestillingen “Jeg er Silas” havde vi flere transpersoner involveret på produktionen. Dog ønsker vi som teater ikke at lukke os inde i vores egen minoritetsboble, og derfor sætter vi håndværket højest, uanset seksualitet og køn, når vi ansætter folk.”

”Vi har igennem årene samarbejdet med organisationer som Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, LGBT+ Danmark/Ungdom, Copenhagen Pride, Nuuk Pride, Nationalteatret på Færøerne plus diverse samarbejdsteatre, der måske ikke tidligere har haft særlig stor fokus på LGBTQ+-området, men som har haft lyst til at gøre deres repertoire tematisk bredere.”

”Vi oplever en tendens til, at nogle teatre slår sig op på en mangfoldig profil, men desværre glemmer at inkluderet LGBTQ+-segmentet. Derfor er vi også dybt taknemmelige for, at for eksempel Folketeatrets direktør Kasper Wilton er fremme i skoene og ønsker at samarbejde med HiLS DiN MOR, fordi vi tilføjer LGBTQ+-forestillinger til deres profil. I vores optik gør det Folketeatret endnu mere berettiget til at være folkets teater.”

”Vi tror på, at vores samarbejde med teatrene er med til at rykke dansk teater på sigt. Vi lærer som projektteater en masse af de kompetente etablerede teatres faglighed, når vi laver co-produktioner. Omvendt er vi LGBTQ+-stemmen, der lærer vores samarbejdspartnere og ansatte om vigtigheden i at inkludere den brede befolkning. Det har for eksempel ført til kønsneutrale toiletter for publikum på Folketeatret, introduktion af pronominer i prøvelokalet, og selvfølgelig scenekunst set ud fra et LGBTQ+-syn, som kan ses af alle.”

Læs også: ”Jeanett Albeck: Min scenedebut”

Hvad glæder I jer mest til i indeværende sæson eller i år?

”Vi glæder os helt vildt til at skulle producere en børneforestilling i samarbejde med børneteatret Anemonen i slutningen af sæsonen, og til at vi skal til Færøerne med vores scenekunst. Vi har igennem årene fulgt en positiv udvikling inden for LGBTQ+ området i Rigsfællesskabet, og finder det vigtigt at kunne bidrage med vores scenekunst her også.”

”Det er ikke så tit, at vi oplever, at det er skolens personale, der render med opmærksomheden, men det skete denne dag, og pedellen fik sine 15 minutters fame.”

”Mest af alt glæder vi os til at komme rundt i landet med vores scenekunst og til at møde publikum. I denne sæson er vi på turné med ”Jeg er Silas”, ”Den sommer far blev homo” og ”Offside”, og vi kommer til at lave over 150 opførsler rundt i det meste af Danmark.”

Læs også: ”Mød dit teater: Zangenbergs Teater”

Fra forestillingen “Den sommer far blev homo”. På billedet (fra venstre): Mikkel Reenberg, Julie Jeziorski, Mikkel Reenberg, René Benjamin Hansen, Peter Schlie og Mikkel Reenberg. Foto: Jakob Søby

Hvad er den vildeste/mest spøjse turnéoplevelse, I som teater har haft?

”Da vi jo ofte spiller ude på skoler, oplever vi også en del spøjse ting rundt omkring. For eksempel da vi spillede i et lokale på en skole, hvor et mørklægningsgardin ikke ville lukke sig lige over sceneområdet, hvor solen bragede ned. Efter at vi havde prøvet at redde situationen i samarbejde med skolens pedel, blev vi enige om at opgive at afhjælpe problemet og spille forestillingen alligevel med en ekstra naturlig lyskilde midt på scenegulvet.”

”10 minutter inde i forestillingen hørte vi pludselig lyde oppefra og så noget meget stort, der blev slæbt henover taget. Her havde pedellen sat sig for at forsøge at redde situationen og var gået på taget med en stor presenning, som han ville dække det kæmpestore ovenlysvindue med. Det larmede helt sikkert mere end han forestillede sig, og eleverne kiggede mere på pedellen end på forestillingen i de 20 minutter, det tog ham at få presenningen på plads. Det er ikke så tit, at vi oplever, at det er skolens personale, der render med opmærksomheden, men det skete denne dag, og pedellen fik sine 15 minutters fame.”

”Vi modtager også ofte mails fra unge LGBTQ+-elever, når vi har været på besøg på landets teatre og skoler. Et ungt menneske, der genkendte sig selv i én af vores forestillinger, og skrev til os om mistrivsel og familien og klassekammeraterne, der ikke kendte til personens seksualitet. Vi lyttede og guidede videre til LGBT+ Danmarks Rådgivning og deres sociale tilbud AURA, der er et landsdækkende tiltag og frirum for unge.”

”Efterfølgende modtog vi en opdatering fra personen, der på bare én uge havde besøgt AURA, fået nye venner, en kæreste, sprunget ud for familie og venner og oprettet en Snapchat-gruppe for unge lokale LGBTQ+-personer. Gruppen fik 100 medlemmer på under en uge i en landsdel, hvor der ikke er nogle yderligere tiltag for LGBTQ+-personer.”

”Mange unge er langt fremme skoene i forhold til køn, kønsidentitet og seksualitet end den ældre generation. De unge har ofte brug for opbakning og at nogle italesætter disse emner på deres skole eller uddannelse, før de føler sig trygge. Henvendelsen fra den handlekraftige unge person, synes vi, er den vildeste turné oplevelse, da det belyser vigtigheden af det, HiLS DiN MOR formidler. Og så bliver vi stolte over en ung generation af queerpersoner, der ønsker et meget mere inkluderende lokalsamfund og skrider til handling.”

Se HiLS DiN MOR’s repertoire her

Følg HiLS DiN MOR på Facebook og Instagram

 

Artikler du også vil kunne li

”Dramatikerens drivkraft: Hassan Preisler”

”5 hurtige til Maria Lucia”

”Selene Muñoz: Mine tre yndlingskostumer”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.