Af Signe Ravn
Mathilde Norholt elsker Sebastians musikalske univers
”Den musical, der har betydet mest for mig, er nok den gamle udgave af ”Cyrano”, som Gladsaxe Teater opsatte. Den så jeg virkelig mange gange (Mathilde Norholts mor, Kirsten Norholt, medvirkede i 1993, red.). Jeg er barn af 80’erne, og mange af os børn af 80’erne har en svaghed for Sebastians lyd og hans univers, og iscenesættelsen og kostumerne var helt vidunderlige. Det var den første voksenforestilling, jeg så som barn, der miksede noget scenografisk, der ikke skulle ligne noget virkeligt, men var mere futuristisk og kunne fodre ens egen fantasi, og så med kostumer, der var fuldstændig som den tid, som historien foregik i. Det fungerede helt vildt godt. Jeg var 8-9 år.
”Sebastians musikunivers er ret vidunderligt. Det har ikke den typiske amerikanske musicalsound, men den satte ting i gang hos mig – at teater godt kan forenes med sang. Der er jo ikke så meget dans i ”Cyrano” – ”Moulin Rouge”, som er min filmiske yndlingsmusical, der er koreografi og smidige ben for alle pengene – men det var foreningen af musik, sang og teater, der rørte mig ret meget.”
”… de aftabuiserer alt og er så politisk ukorrekte, som de kan blive. Det er et clash, som er helt vildt fedt.” Mathilde Norholt
”Af nyere musicals så er ”Book of Mormon var vanvittig morsom og politisk godt skruet sammen, og det var et forrygende cast på Det Ny Teater her for et par år siden. Det var modigt at sætte ”den op, for det var ikke det, som musicalpublikummet herhjemme måske forventer. Det er jo barsk humor. Jeg er gammel fan af ”South Park” (skaberne af den serie står bag ”Book of Mormon, red.), og de leger så meget med klicheer i opbygningen, og de kan deres basishistorie samtidig med, at de aftabuiserer alt og er så politisk ukorrekte, som de kan blive. Det er et clash, som er helt vildt fedt. Det er altid en fornøjelse at se kolleger, der stråler i en forestilling, og man kunne mærke, de havde det sjovt.”
Følg Mathilde Norholt på Instagram
Diluckshan Jeyaratnam blev blæst bagover i New York
”Jeg har faktisk ikke set helt vildt mange musicals. Men af dem, jeg har set, er det helt sikkert Hamilton. Den så jeg i New York, da jeg var på studietur med min klasse (fra Fredericia Musicalakademi, red.). Det var i vinteren 2016, og så var jeg heldig at se den igen med min hustru, da vi var på ferie i 2019.”
”Jeg blev blæst bagover! Musik, sang og dans smelter sammen, og det giver en følelse af, hvad musicals kan, når det bliver gjort helt rigtigt.” Diluckshan Jeyaratnam
”Jeg følte bare, at den var indbegrebet af musicals og indbegrebet af grunden til, at jeg gerne ville ind i branchen. Jeg blev blæst bagover! Musik, sang og dans smelter sammen, og det giver en følelse af, hvad musicals kan, når det bliver gjort helt rigtigt.”
”De havde et koncept, som bare passede rigtig godt til materialet, det var meget smagfuldt gjort. Det er jo hiphopmusik fra start til slut, men de vælger at sige, hvordan kan vi bruge skuespillet, så det stadig passer? Hvordan kan koreografien også passe til og være med til at fortælle historien – de bruger blandt andet kroppene som rekvisitter og scenografi. Det var en meget minimalistisk tilgang til det, men det var så godt løst, at det havde en storslået følelse alligevel. Det var episk på en eller anden måde.”
”Vi havde et budget svarende til at se 10 forestillinger per person, det var primært drengene fra klassen, der var helt oppe og køre [over ”Hamilton”], og det originale cast spillede stadig, mens vi var der. Vi troede ikke, vi kunne få billetter, men en fire-fem måneder før vi skulle afsted, åbnede [teatret] op for flere billetter. Det var nærmest dobbelt så dyrt som vores andre teaterbilletter. Det lykkedes os at få [klassen] overtalt. Så tog vi ind og så den og tænkte: Er det nu det værd? Det var det! Efter vi så den, var alle de andre også bare sådan: Den er vi glade for [at have set].”
”Det er vildt, den er blevet så eftertragtet. Men det er helt forståeligt, når man har set den. Det er et musicalkulturfænomen, som rystede posen lidt og kom med noget friskt og noget andet. Det var dejligt.”
Følg Diluckshan Jeyaratnam på Instagram
I Bjørg Gamsts favorit er kvinderne i centrum
”Jeg så første gang ”Lizzie” i 2012 på et universitet i Ohio, USA. Jeg sad under åbningen med åben mund, nærmest i chok. Jeg var blæst bag over. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle se, da jeg satte mig i teatret, men da det var slut, var jeg ikke i tvivl om, at den forestilling MÅTTE jeg medvirke i, i Danmark.”
””Lizzie” er er 4-kvinders rockmusical om Lizzie, der ender med at dræbe sin far og stedmor med en økse efter at have været udsat for incest og undertrykkelse i årevis. Den har en helt særlig plads i mit hjerte og vil altid have det.”
”Musikken er rock i alle afskygninger, og den er fuldstændig forrygende. For en gangs skyld er det ikke kun mændene, der får lov til at synge rock, mens kvinderne synger ballader, som i ”Jesus Christ Superstar”. Nej, her er det kun kvinder, der medvirker og giver den gas!”
”Netop det stærke fokus på kvinderoller og deres udvikling betyder meget for mig, da mange musicals ofte har et fokus på manden og dennes udvikling, hvor kvinden ofte bliver et vedhæng, en love interest, uden en egen udviklingskurve. Jeg har spillet Lizzie to gange. På dansk i Fredericia i 2014, og på engelsk i London i 2017, og jeg ville gøre det igen, uanset sprog og sted.”
Følg Bjørg Gamst på Instagram
Silas Holst lader instinktet tage over
”Jeg har mange, mange yndlingsmusicals. Af dem, jeg selv har været med i, så var ”Book of Mormon” en fornøjelse at lave, fordi den var så udfordrende.”
”… man er ved at dø, og det smager lidt af blod i munden, så finder man et syvende gear, et overlevelsesgear. Instinktet tager over…” Silas Holst
”Saturday Night Fever” står også tydeligt for mig som en magtpræstation, det var decideret hårdt arbejde, og den er jeg meget stolt over. Det var en maraton at løbe, fordi jeg var med i alle scener, undtagen en enkelt, så omklædning foregik på scenen indlagt i spillescener for, at jeg kunne nå det – eller i 13 sekunder i et blackout, hvor jeg kunne løbe ud og få hevet mit jakkesæt af, der var syet med velcro overalt, og så få duppet panden og blive smidt ind igen.”
”Det lyder lidt sadomasochistisk, at man kommer dertil, hvor man er ved at dø, og det smager lidt af blod i munden, så finder man et syvende gear, et overlevelsesgear. Instinktet tager over, man tænker ikke, man gør bare noget, og så bliver det tit ret rigtigt, når man gør noget for ren overlevelse.”
”I de store danseforestillinger fyrer jeg den af de første fire-fem dansenumre, så jeg er drænet for energi, inden første akt er færdig, for så bliver det en overlevelseskamp i anden akt, og det fungerer bedst for mig. Når man når den niende forestilling søndag aften, så er der nærmest ikke andet end knogler, der står og vibrerer, og det er tit den niende forestilling, der bliver bedst.”
Følg Silas Holst på Instagram
Oplev musicalstjernerne
Mathilde Norholt kunne i foråret 2021 opleves i ”Dirty Dancing The Musical” i Scandic Falkoner på Frederiksberg i København og i Musikhuset i Aarhus.
Diluckshan Jeyaratnam kan opleves i Heltemus’ opsætning af ”American Idiot” på Østerbro Teater fra 26. juni til 21. august 2021.
Bjørg Gamst er konstitueret teaterchef på det nye Fredericia Musicalteater, som du kan læse om her. Følg teatret på Instagram.
I indeværende sæson kan Silas Holst opleves i ”Dirty Dancing The Musical” i Scandic Falkoner på Frederiksberg og i Musikhuset i Aarhus og i 2022 i genopsætningen af ”Den skaldede frisør”. Silas Holst medvirker i Nykøbing F. Revyen fra 10. juni til 21. august 2021.
Silas Holst er forfatter til bøgerne ”For enden af regnbuen”, ”Silas – helt ærligt” og ”Silas – Bag dansen” og holder desuden foredrag om mobning og moderne familier. Derudover er han indehaver af danseskolen Dansestudie.dk.
LÆS OGSÅ ANDRE ARTIKLER OM MUISCALS
”5 hurtige til Maria Lucia”
Silas Holst begyndte som grævling
Mads M. Nielsen: “Man får på alle sanseapparaterne”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.