Af Signe Ravn
Det ligger adskillige årtier tilbage. Da Henrik Engelbrecht første gang stiftede bekendtskab med opera.
”Det må have været, når vi hørte Giro 413, da jeg var barn – der har jeg helt sikkert hørt f.eks. Jussi Björling og Aksel Schiøtz … men det står lidt uklart, må jeg indrømme,” fortæller Henrik Engelbrecht til Scenen.dk.
Operaformidler i 30 år
Henrik Engelbrecht er uddannet fra Vestjysk Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1989, og næsten lige siden har han formidlet opera; i radioen, i bøger, artikler, i form af foredrag, og han har i en årrække arbejdet i blandt andet Tivoli som kunstnerisk leder og på Det Kongelige Teater som operadramaturg og siden som rådgivende konsulent i forhold til blandt andet repertoirevalg.
Jeg var solgt med det samme – og gik straks op på Holbæk Bibliotek og lånte alle deres operaplader … i alfabetisk orden! Og de havde faktisk virkelig mange.”
I dag er han selvstændig indenfor netop den kunstart, som han blev bidt af som barn, da han som 11-årig spillede fløjte i Holbæk Garden.
”… en dag syntes dirigenten, at ham den flittige lille dreng med fløjten skulle høre noget ordentlig musik; han lånte mig en kasse med tre LP’er – Mozarts ”Tryllefløjten”. Jeg var solgt med det samme – og gik straks op på Holbæk Bibliotek og lånte alle deres operaplader … i alfabetisk orden! Og de havde faktisk virkelig mange. Senere begyndte jeg at købe billige pladser på galleriet på Det Kongelige Teater, og jeg er aldrig stoppet med at høre og se operaer siden da.”
Ligesom at gå i biografen
”Operagenren, som vi definerer den i dag, opstod i Norditalien i de sidste år af 1500-tallet blandt velhavende mennesker med alt for mange penge og alt for megen fritid. Farlig kombination!” lyder det fra Henrik Engelbrecht, der også har skrevet en bog om operaens indtog i guldaldernes København,der udkom på Gyldendal i 2017. Siden har han udgivet en bog om H.C. Andersens forhold til opera.
Mens operaen altså i sin spæde begyndelse og en lang periode frem var forbeholdt de rige, der kunne skilte med deres rigdom og storhed og i øvrigt også vise sig frem på teatrene, så er tilgangen i dag mere afslappet. Og man behøves ikke være bange for at falde igennem som uprøvet operapublikummer. Der er ikke som sådan koder, man skal kende, før man kan sætte sig til rette i salen.
”Ikke rigtig – det er lidt som at gå i biografen, og faktisk bliver operaerne tekstet undervejs, så der er ingen problemer med at gå direkte ind fra gaden og følge med helt uden at have læst en masse på forhånd. Så kan det jo være, at man bliver nysgerrig bagefter, og SÅ kan man læse og lytte videre … det tror jeg er den bedste rækkefølge.”
Læs også: “Operaekspert: Disse operaer bør du se”
Kvaliteten giver en god førstegangsoplevelse
”Jeg er ikke længere så sikker på, hvad der er gode begynderoperaer; da vi lavede Wagners “Ringen” på Det Kongelige Teater, opdagede jeg, at rigtig mange fortalte mig, at de aldrig havde været til opera før, men at det havde været en fantastisk førstegangsoplevelse. Jeg tror, at det vigtigste er kvaliteten af forestillingen – ikke nødvendigvis hvilken opera, det drejer sig om.”
For udenforstående kan det synes som om, at der kun synges opera på tysk og italiensk. Men helt så slemt står det altså ikke til, beroliger Henrik Engelbrecht.
”Det gør de nu heller ikke – de synger også på alle mulige andre sprog, og i Danmark blev næsten alt sunget i danske oversættelser helt frem til 1960’erne. Når det er sagt, så er det jo rigtigt, at en meget stor del af de operaer, som er på plakaten igen og igen verden over, er skrevet i netop Italien, hvor det hele begyndte, og Tyskland/Østrig har jo bestemt også bidraget med nogle af de helt afgørende nøgleværker,” forklarer Henrik Engelbrecht.
Kendere kan nørde i timevis over detaljer såsom dirigentens indflydelse på musikken, de ledende musikere og instruktøren, der har stået for iscenesættelsen, og der er også masser af fagtermer og begreber indenfor for opera, men det er ikke noget, man behøves at kende til på forhånd.
”Egentlig behøver man ikke at kunne ét eneste begreb for at opleve en opera…,” konstaterer Henrik Engelbrecht og kommer med en klar opfordring: ”… det er bare at kaste sig ud i det.”
Her kan du se og høre mere
Er man ikke lige i nærheden af et teater, for eksempel Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera eller Operaen i Midten, der har opera på repertoiret, eller er ens økonomi ikke lige til, så er der masser af godter at finde på YouTube, hvor Henrik Engelbrecht for eksempel foreslår Verdis “La Traviata” eller Mozarts “Don Juan”. Endelig kan du høre Henrik Engelbrechts programrække om operaens indtog i guldalderens København på DR’s P2.
Henrik Engelbrecht har skrevet en lang række bøger, som du kan se på hans hjemmeside.
Artikler du også vil kunne li
“Det er så sprudlende – især fra dronningens side”
“Musicalekspert: Disse tre musicals bør du se”
“Operaekspert: Disse operaer bør du se”