Af Signe Ravn
Der er 37 at vælge imellem. Så mange dramaer er Shakespeare krediteret for at have skrevet, og Niels Brunse har, som den eneste herhjemme, oversat dem alle til dansk. Og når man har brugt en periode på over 30 på at nørde verdens, i mange øjnes, største dramatikers værker i detaljen, så er det ikke nemt at begrænse sig til blot tre.
Niels Brunse blev næsten som en far, der tvinges til at vælge mellem sine børn, da Scenen.dk bad ham vælge sine tre yndlingsskuespil af Shakespeare.
”Jeg blev helt fortvivlet. Du udfordrede mig,” erkender han.
Skurkedramaer og fortryllende komedier
”Det føles som blodig uretfærdighed, at jeg ikke nævner ”Romeo og Julie”, som jeg elsker meget, meget højt, og ”En Skærsommernatsdrøm”. De kunne lige så godt have været med. Og så er der alle kongedramaerne. ”Richard den III” er et skurkedrama ud over alle grænser og har nogle mesterlige passager,” fastslår han og fortsætter:
”… og nogle af komedierne er helt fortryllende, ”Stor ståhej for ingenting”, hvor Beatrice og Benedikt hellere vil brække en arm på langs end at indrømme, at de er forelskede i hinanden, og så indtagende gennemspiller det med psykologiske undertoner, som er ganske spændende.”
”Og alle de stykker, hvor der er en enkelt scene, der står frem… har du 14 timer? Lange flotte monologer kan man finde i så godt som alle stykkerne … Man skal gå i teatret til en opsætning, der er rimelig god, så får man med garanti noget med hjem. Så kan man altid læse mere om det bagefter, hvis man har lyst til det, der er ingen tvang.”
Men alle forbehold til trods landede Niels Brunse på følgende Top 3:
1. ”Hamlet”
Sara Viktoria Bjerregaard og Esben Smed som Ophelia og Hamlet i Det Kongelige Teaters opsætning fra sæson 2020/21. Foto: Emilia Therese
”På det stadie, jeg befinder mig på i livet, er det, igen af indlysende grunde, for jeg har haft med ham at gøre, siden jeg var barn, ”Hamlet”. Det er et fantastisk interessant stykke. Hamlet er enormt dominerende, hvis han ikke er på scenen, så taler de andre om ham. Det allermeste drejer sig om ham og en masse indre modsætninger, som jeg også tidligt syntes var spændende.”
”Det er sjovt at gribe mig selv i, at da jeg var ung, så syntes jeg, at kong Claudius, den onde onkel, en forfærdelig skurk, havde fortjent at blive myrdet på flere forskellige måder. Men jo ældre, jeg bliver, jo bedre kan jeg forstå Claudius – ikke for at forsvare det, han gør – men han har jo også sine grunde, som man kan begynde at gruble over.”
”Shakespeares evne til at lade personerne vokse og ændre sig er dybt, dybt fascinerende.”
””Hamlet” er i sit udgangspunkt en hævntragedie, en god gammel klassisk genre, som fik revival på Shakespeares tid. Forbrydelse, uret og en udses til at hævne det af de højere magter, det gør Hamlet også til sidst efter en forfærdelig masse tvivl. Han viser mangel på handlekraft lige før den pligt, han har påtaget sig, for faderens ånd har sagt, han skal hævne [giftmordet på ham]. Han må tage sig selv i nakken og have en formaning i sovekammerscenen med moderen, og så gør han det alligevel ikke. Han har været på den mærkelige sørejse til England og skal slås ihjel ved ankomst, men kommer hjem, og i den mellemlignede periode, har han fundet en resoluthed og et fast ståsted. Den udvikling ligger under teksten, vi får det ikke at se, og alligevel er det plausibelt og troværdigt.”
”Shakespeare lader sine figurer udvikle sig i de fem akter. De er nogle andre, da stykket slutter, end da det begyndte. Man andre dramatikere her ser vi dem enten [som gode eller onde], og de skriver typekomedier, hvor der er én fast karakter, som er uforanderlig hele vejen igennem. Shakespeares evne til at lade personerne vokse og ændre sig er dybt, dybt fascinerende. Hamlets mærkelige forhold til seksualitet, han føler nok en tiltrækning til Ophelia, en faktor, der giver fremdrift, samtidig har han en seksualangst og synes, det er forfærdigeligt med moderens nye kødelige eventyr med den her forfærdelige onkel. ”There shall be no more marriages”, sagt med andre ord: I skal holde op med det svineri!”
Få hele landets teater i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag emails fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke nederst i nyhedsbrevet.
2. ”Kong Lear”
Jens Jørn Spottag spiller Lear i Aarhus Teaters opsætning af ”Kong Lear”. Foto: Emilia Therese
””Kong Lear” er jo en forfærdelig sort tragedie og er pessimistisk ud over alle grænser. Der er det sværdhug til sidst, at den unge generation kan tage over og rette op på de uhyggelige begivenheder og kriser, hele landet står i. Vi er ude på sagnagtig grund, for Lear er sagnkonge i et sagnland, så dramatikeren får frie hænder.”
”De højere magter bliver konstant anråbt af Lear, fordi hans døtre behandler ham dårligt. Han beder himlen om hjælp, men der sker ikke en pind, Lear er overladt til sig selv og sin egen overvurdering af berømmelse og herlighed, og det ender med, at han dør ribbet for nærmest alting. Dog ikke ribbet for en kortvarig forsoning med datteren Cordelia, som han havde landsforvist, fordi hun ikke ville smiske for ham. ”Så ung og så sandhedskærlig,” som han sarkastisk siger til hende.”
”Vi holder meget af ”Hamlet” i Danmark, men hvis man regner internationalt set, ligger ”Hamlet” og ”Kong Lear” nok og konkurrerer om at være det mest elskede, beundrede og spillede stykke. ”Lear” er svær at sætte op, man skal have en fantastisk skuespiller for at sætte det op. Det kan blive meget kedeligt, hvis man ikke har det.”
3. ”Stormen”
Glad Teater spiller ”STORMEN” i august 2021. Foto: Søren Meisner
”Det er et stykke, man ikke spiller så tit, men som jeg holder virkelig meget af. Der er en myte – og det aldrig kan blive andet – at det er Shakespeares egen svanesang og hans afsked med digtekunsten.”
”Det ender med en stor forsoning, men det forhindrer ikke Prospero i at være en sur gammel knark.”
”Prospero er et billede på Shakespeare selv, han har magiske evner og kan trylle skikkelser frem og få dem til at forsvinde igen – meget ligesom en dramatiker kan. Han har et mål om ved hjælp af trolddom at få samlet alle de mennesker, der har gjort ham ondt. Nu konfronterer han dem med, hvad de har gjort mod ham og hinanden. Deres skurkestreger kommer for en dag, og de gode får ros, og de onde udskammes, der er tale om, at tingene falder på plads. Prospero knækker sin trykkestav og kaster sin trolddomsbog i havet. Miranda og kongesønnen Ferdinand kan få hinanden, den onde bror angrer og giver ham magten tilbage. Det ender med en stor forsoning, men det forhindrer ikke Prospero i at være en sur gammel knark.”
”Det er så rigt facetteret et stykke. De eventyrfigurer, den grumme og grimme Caliban og den lette og luftige Ariel, som er sider af Prosperos egen natur, er flyttet ud i mytologiske figurer. Caliban er den grove jordånd, der gerne vil voldtage Miranda, men han gør det ikke! Og som straf skal [han] gøre alt det tunge arbejde; slæbe brænde, hente vand. Ariel, luftånden, er en æterisk skabning og kan tage skikkelser på sig efter Prosperos ordre, lede dem vild og lede dem sammen. Så får Ariel sin frihed, fordi han har udført sine opgaver så fint, og Caliban får sin ø tilbage. Det er en befrielse og forsoning, og det er et fantastisk smukt stykke.”
Niels Brunse. Foto Heiner Lützen Ank
Niels Brunse har skrevet en lang række skønlitterære bøger, dramatik og fagbøger og har oversat mange skønlitterære bøger udover Shakespeares samlede skuespil. Få et overblik her.
Han er desuden foredragsholder hos ARTE Booking, hvor han holder foredrag om William Shakespeare, om at oversætte Shakespeare, om litterære oversættelser og om sin bog ”Kristendommen ifølge Niels Brunse – Tro er ikke viden”.
Læs også
Interview med oversætter Niels Brunse: “Shakespeare er historiens største dramatiker”
Interview med instruktør Christoffer Berdal: ”Shakespeares værker har bestået prøven for længst”
Få hele landets teater i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag emails fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke nederst i nyhedsbrevet.