Af Signe Ravn
”[Min debut var] efter sommerferien i september 2000 på Aarhus Teater, hvor man lavede dramatikeruddannelsens midtvejsprojekt, så der var seks dramatikere, tre instruktører og et skuespillerhold, der forløste seks enaktere. Det var det hold, hvor Christian Lollike, Mads Mazanti og Kasper Hoff debuterede. Jeg var med i stykker af Lenemarie Olsen og Line Wegger Jensen, og vi spillede på den lille scene, Stiklingen. For mig var det egentlig bare fantastisk at komme direkte i gang. At være på et skuespillerhold, hvor vi var en masse, og jeg prøvede to forskellige instruktører med nyt materiale.”
Forelsket i Volksbühnes vildskab
”Jeg tænker tilbage på det som sådan en tid, hvor ens forestillinger om, hvad jeg skulle kunne med mit skuespil, og hvad mine evner var – der var et stort gab imellem de ting. Jeg havde fået mit kørekort, men jeg havde ikke rigtig lært at køre bil endnu. Jeg havde været i Berlin flere gange under min uddannelse og forelsket mig i Volksbühne og Frank Castorfs vildskab og den vildhed, som skuespillerne var på scenen med. Jeg havde en forestilling om, at det rum skulle jeg selv kunne betjene, og det kunne jeg på ingen måde. Det var at tage sine første skridt – at få evner og forestillinger til at passe sammen.”
”Jeg var ikke bevidst om skellet [mellem forestillingen om egne evner og min reelle kunnen], så jeg var til tider frustreret.”
Læs beskrivelser af de seks enaktere her
Syrede teksten lagde karriereretningen
”Det var begge to sådan ret syrede tekster. I ”Is” af Lenemarie Olsen var der en dame, der talte polsk, og så var der det her par, som bevægede sig i paralleluniverser i Line Wegger Jensens kærlighedshistorie, ”Hvordan man bliver blind”, mellem en ung mand og kvinde, men også den sprang i genrer og tid og havde en fragmentarisk og syret opbygning. Det var ikke lige ud ad landevejen på nogen måde. De var eksperimenterende. Det blev jeg kastet ud i. Jeg har lavet mange ting på de små scener siden hen, der har været et match der, som jeg i min karriere er fortsat med – med nye projekter, ny dramatik og eksperimenterede forestillinger, der er hybrider af et eller andet, og spiller på intimscener og kælderscener. Sådan var det også, da jeg var på Aalborg Teater.”
”Du er levende, det foregår nu og her, så får du et stikord, og så er det også et øjeblik, der er fedt. Det andet er en perfektionisme, jeg ikke hylder på nogen måder.”
” Det var dugfriske tekster, de var under uddannelse, så de var også i gang med at finde deres form. Jeg spillede to unge mænd. Den ene hed Lyc, og i Lenemarie Olsens stykke hed jeg også et eller andet helt syret… I ”Is” spillede jeg ”Ashton Morris”, en journalist, og jeg husker fandme dårligt nok, hvad det handlede om, men det var Lynch-agtigt. Den polske dame var så en dansk skuespiller, der skulle lære sig polsk.”
Læs flere scenedebuter på Scenen.dk
Frustration og hoppen rundt
”[Instruktørerne] Christoffer Berdal og Peter Weiss og Madeleine Rønn Juul havde to stykker hver. Man prøvede tre steder på Aarhus Teater på samme tid. Først tre timer på det ene eller tre timer på det andet, og så til sidst monterede man det hele. Det var der, jeg lærte Christian [Lollike] at kende. Og ham har jeg arbejdet en del med siden.”
”Min instruktører var Christoffer og Peter Weiss, det var sgu fedt, det var igen de første spæde skridt, og det kom til udtryk, at jeg ville mere – eller noget andet – end jeg kunne. Derfor var der gentagne gange, som jeg husker det, hvor instruktørerne var sådan: Nej, nej, nej, Morten, stå stille, ikke så meget hoppen rundt! Jeg husker en ret stor frustration i ikke at kunne omsætte det, jeg gerne ville, og så hele tiden at få at vide: vent nu lidt, sid stille, stå stille.”
”… så sagde hun mit stikord, men jeg kunne ikke høre det. Jeg måtte simpelthen sige: Hvad siger du? Eller i hvert fald kalde på det igen, og så kom det ret højt anden gang i det her lillebitte rum.”
”Der var en utålmodighed i mig, og måske også en fornemmelse af, at det ville være godt at sætte ild til materialet ved at smadre det. Og det var nok ikke lige det, det skulle – det handlede også om et arbejde med at få de her tekster frem. Det havde jeg ikke så meget forståelse for. Vi ramte hinanden og fik noget op at svinge. Mette Frank var med i den ene af dem, som kom ud over rampen. Så det lykkedes også at finde hinanden på trods af min hoppen rundt.”
Stikord og Weltschmertz
”Jeg kan huske, at jeg til premieren fik stikord, jeg gik simpelthen i stå i min tekst i det ene af stykkerne. Vi havde en sufflør på, og så sagde hun mit stikord, men jeg kunne ikke høre det. Jeg måtte simpelthen sige: Hvad siger du? Eller i hvert fald kalde på det igen, og så kom det ret højt anden gang i det her lillebitte rum. I dag tænker jeg: herreste gud, og siger til alle mine kolleger og elever, hvis de er kede af at få stik (stikord, red.): Herregud, publikum kan mærke, vi er i live, at vi er mennesker. Vi er ikke perfekte. Det er nærmest en attraktion, hvis der bliver givet stik. Men dér var jeg helt knust, og jeg gik op og råbte på min garderobe bagefter. Jeg var ung og fuld af weltschmertz og gjorde til en stor ting. Der var en måde at tage situationen alvorligt på, på en lidt patetisk måde. Ja, ja, du fik stik, og så bad du om det igen, det går sgu nok.”
”Jeg kan huske, at Christoffer (Berdal, red.) tog lidt fat i mig og sagde: Prøv lige at hør, du bliver nødt til at lære at slappe lidt af. Fald ned, kammerat! Det var meget sundt, tror jeg.”
”Hvis jeg kunne tale til mig selv som ung mand nu, ville jeg sige: ”Så gør du det igen i morgen, så sad der 80 mennesker i salen, og i morgen sidder der nogle nye. Du er levende, det foregår nu og her, så får du et stikord, og så er det også et øjeblik, der er fedt. Det andet er en perfektionisme, jeg ikke hylder på nogen måder. Nu er jeg meget sådan, at vi kan næsten gå ud i garderoben og hente manuskriptet og slå op, hvad står der, undskyld, jeg kan ikke huske det, vi tager den lige igen. For mig ødelægger det ikke illusionen, det fremhæver bare nuet, at vi er sammen om det nu og her.”
”[Scenen] var et tomt rum, og jeg husker, der var meget få rekvisitter. Der blev opført to stykker per aften, og lørdag blev der så spillet alle seks som en maraton. De varede hver ca. 50 minutter.”
”I ”Is” havde vi noget blåt, space-agtigt løst turkis tøj på. Det var sci-fi-agtigt, og i den anden skulle jeg trylle en blomsterbuket frem, men jeg havde vel bare skjorte og bukser på. Det var slet ikke et udstyrsstykke på den måde. Det var ikke kostumerne, der var den, det var fra lageret.”
Læs også: ”Lotte Andersen: Min scenedebut”
En grand old man skilte sig ud
”Det var superfedt at møde to superdygtige og ambitiøse instruktører, og jeg mødte mere erfarne skuespillere og så dem arbejde. Jeg husker særligt en ældre spiller Ulf (Stenbjørn, red.). Han var sådan en grand old man. Han var med i Lollikes stykke ”Gensyn i Braunau”. Han gjorde et stærkt indtryk på mig, for han var med i den her helt nye moderne tekst, og han var rundet af en helt anden type teater og havde stået på scenen i mange, mange år. Det clash og den entusiasme, han havde omkring det, var super fantastisk, og så så jeg i ham, sjovt nok, noget af den ekspressivitet, som jeg selv søgte – den havde han til indkøbspris.”
”Vi spillede vel en 25 gange. For mig var det fantastisk at komme i job med det samme og få spillet og få en masse forestillinger ind i kroppen. Derefter tog jeg til København og spillede ”Brødrene Løvehjerte”. Jeg spillede Tvebak, og vi var på turne i Danmark og i Grønland (med Det Danske Teater, red.). Der spillede vi 100 gange, Frank Thiel og jeg var de to brødre, og Peter Aude instruerede. Og så kom jeg tilbage [til Aarhus] og blev fastansat året efter.”
”Det var en fantastisk opgave, det var virkelig en introduktion til, hvordan det er at arbejde med ny dramatik. Der var udvikling, jeg stod på en lille scene, der var meget guf i det for en skuespiller, og det, jeg har følt mig tiltrukket af ved teatret, som også er, at det ikke går op i et stort udstyrsstykke. Jeg elsker også at se shows, men jeg har ikke selv bevæget mig i den ende af teatret. [Min debut] har været en forsmag på en sti, jeg er gået videre ud af.”
Læs også de her artikler
”Morten Kirkskov: Min scenedebut”
”Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald”
”Sebastian Haynes: Min scenedebut”
Søren Hasselgaard Skaanning