Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner
Hun træder ind i skuespillerfoyeren på Aarhus Teater. Strikhuen og smilet giver mig straks indtrykket af et afslappet og imødekommende menneske. Da hun kort efter sidder over for mig, bemærker jeg endvidere de livfulde øreringe af farvestrålende fjer. Blikket er kraftfuldt og opvakt. Den følgende dag har hun repremiere på monologen ”Girls & Boys”.
Med en række gribende kvindeportrætter fejrer skuespiller Nanna Bøttcher triumfer som en del af ensemblet v. Aarhus Teater. Efter i 2022 at have spillet bl.a. den komplekse Blanche Dubois i Tennessee Williams’ nyklassiker ”Omstigning til Paradis” samt stærk, stolt og sårbar kongedatter i Christian Lollikes ”Leonora Christina – sandhedens dronning” turnerer hun nu med genopsætningen af den anmelderroste monolog ”Girls & Boys” af den britiske dramatiker Dennis Kelly.
Nanna Bøttcher i rollen som Leonora Christina, Aarhus Teater 2022. Foto. Emilia Therese
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
At folde figurens potentiale ud
For mig at se er Nanna Bøttchers oplagte område at gestalte de store komplekse kvinderoller på scenen. Opfattelsen motiverer mit første spørgsmål: ”Hvad er en stærk kvinde ifølge dig?”. Hun rynker brynene, og da vi en halv time senere tager afsked, har jeg erfaret noget væsentligt om, hvad der kendetegner store skuespillere.
”Stærke kan alle kvinder jo være. Det kommer an på, hvad man definerer som styrke.” indleder Bøttcher. Tankerne synes sat i inspirerende svingninger: ”Alle karakterer, uanset køn, fortjener at blive præsenteret med fuld nysgerrighed. Nogle karakterer har mere taletid end andre, men når jeg selv ser teater, er det lige så stærkt at opleve en tavs karakter med noget i sig som en talende.”. Hun læner sig venligt insisterende frem. ”Det er noget med, at man uanset karakterens størrelse går ind, afsøger og undersøger figuren for at folde potentialet ud,” pointerer den erfarne skuespiller og lader den efterfølgende stilhed udgøre udråbstegnet.
Skal du nå at se Nanna Bøttcher i “Boys & Girls”? Find spillesteder her
Nanna Bøttcher på scenen i “Boys & Girls”. Foto: Rumleskafte
”Der er ikke altid et sprog for det svære…”
”I morgen har du repremiere på ”Girls & Boys”. Fortæl lidt om, hvad det er for en forestilling”. Jeg ser på min samtalepartner. Tankerne bag hendes øjne fylder rummet med energi.
”Der findes en spoileraftale, der gælder denne forestilling, så jeg kan ikke fortælle dig alt. Vi vil ikke tage oplevelsen fra publikum!”. Da præmissen for samtalen er slået fast, udlægger Nanna Bøttcher generøst forestillingens væsen: ”Monologen ”Girls & Boys” handler om en ret almindelig kvinde med et ret almindeligt kernefamilieliv med to børn. Hun taler og taler, denne kvinde, og det er genkendeligt, det hun taler om; børn, opdragelse, kærlighed, besværligheder med karrieren og hvordan livet i det hele taget skal lykkes. Som publikum tænker man. ”Hvad fanden er det her?”. Man kan mærke på hende, at der er noget på spil”. Stemmen bliver pludselig mørkere: ”Der er meget vold i hendes sprog og der er noget, hun ikke får sagt. Stille og roligt graver vi os ind i katastrofen, som jeg ikke kan afsløre hvad er, men på vejen besøger vi alle disse almindeligheder og hverdagsting.”. Spændingen sitrer i rummet. Hendes tavshed er ikke én, jeg bryder – den er en del af dramaturgien.
Der er i forestillingen en tematik omkring det, vi ikke vil se eller forholde os til som mennesker i det privilegerede samfund, vi er en del af.”
Med et stråler Bøttchers øjne, hvor på hun begejstret udbryder: ”Den her tekst er så vanvittig begavet skrevet, og jeg har aldrig selv læst en tekst, hvor jeg var så smadret bagefter. ”Hvad er det her?” tænkte jeg, og pludselig ramte sammenhængen mig som et kæmpe slag, ligesom jeg håber, den vil gøre det for publikum. Der er mange ord, mange fortællinger, men alt bindes sammen til en helhed på så genial en måde, fordi dramatikeren lægger mange små spor ud”. Med sin indlevende gestik tegner hun de små spor i luften.
”Hvad er det for temaer i ”Girls & Boys” der er vigtige at få italesat ift. vores samtid?” spørger jeg anglende efter at vide, hvilken katastrofe, forestillingen kredser om. Nanna Bøttcher afslører ingenlunde plottet, men reflekterer gerne:
”Der er nogle tematikker omkring parforhold og køn, for selvom vi synes, at vi er vanvittigt bevidste om livet og os selv, går vi jo rundt med en masse ubevidste koder og forventninger. Vi skal være fokuserede på karrieren ud fra bestemte succeskriterier, tror vi, og derfor lægger vi måske ikke mærke til, hvad der egentlig foregår tæt på os – i vores parforhold”. ”Er der tabuer på spil?” forsøger jeg. Efter en hemmelighedsfuld pause svarer kunstneren over for mig:
”Der er i forestillingen en tematik omkring det, vi ikke vil se eller forholde os til som mennesker i det privilegerede samfund, vi er en del af. Er det en tragedie, når en familie rammes af vold eller drab inden for hjemmets fire vægge? Ja, men der ligger også bevidste handlinger bag det, og det er vi nødt til som samfund at tale om. At nogle vælger at udøve disse handlinger og ja – det er svært at rumme og forstå, men vi kommer til at friholde udøverne lidt, når vi retorisk kalder det en tragedie”. Jeg glemmer rent at notere, mens Bøttcher med eftertryk afrunder: ”Der er ikke altid et sprog for det svære, men hvis vi ikke lærer at tale om sådan noget som vold i parforholdet, den kønsbaserede vold, partner- eller familiedrab og som samfund anerkender, at det ikke kun sker i affekt, så bliver vi ikke bedre til at forstå og kunne forebygge, at disse ting sker.”
Læs også vores interview med skuespiller Emil Prenter fra Aarhus Teater
Teatertegning af monologen “Girls & Boys” på Aarhus Teater. På tegningen: Skuespiller Nanna Bøttcher som den tilsyneladende lykkelige kvinde”
At stå til rådighed for tekstens ord
”Hvad er det mest udfordrende for dig som skuespiller ved monologformen?”. Jeg bemærker igen, at Nanna Bøttcher ikke kaster sig hovedkulds ud i et svar, før hun har modelleret sine tanker.
”Det mest udfordrende er, at jeg på en måde savner nogle legekammerater. Jeg synes jo, at teater er en holdsport. Her er jeg sammen med publikum på en meget mere direkte facon end normalt, for her er de mine eneste medspillere. Det udfordrende er selvfølgelig, at jeg står der alene. Jeg har ikke nogen, jeg kan læne mig ind i, men publikums energi er forskellig fra aften til aften, og det bliver min jo derfor også” siger hun.
Den store udfordring er at stille mig til rådighed for tekstens ord og tanker og så gå ind i energien fra det publikum, der er i salen i dag; at mærke, hvor vi er henne – sammen.”
Før jeg når at spørge, om monologformen fordrer et særligt mod af en skuespiller, afbrydes mine tanker, da Bøttcher med et skævt smil supplerer: ”Og helt lavpraktisk er der meget tekst, når man står alene på scenen i en time og otteogfyrre minutter. Det er rugbrødsarbejde at lære det hele, men det sætter jeg mig jo ned og gør. Jeg har også spurgt mig selv: ”Hvordan yder jeg denne tekst retfærdighed?”. Den er simpelthen så godt skrevet. Den store udfordring er at stille mig til rådighed for tekstens ord og tanker og så gå ind i energien fra det publikum, der er i salen i dag; at mærke, hvor vi er henne – sammen”. Hendes respekt for teksten gør indtryk. For Nanna Bøttcher synes teater at handle om fortællingen, om publikum – og meget lidt om hende selv.
”Hvad glæder dig mest ved at genopsætte ”Girls & Boys”?” vil jeg der på vide.
”Jeg har glædet mig mest til at arbejde med Sigrid Johannesen igen, for hun er en meget spændende og begavet instruktør. Desuden er teksten så fremragende god, og det er fedt, at den får lov at få et nyt liv, fordi den bliver genopsat og kommer på turné. Det er jo krævende og dyrt at sende forestillinger ud af huset, det ved jeg…”. Bøttcher slår ud med armene inden tilføjelsen falder med træfsikker sans for timing: ”…men altså her er det bare mig og fireogtyve højtalere.”.
Nanna Bøttcher på scenen i “Boys & Girls”. Foto: Rumleskafte
At holde liverummet i live
Nanna Bøttcher har spillet et bredt repertoire på bl.a. Aarhus Teater, og har gjort sig bemærket som en både talentfuld og alsidig scenekunstner. Hun har flere gange været Reumert-nomineret, modtog i 2022 Ole Haslunds Kunstlegat og var samme år nomineret til den prestigefyldte pris Teaterpokalen. Forud for vores møde har jeg tænkt, at hendes sceniske ambitioner må gå i retning af Shakespeares Lady MacBeth eller andre ikoniske kvinderoller fra verdensdramatikken. Har jeg ret? Hun smiler stille ad mit spørgsmål.
Publikum fortjener både at få det, de kender, men også at få oplevelser, de ikke vidste, at de manglede”.
”Jeg har fået lov til rigtig meget, men jeg har altså ingen drømmerolle; det havde jeg kun, da jeg var ung. Jeg er meget nysgerrig på at blive ved med at holde teatret levende som fortælleform.” svarer hun passioneret. ”Der kommer jo hele tiden nye instruktører til, nye performere og forskellige samarbejder. Teatret er jo et af de få live rum, vi har, hvor vi kan høre hinanden hoste, grine og hvor vi kan række ud og røre hinanden. Hvis det skal overleve, og det kommer det til, så skal man være åben ift. at afprøve nye former inden for det her medie.”. Jeg aner det klart; her taler bestemt ingen primadonna. Fortsættelsen understøtter min fornemmelse:
”Jeg kunne godt tænke mig at få lov til at blive ved med at arbejde samme med folk, der er nysgerrige på, hvordan vi kan fortælle, og hvor jeg kan mærke, at der er en ild. Man skal turde at undersøge. Publikum fortjener både at få det, de kender, men også at få oplevelser, de ikke vidste, at de manglede”.
Nanna Bøttcher er en den af Aarhus Teaters faste ensemble. Foto: Kim Glud
”Man skal altid skabe mennesker på scenen”
”Jeg mener jo, at alle roller fortjener at blive gjort særlige” lyder det fra Nanna Bøttcher, da jeg spørger, hvad der skal til, for at en rolle vækker hendes faglige interesse.
”Jeg går til arbejdet med samme passion og grundighed, uanset om det er en stor, lille, komisk eller tragisk figur. Man skal forsvare og undersøge figuren til bunds, uanset genren. Alle mennesker fortjener, at man giver dem alt, hvad man har og alt det, som de har, uanset karakterens størrelse.” svarer min samtalepartner, og bekræfter mig i, at hun er en ambitiøs, nysgerrig og holdspillende håndværker med noget på hjerte:
”Man skal lave karakteren, så den kan fungere i den fortælling, netop den pågældende forestilling er. Man skal altid skabe mennesker på scenen, uanset om man laver en tragedie eller en farce – og man skal forsvare dem.”.
FAKTA:
Nanna Bøttcher (f. 1973) er uddannet fra skuespillerskolen v. Aarhus Teater i 2005. Hun har bl.a. medvirket i “Æblet” på Mammutteatret, “Sex og vold” på Husets Teater og “Made in India” på Odense Teater og Teater Grob. I sæsonen 2009/10 var hun en del af Teater Momentums skuespillerensemble VOL3. Siden 2015 har Nanna Bøttcher været en del af Aarhus Teaters ensemble og har medvirket i adskillige forestillinger som bl.a. “Erasmus Montanus”, “Lazarus”, “Orestien” og “Kærlighedens forrykte former”. For sidstnævnte blev hun nomineret til en Reumertpris for Årets Kvindelige Ensemblerolle i 2021.
I sæson 22/23 har man bl.a. kunnet opleve Nanna Bøttcher i “Leonora Christina – sandhedens dronning” og genopsætningen af “Erasmus Montanus”. Netop nu kan hun opleves på turné med genopsætningen af Dennis Kellys monolog “Girls & Boys”, for hvilken hun var Reumert-nomineret til Årets Kvindelige Hovedrolle i 2022.
Artikler du også vil kunne li’
Interview med Benjamin Kitter: ”Vielgeschrei vil bare gerne føle, at han har en berettigelse”
Interview med Jeanette Albeck: “Jeg vil gerne gøre alt det, jeg ikke tør og som giver mig brækfornemmelser”
Interview med Trine Pallesen: “Vi er jo dem, vi er; lige nu – lige her!”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
