Af Signe Ravn
”Jeg debuterede i ’90 i en monolog, der hed ”Sporet” på Dr. Dante. Nikolaj Cederholm havde skrevet, og Emil Hansen instruerede. Det var en monolog, der var inspireret af ham, der i nyhederne hed Gladsaxemanden, der havde fremstillet en bombe, som sprang i hænderne på ham. Den var inspireret af ham, men han havde en anden plan, som var at forgifte Københavns drikkevand, og samtidig var det en kærlighedshistorie, hvor han var meget forelsket i en kvinde. Den varede en time og et kvarter,” fortæller Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov, der er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1990.
Lærte teksten på forhånd
”Jeg havde et møde med Nikolaj Cederholm – vi spiste en middag i Odense – og jeg vidste ikke, at det var en ansættelsessamtale, men han vidste, at han skulle lave forestillingen. Jeg var bare glad over, at han glædede sig til, at vi skulle i gang. Det var lige på, efteråret efter, jeg var blevet færdig om sommeren.”
”Jeg rejste et eller sted hen – vist nok Kalymnos, i al ensomhed – for at lære hele monologen udenad, før vi begyndte prøverne. Så vi lavede bare en gennemspilning første dag, som var virkelig kedelig. Bare mig med de ord og ingen retning. Instruktøren var dygtig til gode miner, og scenografen faldt i søvn.”
”Gudskelov kommer de med fantastiske idéer til, hvordan det ser ud, og hvad det udspiller sig i. Scenografien var et tomt rum, en celle eller et forhørsrum. I min naturalistiske tankegang var jeg begyndt at indrette hans værelse med alle mulige ting. Scenografien kunne regne, og vi kunne tænde ild – en form for udfrielse.”
Dengang var jeg bare totalt sportsmand, så jeg så meget frem til premieren, stort set uden nerver – jeg anede jo ikke, hvad der var på spil.”
”Man kunne trække en vippe ud halvanden meter højt oppe, så det kunne se ud som om, man svævede, og lyset gik langsomt ned, når regnen kom. Det var en æstetisk flot forestilling, der var hævet over enhver naturalisme. Det gav en skarphed og en koreografisk fornemmelse af, hvor man skulle være på de bestemte tekststeder. Der var en koreografi, uden at det var dans, og det havde en stramhed, som klædte det.”
En svedig sweater
”Mit kostume var jeg havde heller ikke luret. Sneakers af en slags, sorte gabardine-bukser stjålet fra et jakkesæt, og så havde jeg en meget tyk beige eller grå hjemmestrikket sweater fundet i en genbrugsbutik. Den var klar til at blive kørt på Kommunekemi, da vi var færdige… Man sveder alligevel lidt på halvanden time. Og så havde jeg kort hår. Det var en stilisering, og det kan give det, at det skærper skuespillerens fornemmelse for, hvornår man er i karakter, og hvornår man ikke er i karakter. Da min far så det, da vi spillede i en prøvesal på Det Kongelig Teater, kunne han slet ikke forstå, hvordan jeg kunne komme ud af rollen igen. Men når man stiliserer det, er det ret rart, for når man var gået ud af scenen, så var man også ude af rollen. Så det var ikke alt for method-belastet.”
”Dengang var man bare totalt sportsmand, så jeg så meget frem til premieren, havde selvfølgelig nerver, men man anede jo ikke, hvad der var på spil. Erfaringen fortæller én, hvad der kan gå galt. Det havde jeg ikke dengang, så det var totalt uforfærdet. Det var fedt. Jeg ville næsten ønske, man nu kunne finde tilbage til den ubekymrethed ind imellem”
”Der var super gode anmeldelser. Det var også en virkelig stærk tekst. Det må jeg sige. Det var dengang, der var plads til at skrive noget i aviserne, og anmelderne havde lyst til at udtale sig om, hvad for et talent man var, sådan noget som: Ham kommer vi til at se mere til. Hehe. Det var bare megafedt, kan jeg huske, at jeg syntes. Jeg var vist også i TV 2 Lorry, der var noget ballade omkring premieren og hvor godt, det var gået.”
Læs også: “Stephanie Chen Gundorph: Min scenedebut”
Ambitioner udstak retning efter debut
”Så spillede vi på turne rundt i Danmark, og jeg spillede den virkelig mange gange på skoler og gymnasier. Brian, som var tekniker og afvikler, og jeg kørte rundt i lastbil, så hjalp jeg med at stille op. Det var hårdt arbejde at stille det stillads op. Når jeg spillede, var det næsten der, jeg slappede af. Jeg spillede klokken 10 om formiddagen, så den kunne noget den tekst, for den tog fat i 400 gymnasieelever.”
”Efter forestillingen var jeg lidt på Det Kongelige Teater. Jeg skulle egentlig være på Dr. Dante, men jeg fik nogle andre tilbud. Men det var også dumt på mange måder, for nogle gange skal man blive og se, hvad tingene udvikler sig til. Men jeg var ambitiøs, og sådan må det være. Jeg lavede en 4-5 produktioner om året i starten. Jeg var ikke i humør til at sige nej til noget af det. Der blev lagt mærke til, at man lavede det. Jeg gjorde mig ret hurtigt gældende og fik gang i en god karriere.”
”Til premierefesten stod jeg på den vippe på scenen, der var halvanden meter oppe. Det var en begivenhed, at vi havde premiere i højere grad, end det er nu, når man har premiere. En mand gik rundt, og så ser han mig og udbryder: ”Nå, der var du. Jeg ledte efter en meget højere mand!” Ja, hvordan kommer man videre fra det? Jeg delte jo på en måde hans søgen – jeg ledte også efter en meget højere mand… Han ville rose mig, så jeg tilgav ham lige med det samme.”
I sæson 20/21 kan Morten Kirkskov opleves som instruktør af forestillingen ”Hamlet, prins af Danmark”, der spiller fra den 9. september 2020 til den 9. februar 2021, og som instruktør sammen med Thomas Bendixen på ”Jeg er jo lige her”, der spiller fra den 12. maj til den 13. juni 2021.
Læs også:
Morten Kirkskov: “Der er ikke kun en løsning”
“Teaterfotograf: Karoline Lieberkind”
“Jens Jacob Tychsen: Min scenedebut”
