Af Signe Ravn
”Jeg er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater, og der gik jeg fire år. Dengang var uddannelsen fire år, nu er det tre, og jeg var virkelig træt af Odense. Jeg var træt af at gå i skole, jeg var træt af byen, og jeg ville så gerne til København, så inden jeg havde debut, som var på teatret, så fik jeg lov at lave en monolog som afgangsforestilling. Det var monologen ”Om natten før skoven” af Koltès. Den fik jeg lov at lave sammen med en instruktør fra København, og jeg fik lov at prøve i København, så meget af mit fjerde år var jeg i København.”
”Hele mit hold lavede tomandsting eller monologer. Vi fik lov til at vise vores ting på Sorte Hest, før vi skulle vise i København, så folk kunne se, hvem vi var. Så er jeg sjovt nok blevet hængende på Sorte Hest og har været der virkelig meget. Det er mit andet hjem.”
Tilbudt fastansættelse med det samme
”Så blev jeg tilbudt at være i Odense en hel sæson og blev faktisk tilbudt at blive fastansat. Det skulle jeg ikke. Jeg kunne ikke komme til København hurtigt nok! Byen har ændret sig meget. Dengang syntes jeg, at byen var fuldstændig død. Jeg kendte kun turen fra Jagtvej, hvor jeg boede, til teatret og til banegården. Jeg syntes, det var røvsygt, men der er sket meget med byen siden.”
”Jeg havde ikke en drøm om kone og børn. Jeg havde en drøm om København og gang i den og fest og ballade.”
”Nu er jeg blevet voksen og ville sikkert synes, det var skidehyggeligt. Jeg havde meget krudt, jeg skulle have fyret af dengang. Jeg var 27. Jeg sagde nej til en af de tre forestillinger, jeg blev tilbudt. Det var sådan: Hjææælp, jeg skal ikke have en årskontrakt. Så for at holde det ud, skulle jeg kun lave to ting. Jeg vidste også godt, det var klogt at sige ja til at starte der, hvor man var uddannet. Der var masser at lære ved at stå på hovedscenen.”
”Selvfølgelig kunne jeg have taget to år på Odense Teater, men jeg havde ikke en drøm om kone og børn. Jeg havde en drøm om København og gang i den og fest og ballade. Så det gik bare stærkt med at komme tilbage til København, hvor alle mine venner jo også boede.”
Læs også: ”Ditte Hansen: Min scenedebut”
På papiret var alt godt
”Min debut var i en forestilling, der hedder ”Belsebub Sonaten” (af Krystyna, red.). Den er vist østeuropæisk. Rollen var rigtig god faktisk. Instruktøren var halvt norsk og halvt polsk, og han var virkelig, virkelig sød og helt talentløs. Virkelig. Jeg ved ikke, hvorfor han var der. Man havde hørt, han kunne noget med noget fysik og var upcoming, og han havde vist lavet noget fantastisk i Oslo. Så blev han headhuntet til at iscenesætte en ekspressiv sort/hvid-forestilling med film noir-scenografi. Alt lød godt. Der var rigtig gode roller i.”
”Jeg tror, rollen hed Generalen, men jeg kan ikke rigtig huske det. Han var sådan lidt general-agtig med skulderpuder. Jeg tænkte, at rollen som udgangspunkt ikke var dårlig, og der var noget tekst, man kunne arbejde med, og det gjorde jeg også.”
”Så var der noget fysik og udtryk og kostume og sminke og sjove relationer til Sophie Lauring, som jeg havde gået på hold med, og Birgitte Raaberg. Der ved man, at jo mere relation, jo mere dramatik opstår. Jeg havde også en scene med Birgitte Federspiel, som blev rigtig god.”
Peter Oliver Hansen i sin scenedebut i ”Belsebub Sonaten” på Odense Teater i 1995. Foto: Odense Teater
Tog initiativ til et dansenummer
”Jeg var par med Birgitte Raaberg på scenen, og der var også flere fra mit hold med, så det var også trygt. Birgitte og jeg havde et langt dansenummer. Det var faktisk mig, der fandt på, vi skulle have det dansenummer. Man kan ret hurtigt mærke, når en instruktør ikke har greb om det. Jeg har ikke oplevet det så grelt siden. Det var virkelig slemt så lidt, han kunne.”
”Jeg har altid elsket at danse og synge, og jeg dansede også før, jeg kom ind på skolen. Jeg fik Mikala Bjarnov Lage til at koreografere et virkelig fedt dansenummer til os til et syret polsk stykke klavermusik. Det var skidesjovt at lave hver aften. Som skuespiller redder man hinanden og sig selv. Instruktøren blev sat af 10 dage før premieren – så ved man også, det er galt – så kom dramaturgen ind og overtog. Hun var enormt sød, men jo ikke instruktør.”
”Vi prøvede at overleve i det, så vi hjalp hinanden. Det dansenummer var nok ikke kommet med, hvis ikke instruktøren havde været så umulig. Men det blev skidesjovt at lave, og vi fik lov at gøre nogle ting selv.”
”Jo mere, vi selv tog ansvar for det, jo bedre, vidste vi godt, det ville blive. Det blev ikke nogen uforglemmelig forestilling, man har talt særlig meget om siden, men den blev heller ikke, ikke-seværdig. Folk syntes, der var noget at kigge på.”
”Da instruktøren fra den ene dag til den anden ikke var der mere, syntes vi jo egentlig, det var meget godt. For det gik mere og mere i stå, og det skal det jo ikke. Det skal gå den anden vej, når man nærmer sig premieren.”
Læs også: Jens Jacob Tychsen: Min scenedebut
Divaen lurede situationen før de andre
”Birgitte Federspiel havde jeg jo set i alt, hvad hun havde lavet i de fire år, jeg gik der. Hende var jeg fuldstændig fan af. Hun var en stor, lidt mystisk, gammel diva og samtidig helt nede på jorden. Det var simpelthen så sjovt at se hende arbejde. Hun havde en mindre rolle som bedstemor i den her syrede verden.”
”Hun lurede jo før alle andre, at instruktøren ikke var god. Det var interessant at se hende navigere i hans talentløshed. Hun stillede en masse spørgsmål. Det var én ting, man lærte, man må gerne stille spørgsmål og tage ansvar for sin rolle. Han kunne så ikke svare på en masse, hvilket hun meget hurtigt afkodede – at der ikke kom et klart svar. Så sagde hun noget, som jeg også selv bruger: Vi ser… Bare de to ord: Vi ser. Det er en måde at sige: jeg klarer det selv.”
”De lurede hinanden. Han lurede, hvor dreven og dygtig og erfaren, hun var, og hun lurede, hvor erfaren, han ikke var. På en måde var det synd. Der stod et helt ensemble… Jeg ved ikke, hvad han lavede efterfølgende. Og vi hverken så eller hørte vi noget til ham. Det er jo ret barskt for en debut, for så lærte man på den hårde måde, at det jo ikke er bare lige… Folk skal vide, hvad de laver.”
Bar røv i kilt
”Det var ekstremt ekspressionistisk. Farverne var næsten kun sort/hvide. Det var rigtig sjovt at få et kostume med sorte ridestøvler og pelshaler og en sminke, der tog en time at lave, så var det dét, man fokuserede på.”
”Nu kan jeg bedst lide at lave forestillinger, hvor jeg ikke skal have sminke på. Dengang var det: Jo mere, jo bedre. Kostumet var, ikke med lakstøvler, men nærmest S/M-agtigt. [Undervejs havde jeg også en kilt på]. Inden under kilten, fandme, havde jeg et skridtbind på, så jeg har ikke bar, bar røv, men har jo i princippet bar røv, for det er jo en slags g-streng. Og så en kosakjakke på.”
”… og så er det, at det pinlige sker – at man ser en død mand rette på sit kostume! Alle grinede…”
”Så skulle jeg hver aften skydes af min kollega, Jesper Kaplan, der spillede i svanefjer. Det var super flot, men også et surrealistisk kostumeunivers. Visuelt var det løftet ud i noget ekstremt. Der var en aften, hvor han skulle skyde mig. Det gjorde han også så fint, og så har jeg en dødskamp med mig selv på forscenen, hvor jeg falder om og dør, lige inden tæppet falder.”
”Den aften har jeg min fine dødskamp, måske var den lidt for lang, det ved jeg ikke, men den aften lander jeg forkert, forstået på den måde, at kilten har blotlagt min bare røv, og det er lige ud i hovedet på Hr. og Fru Tommerup.”
”Jeg tænkte: Det kan jeg ikke! Jeg kan ikke ligge her i tre-fire minutter, og så er det, at det pinlige sker – at man ser en død mand rette på sit kostume! Alle grinede. Jeg dør, jeg døøøør – jeg retter lige på min kilt – og så dør jeg. Jeg havde en god veninde i salen, hun har drillet mig med det siden. Jeg kunne ikke overskue at ligge med bar røv lige ud i hovedet på publikum.”
Læs også: Jesper Lohmann: Min scenedebut”
Peter Oliver Hansen her i selskab med Annette Støvelbæk, Niels Ellegaard og Sara Boberg. Foto: Robin Skjoldborg
Modtagelsen var nænsom
”Jeg tror ikke, den blev haglet ned. Der var måske nok nogen, der kunne gennemskue, at det ikke var godt nok. Men overraskende nok, tror jeg, at det var rimeligt nænsomt.”
”Nogle gange er man med i noget – nu synes jeg ikke, det her var så dårligt – men ligesom lige nu med Norén (Peter Oliver Hansen spillede ”Sandhed og konsekvens” på Teatret ved Sorte Hest, da interviewet blev lavet, red.), hvor vi mærkede rigtigt: Vi har lavet en rigtig fin forestilling, og så er det dejligt, at andre også synes det.”
”Nogle gange har jeg været med i noget, jeg virkelig ikke syntes var godt, som har fået fem stjerner, og så er jeg nærmest blevet irriteret. Men i forhold til salg vil man bare gerne have så gode anmeldelser som muligt. Det lykkes jo ikke hver gang, det skal det heller ikke, det er jo ikke kreativt. Man må godt skyde ved siden af, når man satser.”
København kaldte
”Jeg kunne rigtig godt lide at være på teatret, og jeg var sammen med skidesøde mennesker, men jeg var også ambitiøs; jeg skal ikke være i provinsen, jeg skal til storbyen! Jeg skulle hjem til København, hvor jeg er født og opvokset og altid har boet. Jeg har ikke siden været derovre for at spille – jo, på turne – og jeg har også tænkt, det kunne være sjovt at komme over og lave en rolle en dag.”
”Jeg tror ikke, at man helt forstod, at jeg takkede nej til en fastansættelse. Det kunne da også virke højrøvet. Det kan jeg da godt se. Men man kan jo takke nej på mange måder. Det skal man også gøre ordentligt, så man ikke brænder broerne. Jeg ved, jeg takkede nej på en måde, som ikke var et smæk med døren.”
”Det var et ja tak til to ting (debutforestillingen og ”Grease”, hvor han spillede sammen med Anette Støvelbæk, red.), men jeg skal ikke være fast, for så er der pludselig gået fire-fem år, og så er det sværere at komme igennem i København. Og så kom der rigtig gode tilbud til mig i København.”
Læs også: ”Dramatikerens drivkraft: Hassan Preisler”
Peter Oliver Hansen her i selskab med Susse Wold i “Høfeber” på Det Ny Teater 1996. Foto: Paul Farnsworth
På scenen med Susse og Bent
”Min københavner-debut var ”Høfeber” af Noël Coward på Det Ny Teater. Det var ret flot at få lov at lave en stor rolle i ”Høfeber” (den gennemgående rolle som bokseren Sandy Tyrell, red.) med Susse og Bent (hhv. Wold og Mejding, red.) og spille 100 gange. Det var ret stort. Jeg havde virkelig gang i butikken de første par år, så det var meget rimeligt, at jeg skulle skynde mig herover.”
”Jeg var enormt spændt og glad og nervøs. Jeg ved ikke, om jeg var stolt. Jeg glædede mig til, der var opmærksomhed på den. Alle skulle anmelde den. Alle skulle se den. Ikke på grund af mig, men mere: Nu laver Susse og Bent Coward igen for første gang efter ”Privatliv”. Den havde solgt 60.000 billetter i forsalg, hvilket var helt vildt, og vi spillede den i seks måneder.”
”Det var hår på brystet-agtigt pludselig at skulle reproducere noget i et halvt år. Det er bare god træning for en skuespiller.”
”Det var en fantastisk start, og det var hår på brystet-agtigt pludselig at skulle reproducere noget i et halvt år. Det er bare god træning for en skuespiller. Det har jeg gjort adskillige gange siden. Det er den bedste træning, man kan få som nyuddannet. Det skal afleveres lige godt hver aften, også selvom der er en dag, hvor man ikke gider eller er ked af det. Der fik jeg rigtig gode træningspenge i banken.
”Det rustede mig, tror jeg, også disciplinen i at gå ind og spille den to gange om lørdagen. Det var før, man [som nu] spillede dobbelt. De musicals, der spilles i dag, spiller dobbelt lørdag og søndag. Dengang var det meget at spille tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag-lørdag og søndag i seks måneder.”
Mejding ændrede forestillingen efter premieren
”Der var en instruktør, som havde lavet et godt skelet, og havde lavet den først i London og så lavede den her. Men han lavede den lidt for bornert til Bent Mejdings smag. Han rettede den til efter premieren og lavede den mere fysisk. Det skulle jeg vænne mig til, for nu havde vi lavet pakken, men jeg tror, det var klogt af ham, og jeg tænkte: Det er sgu da meget spændende.”
”Det, de savnede i hans orkestrering, var, at de manglede fysikken, den fik de skruet lidt op for dagen efter premieren. Så mødte vi ind, og Per Pallesen var også med, der var fælles fodslag: Nå, så starter vi forfra. Det var virkelig sjovt.”
”Jeg er totalt københavner. Jeg bor på Vesterbro, og det, at jeg kan tage min cykel ned til Sorte Hest hver aften – det passer mig så godt. Så kan jeg ikke bede om mere. Jeg har været på turne 12 gange, men de fleste ting, jeg laver, er her i København, og jeg har været på de fleste teatre i København. At springe fra sted til sted, det elsker jeg.”
I sæson 2021/22 kan Peter Oliver Hansen opleves i forestillingen ”Charlie og Chokoladefabrikken” på Østre Gasværk Teater fra den 5. februar til den 6. marts 2022.
Han skriver pt. en kabaret sammen med Camilla Bendix, som de selv skal medvirke i sammen med Maria Stenz. Den skal spilles i København til efteråret 2022, hvor Peter Oliver Hansen også spiller rollen som Doc i ”West Side Story” på Det Kongelige Teater.
Succesforestillingen ”Sandhed og konsekvens”, som Peter Oliver Hansen spillede i efteråret 2021 på Teatret ved Sorte Hest, genopsættes i 2023, hvor også Sarah Boberg, Anette Støvelbæk og Niels Ellegaard er klar til endnu en runde med giftige parrelationer og dysfunktionelle familieforhold.
”Sandhed og konsekvens” spiller fra den 21. september til den 4. november 2023.
Læs mere om Peter Oliver Hansen
Følg Peter Oliver Hansen på Facebook
Artikler du også vil kunne li
”Anette Støvelbæk: Min scenedebut”
”Peter Plaugborg: Min scenedebut”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler og guides m.m. på scenen.dk, og bliv opdateret om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Henrik Ohsten