Af Signe Ravn
”Begge mine forældre er skuespillere, så jeg har et godt indblik i, hvordan det foregår bag den smukke facade.”
Sådan svarer Louis Bodnia Andersen på spørgsmålet om, hvornår det gik op for ham, hvad det der med skuespil var for noget.
Som søn af skuespillerne Lotte Andersen og Kim Bodnia blev han som barn passet bag scenen, og han var med til filmoptagelser.
Det imponerede ham ikke.
”Som barn skulle jeg i hvert fald ikke være skuespiller,” konstaterer han.
Alligevel begyndte han til drama som 13-årig. Der var en nysgerrighed, der var blevet pirket til.
”Det var noget med noget skolekomedie i 2. klasse, jeg var med i, hvor folk syntes, det var ret nice – der var noget, jeg havde forstået i forhold til underholdning… Så blev jeg grebet af det, og sammen med mine venner begyndte vi at lave film sammen, skrive selv og hygge os med det.”
Følte sig hjemme i den skabende proces
Den uinteresserede ventetid i teatergarderoben eller på settet måtte efterhånden vige pladsen for en rendyrket begejstring for skuespil.
”Skiftet skete, da jeg selv begyndte at gøre det i stedet for at sidde og surmule. Jeg gik i Gawenda (forening, hvor børn laver teater, spiller musik og danser, red.) som 13-årig, fordi jeg havde lidt interesse i det.”
”Jeg følte, der skete noget på scenen i forhold til at sende energi ud til publikum og gøre ting, så folk er med på den rejse,” mindes Louis Bodnia Andersen.
I begyndelsen handlede det mest af alt om fællesskabet, at få en masse venner, og Louis Bodnia Andersen begyndte efterfølgende også at lave kortfilm og arbejde på filmideer sammen med en god ven, der i dag går på filmuddannelsen Super 16.
”Det føltes rigtigt at være i den proces med at skabe noget,” forklarer Louis Bodnia Andersen.
”Selve performancedelen er ikke altid det fedeste. Det er mere, hvordan kommer vi frem til premieren, hvordan kan vi nørde det her sammen?”
”Da jeg var 15 år, skulle man i skolen skrive en drømmebog om, hvor er man 10 år. Der skrev jeg, at jeg ville være skuespiller.”
Louis Bodnia her i selskab med sine medspillere i “Ritas Jul”; Mette Kjeldgaard Jensen og Elias Munk. Foto: Nicolai Egense Eilertsen Meilby
Valgte sin vej tidligt
Mens Louis Bodnia Andersens skolekammerater snakkede meget om det pres, det var at skulle vælge, hvad man ville med sit liv, lagde han sig hurtigt endeligt fast på skuespillervejen, da han begyndte i gymnasiet.
”Jeg gider ikke bruge mit liv på at være stresset over, hvad jeg skal. Hvis jeg beslutter mig for at være skuespiller nu, kan jeg bruge det som en platform,” lød Louis Bodnia Andersens ræsonnement dengang.
”Jeg elsker at spille musik, tegne og finde på ting. Skuespiller har været en platform for mig. Det har ikke været et mål i sig selv. Jeg har altid tænkt, hvis jeg er skuespiller, kunne jeg bruge det til noget andet; fortælle en historie, trylle, lære at ride på hest, kæmpe med en stav. Man kommer til at lære alle mulige ting igennem det. Det er egentlig det, jeg blev tiltrukket af. At fortælle de historier, jeg synes, der er vigtige.”
”Jeg skrev i den bog som 15-årig – at jeg ville være skuespiller efter 10 år. Jeg var færdig som 24-årig, så jeg nåede det lige indenfor 10 år.”
Læs også: ”Lotte Andersen: Min scenedebut”
Realistisk bekymring og udsigt til stjernerne
Hjemmefra var der opbakning til karrierevalget.
”Jeg havde snakket om, at jeg gerne ville være skuespiller. Min far var ekstremt stolt. Jeg havde haft en god studentereksamen, det var han bare glad for. Nu kunne han være stolt over, at jeg ville gå i samme retning.”
”Min mor var mere påpasselig: Så skal du have den uddannelse, det skal du altså. Der var min far sådan: Det behøver du ikke! Hun var den realistisk bekymrede, og så var der min far, der var stolt og så til stjernerne. Det er to gode perspektiver at have med sig. Så måtte jeg finde min egen vej i det,” siger Louis Bodnia Andersen.
”De er to vidt forskellige mennesker, det har de nok altid været. Det har givet mig et bredt indre spænd, og jeg har fundet et mere medierende middelpunkt, for de har trukket i hver deres retning i min opvækst.”
Hans første konklusion var, at han ikke ville søge direkte ind på scenekunstskolen.
Foto: Nicolai Egense Eilertsen Meilby
Var først forbi en højskole
De 10.000 timer, man siger, at man skal investere i at mestre en disciplin, var han allerede godt i gang med at lægge.
”Uanset hvad alder du har, hvis du beslutter dig for noget, så er det ikke længere væk end lidt stædighed,” fastslår Louis Bodnia Andersen og kommer så med indrømmelsen, at man selvfølgelig ikke kan love, at så går alt bare i opfyldelse:
”Men jeg havde også en ide om, hvad det krævede. Jeg tror faktisk også, at det ikke bare at ville være skuespiller, det gjorde, jeg ikke søgte ind på skolen med det samme. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad jeg ville med det at være skuespiller.”
I forsøget på at finde svar på det spørgsmål, tog Louis Bodnia Andersen derfor på Rødkilde Højskole, som har et hold, der fungerer som forberedelse til at søge optagelse på scenekunstskolens afdelinger.
”Der var en energi omkring det, fordi det betød så meget for folk – det var liv eller død. For nogle betyder det nærmest mere, hvad juryen til optagelsesprøven synes, at skuespil skal være, end hvad de selv synes. Jeg tænkte: Orv, det er mere vigtigt for dem, end det er for mig. Jeg skal ikke det lige nu i mit liv.”
Tog til udlandet for at være skuespiller
I stedet tog Louis Bodnia Andersen til England og USA, hvor han spillede lidt teater og lavede nogle kortfilm. Det blev en slags kunstnerisk opdagelsesrejse.
”Jeg opdagede for mig selv, hvad der var vigtigt for mig ved at spille skuespil.”
Efter en forestilling i et landbrugsområde i USA kom en mand hen til Louis Bodnia Andersen. Han fortalte, at han havde haft sin søn med til forestillingen, og at sønnen, der aldrig havde vist interesse for noget som helst, efter forestillingen havde kigget op på sin far og sagt, at han gerne ville være skuespiller.
”Han var helt rørt over, at hans søn endelig ville noget. Jeg kunne mærke, jeg havde givet et håb og potentiel livsvej til en, der intet ville.”
En lignende scene udspillede sig i Irland efter en visning af en kortfilm, som Louis Bodnia medvirkede i. Filmen handlede om alkoholisme og en vanskelig far-søn-relation, og også her kom en mand hen til Bodnia Andersen.
”Han fortalte, at han ville ringe til sin søn efter, han havde set det her, for det havde sat gang i ting for ham. Men allerede før han kom, havde jeg fået en ide om, hvad skuespil kan.”
Stor støtte før optagelsesprøve
Louis Bodnia Andersen vendte tilbage til Danmark og læste hos en skuespiller med henblik på at søge ind som skuespiller. Da han øvede på den monolog, han ville fremføre til optagelsesprøven, vendte han sine tanker om teksten med sine forældre og fandt ro i, at de, ligesom den skuespiller, han læste hos, sagde, at han var nået til et sted, hvor han ikke skulle røre mere ved det. Men blot levere på dagen.
Oplevelserne som skuespiller in spe på valsen, gjorde også, at Louis Bodnia Andersen kunne gå til optagelsesprøve i 2016 med en helt anden attitude end mange af de holdkammerater, han havde mødt på Rødkilde Højskole.
I stedet for en næsten desperat ”vælg mig”-energi, kunne han møde juryen med en klar overbevisning om, hvad han ville med faget, lægge det frem og i stedet høre skolen, om de kunne hjælpe ham på vej med det.
Det gav pote. Louis Bodnia Andersen blev optaget på Den Danske Scenekunstskole i København i første forsøg.
På det tidspunkt var uddannelsen ændret fra en fireårig håndværksorienteret kunstnerisk uddannelse til en treårig BA i scenekunst.
”Jeg kunne føle, det var rigtigt for mig. Man kigger lidt mere på individet og på, hvordan man udvikler den enkelte som scenekunstner, så det ikke kun er redskaber. Det talte ikke til mig med fire års træning i skuespil,” fortæller Louis Bodnia Andersen, der i stedet med BA’en oplevede, han fik en forståelse for faget, der lå udover den tekniske værktøjsdel.
”Den omstilling har fået meget kritik. Det skal ikke handle om, hvad der står på et papir og ECTS-point, for det er jo kunst. Vi brugte meget tid på at udforske på egen hånd, men det var også fedt at få redskaber. For mig var det ret skønt at få lov til at skrive under uddannelsen og lave egne projekter i højere grad.”
Læs også: ”Rosalinde Mynster: Min scenedebut”
Coronaen stopper ikke Zoom
Netop den tilgang, at skuespilleren i højere grad bliver medskabende, udbyggede, også på professionelt plan, det mindset med selv at tage initiativ, som Louis Bodnia Andersen allerede udviklede som teenager. Med pandemiens indtog, kom netop det ham uventet meget til gode.
Efter afgangsforestillingen i 2019 og den umiddelbart derpå følgende debut i ”Cirkus Summarum”, medvirkede han som Lille John i forestillingen ”Robin Hood” på Folketeatret, hvor Christoffer Læssø spillede titelrollen.
De nåede at færdiggøre spilleperioden på teatret i Nørregade i København, før coronaen lukkede teatrene i hele landet ned.
Den planlagte efterfølgende turne måtte aflyses.
Branchen lå stille.
”I forhold til at komme ud til en branche, der lukker ned på grund af corona, var det en fordel at være lidt entreprenant i faget. Jeg kunne selv tage fat i folk og sige: Jeg har den her ide. Det kunne man godt gøre under corona, selvom det så var på gåture med to meters afstand eller over Zoom.”
”Teaterideer kan man udvikle, når alt andet står stille, så nogle af de redskaber fra skolen har hjulpet og har også givet mig lov til at gå mere i den retning i stedet for at sidde og vente i en tid, hvor alt er lukket ned. Den tid har jeg brugt til at udvikle min egne projekter. Men jeg er en introvert person, så det har passet mit lune fint. Hver gang, der var en snært af åbning, har jeg haft noget at lave.”
Læs også “Christoffer Læssøe: Min scenedebut”
Mette Kjeldgaard Jensen, Louis Bodnia, Elias Munk og manden bag “Ritas Jul” – Gunnar Wille. Foto: Nicolai Egense Eilertsen Meilby
Overvejer hele tiden hvorfor
Louis Bodnia Andersen kalder sin vej til at blive skuespiller for en rejse. Den er ikke slut endnu.
”Det går lidt i cirkler, eller en spiral. Da jeg var yngre, ville jeg gerne gøre alting selv, så på skolen blev jeg glad for processer og fællesskaber, så ville jeg gøre alt selv igen. Det er som et pendul. Der er ikke [tale om] en lineær ændring [i min opfattelse af faget].”
Til gengæld bruger han fortsat meget tid på at reflektere over sit forhold til faget. Hvor han vil hen med det. Lige på dét punkt er der ikke en endelig destination.
”Jeg bruger enormt meget tid på at sidde og blive god til klaver og skabe nogle værdier for mig selv. Det kommer af, at når man bliver konfronteret med, at det er to store personaer i dansk kultur, som jeg hele tiden skal spejles op ad, så jeg bliver nødt til at forholde mig til det og reflektere over, hvad er det, jeg vil med det [at være skuespiller]. Ellers er jeg bare en medløber. Jeg gør det, fordi jeg vil det.”
Interesse fra et kærligt sted
”Jeg er nervøs for, at jeg gør noget, der ikke er rigtigt for mig. Det betyder ikke, at det handler om en livsvej, men små valg, jeg skal kunne stå inde for. Måske ville det klæde mig at slappe af i det. Hvad folk synes om mine forældre, og hvad de kommer til mig og siger, det har været et vilkår altid.”
”Før jeg selv blev professionel skuespiller, fik jeg tit den der med: Nå, du ligner godt nok dine forældre. Det er ikke altid, jeg ved, hvad jeg skal svare.”
Alligevel understreger Louis Bodnia Andersen flere gange, at det ikke går ham på, når han konfronteres med, at hans forældre arbejder i samme branche. Han har overskud nok til at konstatere, at opmærksomheden og interessen som regel kommer fra et kærligt sted, og at det som oftest handler om, at han lige skal høre en anekdote om dem.
Men så er der også de få gange, hvor sammenblandingen af den professionelle sfære og familieskabet mellem Louis, Lotte og Kim er mere, nå ja, uheldig.
”Jeg snakkede med en caster, som spurgte, hvilke sprog min far talte, men det var til en samtale om mig. Der sagde jeg: Det må du spørge ham selv om. Altså, jeg tror, han kan de her sprog, men hvis han vil svare noget andet…”
Bodnia Andersen lader sig ikke gå på af det.
”Det er fair nok,” fastslår han med tonelejets svar på et skuldertræk.
Læs også: ”Laus Høybye: Min scenedebut”
Forsvarer sit fag
Til gengæld har den offentlige debat og de politiske strømninger i forhold til kulturlivet påvirket ham.
”Jeg er kun blevet mere opvågnet i forhold til, hvor vigtigt det er at fortælle historier i dag. Man skal kunne forsvare sit fag som kunstner, for der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvor vigtig kunst er.”
”Siden stenalderen har vi udviklet os gennem det at fortælle historier. Det ligger instinktivt i os at fortælle historier. Jeg vil gerne forsvare mit fag, men også forsvare måden at videregive information på i en tid, hvor computerne fylder mere og mere. Det er storytelling og kunst, hvor vi stadig kan konkurrere med computerne, og det er gennem det, at vi som mennesker kan udvikle os. Det er jeg blevet mere og mere bevidst om.”
Spiller juleforestilling i København
Og fra slutningen af november frem til jul står den på ”Ritas jul” på Zangenbergs Teater i København.
”Det er det mest skønne projekt,” udbryder Louis Bodnia Andersen begejstret og fortsætter: ”Jeg skulle optage på en serie, jeg ikke må sige noget om, i London, men jeg fik det heldigvis til at gå op med prøver, og det betød meget for mig, når det er så godt et projekt med så gode mennesker involveret.”
””Ritas jul” handler om en familie, hvor vi spiller tre generationer. Børn, forældre og bedsteforældre. Der kommer en nisse ind i deres tilværelse, som viser sig at være noget helt andet end det, vi normalt tror, en nisse er.”
”Forestillingen rusker lidt op i gamle traditioner og spørger: Hvorfor skal det være sådan? Der er en masse gode vink til forældre.”
”Jeg spiller både barn og voksen, og der er dukker med. Det har åbnet noget helt særligt for mig at stå med de her dukker i menneskestørrelse. Det har været en gave.”
I sæson 2021/22 kan Louis Bodnia Andersen opleves i ”Ritas jul” på Zangenbergs Teater fra den 26. november til den 19. december. Til april er Louis Bodnia aktuel i et endnu hemmeligt projekt på HBO Max. I efteråret 2022 spiller han med i en naturvidenskabelig teaterforestilling på Sort/Hvid i København.
Få billetter til ”Ritas jul” på Zangenbergs Teater
Læs mere om Louis Bodnia Andersen og følg ham på Instagram
Følg Zangenbergs Teater på Facebook og Instagram
Artikler du også vil kunne li’
”Mød dit teater: Zangenbergs Teater”
”Jakob Steen Olsen: Det er en skjult, hemmelig skat, jeg har båret med mig”
“Dramatikerens drivkraft: Magnus Iuel Berg”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.
Søren Meisner