Af Signe Ravn
”Jeg debuterede på Odense Teater i en forestilling, der hedder ”Ordet” af Kaj Munk. Jeg skulle spille Johannes. Kasper Wilton, som var teaterchef dengang, spurgte mig, da jeg stadig var under uddannelse, om jeg ville have et år i Odense? Det ville jeg selvfølgelig gerne. Hovedårsagen var ”Ordet”, hvor han havde haft svært ved at finde en [skuespiller til rollen som] Johannes.”
”Man kan betegne Johannes som sjælesyg, en form for sindssygdom, og ”Ordet” foregår langt ude på de jyske heder i Vestjylland omkring bibelbæltet, hvor religion er den eneste rettesnor, der findes. Man anerkender ikke psykisk sygdom på det tidspunkt, enten er man skør eller normal. Johannes er den mellemste af tre brødre, som får et psykisk traume, fordi hans kæreste dør. Det traume gør, at han går ind i kristendommen, og han ender faktisk med at personificere Jesus. Igennem sin lidelse, sin sindslidelse, finder han styrke i troen i den overbevisning, at han er Jesus. ”Ordet” handler om mirakler – tror man på, at der er noget, der større end mennesket? Så alt var godt, og det var spændende. Jeg kunne ikke gøre andet end at sige ja til det.”
Læs også artiklen ”Laus Høybye”: Min scenedebut”
Instruktør havde ikke valgt castet
Skæbnen ville, at Kasper Wilton ikke selv skulle instruere forestillingen alligevel og i stedet fandt en ny instruktør til opgaven.
Her er en forklaring på sin plads. Teaterforestillinger er gerne længe undervejs, besluttet mindst en sæson før, at de sættes op, og en instruktør kan have arbejdet med materialet i flere år, eller altid have næret en drøm om at forløse netop dét stykke dramatik på én helt bestemt måde. Helt ned i detaljen. Bevægelsesmønstre, stemmeføring, scenografi, medvirkende.
Peter Plaugborg mødte sammen med resten af castet, en stor del af teatrets ensemble, ind til læseprøven, som ikke alene var første møde med teksten, det var også første møde med instruktøren. Den nye instruktør, der blev hevet ind i arbejdet med en forestilling, hvor meget allerede var besluttet.
Vi har lidt svært ved at finde fælles fodslag, instruktøren og jeg. Han er ret garvet, jeg er ny og ung, og jeg får gentagne gange at vide, at jeg er for høj. Det er svært at gøre noget ved.”
”Så giver instruktøren udtryk for, at han sjældent kan rumme mere end 3-4 skuespillere ad gangen, fordi han plejer at lave mindre og mere intime forestillinger, og at han ikke selv har valgt os. Vi var måske 10 spillere. Så sagde han dengang, som husker jeg det, med et glimt i øjet, at jeg i øvrigt var for høj til at spille Johannes. Det var et…”
Peter Plaugborg kommer med et stille kluk. Det udfylder den sekundkorte pause, mens han beslutter sig for det rette tillægsord;
”… spændende udgangspunkt at skulle starte en prøveperiode med ikke at være valgt af instruktøren og være fysisk forkert.”
Kravlede rundt en hel prøvedag
”Vi har lidt svært ved at finde fælles fodslag, instruktøren og jeg. Han er ret garvet, jeg er ny og ung, og jeg får gentagne gange at vide, at jeg er for høj. Det er svært at gøre noget ved. Hvis man er lidt for tyk, kan man tabe sig, er man for tynd, kan man tage lidt på – ikke at jeg går ind for det – men der er i hvert fald nogle muligheder.”
På et tidspunkt beder en af de andre skuespillere instruktøren om at holde op med at nævne Peter Plaugborgs højde som et problem, fordi den kritik ikke fører nogen steder hen.
Et af Plaugborgs første bud på rollen bliver at spille imod sin højde.
”Jeg gik i gang med at lave en figur, der nærmest var i øjenhøjde med bordet, så jeg kravlede rundt på scenen en hel dag i et bud, og ingen sagde noget, så måske var det den vej, prøven skulle gå? Så siger instruktøren tak for i dag: ”Jeg ved ikke, Peter, jeg har ikke bedt dig om at spille ”Klokkeren fra Notre Dame”.”
”Den tog jeg til efterretning og tænkte, at jeg må finde en anden løsning, for jeg havde et klart billede af, hvem Johannes var – men det var åbenbart ikke det samme som instruktøren. Vi talte ikke samme sprog.”
Læs også artiklen ”Ditte Hansen: Min scenedebut”
Kantinesnak med løsningen
Ved et tilfælde overhørte Peter Plaugborg en snak i teatrets kantine, hvor instruktøren talte om et tv-program, som var vist aftenen forinden, om hvilket han konstaterede: ”Og der sad Johannes jo”.
”Jeg spidsede ører. Hvad er det for et billede af Johannes?” husker Peter Plaugborg.
Programmet viste sig at være Mikael Berthelsens sene talkshow, ”Den 11. time”, hvor han havde besøg af forfatter Christel Wiinblad, der på det tidspunkt var elev på Forfatterskolen og havde skrevet sin første digtsamling ”Min lillebror”.
”Det provokerende ved programmet var, at forfatterinden Christel læser op af den her digtsamling, som handler om hendes brors selvmordsforsøg, de diskuterer værket og frygten for at miste, og broderen sidder i studiet. Instruktøren synes ikke, det er værdigt at diskutere nogens sorg, mens personen er til stede.”
I dét øjeblik jeg ser ham, kan jeg se, hvad instruktøren mener med, at her er Johannes; et meget følsomt ungt menneske, som har så meget på hjerte, at det næsten ikke er til at rumme, men ikke har evnerne til at udtrykke sig med ord.”
Herfra var Peter Plaugborgs eneste tanke: Jeg skal se det program.
Og i en tid før tablets og smartphones, var det på en computer på biblioteket, at han fik gravet programmet frem.
Nærstuderer et følsomt menneske
”Det, jeg så, var en stor kærlighedserklæring fra en søster til en bror, og i slutningen af programmet skal broderen spille en sang. I det øjeblik jeg ser ham, kan jeg se, hvad instruktøren mener med, at her er Johannes; et meget følsomt ungt menneske, som har så meget på hjerte, at det næsten ikke er til at rumme, men ikke har evnerne til at udtrykke sig med ord. Så jeg sidder og nærstuderer den her unge mand, hvordan han ser ned i bordet og prøver at forklare, hvordan han har det; at han har overlevet selvmordsforsøget, som digtsamlingen handler om.”
”Han og en kammerat spiller en meget smuk sang om vores tilknytning til naturen, og hvordan vi tager den for givet, og hvordan vi som mennesker ikke passer på vores natur. Det er ret progressivt her tilbage i 2007. Jeg suger til mig fra det her smukke væsen og det smukke møde med søsteren. Den digtsamling, ”Min Lillebror”, skal jeg have fat i, men den er ikke udgivet på det her tidspunkt… Men i hvert fald er Jannik, som broderen hedder, i min bevidsthed [under prøveforløbet], tingene løser sig, instruktøren begynder ikke at kritisere mine valg, og jeg forstår nogle ting i ham her Jannik, som jeg kan overføre til Johannes.”
Dér fik han mod på projektet igen og, nok så vigtigt, fandt han herefter en uudtalt forståelse med instruktøren:
”På trods af, hvor uenige vi var, så fandt vi en vej igennem prøveforløbet.”
Læs også ”Rosalinde Mynster: Min scenedebut”
Byggestenene var lagt
Peter Plaugborg som Johannes i “Ordet” flankeret af Lillepigen (Mia Helene Højgaard). Foto: Leif Hansen
”Hver aften nynnede jeg den sang, broren sang i programmet, som et credo, jeg havde for Johannes, inden jeg skulle ind og spille. Så han var ligesom med i hele det her forløb. Jeg sendte mange tanker til ham og Christel.”
”Det var en fornøjelse at spille Johannes. Det var måske en af de første gange, hvor jeg oplevede, at byggestenene til figuren var lagt så rent, at jeg ikke var bange for, at noget skulle gå galt. Så der var kommet en form for overskud i den oplevelse på trods af, hvor mange odds der var imod mig. Det var den store lektie for mig at tage med mig; at når grundarbejdet er gjort, og du ved, hvorfor du står der, så er grundhistorien så meget nemmere at formidle og stå på mål for.”
Indsatsen som Johannes kastede en Reumert-nominering af sig, og Peter Plaugborg tror, at opmærksomheden kan have været medvirkende til, at han blev inviteret til casting på og siden fik en rolle i Thomas Vinterbergs film ”Submarino”.
”Ting hænger sammen, tråde bliver spredt ud, og noget hænger fast i noget andet, hiver én videre og blokerer andre ting. Sådan er det også med en debut; du stiger på et tog, og så kører du, og indimellem skifter du på en perron til et andet tog. Debuten er jo speciel, men det, jeg rigtig har lært, er at stole på min intuition.”
Det var en særlig dag, som jeg aldrig vil glemme, og som på en eller anden måde retfærdiggjorde, hvor besværlig hele min debut havde været…”
Mirakel per post
Efter sæsonen vendte han tilbage til København.
”Submarino” havde premiere i marts 2010.
”En dag jeg kom hjem fra prøve, kom jeg hjem til min postkasse, og der finder jeg et lidt tykt brev, som var med afsender ”Christel Wiinblad”. Så åbner jeg det brev, og inde i det brev, der ligger en udgave af ”Min lillebror” og i den en cd med sangene, blandt andet den, broderen sang i ”Den 11. time”.”
”Der er en dedikation i bogen – jeg vil ikke læse den hele – men der står: Til Peter fra Christel. Jeg har set dig i ”Submarino”, og jeg vil gerne give dig den her.”
”Der tænkte jeg, at der er noget i universet, der er større end os selv,” fortæller Peter Plaugborg og husker pludselig en detalje fra første møde med instruktøren på ”Ordet”:
”Instruktøren sagde første prøvedag: ”Man kan mene mange ting om det her stykke, men det handler om mirakler, og er der noget, jeg tror på, så er det mirakler”. Jeg tror måske lidt, at jeg syntes, da jeg åbnede min postkasse, at det var en form for mirakel.”
”Det var en særlig dag, som jeg aldrig vil glemme, og som på en eller anden måde retfærdiggjorde, hvor besværlig hele min debut havde været. Af alle de ting, jeg kunne ønske, ramte min postkasse, var det den.”
Energien skal videre
”Hun havde på en eller anden måde set Johannes eller hendes bror i ”Submarino”. Set i bakspejlet, er det to forskellige produktioner, men det, de to roller har til fælles, er en sjælesorg. Jeg fik en lille åbenbaring om, hvordan man nogle gange sender ting ud i universet, og man aner ikke, hvem der samler det op, og nogle gange ryger det tilbage igen… Om man så kalder det karma, mirakler eller ånd, noget vi ikke kan styre.”
”Det er lige præcis dét, scenekunst handler om, når vi som skuespillere står i nuet og sender noget ud, og nogen modtager det. Hvad det gør ved den, der modtager, og hvad de sender videre, kan man ikke kontrollere, men man kan håbe, det er noget, der sender energien videre. Så det ikke bare stopper og viser sig ligegyldigt.”
I sæson 20/21 kan Peter Plaugborg opleves på Betty Nansen Teatret i ”Kejseren af Portugalien”, der har premiere den 9. april 2021.
Læs også
“Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald”
“Anette Støvelbæk: Min scene-debut”
“Sebastian Haynes: Min scene-debut”
