Operaekspert: Disse operaer bør du se

Scenen.dk har bedt Berlingskes ekspert i klassisk musik og opera, Søren Schauser, om at komme med sit bud på tre operaer, du bør løse billet til, når de dukker op i repertoiret.

"La Boheme" i en opsætning fra sæson 2016/17 på Det Kongelige Teater. Operaen af Puccini er en af operaekspert Søren Schausers absolutte yndlingsoperaer. Blandt andet er to arier mellem opereaens to elskende helt fantastiske. Foto: Miklos Szabo

Af Signe Ravn

De helt store følelser er på spil, og der er som oftest fuldt hus i orkestergraven, når tæppet går for en opera. Fra den umulige tåreperser-kærlighed til komiske figurer og gåsehudsfremkaldende arier. Operaen som genre rummer det hele.

Berlingskes musikanmelder Søren Schauser går så langt som at kalde opera for ”den ultimative kunstoplevelse”.

”Det, der generelt er attraktionen ved operaen, er, at man kan blive fanget helt ind, fordi der sker noget på scenen. Du kan kun blive forført af meget korte øjeblikke ad gangen ved lyden af et symfoniorkester alene, for tankerne vandrer rundt; man ser en mærkelig trækning, en musiker har, eller ser efter, hvor mange kvinder, der er med i orkestret? Men når opera er bedst, når dit syn bliver inddraget, så kan du holde hele opmærksomheden på scenen, og hvis det er en vellykket opsætning, kan du få fortalt hele historien fra første til sidste tone, uden at tankerne vandrer væk. Det er den ultimative kunstoplevelse, fordi der både er noget kunstnerisk for øjnene og den dejlige musik for ørerne,” fortæller Søren Schauser, der er uddannet i violin og musikhistorie fra Det Fynske Musikkonservatorium og siden 2002 har været kritiker på Berlingske.

”Der er utroligt mange operaer, som er rigtig gode, og det gælder helt tilbage fra 1607 og den første opera ”Orfeo”, en elementært smuk, fængende kærlighedshistorie, som man faktisk forstår, men når det er sagt, så er jeg klart mest til opera for voksne mennesker. Der er en del operaer, hvor der ingen grænser er for, hvor dyb helten er, men hvor heltinden er en papfigur, fordi kvinden bare føler én ting. Jeg kan bedst lide de operaer, der vil mere end det… operaer, hvor [også kvinderne] er rigtige, levende mennesker,” forklarer Søren Schauser.

Hans tre yndlingsoperaer med ”noget for enhver smag” følger her:

Læs også artiklen ”Gregers Dirckinck-Holmfeld: Disse skuespil bør du se”

“Tryllefløjten”, Det Kongelige Teater, sæson 2020/21. Foto: Camilla Winther

”Tryllefløjten” af Wolfgang Amadeus Mozart, 1791

””Tryllefløjten” er et misforstået værk på grund af titlen, for man tror, det er lidt børne-agtigt, men sådan er det slet ikke! Det er et meget alvorligt værk om tidløse idealer. Noget tyder på, at det er skrevet til at forsvare frimurernes idealer, for teaterdirektøren, der spillede den første Papageno, og Mozart var begge frimurere, og så har de vist, at det drejer sig om fred og fordragelighed og tidløse idealer. Det er det, han gør, i denne opera, der er et syngespil med talt dialog… næsten et teaterstykke med sange indlagt. Der er effektivt kun omkring en times musik. Dén vil jeg slå et slag for.”

”Der er utroligt mange forskellige slags musik i den. Jeg kan blive slået af, at Mozart kan komponere sådan i 1700-tallet, ikke sandt, med både opera buffa (komisk opera, red.) og opera seria (alvorlig opera, red.), det er de to, der kæmper om magten helt frem til i dag. Skal det være alvorligt eller sjovt? Og Mozart kombinerer de to helt genialt – Papageno med panfløjten og Nattens Dronning med den berømte knivarie – her i ”Tryllefløjten”.”

”Det er faktisk en mærkelig historie, der ikke er helt tænkt igennem. Den begynder midt i det hele, in medias res, Tamino, en prins i et magisk trylleland bliver overfaldet af en drage, men bliver frelst af tre kvinder, der uden videre nedlægger dragen. De tre damer arbejder for Nattens Dronning, Königin der Nacht, hun er trist, fordi hendes datter Pamina, heltinden, er væk, så Tamino indforskrives til at frelse hende. Det bringer ham så i kløerne på ham, der, i 1. akt, er skurk, Sarastro.”

”I anden akt vender det af grunde, ingen rigtig har kunnet forklare, og Nattens Dronning bliver skurken, og Sarastro viser sig som en god mand. Det er en mærkelig ting – en såkaldt brudteori – det korte og det lange er, at Tamino skal besøge det sted, hvor Pamina holdes fanget. Her skal han gennemgå nogle prøvelser, der er frimureragtige, han skal gå igennem ild og vand, nærmest bogstaveligt, for at vinde hende tilbage. Her møder de Papageno, en oplysningstidsfigur, som er en mand, der næsten bare er natur; han vil bare have mad, vin og musik, og så er han glad. De går igennem de her prøvelser, og så får de lov at tale med Pamina, og så er operaen slut.”

Og hvis Mozart er den største komponist, er Wagner i så fald den største musikdramatiker i verden. Det er jeg slet ikke i tvivl om.”

”På en måde er det verdens bedste opera. Jeg holder Mozart for verdens bedste komponist. Han slår alt andet! ”Tryllefløjten” er komponeret, så de gamle medlemmer i min familie tænker, at det er dejlig musik og underholdende. Det er smil gennem tårer, og man kan godt høre den på et niveau, hvor det bare er underholdende, men det er så stramt, som var det lavet i det 20. århundrede. Mozart ved godt selv, hvad han har lavet. Han skrev nemlig i et brev til sin far, at han har skrevet en musik, som både kenderne og amatørerne kan lide.”

”Jeg så den første gang på film, fordi Ingmar Bergman har lavet en filmatisering af den, med danske Ulrik Cold som Sarastro. Den blev sendt i tv, da jeg var dreng, og nu underviser jeg i den (på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, red.), så den sætter jeg stor pris på.”

”De sidste værker fra Mozarts 10 sidste leveår er alle sammen enestående og overraskende og utroligt spændende komponeret – man tror, man er færdig med dem, og så er der alligevel noget, man ikke har set før. Det er ganske enestående.”

Læs også: ”Balletekspert: Disse Bournonville-balletter bør du se”

“Valkyrien” på Det Kongelige Teater, 2002. Foto: Martin Mydtskov Rønne

”Valkyrien” af Richard Wagner, 1856

”Wagner jo generelt en acquired taste (en tillært smag, red.), og ligesom alle andre tænkte jeg; det er for stort, tungt, seriøst, mytologisk og uigennemtrængeligt. Jo tættere, jeg er kommet på ham, jo mere er det slet ikke sådan! Og hvis Mozart er den største komponist, er Wagner i så fald den største musikdramatiker i verden. Det er jeg slet ikke i tvivl om.”

”Wagner er en meget elegant komponist. Han opfinder en af de ting, vi kender fra Hollywood fra musikfilm. Han opfinder ledemotivet, som er, at hver person og hver vigtig genstand har sin egen meget genkendelige melodi, eller motiv, som vi siger… når helten kommer ind, hører man heltens motiv, og når heltinden kommer ind, så kommer heltindens motiv, når deres kærlighed blomstrer, så hører man kærlighedsmotivet. Der er omkring 100 forskellige motiver i en opera.”

”Omkring 1850 tager Wagner en pause og begynder så at tænke operagenren forfra – og nu bliver det lidt teknisk – men grundlæggende for alle operaer frem til Wagner de sidste 250 år er, at handlingen har foregået i det, der hedder recitativerne,” forklarer Søren Schauser og demonstrerer så i sang, hvad han mener: ”… og så gik jeg ned af trappen ind i stuen, så hende, satte mig på stolen…”, og så kommer følelsen, og sådan har det været med alle operaer, at de er opbygget med en vekslen mellem handling, følelse, handling, følelse.”

”Wagner spørger så; Kan vi ikke have en opera, hvor vi både har handling og følelser hele tiden? Hvordan kunne sådan en opera være?” fortæller Søren Schauser og nævner, at Wagner konstaterede, at denne type tekster endnu ikke fandtes, hvorefter han iførte sig digterkysen og skrev dem selv.

Det er utroligt effektivt komponeret. Og det er så forfærdeligt, at de elsker hinanden, men ikke må få hinanden. Hun er hans søster og gift med hans værste fjende.”

”Det er ganske enestående, at Wagner selv skriver teksterne, og som emne kigger han nordpå i stedet for sydpå. Som første komponist i verden arbejder han ikke med romantik og Middelhavet, han kigger nordpå mod Danmark og Storbritannien og den mytologi, vi har. Og det gør han fra og med ”Den flyvende hollænder”, som foregår oppe i Norge, og så gør han det i den anden store kærlighedsopera ”Tristan og Isolde”, der foregår i Cornwall, og så i hovedværket ”Nibelungens Ring”, som ”Valkyrien” indgår i.”

””Nibelungens Ring” er fire helaftensoperaer, som varer intet mindre end 15 timer. Hovedpersonerne er hentet i den nordiske mytologi. Odin hedder Wotan, men ellers er det helt det samme,” forklarer Søren Schauser, der fortæller, at de fire operaer hver især tager afsæt i en ”lille rystelse eller uregelmæssighed”, der driver handlingen frem.

I ”Valkyrien” udspringer den handlingsdrivende ubalance af Wotans ageren.

”Det, der sker i ”Nibelungens Ring”, er kort fortalt, at Wotan er kommet til at bygge Valhalla uden at have penge til det. Han har bedt de to kæmper Patak og Fafner om at bygge Valhalla, så han skylder dem noget, og guder skal ikke skylde nogen noget. Der er en ubalance, der er kommet ind i verden. Guderne er i princippet udødelige, men det er ikke tilfældet i ”Nibelungens Ring”. Fra tæppet går, får vi at vide, at guderne ældes ligesom mennesker. Der er [altså] en ubalance i verden, og den ubalance fører til, at guderne skal ud, og menneskene skal ind på scenen. Det er en skabelsesmyte, der fortælles.”

”Valkyrien” er opera nummer to af de fire. Den begynder virkelig stærkt – jeg spiller altid hele første scene for mine studerende, der bliver meget bevægede over den. Den starter i et stormvejr, som bliver malet ud i orkestret, og der ser man Siegmund flygtende gennem en skov, og han ser en hytte med et vindue, der er lys i, og han går ind. Fruen i huset, Sieglinde, er alene hjemme, og han fortæller, at han er på flugt fra Hunding, en stor tatoveret rockertype. Det er Sieglindes mand, og nu har Siegmund søgt tilflugt der. De synger næsten ikke noget til hinanden, det hele fortælles næsten med små nik og musik.”

Valkyrien” er den bedste i Ringen, og indeholder alt, hvad Wagner kan af ledemotiver og farverig orkestermusik…”

”Siegmund fortæller sin historie, og undervejs synes de begge, at der noget bekendt ved den anden, og at de elsker hinanden. Sieglinde føler sig som fange i det ægteskab med Hunding. Alt det fortælles stort set kun som stumfilm. De har stærk sympati for hinanden, og Sieglinde er skrækslagen for, at manden skal komme hjem. Det er de to sidste mennesker i verden, der må elske hinanden, for de er bror og søster.”

”Den ubalance, der driver ”Valkyrien” frem, er at de to ikke kan få hinanden. De er datter og søn af Wotan, og da det går op for dem, kommer Hunding, Sieglindes mand, hjem, og han er bare sådan: ”Kvinde, sæt mad på bordet”, og så kigger han på Siegmund og spiser i tavshed, for reglen er, at selv den værste fjende lader man sove i sit hus, men; ”Når solen står op, slår jeg dig ihjel”.”

”Det er så uhyggeligt, midt i den store kærlighed, så kommer den rocker hjem. Han går til ro, og ved du hvad, jeg får tårer i øjnene, når jeg fortæller det… Der står et træ foran køkkenet, og i det står et sværd, som ingen kunne få op – det er historien om Kong Arthur – Siegmund går hen og tager det op og har [dermed] et våben. Så ved vi, at Sieglinde nok skal blive reddet.”

”Det hele ligger på nornerne i Ragnarok, der sidder og spinder livets tråd, så alt det her er forudsagt, og det er Wotan selv, der har sat det sværd i træet. Men det kan ikke nytte noget. Han beordrer valkyrierne til at stoppe det her forhold mellem Sieglinde og Siegmund. De må ikke få hinanden og specielt ikke få et afkom, og der tager det hele en vending! Brünnhilde (en anden af Wotans døtre, hans yndling, red.) hjælper Sieglinde til flugt, velvidende, at hun er gravid i blodskam. En forbrydelse mod guderne kræver en straf, det kan ikke gradbøjes, og Wotan lægger Brünnhilde til at sove, ligesom i Tornerose-eventyret, i en ring af ild. Den ring af ild kan kun en helt bryde. Underforstået, det kan ingen, men den bliver selvfølgelig brudt.”

Det bliver Sieglinde og Siegmunds indavlede barn, der i den efterfølgende opera bliver Brünnhildes redningsmand, men i sidste ende går både hun og guderne til grunde, og menneskene må selv indtage verdens scene.

”Det er et stærkt epos, ”Valkyrien” er den bedste i Ringen, og indeholder alt, hvad Wagner kan af ledemotiver og farverig orkestermusik, for eksempel Valkyrieridtet… Det er utroligt effektivt komponeret. Og det er så forfærdeligt, at de elsker hinanden, men ikke må få hinanden. Hun er hans søster og gift med hans værste fjende.”

”Ligesom med al kunst, så er det godt bare at vide én eller to ting på forhånd. Selv Mona Lisa får man mere ud af at se, når man ved, at Mona Lisa er det første kvindeportræt, hvor kunstneren har taget en jomfru Maria med barn og taget barnet væk, og straks ser man det på en anden måde. Sådan er det også med opera, hvis man bare lige forstår handlingen. I vore dage er der oversættelser i operahusene, ligesom tekster på tv-serier, det har gjort tingene meget nemmere. Så skal man Ikke bruge kræfter på at tyde, hvad er det, de synger, eller kigge i programmet. Det er tekstet fra sætning til sætning, og det er virkelig effektivt.”

Læs også ”Musicalekspert: Disse musicals skal du se”

Gisela Stille og Peter Lodahl i “La Bohéme”, Det Kongelige Teater, sæson 2016/17. Foto: Klaus Vedfelt

”La Bohéme” af Giacomo Puccini, 1896

”Puccini arbejder på et tidspunkt, hvor man kan gå to veje; man kan enten gøre opera stadig mere klassisk og fint eller mere operetteagtigt. Puccini går bevidst efter det populære og farverige. Det er et stærkt værk. Nogle finder det for kulørt, fordi det er trinnet før operette, men det spilles helt traditionelt i operahuse.”

””La Bohéme” foregår juleaften. Det er en juleeventyr, oppe under Paris’ tage, sneen daler, Eiffeltårnet troner i baggrunden. En gruppe kunstnere, en digter, en maler, en sanger, en musiker og en filosof, har ikke nogen penge, for kunsten giver ikke penge i denne verden, men har det ellers hyggeligt. De brænder Rudolfos seneste værk i ovnen, da de fryser, og så griner de af det, og Rudolfo siger: Jeg skriver bare et andet værk. En af dem får et honorar, og de går ned og drikker det op. Rudolfo skal lige lave korrektur, så han bliver siddende tilbage…”

Specielt de to sange i første akt er virkelig enestående. Dem vil jeg virkelig køre langt for at høre.”

”… så banker det på døren, og så er det ejeren inde ved siden af, som er syerske. Hendes lys er gået ud… kan hun lige få lidt blus på sit stearinlys? Så sætter han lys på hende, og så kan hun selvfølgelig ikke finde sin nøgle, de roder rundt på gulvet, og deres hænder møder hinanden. Det er virkelig kulørt og utroligt smukt.”

”Da de ligger der på gulvet og leder efter Mimis nøgle, så kommer der to af de bedste operaarier, der nogensinde er komponeret; han skal have en, og hun skal have en. Puccini finder to af de bedste melodier efter hinanden; ”… så kold den lille hånd er”, jeg vil dø for det øjeblik, hvor han går i gang der. Han synger til hende, hvem han er. Der er en kort pause i orkestret, ingen tør trække vejret, og så synger hun: ”Ja, de kalder mig Mimi” – det er helt fantastisk. De to sange lige efter hinanden – den dobbelte arie – er helt enestående. Og så er det rigtig blevet jul, for nu har vi også kærligheden på plads.”

”Der sker det, der er meget almindeligt hos Puccini, for det er gerne en tragedie, og glæden kan ikke blive ved, at Mimi har tuberkulose, og det er noget, hun vil dø af. Hun syntes ikke, at Rudolfo skal være kæreste med hende, for hun elsker ham så højt, og hun ved, hun skal dø. Det er nostalgisk, men ægte kærlighed findes – det skal vi huske. En af Rudolfos kunstnervenner pantsætter sin gamle frakke, og synger en berømt sang til den gamle frakke. Mimi bliver hele kvarterets kæledægge, men det er for sent, ingen medicin kan hjælpe, og hun dør, og så falder tæppet.”

””La Bohéme” regner jeg for verdens sidste opera, hvor man både får en finkulturel oplevelse [med fin musik] og bliver underholdt. Den sætter jeg stor pris på. Specielt de to sange i første akt er virkelig enestående. Dem vil jeg virkelig køre langt for at høre.”

Søren Schauser er forfatter til bøgerne: ”Tones drøm”, ”Klassisk!”, ”Moderne tider” , ”EGO” og “Guldstykker”. Læs Søren Schausers seneste artikler på Berlingske.