Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Af Signe Ravn
Det Ny Teater, Det Kongelige Teater og, nu hedengangne Fredericia Teater, er blandt de scener herhjemme, der har taget musicalen til sig. Men hvilke titler, skal man gå efter?
Det har Scenen.dk spurgt Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen om. Han er så stor fan af musicals, at han i sin tid, i sin egenskab af formand for Foreningen af danske teaterjournalister, sang motiveringen i musical-stil, da han skulle overrække en pris til musicalstjernen Maria Lucia Heiberg Rosenberg.
Genren fylder i teaterbilledet
”Musicals er en form for eskapisme, en drømmeverden; dreng møder pige, og så er det en undskyldning for en række ekvilibristiske danse- og sangnumre. Allerede fra jeg var lille, kan jeg huske, jeg var optaget af det. Det er en genre, som fylder rigtig meget i vores teaterbillede nu, og vi er blevet bedre til at lave dem. Dels har teatrene øvet sig, og så er talentmassen blevet større,” siger Jakob Steen Olsen og konstaterer, at vi har fået en stor og levende musicalscene herhjemme.
Publikum elsker musicals, de vælter ind, men det skal de også, for det er en dyr genre at sætte på scenen.”
At genren er udskældt mange steder, giver han ikke meget for.
”Når musicals er dårlige, er det meget tydeligt, måske tydeligere end med et Shakespeare-skuespil, hvor du mere kan fedte med det. Måske er musical så svær en genre, fordi de medvirkende skal være en triple threat (en tredobbelt trussel, red.) – de skal kunne synge, danse og spille teater, så det er en hård disciplin.”
”Værdien af musicalen er alt det, der ikke opfattes med hjernen, men med kroppen, for musikken trænger ind, din krop rykker med i rytmen, og det er dit følelsesapparat, der bliver masseret. Der kan musicalen noget. Dels i forhold til at skabe en fest og til at skabe en følelse. Det er en svær og fuldgyldig genre, jeg holder meget af,” forklarer Jakob Steen Olsen, der ikke ser nogen modsætning mellem at holde af både finkultur og musical: ”Det ene behøver ikke udelukke det andet, man kan finde glæde i mange ting.”
Og de, der synes, at musicalen føles lidt forloren med for meget utroværdigt føleri, opfordrer Jakob Steen Olsen til alligevel at tage chancen, løse billet til en musical og blot ”læne sig tilbage og se, om dem på scenen kan overbevise”.
Her følger Jakob Steen Olsens top 3 over de bedste musicals, som han i hvert fald altid bliver overbevist af.
Og som en bonus er der to boblere til sidst, fordi musicalfeltet er uhyggeligt stærkt.
Læs også vores interview med Jakob Steen Olsen: “Det er en skjult hemmelig skat, jeg har båret med mig”
“Follies”
Musik og tekst: Stephen Sondheim, 1970
”Min absolutte yndlingsmusical er ”Follies”, og der kan jeg med skam sige, at den har ikke været spillet herhjemme, men det burde den! Den er fra 1970 med musik af Stephen Sondheim og er den tænkende mands musical. Den indeholder både gode melodier og shownumre, knuste drømme og skuffede forventninger og neuroser, som vi kan udvikle alle sammen, hvis vi ikke får det liv, vi gerne vil have.”
… og så gør den noget, som ikke så tit sker i musicals; den tager psykiske problemer op … Den handler om ikke få det ud af livet, som man gerne vil have.”
”Nogle gamle korpiger fra Ziegfeld Follies i 1930’erne mødes efter mange år, nogle med deres mænd, og de bevæger sig ind og ud af deres yngre jeg og deres nuværende – fortiden får sådan et underligt rosenrødt skær og en nutid, der står i skærende kontrast.”
””Follies” er en lidt mærkelig dyster musical, og så gør den noget, som ikke så tit sker i musicals; den tager psykiske problemer op, og problemer i ægteskabet. Den handler om ikke få det ud af livet, som man gerne vil have. Det står i glimrende kontrast til de mere muntre, uskyldige spøgelsessange fra fortiden, som er skrevet eminent godt, for Sondheim laver pastiche på sange, som de lød engang, og så er der nogle enormt komplicerede vittige og begavede sangtekster, der handler om noget.”
”Den er svær at rollebesætte, for mange af de damer, der er med i den, skal komme med deres egen historie, som publikum kender. Skuespillerne kommer med et image, som de læner sig lidt op ad. Det er en skam, vi ikke har set den på en dansk scene. Den er blevet genoptaget på National Theatre i London med Imelda Staunton i en af hovedrollerne. Jeg håber, at nogen får lyst til at lave den på dansk grund, når man kan se, at den har nutidig appel og har stor succes derovre.”
“Chicago”
Musik: John Kander, tekst: Fred Ebb, 1975
”Nu har jeg en dyster smag, men ”Chicago” er også en meget dyster. Den handler om de her to merry murderers (glade mordersker, red.) som opnår en celebrity status. Det er en mørk og skarp musical, hvor der nærmest ikke er nogen personer, man kan holde af, fordi de faktisk alle har et hjerte af sten. Den er fra 1975, men blev revitaliseret med en ny version i 1997, med et nutidigt, moderne og sexet look med sort læder og lingeri og gennemsigtigt tyl, men bevarede den originale skarpe koreografi af Bob Fosse.”
”Den er forud for sin tid i sin fremstilling af et mediesamfund, hvor alle manipulerer alle, og den siger noget om, hvad image betyder, og hvordan man kan manipulere både presse og masse med de rigtige mekanismer, så på den måde er den en ret grum musical med en kynisk tankegang.”
”Den er også skarp og har gode melodier skrevet af Kander & Ebb, der også står bag ”Cabaret”, den er en pastiche på 20’erne, og den munterhed står i effektiv kontrast til det, der rent faktisk sker på scenen. Den har vi heldigvis set mange gange herhjemme i flere udgaver.”
Læs også artiklen “5 hurtige til Maria Lucia”
“Gypsy”
Musik: Jule Styne, tekst: Stephen Sondheim, 1959
”Det er en klassisk musical fra 1959, og den er også lidt anderledes, for den har heller ikke en lykkelig slutning. Den handler om en virkelig person, stripperen Gyspy Rose Lee og hendes vej fra lille pige til stor stjerne, der underholder på varieteer i USA. Hovedpersonen i den er faktisk hendes mor, en amerikansk stage mom, som realiserer sig selv gennem sit barn.”
I hendes store nummer til sidst er hun nærmest en slags King Lear, der må indse, at hendes gode intentioner har ført til lige præcis det modsatte, nemlig den rene katastrofe – det er et nervesammenbrud sat til musik.”
”Den her musical er på højde Rodgers & Hammerstein fra samme periode i sin evne til at integrere musikken, og handlingen er bedre end i de fleste musicals, for Roses mor er en fantastisk karakterrolle og er et usædvanligt kompliceret menneske for en musical. I hendes store nummer til sidst er hun nærmest en slags King Lear, der må indse, at hendes gode intentioner har ført til lige præcis det modsatte, nemlig den rene katastrofe – det er et nervesammenbrud sat til musik.”
”Det er en skidegod musical med skidegod handling og skidegode numre. Den er kommet op på Broadway igen, og har spillet i London med Imelda Staunton. Nogen burde lave den herhjemme, hvis man kan finde den rigtige modne skuespiller, der også kan synge og er den her triple threat (den tredobbelt trussel, at kunne både synge, danse og spille teater, red.).”
”Mine yndlingsmusicals er de klassiske musicals, hvor de siger noget, så synger de noget, siger noget og så videre, såkaldte book musicals. I ”Gypsy” og andre begavede musicals arbejdede man på, at sangene skulle drive handlingen videre snarere end sætte den i stå, så sangene kom ved et følelsesmæssigt højdepunkt, som gjorde det naturligt at bryde ud i sang.”
Og boblerne…
“My Fair Lady”
Musik: Frederick Loewe, tekst: Alan Jay Lerner, 1956
””My Fair Lady” er jo bare en skidegod historie om blomsterpigen, der avancerer gennem sproget. Den er elegant, der er gode roller og vittige sangtekster til et score, som stort set er uforfalskede klassikere alle sammen. Som musical er den et af højdepunkterne i klassikerne, og man kan til stadighed finde forskydninger i forholdet mellem Eliza og professor Higgins, som moderne skuespillere kan få noget ud af.”
… man kan til stadighed finde forskydninger i forholdet mellem Eliza og professor Higgins, som moderne skuespillere kan få noget ud af.”
“Les Misérables”
Musik: Claude-Michel Schönberg, tekst: Alain Boublil og Jean-Marc Natel, 1980
””Les Misérables” kan man ikke komme udenom. For mange mennesker er det indbegrebet af de store følelsers musical med store ballader og store temaer fra Victor Hugos roman; social indignation, barmhjertighed og fordømmelse… store følelser til svulmende, skamløst manipulerende musik – men det virker! En stor fortælling og et glimrende rollegalleri. Det er det, mange mennesker forstår ved den store følelsesfulde musical, hvor man får noget for pengene.”
Jakob Steen Olsen har skrevet flere biografier om markante teaterpersonligheder sammen med Rikke Rottensten; ”Kammerat med solen – en biografi om Stig Lommer” (udsolgt fra forlaget, men fås antikvarisk), ”Lisbet Dahl – Undskyld jeg blander mig” og ”Preben Kaas – Det bliver vinter førend man aner”
Læs Jakob Steen Olsens seneste artikler hos Berlingske.
Artikler og guides du også vil kunne li
“Julie Steincke: Revyen har gjort mig mere dansk”
“Silas Holst begyndte som grævling“
“Musicalstjerner vol 2: Her er vores favoritter”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.