Af Signe Ravn
”Jeg fik forestillingen allerede i starten af mit fjerde år eller i slutningen af mit tredje år. Det var Jens Svane Boutrup, som stadig er chef for Bornholms Teater, som hyrede mig og min holdkammerat Martin Bo Lindsten. Han havde en ide om, at han ville lave en forestilling om Glistrup. Det var relativt tidligt at få at vide, at man havde fået job. Det var sådan: Wow, det er jo fantastisk!”
”Jeg blev uddannet i juni ’10 (fra Skuespillerskolen ved Odense Teater, red.). Allerede samme juni startede vi prøver i København, og vi genoptog så prøverne i august, hvor vi op mod premieren, som skulle foregå på Rønne Teater, tog over til Rønne og boede derovre.”
”For mig var det lidt tummelumsk. Jeg var lige blevet far. Min datter kom til verden i maj måned, jeg blev færdiguddannet i juni og skulle så starte prøver. Min kæreste og min datter var med på Bornholm. Det var en co-produktion mellem Svalegangen og Bornholms Teater, og vi var på Danmarksturne efterfølgende.”
”Der var et ret fedt drive i det. Jeg var lidt blæst i systemet og skulle lige finde hoved og hale i, hvem er jeg så nu? Nu er det ikke bare min egen ambition om at realisere mig selv som skuespiller, men også det at indgå i familien og finde ud af, hvad handler det om. Når man får børn, ved man pludselig, at der er noget, der er langt større. Det er jo nok anderledes for mig som mand, fordi jeg ikke har båret barnet, men i min kærestes optik var jeg sgu ikke så grounded.”
”Jeg blev 30, blev far og færdiguddannet på samme tid og skulle ud at realisere mig selv.”
”Vi var kun fire medvirkende; Kitt Maiken Mortensen, Martin Bo Lindsten, Esben Dalgaard Andersen og mig. Martin og jeg spillede 50 forskellige karakterer på halvanden time, Esben spillede Glistrup og Kitt hans kone.”
Martin Bo Lindsten, Esben Dalgaard og Nicolai Jandorf i forestillingen “Glistrup”. Foto: Svalegangen
”Jeg tænkte, det er fandme en fed opgave, det glæder jeg mig til at lave så godt, jeg nu kan. Hvis jeg var heldig at få flere jobs fremadrettet, så ville de nok ikke ligne den type. Så har du én karakter, der har en bue. Det fik mig til at tænke på, at jeg har lyst til at prøve kræfter med revy, fordi det i sig selv er en svær disciplin at mestre. Der er nogle, der tænker, at det bare er at gå ind… men det er ekstremt svært at lave de skift. Det skal man have respekt for. Det har jeg i hvert fald.”
Læs også “Ny i branchen: Louis Bodnia Andersen”
Sagde nej til fast kontrakt
Søren Sætter-Lassen og Nikolai Jandorf i “Den Gerrige” på Det Kongelige Teater sæson 2011/2012. Foto: Natascha Thiara Rydvald
”Så gik der nogle måneder, før vi skulle på turné, og jeg var så privilegeret at få tilbudt to år på Odense Teater. Jeg lavede en aftale med dem om, at jeg lavede ”Glistrup” færdig. Under den turné bliver jeg ringet op af Emmet Feigenberg fra Det Kongelige Teater og bliver tilbudt en forestilling på Det Kongelige Teater.”
”På det her tidspunkt bor jeg i København med min kæreste og datter, og jeg kunne godt mærke den ubalance, der var i tanken om at skulle pendle til Odense hver dag. Jeg tog konsekvensen af det, ringede til Kasper Wilton og Michael Mansdottir, som var chefer på det tidspunkt: ”Jeg ved godt, I regner med mig, og jeg har sagt ja. Men jeg må takke nej til den ansættelse.””
”Det var svært – man vil ikke brænde nogle broer – og jeg var meget opmærksom på, hvor heldig jeg egentlig var at kunne vælge og vrage mellem jobs. Det er ikke tit, man står i sådan en situation. Heldigvis tog de det godt og frigjorde mig fra den kontrakt.”
”Så lavede jeg ”Den Gerrige” med Søren Sætter-Lassen, Bodil Jørgensen, Steen Stig Lommer, Anders Hove, Peter Oliver Hansen, Anders Juul, Özlem Saglanmak og Sicilia Gadborg Høegh og min far, Henrik Jandorf. Vi skulle spille far og søn i forestillingen. På et tidspunkt var det i spil, at Jens Sætter skulle spille Søren Sætters søn i stykket. Det endte med ikke at blive sådan.”
”Det var vidunderligt. Jeg har et enormt dejligt forhold til min far. Også i årene inden skolen har jeg været ret tryg ved at vise ham ting, jeg lavede. Nogle har det på samme måde, og nogle virkelig ikke på samme måde – de føler, det er for intimt. Det har vi altid formået at kunne. Det at stå på scenen sammen var bare en bonus. Jeg var glad for, at det lod sig gøre.”
Sendte lind strøm af sms’er
”Vi havde de første prøver [på ”Glistrup”] ude ved Det Danske Teater ved Grøndalcentret. Jeg kan huske at cykle derud. Det var enormt dejligt og trygt, for Kitt havde jeg, inden jeg kom på skolen, spillet sammen med i noget semi-amatørteater. Esben gik to årgange over mig på skolen, og Martin gik jeg også på hold med. Så det var ikke det med at komme ud og ikke kende nogen.”
”Jeg var enormt sprudlende og glad for at tage på arbejde. Helt ærligt kan jeg også huske, at jeg var smadret. Hele det mentale i at være nybagt forælder, alt er nyt, vi vidste ingenting og havde en tre måneder gammel baby. Det var sådan noget med at skrive hjem mange gange: ”Er er alt okay? Jeg skynder mig hjem”. Nu har vi tre børn i dag, og der er en anden ro.”
Forestilling med Elisa Kragerup blev afgørende
”Det er jo ikke skåret i granit, at du har noget at lave, når du kommer ud [fra skolen]. Jeg følte mig enormt privilegeret og dygtig, og jeg huskede at klappe mig selv på skulderen. Det var ikke sådan: Jeg er nok bare heldig. Jeg var også nødt til at anerkende, at jeg havde arbejdet hårdt for det.”
Nikolai Jandorf i “Den Gerrige” på Det Kongelige Teater sæson 2011/2012. Foto: Natascha Thiara Rydvald
”Men det var måske en anden rolle før da, der blev karriereafgørende. Jeg havde hovedrollen i Elisa Kragerups afgangsforestilling (”Farlige forbindelser”, red.), som blev en kæmpe succes. Der var mange teaterfolk, der var inde og se den. Det var jo en fuldt professionel forestilling. Jeg tror allerede, at Elisa var hyret til at lave Det Røde Rum på det tidspunkt. Det var så fedt at få lov at arbejde med Elisa, som jo bare er ekstremt dygtig.”
”Fordi det gik så godt, var jeg heldig at blive set der af folk som Emmet Feigenberg og Thomas Bendixen, som senere hyrede mig i ”Den Gerrige”. Der var nogle omstændigheder, der stod rigtigt for mig der.”
”Det var med til at vise, hvad jeg kunne. Det var så kropsliggjort en forestilling med så mange følelser. Jeg fik lov at spille Valmont, historien er jo i sig selv hjerteskærende, for den taler ind i overflade, denial og kærlighed, og alle parter bliver ramt og smadret til sidst.”
”Jonas Fly havde lavet en scenografi fem meter oppe i luften. Publikumsopstillingen var også bygget op, så de sad og kiggede ned på pladen. To meter nedenfor var der fiskenet, så du røg ikke ned på betongulvet. Hele den dybdefornemmelse blev ret spooky og vild. Der var nogle sindssygt fede elementer i den forestilling. De havde lyst til bare at male med den store pensel. De havde investeret i et regn-element. Det begyndte at regne til sidst i forestillingen. Folk snakkede om den forestilling, om os og om mig. Jeg ved, Martin Lyngbo så den, og han hyrede mig senere til Mungo Park (i 2012 som en del af det faste ensemble, red.).”
Læs også “Tammi Øst: Min scenedebut”
Socialdemokrater, hundehoveder, hængerøve!
”Hovedhistorien handlede om Glistrup og hans kone og deres indbyrdes snak om, at han havde tænkt sig at stille sig frem og sige, han betalte nul kroner i skat – de ting, man husker. Jeg spillede nogle historiske personer. Martin var Erhard Jakobsen. Vi havde en stumtjener, og jeg ved ikke hvor mange kostumer. Jeg spillede også Egon Olsen, der var Glistrups alter ego eller fantasi-ven, der dukkede op, du ved ”socialdemokrater, hundehoveder, hængerøve!”.”
”Det er enormt sjovt at lave mange typer karakterer. Som teaterskuespiller er der større mulighed for at få lov til at spasse lidt ud i noget, der er lidt større, lave nogle karikaturer, hvor det ikke stikker helt af og bliver revykarakter. Martin og jeg havde lavet projekter på skolen, hvor vi legede med at skifte karakterer hurtigt med en hat og så videre. Det tror jeg måske, at Jens vidste, da han spurgte os. Han kunne se det for sig.”
”Scenografien var af Lisbeth Burian med ryatæpper, lidt bordeaux… hun formåede at ramme den stil, som når man ser i interviews fra 70’erne, de store mørke briller og pibe i hånden… det hele er lidt jordslået på en eller anden måde. Det var en sindssygt fed scenografi at bevæge sig rundt i. Esben fik lavet et tandgebis, fordi Glistrup havde meget karakteristiske tænder. Der findes billeder, hvor han ligner helt vanvittigt godt.”
Esben Dalgaard som Mogens Glistrup og Nicolai Jandorf i forestillingen ”Glistrup”. Foto: Svalegangen
”Der var en enorm legesyge og energi og lyst til at prøve at udfolde den her historie om det her meget komplekse menneske og alt, hvad han fik udrettet. Det var en rejse. Glistrup var fra Bornholm, så hele Glistrups familie var ude og se forestillingen og var meget begejstrede.”
”Forestillingen blev vel modtaget. Vi blev nævnt som et ensemble, og Esben blev fremhævet, fordi han havde hovedrollen. Men Martin og jeg blev nævnt som et lille team som dem, der også var med til at skabe stemningen rundt omkring Kitt og Esben. Det blev jeg glad for, at anmelderne så.”
”Uanset om det er god eller dårlig anmeldelse, prøver jeg at holde det i strakt arm. Jeg prøver at nulstille, når jeg ser noget. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke blev glad for, at nogle skrev noget pænt.”
Læs også: ”Esben Dalgaard: Min scenedebut”
En tryg debut
”Da vi skulle på turné, var det os selv, der brugte mellem 10-15 minutter hver på at lægge vores kostumer de rigtige steder, så vi kunne komme ud i scenescenen, smide parykken, tage en jakke og ind igen. En dag kom Martin på scenen med en forkert paryk, hvilket gjorde, vi lige skulle tage os sammen for at kunne gennemføre. Men fordi vi kendte hinanden så godt, så havde vi det hyggeligt med det.”
”Jeg blev ikke skræmt af at spille teater efter den forestilling. Det var en vidunderlig og meget tryg debut. Man har hørt andre historier om at være nervøs, ny og grøn, og så var der måske nogen – måske mere udtalt for mange år siden – der oplevede, at der var et voldsommere hierarki blandt generationerne. Det er der ikke mere. Det er vigtigt at stille sig åben for at lære og samtidig have modet til at sige fra. Der er i dag mere respekt for, at man kan lære af hinanden, selvom der er forskel i erfaring.”
I sæson 2021/2022 kan Nicolai Jandorf opleves på Odense Teater i forestillingerne ”Laser og pjalter” fra den 3. februar til den 10. marts 2022 og ”Romeo og Julie” fra den 21. maj til 15. juni 2022.
Følg Nicolai Jandorf på Instagram
Følg Odense Teater på Facebook og Instagram
Artikler du måske kan li
”Dramatikerens drivkraft: Magnus Iuel Berg”
”Jeanett Albeck: Min scenedebut”
“Mød dit teater: Bornholms Teater”
“Mød Odense Teaters nye direktør”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler og guides m.m. på scenen.dk, og bliv opdateret om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Mie Katrine Andersson
Henrik Ohsten