”Når vi møder døden, skal vi bekræfte livet!”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *

 

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner

Teatret Svalegangen genopsætter i 2022 succesmonologen ”En lille smule ubehag”, af den amerikanske dramatiker Jeff Metcalf, om en 55-årig professors oplevelse med sin egen prostatacancer. Som ved premieren i 2019 står skuespiller Holger Østergaard på scenen, mens iscenesættelsen er lagt i hænderne på teatrets direktør og kunstneriske chef Per Smedegaard.

Jeg fornemmer, at forestillingen har en egenartet betydning for dem begge; som kunstnere og mennesker. Kan instruktøren og skuespilleren sammen slå hul på mænds berøringsangst? Hvad har et scenisk møde mellem sygdommens rå realitet og den forløsende latter bibragt de to – personligt og professionelt? Indledningsvist ringer jeg instruktør Per Smedegaard op. Der er afsat 30 minutter til samtalen, og da vi siger farvel, har hans ord i den grad gjort indtryk.  Jeg lægger nysgerrigt ud på baggrund af teatrets foromtale af ”En lille smule ubehag” ”Hvorfor har vi brug for at le af noget så alvorligt som prostatacancer?”

Læs også vores guide “5 forestillinger om sygdomme”

Livskraft på en bund af alvor

”Når vi møder døden, skal vi bekræfte livet!” begynder Per Smedegaard. ”De største latterbrøl, jeg har haft, har været i nogen af mine allerstørste livskriser. Selvom en begravelse er højtidligt, har vi brug for at skrige af grin til gravøllet bagefter. Forestillingen her giver os muligheden for netop det.” konstaterer han. Da jeg spørger, hvad der fænger ham mest ved forestillingen, beretter instruktøren spontant om sit møde med dramatikeren og mennesket Jeff Metcalf, hvis egen prostatacancer er forestillingens udgangspunkt:

Under den første Coronabølge gik han bort, men at møde ham og blive ven med ham, var helt særligt. Jeg bliver lidt rørt, når jeg taler om det”.

”Jeff var et særligt menneske, der hele tiden så det positive, selvom han var syg af cancer. Jeg besøgte ham ti dage i USA, hvor vi bl.a. fluefiskede sammen. Dér ved floden ser han en dame, der sidder på en bænk og læser. Helt naturligt falder han i samtale med hende, og ligegyldigt hvilket rum, jeg tråde ind i sammen med Jeff, var han nærværende.” fortæller Smedegaard med varm veneration i stemmen. ”Jeff endte med at have cancer i over ti år og det spredte sig efterhånden til hele kroppen. Han tog sin familie med til Danmark til premieren, og jeg oplevede, der kom et kæmpe smil af en dødssyg mand ind på teatret. Han strålede simpelthen af liv og kraft. Under den første Coronabølge gik han bort, men at møde ham og blive ven med ham, var helt særligt. Jeg bliver lidt rørt, når jeg taler om det”. Han holder en pause. Jeg selv har våde øjne.

Med vægt bag ordene supplerer Per Smedegaard: ”Der er nærvær og humor i Jeffs tekst. Livskraft på en bund af alvor, for stykkets hovedkarakter Frank Fjordby lever med døden. Han spiller poker med den to gange i forestillingen. Det er lavet som en monolog, men hovedpersonen selv spiller alle roller. Hans hustru er central ift. den indrømmelse, Frank Fjordby kommer med til slut: Helt ærligt mænd, jeg gjorde en kæmpe fejl. Jeg talte ikke med min hustru. Tal med hinanden. Det er moralen!” fastslår Smedegaard. Jeg aner, forestillingen betyder ganske meget for ham.

Berøringsangsten og den trygge arena

Mens Per Smedegaard taler, spekulerer jeg på, om betænkeligheden melder sig, når man vil levere en kunstnerisk fortolkning af så sårbart et emne og samtidig bruge det komiske som virkemiddel.

”Når man researcher på noget, tror man jo, som instruktør, man ved alt om det.” indleder Smedegaard oprigtigt og uddyber: ”… men jeg ved jo ikke i dybden, hvordan den sygdom er at leve med. Både Jeff Metcalf og medlemmer af prostatacancerforeningen så noget af forestillingen før premieren for at se, om det holdt. Det er jo så tabuiseret, det hér med mænd og sygdom. Hovedpersonen diskuterer på et tidspunkt med sin penis – og er det for groft? At have en sygdom i kønnet berører jo også den maskuline forfængelighed”. Min samtalepartner holder en refleksionspause og tilføjer: ”Vi mænd vil jo så gerne fremstå som de stærke…”.

”Vi forsøger altid at ramme noget, der rører sig i samtiden. Noget, der trænger til at blive talt om!”

Da jeg vil vide, om forestillingen vækker genklang hos et bredt publikum, fremhæver Smedegaard teatrets evne til at belyse det almengyldige: ”Når det kommer til cancer, kommer det desværre ikke an på, om nogen i din familie har det, men hvem i din familie, der har det. Så på en måde kan alle jo spejle sig i denne forestilling,” pointerer teaterdirektøren med sårbarhed og seriøsitet i stemmen. 

Den halve time er ved at rinde ud. ”Vi ved, mænd har vanskeligt ved at tale om sygdom. Er vi også svære at lokke i teatret?” afslutter jeg. Per Smedegaard tænker en stund, før han svarer: ”Det er dejligt også at kunne appellere til et mandligt publikum. Pludselig skaber vi en tryg arena for dem. Tænk på fodbold: Sidste år, til premieren på Stig Tøfting-forestillingen ”No regrets”, så jeg jo, mænd pludselig kom med mænd i teatret.””Så det er en succes, hvis man får fat i en ny publikumsgruppe?” forsøger jeg. ”Ikke kun.” reflekterer teaterdirektøren. ”Vi forsøger altid at ramme noget, der rører sig i samtiden. Noget, der trænger til at blive talt om!”

Læs også vores interview med skuespiller Fanny Louise Bernth, der havde sin scenedebut på Teatret Svalegangen

”Vi skal passe på, det ikke bliver for sjovt”

Dagen efter, jeg har hørt om forestillingen fra instruktørens perspektiv, er det skuespiller Holger Østergaards stemme, der klinger i telefonen. Hans ord flyder imødekommende og ubesværet: ”Jeg er opvokset i Vestjylland, hvor jeg både spillede dilettantteater og optrådte til folks private fester. Jeg fandt ud af, folk syntes, jeg var sjov og humoren blev i den grad min indgang til skuespillerfaget. Jeg vidste, allerede fra jeg var dreng, at jeg ville være skuespiller” fortæller han og uddyber der på komikkens rolle i den monolog, han snart spiller på ny. ”En latter er velegnet til at lukke os op og til at afvæbne folk, men hvis teksten ikke rammer mig i mit selv og mit hjerte, så er jeg ikke nem at fastholde. Derfor elsker jeg også ”En lille smule ubehag”. Den taler til det genkendelige og indeholder den forløsende humor i et rum, der er spændt i alvor. Det åbner jo samtalen på en anden måde” afrunder skuespilleren, mens jeg nikker samstemmende.

”Hvad var for dig den største udfordring i prøvearbejdet?” fortsætter jeg. Holger Østergaard tøver ikke: ”Jeg sagde under prøverne ”Vi skal passe på, det ikke blive for sjovt”. Jeg kunne mærke, vi skulle holde tungen lige i munden mht. vekselvirkningen mellem sjov og alvor. Hjertet må ikke forsvinde i det, og det optog mig – også på en måde, min instruktør syntes var lidt irriterende, tror jeg” mindes Østergaard, der som Per Smedegaard føler en særlig forpligtelse, fordi ”En lille smule ubehag” bygger på dramatikeren Jeff Metcalfs personlige oplevelse med prostatacancer:

”Jeg var brandnervøs, da Jeff kom og så vores prøver, for hvordan kunne jeg tillade mig at sætte kød og krop på det, han har oplevet? Det er ikke et rum, jeg selv har været i gudskelov. Det er jo det, vi skal som skuespillere, men her blev det ekstremt tydeligt. Jeff var jo også en fabulerende herre, der forstørrer ting, når han skriver, og jeg blev i tvivl om, hvorvidt noget af det, jeg lavede på scenen, var for meget. Berøringsangsten fyldte i mig, men det var også en opgave, jeg var og er vild med.” lyder det dedikeret fra den garvede skuespiller.

Et behov for at sige tak

”Hvilken betydning har publikum for dig i denne forestilling?” spørger jeg med tanke på forestillingens monologform. Holger Østergaard svarer som både kunstner og menneske: ”De betyder meget, for der er en direkte kontakt. Det er jo en type foredrag med teatralske virkemidler i lige så høj grad som en teaterforestilling. Som skuespiller føler jeg personligt, at når jeg spiller en rolle, skal jeg trænge ind til ærligheden i det, jeg laver på scenen. Teatret skal ikke bringe os væk fra os selv. Jeg vil være tæt på mig selv og det, der betyder noget for mig i at være menneske”.  

Det føles som om, folk har et behov for at sige tak bagefter; for netop den forestilling.”

Det mangefacetterede svar dirrer i luften. Jeg oplever en kunstner, der brænder efter at bringe sig selv i spil i scenearbejdet. Før jeg når at stille næste spørgsmål, fortsætter Østergaard intenst: ”Når jeg hører nogen reagere ude på sæderne, når nogen spejler sig i det, jeg laver på scenen, så…”. Han holder en pause. Hvert ord synes at tælle: ”Der har været situationer, hvor jeg virkelig har fornemmet, at publikum lever med. Man kan prøve at lytte til applausen; er den høflig eller kommer den fuldstændig umiddelbart som en reaktion på det, publikum har oplevet? Det føles som om, folk har et behov for at sige tak bagefter; for netop den forestilling.”

På kanten af livet – tæt på hinanden

Jeg er imponeret af Holger Østergaards åbenhed, og stikord er overflødige: ”Vi har allesammen vores kampe. Hovedpersonen, professoren, siger: ”Jeg hedder Frank Fjordby, og jeg overlever prostatakræft!”. Jeg kan godt lide, man insisterer på at leve”. Min samtalepartner dykker, med kunstnerens mod, endnu et par meter: ”At stå på scenen er også, i nogen grad, en kamp for mig. I denne forestilling, har jeg sagt til mig selv: ”Jeg hedder Holger og jeg lever, og overlever, når jeg står på scenen. Det er så vigtigt for mig at udtrykke mig, selvom det også er hårdt og sårbart. Hvis det ikke lykkes mig at være tæt på mig selv på scenen, så mangler der simpelthen noget”. Jeg glemmer at notere, da han supplerer:  ”Vi ved godt, teater er en illusion, men når der sker noget og skuespillene rammer hinanden, så opstår der noget mere. Så kan vi røre noget i hinanden”. Stilhed.

… at tabuet ophæves og at vi begynder at tale om det svære. At vi tør række ud til hinanden. Det er hovedformålet”.

Som hos instruktøren har ”En lille smule ubehag” sin egen plads i skuespillerens hjerte. Østergaards afsluttende ord bliver den nuancerede konklusion på Per Smedegaards indledning:

”Vi kender alle sammen det at være ude på kanten af livet, hvor man kommer til at isolere sig. Hvis jeg kan være heldig, at der er nogle stykker, der pludselig mærker sig selv, så er det ikke helt dumt. At der måske opstår et nyt rum hos publikum og en større plads i én selv som skuespiller. Jeg ønsker, at tabuet ophæves og at vi begynder at tale om det svære. At vi tør række ud til hinanden. Det er hovedformålet”.

FAKTA:

Per Smedegaard (født 1974) er uddannet sceneinstruktør fra Statens Scenekunstskole i 2003, og var fast tilknyttet Aalborg Teater som dramaturg og instruktør i perioden 2003-05. Fra foråret 2010 har han været teaterdirektør og kunstnerisk leder for Teatret Svalegangen i Aarhus. 

Per Smedegaard har bl.a. iscenesat forestillingerne ”Spindelvæv” (Det. Kgl. Teater), ”Den førstefødte” (Teater Grob), ”Modern Life” (Cafe Teatret) og ”Drengene i skyggen” (Odense Teater). På Teatret Svalegangen har Smedegaard bl.a. iscenesat forestillingerne ”Hvid stolthed” (2011),”Ondskabens ansigt” (2021) og ”En lille smule ubehag” (2019 – repremiere i sæson 22/23)

 

Holger Østergaard (født 1967) er uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2001. Han har medvirket i bl.a. “Guys and Dolls”, “Ronja Røverdatter” og “Showboat” på Aarhus Teater, “Elling”, “Hard Times” og “Marcus Hitengel” på Teatret Svalegangen, samt spillet på bl.a.  Teatret Trekanten i Vejle, bl.a. i de to Reumert-nominerede forestillinger “Det Store Tidstyveri” og “Happys Habitus”. I Aalborg har han medvirket i en række forestillinger på Jomfru Ane Teatret bl.a. som Jens Otto Krag i forestillingen “Krag” i 2009. I 2021 blev Østergaard Reumert-nomineret for årets mandlige ensemblerolle i forestillingen ”Sven fra Randers” på Randers Teater.

På film har Holger Østergaard bl.a. medvirket i ”Tarok” (2013) og ”Hvidstengruppen II – de efterladte” (2021)

Artikler du også vil kunne li

Guide: “5 forestillinger om sygdom”

Interview med Søren Hauch Fausbøll: “En klovn bliver kun bedre med alderen!” 

Interview med Trine Pallesen: “Vi er jo dem, vi er; lige nu – lige her”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *