Morten Bo Koch: ”Kunsten er aldrig at kede sig!”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner

Virkede han en anelse distanceret? Året var 2009 og stedet Randers Teater. Han, en 36-årig fremadstormende skuespiller, nyansat på teatret, og jeg, en 24-årig dramaturgistuderende, mødtes dengang i rollerne som hhv. lærer og elev, der sammen arbejdede med en monolog forud for min optagelsesprøve på skuespillerskolen. Jeg så op til hans faglige dygtighed, men mennesket bag fagpersonen forblev hemmeligholdt. Hans rolle i konteksten var den professionelles. Det var klart.

Året er 2022 og stedet Aarhus Midtby. I nye roller, som hhv. erfaren skuespiller og teaterskribent, mødes vi i solen til et interview. Pt. jonglerer Morten Bo Koch med fire centrale karakterer, som understudy i Det Kongelige Teaters ”Hobbitten” ved Moesgaard, og dog interesserer jeg mig specifikt for et enkelt rolleskift; den fastansatte der blev freelancer.

Den 49-årige Morten Bo Koch har noget ungdommeligt over sig: ”Fyr løs” udbryder han. ”Jeg er kampklar”.

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *

Jeg har været heldig

Vi sidder på en cafe ved åen i Aarhus. Han tager en slurk af sin danskvand, og jeg tøver. Er jeg selv kampklar? I nervøsitet for at gå et meget privat menneske for nær, indleder jeg samtalen på det sikre spor: ”For at begynde med begyndelsen: Hvorfor blev du skuespiller?”

”Det har jeg villet være, siden jeg var 12 år. Jeg medvirkede i alt, hvad jeg så mit snit til og ikke mindst leverede Helsinge Ungdomscenter, med Cirkus Kanutski, en afgørende opbakning.” fortæller Koch med entusiasme. ”Som så mange andre blev jeg dog rådet til at få noget at falde tilbage på. Mens jeg fortsat arbejdede med teater, tog jeg derfor en håndværksmæssig uddannelse. Som 25-årig stod jeg en dag og arbejdede over for min chef…”

”Jeg skal ikke det her mere, for jeg skal lave teater”

Han holder en pause. Spændingen sitrer i luften, og jeg fornemmer med et, at noget er på spil. At mennesket Morten generøst genoplever én af de nøglesituationer, der har defineret ham. Jeg glemmer at notere men hører hans mindste betoning: ”Jeg lagde arbejdsredskabet og sagde til chefen: ”Jeg skal ikke det her mere, for jeg skal lave teater”. ”Jeg ventede på, du ville sige det!” svarede han. Vi lavede en god løsning, og så flyttede jeg til København.” Funkler Kochs øjne mon af stolthed over, han allerede dengang stod ved sig selv? Jeg tror det.

I København kom den unge Morten Bo Koch hurtigt med i bl.a. studenterrevyen, og en ung ambitiøs trup af teaterentusiaster blev dannet. De udviklede sig sammen og fulgtes senere til skuespilleruddannelsernes optagelsesprøver. I 2003 kom Koch ind på Statens Teaterskole. ”Det flaskede sig, og jeg har været heldig.” afrunder han.

Læs også artiklen “Mød dit teater: Randers Teater”

Hver ting til sin tid

Mens Koch fortæller, irriteres jeg over mit indledende kronologiske spørgsmål. Jeg vil hen, hvor det brænder.  På trods af de forberedte spørgsmål på blokken og med risiko for at intimidere min samtalepartner buser det ud af mig: ”Ja, du har været heldig. Du blev fastansat på Randers Teater som nyuddannet og var sikret gode roller i ti år. I 2018 sagde du op for at blive freelancer. Det er jo galimatias i din metier, for pokker!”. Mit tonefald er oprørt, og jeg fortryder.

”Jeg ventede på, du ville sige det.” Han smiler bredt, mens han parafraserer sin fortids chef. Paraderne er nu sænkede hos os begge, fornemmer jeg. Rollerne er nye; fra lærer og elev, over fagpersoner til to ligeværdige samtalepartnere.

”Hver ting til sin tid” reflekterer Morten Bo Koch og uddyber: ”Da jeg blev ansat på Randers Teater i 2008, til Dickens ”Et juleeventyr”, var det for to år. Jeg inviterede min familie med til en julehvid by med bindingsværk og bjældeklang. Det var så dragende, at min hustru og jeg var enige om, at vi ville forfølge dette eventyr i en periode. Vores datter kom i første række, og hun skulle have ro til at færdiggøre sin skolegang i Randers, hvis vi rykkede teltpælene op fra Vanløse”.

Kochs mine bliver alvorlig, Jeg øjner forskellen mellem distance og integritet. En rollebevidsthed. ”Selvom jeg boede og arbejde i samme by, har jeg altid adskilt det at være privatperson og karrieremenneske. Det ene inspirerer det andet, men de to ting skal være skarpt adskilte for, at jeg kan levere bedst i begge situationer.” fastslår han og fortsætter med påskønnelse i stemmen: ”Jeg var privilegeret at have det som enhver anden med et 8-16 job. Økonomien var holdbar og jeg skulle ikke være jobsøgende. Det var en luksussituation for en skuespiller med et familieliv.”

Læs også interviewet med Sune Kofoed: “Man skal finde sin indre stalker frem”

Skal du se “Sommer i Tyrol”? Læs mere om forestillingen. 

Nysgerrighedens nødvendighed 

Vores samtale glider ganske frit og da jeg spørger, hvorfor Morten Bo Koch forlod en solid fastansættelse, svarer han med rundhåndet åbenhed: ”Der var mange grunde. Perioden i Jylland måtte før eller siden have en ende, og savnet efter vores familie og venner på Sjælland pressede sig på. Samtidig var vores nu tre børn alle i en alder, hvor vi kunne forsvare en flytning. Det gav mening for hele familien”.

”Fagligt havde jeg lyst til at gøre hele Danmark til min arbejdsplads. Nye perspektiver vækker nysgerrighed, og nysgerrigheden er nødvendig!”

Koch viger samtidig ikke tilbage for at rose sin gamle arbejdsplads: ”Jeg havde gode kolleger, en god chef og Randers Teater var og er en nysgerrig institution i udvikling. I dag er stedet jo vokset til det tredobbelte” bemærker han anerkendende og supplerer: ”Jeg fik lov at deltage i skabelsen af et teater. Sideløbende fik jeg bl.a. mulighed for at instruere amatørforestillinger og for at spille Mads Skjern i ”Matador” hos Musical Silkeborg. Randers Teater havde lyst til at imødekomme mine professionelle drømme, og der var masser af afveksling. Vi havde jo både en husinstruktør, gæsteinstruktører og –spillere i huset. Jo, det var ti meget givende år.”.

”Så din kursændring handlede mere om det private savn af Sjælland end manglen på faglig udfordring?”. Jeg forventer en tænkepause, men får prompte et afklaret svar retur:

”Fagligt havde jeg lyst til at gøre hele Danmark til min arbejdsplads. Nye perspektiver vækker nysgerrighed, og nysgerrigheden er nødvendig!”. Morten Bo Koch fremhæver igen heldet som en central karriererekvisit: ”Man skal være på rette sted på rette tidspunkt. Da jeg i 2018 traf valget om at blive freelancer, opsøgte jeg mennesker, jeg havde haft kontakt med før og lige pludselig var der ting, der faldt i hak. Der var roller til mig.  Jeg sprang ikke ud i en ekkodal af ingenting.”

Det handler om håndværket

Siden Morten Bo Koch besluttede sig for at blive freelancer, har hans kalender været fyldt. Bl.a. med roller på børneteatret Anemonen, Louise Schouw Teater og Folketeatret. De mange engagementer til trods, må der være en sårbarhed i freelancelivet, for kan man vide sig sikker på arbejde næste sæson? Er usikkerheden snarere et fængende faktum? En form for kick? ”Er det fedt?” forsøger jeg.

”Nej, det er aldrig fedt at være usikker” pointerer Morten Bo Koch. ”Jeg skulle vænne mig til at være jobsøgende konstant. Det handler om at kende spillereglerne i branchen. Så finder man sig til rette – finder vejen.”. ”Og det må man sige, du har gjort.” nikker jeg med ét spørgsmål lige på tungen: ”Men lad os være ærlige. Føler du dig ikke mere som en ”rigtig” skuespiller, set med brancheøjne, når du spiller på Folketeatret – eller nu Det Kongelige Teater?”

”At fortælle andre en god historie, det skal man brænde for – hver gang.”

Med skarpskyttens præcision elimineres min antydning af branchesnobberi: ”Det er overhovedet ikke det, det kommer an på. Man skal kunne sit håndværk.” svarer Koch med dedikationens ild i blikket: ”Når jeg udfører mit arbejde, gør jeg mit ypperste for at levere i den rolle, jeg har påtaget mig. Når jeg går ind, handler det om tilfredsstillelsen i at skabe et univers sammen med publikum og medspillere. Målet er, at publikum får nye perspektiver på den virkelighed, de kender. At de beriges. Derfor er det min opgave, både fysisk og psykisk at være i form. For mig ligger prestigen i at være en god håndværker!”

Jeg mærker vægten bag Morten Bo Kochs ord. I ham findes ikke et gran af branchesnobberi. Derimod understreger han: ”At fortælle andre en god historie, det skal man brænde for – hver gang.”

Fremdrift

Virker han en anelse distanceret? Ikke det fjerneste. Jeg sidder over for et passioneret karriere- og familiemenneske, der kender sig selv, sine prioriteter og skelner sine roller – privat såvel som faglig. Med ungdommelig nysgerrighed udstråler Morten Bo Koch en ro og en tro på, at springet har båret frugt til gavn for både sjæl og scenevirke. Måske endog for fantasien?

”Denne sommer medvirker du i ”Hobbitten” blandt troldmænd og elverfolk. Hvad betyder fantasien for os mennesker?”. Han rejser sig:  ”Den dag man glemmer barnet i sig selv, dør man indvendig”.

Solen er borte og Koch tager sin jakke på. Han skal videre til Moesgaard. Min afslutningsreplik falder: ”Hvorfor skal man springe ud i det ukendte?”. Han smiler: ”Fordi din nysgerrighed skaber fremdrift; de spændinger i livet der gør, du ikke keder dig. Kunsten er aldrig at kede sig!”.

Med et skælmsk vink går han mod sin cykel. Inspireret tegner jeg en korsvej på min blok.  

Morten Bo Koch (født 1973) er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2007. Straks efter medvirkede han i Det lille Turnéteaters engelsksprogede ”Hamlet”. Fra 2008 var han ansat ti år på Randers Teater, hvor han bl.a. har medvirket i den Reumertnominerede ”Hesten” og høstede anerkendelse for monologen ”Ondskab” efter Jan Guillous roman. Fra 2018 har han, som freelanceskuespiller, medvirket i bl.a. Vejlerevyen og ”Sommer i Tyrol” på Folketeatret, ligesom han har spillet på børneteatret Anemonen, Louise Schouw Teater, Teater V og Det Kongelige Teater.    

Læs mere om Morten Bo Koch på www.mortenbokoch.dk

Følg Morten Bo Koch på Facebook og Instagram.

Artikler du også vil kunne lide

Sune Kofoed: “Man skal finde sin indre stalker frem”

Guide: Ta’ på teaterhøjskole

Peter Plaugborg: Min scenedebut

Joakim Tranberg: “Revyen er en hyldest til dem, der kvajer sig“

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *