Mød dit teater: Teatret st. tv.

Læs med, når Teatret st. tv.'s kunstneriskleder, skuespiller, dramatiker og instruktør Betina Grove fortæller om teatrets udfordringer, repertoire og læs den aktionpacked historie, der i sidste ende gav teatret en Årets Reumert for bedste børne-ungdomsforestilling i 2010.

Betina Grove er en kvinde med mange kasketter. Hun er både kunstneriskleder, dramatiker, skuespiller, producent og instruktør for Teatret st. tv. Foto: Karoline Lieberkind

Teater: Teatret st. tv. 

Adresse: Teatret st. tv er et teater uden fast scene. Dog spiller Teatret st. tv. ofte på børneteatret Anemonen i København.

Grundlagt: 2008

Kunstneriskleder/skuespiller/dramatiker/producent/instruktør siden 2008: Betina Grove

Hvad er det særlige ved netop jeres teater?

“Teatret st. tv er et turnerende og opsøgende ildsjæleteater uden egen scene. Da Marianne Søndergaard og jeg stiftede teatret tilbage i 2008, var det fordi vi havde en brændende lyst til at lave netop dén forestilling til et ungt publikum. Indre ild er Teatret st. tv’s DNA. Vi laver forestillinger, om det der optager os lige nu. Det der (for)undrer os. Forarger os. Eller rører os dybt. Vi insisterer på at engagere os personligt, vi kræver af os selv, at vi aldrig hviler på gyldne laurbær, men at vi altid udfordrer os kunstnerisk. Selvfølgelig har vi gennem 15 sæsoner opbygget en form for årshjul, og selvfølgelig er der rutiner og erfaringer efter 18, snart 19, teaterproduktioner for både børn, unge og voksne. Men mest af alt er der ild og sjæl.”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Hvad kendetegner jeres repertoire?

“Vi producerer nyskrevet dansk dramatik skrevet og udviklet specifikt til Teatret st. tv.

Vi arbejder aktivt med lyduniverser, og vores forestillinger har altid en gennemkomponeret lydside.

Vi forholder os åbent, nysgerrigt og ærligt til materialet, hvad end det er.

Vi udfordrer den naturalistiske spillestil og tvister gerne realismen. Altid med historien i centrum.

Vi forsøger ikke at løse og svare, men skaber stof til eftertanke og dialog.

Vi ønsker at bevæge og bevæges. Stagnerede følelser og stive sind har brug for at blive rørt – hver dag.

Vi er bevidste om forbundethed med publikum. Vi tilbyder vores nærvær, for at skabe det samvær, som forbundethed vokser ud af.

Vi tror på, at forbundethed danner grobund for fælles forståelser af livet og verden, vi alle lever i.”

Mariehønen Evigglad

Betina Grove i selskab med Søren Snegl og Mariehønen Evigglad i en af Teatret st. tv.’s populære børneforestillinger “Mariehønen Evigglad”. Foto: Per Morten Abrahamsen

Se “Mariehønen Evigglad” på Teater Nordkraft og Nørregaards Teater til efteråret.

Hvad er jeres teaters største udfordring lige nu?

“Økonomi! Bedre produktionsvilkår. Bedre planlægningshorisonter.”

“Marianne Søndergaard, som jeg har startet teatret med, har valgt at gå freelance fra denne sæson, så nu er jeg alene på posten som kunstnerisk leder. Beslutningen er gennemtænkt og har længe været planlagt. Marianne har skrevet om sine valg i en artikel i Iscene.dk. Hun peger på, hvordan alt for lave lønninger og det at være både produktionsleder, producent, pr-ansvarlig, skuespiller m.m. på én gang, som man er i et lille bitte teater som vores, slider på ildsjælen i længden. Jeg er så enig med Marianne i det. Vi har ligeløn på Teatret st. tv, men vi har aldrig haft bevilling nok til at give løn efter fortjeneste. Hverken til os selv eller til de ansatte. Kunstnerlønninger er simpelthen for lave. Punktum.”

“Det bliver lidt fagteknisk det her, men et af de største problemer for os er, at der mangler en ny kategori på scenekunstloven, som driftsstøtter omrejsende og opsøgende scenekunstkompagnier. For et teater som vores, turnerende og uden egne mursten, er den primære kulturstøtte Statens Kunstfonds projektstøtte udvalg for scenekunst (PUS). Det betyder, at vi som et kontinuerligt producerende teater, der har bevist vores værd, stadig lægger beslag på de få frie midler scenekunsten har til rådighed. PUS burde udelukkende gå til projekter, til vækstlaget, til det ekstraordinære og ikke til drift af os og andre som os. Men PUS støtter os (heldigvis), fordi der ikke er andre muligheder. Selvfølgelig kan vi blive egnsteater eller lille storby teater med støtte fra kommune og stat, men det kræver mursten. Men har vi brug for at flere kunstmidler, der går til mursten?!”

“Jeg synes, det er mærkværdigt, at der ikke findes en pulje til sådan nogle frie fugle som os. En pulje med 4-årig driftsstøtte til turnerende scenekunstkompagnier. En pulje der ikke har snablen nede i de få frie PUS midler. At få oprettet den pulje vil være til gavn for hele scenekunstlandskabet, det ville løse “prop-problematikken” i PUS (Projektstøtteudvalget for scenekunst red.). Det ville også skabe bedre arbejdsforhold for teaterkompagnier uden egne mursten, og det ville sikre den kontinuerlige produktion af ikke mindst godt børn- og ungdomsteater, som rejser rundt ikke bare i Danmark men i hele verden.”

teatret st. tv's børneforestilling MOR

I sæson 22/23 kan du også opleve Teatret st. tv’s forestilling “MOR” på Anemonen og Nørregårds Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen

Skal du og dine børn/børnebørn se MOR? Læs mere her. 

Hvilke områder arbejder jeres teater med, hvordan og hvorfor?

“Teatret st. tv kommer fremover til at fokusere på børn og unge. Som sagt er vi et ildsjæleteater, og med de lønninger og arbejdsvilkår vi har, er det ekstra vigtigt at arbejde dér, hvor hjertet banker. Mit hjerte banker for børn og unge. Jeg er fornyelig blevet færdig som b&u dramatiker fra Væksthuset (i sæson 19-21), og jeg glæder mig til at producere nogle af de stykker, jeg har tumlet med. Jeg har planlagt spændende projekter til de kommende sæsoner og har sendt ansøgningen til PUS (Projektstøtteudvalget for scenekunst red.), så nu krydser jeg fingrer. Igen.”

scene fra Lille Myr med Teatret st. tv.

Betina Grove i Teatret St. Tv’s nyeste forestilling “Lille Myr”. Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvad glæder I jer mest til i sæson 22/23?

“Den 15. september har vi premiere på en ny forestilling for de 2-5 årige baseret på Benji Davies rørende billedbog ”Lille Myr”. Den handler om at være den allermindste frø i dammen og om at turde møde det, der skræmmer en. Jeg har dramatiseret, jeg er produktionsleder, producent, pr-ansvarlig og skuespiller på forestillingen … bare for igen at sætte fokus på kasketterne. Men jeg har heldigvis det skønneste hold omkring mig; Dorte Wittrock har min ryg på administration og økonomi, Henrik Steen Larsen og Katrine Karlsen instruerer, Sune Skuldbøl Vraa er komponist, Tanja Bovin laver scenografi og Flora Brandt laver lys og video. Det sidste er nyt for mig at arbejde med, og jeg glæder mig som en lille frø til at vise verden resultatet. Vi gæstespiller på Nørregaards Teater, på Anemonen og på Horsens Teaterfestival.”

Vil du se Teatret st. tv.´s nyeste børneforestilling “Lille Myr”?

Teatret st. tv

Betina Grove med Marianne Søndergaard i Teatret st. tv.’s debutforestilling ”6, P LR K?” Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvad er den vildeste/meste spøjse turnéoplevelse, I har haft?

“Der har været mange skønne oplevelser gennem tiderne, men Viby Efterskole tilbage i vores allerførste sæson står stadig som noget helt særligt.”

“Vi havde holdt 3 dages manuskript workshop for dramaeleverne og skulle afslutte forløbet med at spille vores debutforestilling ”6, P LR K?” for hele skolen. Et par dage forinden havde Me Lund fra Årets Reumert jury set forestillingen, og nu ville Anne Middelboe Christensen (teateranmelder red.) og Gregers Dirckinck-Holmfeld (teateranmelder red.) også nå at se den, inden juryen skulle votere om Årets Reumert nomineringer. Dagens forestilling var sidste chance. Anne og Gregers havde meldt deres ankomst, og vi havde sommerfugle i maven. Tænk hvis! Kort før vi skulle på scenen, fik vi at vide, at Anne og Gregers desværre ikke havde nået toget. Vi fortalte elever og lærere om situationen, og alle var med på at vente til næste tog. Så vi udskød forestillingen til efter frokost.

“Klar igen, nu med både mad og sommerfugle i maven, indløb en ny besked: Anne og Gregers var kommet på et tog, der ikke stoppede på Nr. Åby Station. Vi kunne ikke udskyde forestillingen mere, så der røg den nominering sikkert … pyt oss så … de unge publikummer var og er de vigtigste. MEN! Så kom en ny besked: Anne og Gregers havde klaget deres nød til togkonduktøren, som havde genkendt Gregers og straks forstået den uopsættelige alvorlige situation. Desværre kunne han ikke stoppe toget, men hvis Anne og Gregers var med på at hoppe af i lav fart?”

“Og det var de! Jeg ser stadig for mig, hvordan de to i bedste James Bond stil hopper med vind i håret, laver rullefald og lander på benene, løber til den ventende bil og ankommer nonchalant til forestillingen. Som gik forrygende. Vi blev båret igennem på ungdommelig energi og fik stående ovation. Vi fik efterfølgende en nominering og vandt reumertprisen for årets Børne-/Ungdomsforestilling.”

Læs mere om Teatret st. tv. 

Følg Teatret på Instagram og Facebook

Artikler du også vil kunne li

“Grin, grin, grin” – artikel med skuespiller Marianne Gonnov Bøgelund 

“Jeg har altid haft en indre skaberlyst” – artikel med nyuddannet skuespiller Carla Viola Thurøe

“Mød dit teater: Teatergrad” 

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.