Af Signe Ravn
”Jeg var super heldig, for mens jeg var på Operaakademiet fik jeg lov at lave to roller på teatret. Dels lavede jeg prinsen i ”Prinsesse Dajli’”, en skøn børneopera af Torben Petersen, og så lavede jeg også Philip Glass’ ”Orphèe” i Turbinehallen.”
”Jeg fik min debut med det samme i september 1998. Da vi lavede ”Prinsesse Dajli’” var Karen Hoffmann på som sufflør. Hun syntes, jeg var super god. Så da Mikael Melbye skulle opsætte ”Tryllefløjten” ca. halvandet år senere, så henvender Karen Hoffmann sig til Melbye og siger: Du skal lige høre ham Palle Knudsen, han er super fin. Og så lavede jeg en foresyngning (audition, red.) i gamle prøvesal 1 for Mikael Melbye, og han var enormt begejstret, så Elaine Padmore, der var operachef dengang, spurgte, om jeg ville lave Papageno i ”Tryllefløjen”? Det var like a dream come true.”
”Mens jeg lavede Glass’ ”Orphèe”, fik jeg det allerede tilbudt. På den ene side var det – eller der var ikke nogen anden side – det var super fedt! Det var en super fed opgave. Jeg var da enormt smigret over, at man ville have mig til at lave en operahovedrolle, mens jeg stadig var på Operaakademiet. Rollen delte jeg og Johan Reuter.”
”Tryllefløjten” i sæson 2014/15. Fra venstre ses: Palle Knudsen, Sine Bundgaard og Bengt-Ola Morgny. Foto: Miklos Szabo
Livsomvæltende studietid
”Det var en meget turbulent tid for mig. Mens jeg var på Operaakademiet, fik jeg min datter i 1995, og i august ’96 dør min kone, så på Operaakademiet fik jeg tildelt et fjerde år, fordi mit tredje år blev ret turbulent, og jeg stod som alenefar på SU.”
”Operaakademiet optager ret meget af ens tid, det er ikke et ’fire timer om dagen’-studie. Det fylder ret meget. Da jeg startede på Operaakademiet, fik jeg en viceværtlejlighed, så jeg skulle vaske trapper og feje gade og slå græs, så jeg havde rigeligt at se til.”
”Der var rigtig mange ting, jeg ikke havde tid til at dvæle ved, fordi jeg havde et barn på halvandet år at tage mig af og en uddannelse at passe. Det siger jeg ikke for at være heroisk på nogen måde. Så gør man det, når man er i den situation. Det gjorde for mig, at jeg var super glad for det, jeg fik, og samtidig var der kun én vej, og det var fremad, for jeg havde en datter, jeg skulle tage ansvar for. Når sådan noget sker i ens liv, så er det et wake up call i forhold til, hvad der er vigtigt.”
”Jeg har aldrig sat mig ned og tænkt, hvad skal jeg så gøre? Jeg har mere bare gjort noget, og ikke tænkte; hvor har jeg travlt, hvor er det hårdt. Jeg stod op om morgenen, kørte min datter i institution. Da jeg lavede ”Orphèe”, så indrettede jeg min stue til scene og gik og øvede mig der, indtil jeg blev træt, når min datter var lagt i seng. Selvom jeg havde forældre, der var super søde til at passe, så stod jeg alene med Line og kunne ikke bare tage i biografen med vennerne. Det var ikke noget pres, det var bare at gøre noget ved det. Ligesom der er mange enlige mødre, der har super travlt og skal på arbejde hver dag.”
Læs også: ”Johanne Louise Schmidt: Min scenedebut”
Sang tenor søndag morgen
”Jeg kommer fra Københavns Drengekor, og mellem folkeskolen og gymnasiet havde jeg en kæreste, hvis mor var ansat på Det Kongelige Teater, Marianne Roepstorff, og hun hørte mig synge. Hun opfordrede mig til at gøre noget ved det. Da jeg var omkring 17-18 år gammel, tænkte jeg, at i stedet for at gå med aviser eller vaske trapper, hvorfor så ikke blive kirkesanger? Det blev jeg så som tenor i Hans Tausens Kirke på Islands Brygge.”
”Hun hjalp mig med at synge de ting igennem. Det har vel ligget latent et sted, at jeg syntes, det var sjovt at synge. Jeg havde aldrig overvejet, jeg skulle leve af det. Jeg fandt så hurtigt ud af, at det var lige lovligt højt at synge tenor søndag morgen, om end det gik, for jeg er en høj baryton. Sankt Jakobs Kirke på Østerbro søgte netop en baryton, der kunne synge tenor i nødstilfælde, og der fik jeg den plads.”
”På daværende tidspunkt havde jeg taget beslutning om at tage gymnasietiden færdig og tage en rigtig uddannelse, fordi jeg godt kunne lide fysik og matematik, og nogle af mine kammerater søgte ind i et pengeinstitut. Jeg endte i Arbejdernes Landsbank. Hvorfor jeg skulle det? Det var jo et sikkerhedsnet, og jeg tænkte, at man ikke rigtig kunne leve af at synge. Begge mine forældre kommer fra landet. Jeg var præget af, man skulle have et rigtigt job.”
”Jeg kunne også føle, når vi kom ud til applaus, at salen ligesom væltede, når jeg kom ud. Det var en fantastisk fornemmelse.”
”Jeg blev ved med at synge i kirke om søndagen, mens jeg var i banken. Mens jeg var ansat i banken, var jeg med i ”Landmandsliv” på Amagerscenen som sanger og danser. Danser skal tages med en gran salt. Der finder jeg ud af, at jeg synger meget godt, så det kunne være, jeg skulle gøre noget ved det. Kombinationen af at blive skubbet af folk, der selv synger, studerende fra konservatoriet og lærere, og selv stå på en scene og finde ud af, at det var sjovt. Så tænkte jeg: Nu skal jeg have noget undervisning. Jeg fik sangundervisning tre gange 20 minutter om ugen. Jeg tænkte, hvis jeg tager tre gange 20 minutter om ugen i stedet for en enkelt time, får jeg bredt det ud og får øvet mig.”
”Da jeg begyndte, anede jeg ikke, hvad det betød at stå på en scene, jeg vidste ikke, at jeg ville komme til at stå på Arena di Verona og synge for 30.000 mennesker, det var ikke noget, jeg kunne forestille mig i min vildeste fantasi. Folk syntes, det var godt (Knudsens sang, red.) – det kan være, jeg underspiller – og det skulle jeg gøre noget ved.”
Operakoret sagde nej tak
”Mens jeg var i banken, søgte jeg ind i operakoret (Det Kongelige Teaters vidt berømmede operakor, red.), men kom ikke ind, jeg gik til optagelsesprøve på Operaakademiet. Jeg skød med spredehagl. Så ringede jeg til Tonny Landy (operasanger og forstander for Opera-Akademiet fra 1980-94, red.): Hej, hvorfor kom jeg ikke ind? Jeg tænkte, det var den bedste måde at komme videre, at finde ud af, hvad jeg skulle forbedre. Han sagde, de syntes, der manglede noget på det sceniske udtryk – og jeg sagde: Det var det, jeg håbede, jeg skulle ind og lære – arbejd videre på det og kom igen næste år.”
”Jeg gik stadig til sang. Jeg syntes stadig, det var sjovt. Jeg var med på et aftenskolehold, hvor jeg lavede operascener med andre sangere. Jeg var fuldstændig grøn, jeg havde siddet i banken og rådgivet folk om deres privatøkonomi, solgt valuta og investeret folks pensionsopsparinger og givet lån og afvist lån.”
”Da det så kom til optagelsesprøven, havde jeg ikke fået forberedt mig ordentligt, så jeg meldte mig syg til optagelsesprøven. Så blev jeg ringet op af Friedrich Gürtler (pianist og tidligere forstander for Operaakademiet, red.), der sagde, at jeg endelig skulle huske at komme til sygeoptagelsesprøven, og nogle af dem, jeg sang med, sagde: Jeg skulle hilse fra den og den sanglærer og sige, at nu skal du huske at tage til sygeoptagelsesprøven. Jeg følte mig, om ikke headhuntet, så havde jeg i hvert fald en fornemmelse af, at folk vidste, hvem jeg var, og gerne ville have, jeg skulle komme.”
”Jeg tog en halv fridag fra banken, så jeg skulle være tilbage klokken 14. Så lavede jeg optagelsesprøve. Bagefter sad Niels Jørgen Riis og jeg og sludrede lidt i kantinen, og så fik vi at vide, vi kom ind: Nå, det var da hyggeligt, tak for det. Så gik jeg tilbage på arbejde. Jeg måtte holde det lidt for mig selv på grund af opsigelsesvarslet på en måned, for det var i april eller maj. Så startede jeg 1. september ’94. Jeg var 27 år.”
Palle Knudsen har alle årene spillet rollen som Papageno i Mozarts ”Tryllefløjten”. Her ses han med Sine Bundgaard i en opsætning fra sæson 2017/18. Foto: Miklos Szabo
Debut på kort kontrakt
”Jeg fik ikke fast kontrakt med det samme. Jeg fik bare en kontrakt til at lave Papageno og ”Tryllefløjten”. Der var jeg ansat i tre måneder. Det gik super godt.”
”Jeg var super grøn, men samtidig er man også lidt frygtløs, når man er ung. Jeg havde enormt meget respekt for dem, der var med. Jeg havde Gert Henning Jensen som Tamino og Michael Kristensen, som jeg kendte fra Operaakademiet, han var et par år ovenover mig. Papagena var Liselotte Nielsen, som jeg lavede ”Prinsesse Dajli’” med. Det føltes trygt. Folk var enormt søde og rare til at tage imod en. Det var min første rigtige forestilling som professionel. Jeg husker det bare som en fest.”
”Der er et sted i ”Tryllefløjten”, hvor der kommer to udklædte løver, hvor jeg skal løbe og havne ovre i det ene hjørne. Jeg flår et ledbånd over i min fod, så jeg må på skadestuen. Det er en uge før premieren. Min mor var ansat i lægemiddelbranchen og havde nogle kontakter, så jeg endte med at blive behandlet af badmintonlandsholdets fysioterapeut. Men det gik fint.”
”Det var enormt heldigt, at jeg havde Mikael Melbye som instruktør. Han har vel lavet Papageno i 15-20 produktioner verden over, så han havde i den grad noget i rygsækken, han kunne give til mig om den rolle.”
”Papageno er motoren i ”Tryllefløjten”. Det er den figur, som har drivet hele vejen igennem. Som er den umiddelbare, den sjove, den pludseligt glade, ked af det, naturmennesket, barnet i den voksne. Papageno er den, publikum elsker og holder af, men det kræver energi hele tiden. Det var super sjovt.”
Kollega ringede ved midnat
”Jeg havde en super god fornemmelse [under prøveforløbet]. Det Kongelige Teater er et ret specielt sted. Nu har jeg været så heldig at synge i mange forskellige operaer i udlandet. En af de ting, der er specielt ved Det Kongelige Teater, er, at vi har et solistensemble, hvor vi ikke bekriger hinanden, vi bakker hinanden op. Det kunne jeg meget nemt føle, for det blev sagt til mig, at jeg var super god. Jeg tænkte: Nej, hvor er de søde.”
”Lige præcis med Papageno var det et super godt prøveforløb, og jeg kunne også føle, når vi kom ud til applaus, at salen ligesom væltede, når jeg kom ud. Det var en fantastisk fornemmelse.”
”Havde jeg sunget frygteligt og set frygtelig ud på en scene, så havde jeg selvfølgelig ikke fået de roller. Men det kræver også en portion held at stå det rigtige sted.”
”Det er en ungdomsrolle som sådan, men når det er sagt, så lavede jeg den sidste gang, den var på teatret, og det var 22 år efter. Og jeg har lavet rollen hver gang, ”Tryllefløjten” har været oppe.”
”Det er ikke en signaturrolle for mig, men det er en vigtig rolle for mig, som har betydet meget for mig, idet det var min debutrolle. Michael Kristensen (daværende kollega, red.) ringede til mig sent om aftenen, jeg tror, klokken var halv tolv – det var dengang, man kunne køre på Hovedbanegården og hente morgenaviserne om aftenen – Michael boede i Puggaardsgade på det tidspunkt, og han havde hentet Politiken: Den skal du se at få købt. Der blev jeg rost som forestillingens es og nye håb og bla bla bla. Jeg blev jo super stolt og glad. Det gjorde enormt meget for min karriere at få lov at lave den rolle på det tidspunkt.”
Læs også: ”Balletekspert: Disse Bournonville-balletter skal du se”
Her fra ”Tryllefløjten” i 2014/15. Fra venstre ses Tina Kiberg, Palle Knudsen, Elisabeth Jansson, Susanne Resmark. Foto: Miklos Szabo
Optrådte i New York og Paris
”Per Boye Hansen, en nordmand, som var agent og havde et agentur, havde kontaktet mig forinden premieren og spurgte: Skal vi ikke gå ud og tage en bid mad? Jeg tænkte, jeg er sikkert sulten og sagde ja. Der spurgte han, om vi ikke nok skulle arbejde sammen, så resten af sæsonen fyldte han op med forskellige ting og sager. Jeg var med La Monnaie (Belgiens nationale operahus i Bruxelles, red.) i Paris og New York, lavede koncerter forskellige steder, jeg holdt skindet på næsen og havde rigeligt at lave. Efter min debut på teatret fik jeg tilbudt [fast] kontrakt [på Det Kongelige Teater] startende året efter.”
”Per Boye Hansen stoppede efterfølgende agenturet og rykkede som kunstnerisk leder til Komische Oper i Berlin og ville have mig med. Line var tre år gammel på det tidspunkt, så jeg blev i København. Det har jeg ikke fortrudt.”
Læs også: ”Ida Praetorius: Min scenedebut”
Glemte at tage rekvisit med på scenen
”Jeg kan ikke huske, om det var den sæson, jeg kom på scenen, hvor jeg havde glemt mit klokkespil (Papageno-karakteren har et klokkespil som rekvisit, red.), hvor jeg måtte begynde at improvisere ud mod forestillingslederen i kulissen, om nogen mon havde set mit klokkespil, og håbede, de ville komme ind med det. Af en eller anden grund kom det aldrig ind. Så måtte jeg sætte mig med fødderne i orkestergraven og sige: Dig dernede, kan du ikke spille for mig i stedet? Det er kun mig selv, der er afhængig af klokkespillet, så jeg fik ikke andre i fedtefadet.”
”Jeg tænkte bare: Hvordan løser jeg det her? I og med det var på dansk, og jeg havde en monolog der, kunne jeg forme den, som jeg havde lyst – så improviserede jeg bare. Vi reagerer naturligvis alle sammen forskelligt, men når man sidder der, og det er live, og der sidder 1.300 mennesker, som der er plads til på Gamle Scene, så kan man ikke gå i stå, så må man videre. Sådan nogle situationer, har jeg altid syntes, var sjove. Lige dér tilgiver publikum alt, de føler sig beærede over at se noget, ingen andre får at se.”
Læs også: ”Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald”
Kræver held at stå det rigtige sted
”Der er en masse omstændigheder om det at blive alenefar. Men debuten som sådan er en solstrålehistorie,” siger Palle Knudsen og understreger, at tilfældighedernes spil formede sig heldigt trods afsættet i en tragisk personlig omstændighed: ”Var min daværende kone ikke død, havde jeg ikke fået det ekstra år på Operaakademiet, så havde jeg ikke fået rollen som prins i ”Prinsesse Dajli’”, og så havde jeg ikke arbejdet med Karin Hoffmann, som anbefalede mig til Mikael Melbye, som gav mig rollen i ”Tryllefløjten”.”
”Jeg gik til venstre i stedet for højre, og så var det den vej. Havde jeg sunget frygteligt og set frygtelig ud på en scene, så havde jeg selvfølgelig ikke fået de roller. Men det kræver også en portion held at stå det rigtige sted. Jeg fik tilbudt en rolle, der på tidspunktet var den perfekte. At få en hovedrolle, man kan lege sig igennem! Det første år [på fast kontrakt] lavede jeg fire hovedroller. Det var ikke noget med små roller – det var bare videre! Jeg lavede greven i ”Figaros Bryllup”, Marcello i ”La Bohème” og Ping i ”Turandot” og Guglielmo i ”Così fan tutte”.”
I sæson 2021/2022 medvirker Palle Knudsen i ”Don Juan” fra den 16. januar til den 3. juni 2022 og ”Næsen” fra den 1. maj til den 2. juni 2022 på Det Kongelige Teater.
Følg Palle Knudsen på Facebook
Følg Det Kongelige Teater på Facebook og Instagram
Artikler du også vil kunne li’
”Operaekspert: Disse tre operaer bør du se”
”Musicalstjerner: Her er vores yndlingsmusicals”
”Niels Brunse: De tre bedste Shakespeare-skuespil”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler og guides m.m. på scenen.dk, og bliv opdateret om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Christoffer Breckne
Miklos Szabo