Mød dit teater: Teater Katapult

I en serie på Scenen.dk præsenterer vi teatre i hele landet. Denne uge fortæller teaterchef Torben Dahl fra Teater Katapult.

Teater Katapult lå i mange år i centrum af Aarhus, men er i dag placeret i kulturproduktionskollektivet Godsbanen i Aarhus. Foto: Jens Peter Engedal

Teater: Teater Katapult

Adresse: Skovgårdsgade 3, 8000 Aarhus C

Antal scener: Black Box (140 pladser) og Kabinettet (48 pladser)

Grundlagt: 1995, medstifter Torben Dahl

Teaterchef siden 2002: Torben Dahl

 

Hvad er det særlige ved netop jeres teater?

”Katapult bygger på en stærk tro på, at (scene)kunst kan løfte mennesker, gøre dem mere bevidste om sig selv og den verden, de er en del af. Jeg siger nogle gange, at vi ikke laver teater for at lave teater. Vi bruger teatret til at skabe mere bevidsthed hos os selv og hos publikum. Vi har som mennesker en tendens til at være en slags biologiske robotter, hvis mønstre er helt forudsigelige. På Katapult siger vi: Slå autopiloten fra! Når du er bevidst, begynder du at tage kontrollen tilbage.”

”Det er lidt at en balance, for hvordan kan man bevidst forsøge at fremme bevidstheder eller erkendelser hos andre uden at gå på kompromis med den frie scenekunst? Det er udfordringen, men det er derfor, vi er til. Og derfor ser man i øvrigt sjældent forestillinger hos os med fokus på ren underholdning, skæg og ballade eller kun den gode historie. Der er næsten altid en tematik, som efter vores mening er hamrende nødvendig at formidle på scenen – og i en form, som er anderledes og forhåbentlig åbner op.”

”Der er næsten altid en tematik, som efter vores mening er hamrende nødvendig at formidle på scenen – og i en form, som er anderledes og forhåbentlig åbner op.”

”Det særlige ved Katapult er måske også, at vi siden midten af nullerne har stået på tre ben: Selve teatret, udvikling af ny dansk dramatik og AudioMove. AudioMove er interaktivt lydteater, som løser formidlings-opgaver for andre brancher ved at fremme empatien. Det sidste har just udmøntet sig i et pilotprojekt sammen med sundheds- og omsorgssektoren, som netop nu er blevet idriftsat. I dele af Region Midt og Aarhus Kommune bruger man altså lige nu vores lydteaterprodukt til at mindske konflikter mellem plejepersonale, borgere og pårørende. Men vi har for eksempel også med AudioMove hjulpet programmører med bedre at kende det domæne, de skal lave programmerne til, og mange andre skæve projekter. Meget spraglet anvendelse af teaterfagligheder, må man sige. Men vigtigt at teater kan anvendes i alle lag og afkroge af samfundet.”

”Katapult har aldrig haft et kunstnerisk ensemble. Men i den netop afsluttede sæson har vi haft en hus-dramatiker. Og det bliver nok ikke den sidste. Fantastiske Anna Skov Jensen skrev vores seneste egenproduktion, har undervist dramatiker-talenter hos os og er medskaber af flere ting i relation til AudioMove – blandt andet førnævnte sundheds- og omsorgsprojekt.”

Teaterchef Torben Dahl har stået i spidsen for Teater Katapult siden 2002. Foto: Lorentsen Foto

Hvad kendetegner jeres repertoire?

”Hver sæson har vi på repertoiret et mix af 15-20 internationale og nationale gæstespil, to egen- eller co- produktioner, en særlig talentfuld vækstlagsproduktion og vores egen StorySlam, som på få år er vokset til at være Danmarks største historiefortæller-event. Det er borgerfortællinger i et slam-format og et Grand Slam, hvor hovedpræmien er en rejse til New York! Og publikum vælter ind. Sidste skud på stammen er ud-af-huset StorySlam på Salling Rooftop og et samarbejde med Studenterhus Aarhus om en række pre-slams.”

”Teaterforestillingerne er primært baseret på tekstdramatik, der er formmæssigt eksperimenterende… uden filter i forhold til, hvad publikum tror, de vil have. Vi har ingen berøringsangst i forhold til alternative måder at se verden på, kontroversielle emner eller form, så længe vi med integritet i sindet kan argumentere hvorfor, vi præsenterer ”sådan noget”. Eksempler er ”Manifest 2083”, ”Bye Bye Yue Yue”, ”This Is Not Culturally Significant”.”  1

Hvad er jeres teaters største udfordring lige nu?

”Ud over corona, er det dårlig økonomi! Eller er det det samme? Nej, uden corona ville Katapult stadig have økonomiske kvaler. Vi er det eneste producerende teater i Danmark med stationær scene, der ikke er under en eller anden kategori i Teaterloven.”

”Med status som lille storbyteater ville vi komme på omgangshøjde med de fleste andre teatre, vi sammenligner os med. Så det er et megastort mål.”

”Vi har ikke fast statsligt driftstilskud, men kun et mindre kommunalt. Resten kæmper vi fra tue til tue med at få kradset ind fra sponsorer, fonde og puljer, så vi med nød og næppe kan producere med skindet på næsen. Med status som lille storbyteater ville vi komme på omgangshøjde med de fleste andre teatre, vi sammenligner os med. Så det er et megastort mål, som, vi håber, kan opfyldes indenfor et-to år.”

Hvad har været din vigtigste beslutning for teatret?

”Jeg synes, der har været en syv-otte stykker, som har været lige vigtige, men én af dem var måske beslutningen om at flytte Teater Katapult fra det lille intime bindingsværk-teaterhus i Rosensgade i Aarhus C til nye moderne teaterfaciliteter på Godsbanen i Aarhus K. Fra egenrådighed til et stort, moderne kulturproduktionskollektiv med flere muligheder.”

Læs også: ”Mød dit teater: Aarhus Teater”

Hvilke områder arbejder dit teater særligt med, hvordan og hvorfor?

”Udvikling af ny dramatik og nye dramatikere. Vores eget DramatikerLab har jævnligt leveret dramatikere til Den Danske Scenekunstskoles dramatikerlinje. Blandt andet også Anna Skov, som nu er tilbage på Katapult igen – en uddannelse rigere. Egenproduktionerne har siden 2010 udelukkende været baseret på ny dansk dramatik. Og senest har vi med støtte fra Region Midt etableret et ambitiøst pilotprojekt – Katapult Akademiet.”

”Akademiet er en pulserende platform for udvikling af ny dramatik og dramatiske talenter. Udviklingen sker ved at koble teaterproduktion med udviklingen af teksterne, og derudover inddrage borgere i hele regionen, som ikke er vant til at opleve professionelt teater. Nu kommer de helt med ind i maskinrummet. En form for demokratisering af scenekunsten, hvor vi ved at få andre øjne og stemmer ind i udviklingen, formentlig får en anderledes groundet kvalitet af de nye dramatiske fortællinger. Katapult Akademiet skabes i samarbejde med partnerne Nordisk Teaterlaboratorium v. Odin Teatret, Skive Kommune, Ry og Testrup Højskole og med Dramatisk Skrivekunst, DDSKS Aarhus.”

Læs også: ”Sandra Yi Sencindiver: Min scenedebut”

Scene fra INSIDEREN mand og grønt lys

Christoffer Hvidberg Rønje spiller hovedrollen i Teater Katapults forestilling “INSIDEREN”, som spiller i oktober. Foto: Jens Peter Engedal

Hvad glæder du dig mest til i indeværende sæson eller i det kommende år?

“Vores seneste egenproduktion, INSIDEREN, skrevet af Anna Skov, havde premiere her i foråret og blev meget anmelderrost – men grundet corona blev spilleperioden først flyttet og siden forkortet. Det er lykkedes os at få skabt muligheden for, at publikum kan opleve den igen allerede her i efteråret – med repremiere i 20. oktober 2021. ”INSIDEREN” er inspireret af svindlen med udbytteskat, som kostede Europas statskasser mere end 400 mia. kroner, og her kommer publikum i nærkontakt med genialitet, grådighed og bedrag.”

Se traileren til INSIDEREN 

”Forestillingen er halvt dokumentar, halvt fiktion, og er derudover et kæmpe eksperiment, hvor vi bruger lyd og 3D-lyd på alternative måder til blandt andet at gøre det hele mere sanseligt. Vi satte også hørebøffer på publikum i 2017 med ”Human Nature”. Nu går vi all in på lyden, så vi har allieret os med blandt andre den koreansk-danske fotograf og dokumentarfilm instruktør Sun Hee Engelstoft og tonemester Peter Albrechtsen, som har stået bag lyddesign til film som ”Idealisten”, ”The Cave” og ”Vores Mand i Amerika”.”

Få overblik over Teater Katapults repertoire

Følg Teater Katapult på Facebook og Instagram

 

Læs også de her artikler:

”Johanne Louise Schmidt: Min scenedebut”

”Mød dit teater: Teater Momentum”

”Teaterfotograf: Karoline Lieberkind”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.