Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner, udgivet februar 2024
Hans telefon ringer med jævne mellemrum. Det har den gjort siden år 2000, hvor han sammen med en gruppe ligesindede kunstneriske ildsjæle stiftede Randers EgnsTeater. I dag giver ringetonen ekko, når den fylder Randers Teaters nybyggede foyer. Gennem de store vinduer er der fri udsigt over Randers by og kulturhuset Værket. Hvad der i mange år var teatrets storebror, fremstår nu som en landlig flække ved siden af det nye teaterhus. Den 61-årige teaterdirektør Peter Westphael har noget drenget over sig. Skægstubbene giver ham et anstrøg af charmerende landstryger, og ræven bag øret kan nok sælge, hvad som helst til hvem som helst. I år 2000 var chefkontoret et frimærke, hvor stolen dårligt kunne rulles en centimeter uden at kollidere med en væg. I dag sidder vi i hans direktørkontor på 1. sal, der ifølge ham selv dog stadig er det mindste i branchen. Her er mødebord, opslagstavle og bedre plads til store armbevægelser. Et magtens centrum i det foretagende, der i dag er §5 teater med eget afsnit på finansloven. Hos Westphael sidder jeg over for et succesfuldt teatermenneske, og dog er det drengen fra Sønderjylland, der interesserer mig mest.
”Det gør fanme ikke noget, at det imponerer”
Da jeg har beundret arkitekttegningerne til nybyggeriet, stiller jeg bygherren det første spørgsmål: ”Du stiftede Randers Egnsteater i 2000 og siden har det og du haft megen succes. I dag er teatret på finansloven, I har egen talentskole og en spritny bygning. Hvornår har du nået dit mål?” Peter Westphaels øjne flakker let, idet han stikker den ene hånd i dynejakkens lomme. ”Det er et godt spørgsmål. Det er én af grundede til, at man bliver så slidt af at være i den her branche, for du kan ikke definere et endeligt mål eller succes,” indleder den modne teatermand langsomt. ”Vi har været i konstant udvikling, men jeg ved jo aldrig, om man kunne have lavet noget andet, der var bedre. Hvis man kunne det, er dette her så en fiasko?” Han vender en bred, spørgende håndflade mod mig fra sin kontorstol, der er væsentlig højere end den, jeg har fået anvist.
”Det jeg måske er allermest stolt over er, at vi hele vejen har holdt fast i vores slogan: ”Teater for alle”. Du kan ikke lave en forestilling for alle, men du kan lave et repertoire og et teaterhus for alle.”
”Hvem skal Randers Teater imponere?” fortsætter jeg og ser afventende på teaterdirektøren. Han læner sig frem mod mig: ”Det er jo forskellen på at vise og at bevise. Vi vil jo gerne imponere. Selvfølgelig vil vi det. Så kan vi bedre tale om vores uundværlighed, når vi f.eks. taler om bevillinger og nye projekter. Det er da klart. Er det for at imponere, at vi laver teater? Nej, men det gør fanme ikke noget, at det imponerer!” Jeg smiler ved den dobbelttydige klang, mens fortsættelsen giver mig indblik i Westphaels vision med stedet: ”Det jeg måske er allermest stolt over er, at vi hele vejen har holdt fast i vores slogan: ”Teater for alle”. Du kan ikke lave en forestilling for alle, men du kan lave et repertoire og et teaterhus for alle. Vuggestuebørn, gymnasieelever, seniorer, forsamlingshuspublikummet og overklassen. Vi er faktisk et hus, hvor alle kommer, og vi har en diversitet og en mangfoldighed i vores publikum, som vi er stolte over.” Hans telefon ringer som på stikord, og ti minutter senere er han parat til at fortsætte. Målrettet pragmatisme svøbt i lun kronjysk venlighed; jeg fornemmer, han fik sin vilje, før røret blev lagt.
Foto: Martin Gundesen
”Åbenlyst uhensigtsmæssig”
”Hvis dansk teater er en køkkenhave, hvilken grøntsag er du så?” sætter jeg hurtigt ind, hvorefter en lang tænkepause indtræffer. ”Findes der nogle ufornuftige grøntsager? En knoldselleri? En blanding mellem uhensigtsmæssig og en lille smule bøvlet men med forholdsvis let ved at gro… Det tror jeg sgu rammer meget godt,” mumler Peter Westphael lidt genert. ”Uhensigtsmæssig? Hvorfor det? Er du en rod?” forsøger jeg og antænder en lille, vilter stikflamme i direktøren: ”Hvis sådan en dreng som mig, der kom til Randers fra Sønderjylland som 8-årig, var født i dag, havde jeg nok fået en lille diagnose og lidt medicin, for der var fanme knald på. Jeg organiserede jo, at vi fik lov at ryge i 7-klasse på den fine privatskole, og jeg mener også, at vi strejkede – bare som et eksempel. Det har da hjulpet mig at kunne sige: ”Det gør ikke noget, hvis folk bliver lidt sure på mig, for jeg beder jo tit selv om det. Hvis man ikke tør at være sig selv og ærlig, bliver man jo ren leverpostej.” konstateres det karismatisk i et accelererende taletempo.
”Hænger det uhensigtsmæssige sammen med det at være autodidakt?” ansporer jeg. ”Jeg er jo en autodidakt røver,” udbryder Westphael med selvbevidst røst. ”Jeg har været skuespiller i tyve år, men jeg er jo ikke uddannet. Jeg er heller ikke uddannet til at være teaterchef, men det er gået alligevel. Jeg er nok bange for at blive kedelig eller konform, så jeg udfordrer mig selv og min omverden hele tiden. Jeg er nok ikke så god til at gøre, hvad der bliver sagt.” Uden at bemærke det lyner han dynejakken lidt længere op og lægger armene over kors. ”Jeg er blevet mere ligeglad med, hvad andre mener, men samtidig er jeg da bange for at blive én af de gamle mænd, der engang var noget, og som tror, de ved alt. I dag er jeg 61 år, og da jeg startede Teatergruppen Mariehønen var vi det sorte får i dansk børneteater. Vi skulle virkelig kæmpe for berettigelsen mod de gamle mænd, men vi er her stadig.” Min samtalepartners ord bliver hængende i luften.
Tegner: Thyge Cosedis Holting
”Man skal være bevidst om sin magt”
”Hvad er det vigtigste, når man er en 61-årig mand med magt?” spørger jeg med tanke på Peter Westphaels status som en art kulturkonge i Randers. Svaret indledes med et tænksomt tilløb: ”Ja… hvor meget skal jeg fylde? Skal jeg deltage i ”News og co” på TV2 News? Skal jeg sidde i alle bestyrelser eller til alle samråd, kulturministeren indkalder til? Er det godt eller skidt for teatret? Jeg har medarbejdere, der synes, at jeg fylder alt for meget, og andre der mener, at jeg fylder tilpas meget, tror jeg.” ”Men du er jo teatrets ansigt udadtil. Du skal jo fylde noget,” anfører jeg undrende. ”Ja, jeg er jo ansat af bestyrelsen til at få ros,” kommer det skarpt fra Westphael, der samtidig retter sig op i stolen. ”Hvis jeg får ros, er det fordi, teatret har gjort det godt, ligesom jeg skal tage kritikken, men grundlæggende skal man tale om et ”vi”, for jeg står på skuldrene af en helvedes masse dygtige og fantastiske mennesker, som har givet deres hjerteblod, sjæl og indimellem også deres helbred for, at teatret kan være der, hvor vi er i dag.” ”Mennesker som du har magt over…” indskyder jeg. ”Man skal være bevidst om sin magt,” lyder det med en fyldig baryton fra den erfarne direktør, der ser insisterende på mig og med et synes bredere. ”Hvis jeg sidder på en restaurant som formand for et udvalg, der bevilliger penge og en skuespiller, der ved, hvem jeg er, kommer hen til mig, så er vi ikke lige. Jeg har den magt, at jeg måske kan afgøre denne persons det ene og det andet. Det skal jeg vedkende mig og behandle dette menneske med respekt og forståelse.” Han lægger hånden tungt på skrivebordet som for at sætte et prægnant udråbstegn. ”Er du som chef god til at sige undskyld, hvis du kommer til at gøre folk kede af det?” Westphael synker lidt sammen i stolen: ”Det synes jeg selv, at jeg er, hvis der er grund til det, og hvis jeg er gået for langt. Så forklarer jeg det, jeg mener eller det, der måske er problemet. Omvendt er der jo ikke noget galt i at blive ked af det, hvis det er en alvorlig samtale, men der er noget galt i at køre folk over – i et misbrug af ens magt, men igen, hvem fanden er jeg til at vurdere det? Det skal være én af dem, det måske er gået ud over, du skal spørge.” Han virrer med hovedet. Måske usikkert, måske irriteret.
På Randers Teaters repertoire finder du bl.a. en teaterversion af “Frøken Jensens Kogebog” med skuespiller Bodil Jørgsen på rollelisten. Foto: Emilia Therese
Det kan du opleve på Randers Teater
Ydmyg, gadedreng og blærerøv
Peter Westphael har i 2023 haft Dronning Margrethe til bords under en officiel frokost på det hæderkronede Hotel Randers, og han viser mig med stolthed hendes bordkort, der nu hænger på opslagstavlen. Dette afføder et spørgsmål, der vedkommer chefer af enhver art: ”Hvornår bør en god teaterdirektør abdicere?” Min samtalepartner griber spørgsmålet i luften med energisk intensitet: ”Det er en meget nærværende tanke hos mig af flere grunde. Nu hvor vi er et statsteater, skal jeg søge mit eget job hvert ottende år. Jeg kan godt afsløre her, at jeg lige har indgået ny kontrakt med min bestyrelse. Jeg har et år tilbage på den gamle kontrakt, og har så fået fire år mere. Så længe jeg synes, det er sjovt og vi er i udvikling er det godt, men min egen aversion mod gamle, magtfulde mænd, der sidder på magten for magtens skyld, den fylder meget i mig. Sådan har jeg lovet mig selv ikke at blive, og jeg håber virkeligt, at de mennesker, jeg kalder mine venner, giver et hint, hvis jeg ikke selv opdager det i tide.” Han klør sig lidt i håret, inden der uddybes:
”Jeg er både ydmyg, jeg er en gadedreng og jeg er en blærerøv, der let bliver usikker. Du kan finde mange etiketter, andre vil sætte på mig. I mig selv er der er en nogenlunde balance.”
”I princippet er jeg jo ”teaterejer” og den næste bliver teaterlejer. Jeg har været her fra fødslen af dette lille sted og kender hver eneste krog. Den næste får ansvaret for stedet i fire eller otte år, hvorefter butikken skal gives videre til den næste; en ”lejer” så at sige. Med mig er det noget andet, fordi jeg har været her fra day one, og det er da min drøm at aflevere en velfungerende organisation til den næste chef. Det vil jeg gerne.” Jeg nikker indforstået. ”Er du imponeret af, hvad du har skabt her?” spørger jeg. Westphael sidder uroligt i stolen, mens svaret afleveres ganske lavmælt: ”Ja, nogle gange. Andre gange irriterer det mig, at jeg ikke har gjort det bedre. Jeg har fået lov til at stå foran, og…”. Han stryger sig nænsomt over skægstubbene og ser på mig med et par store øjne, der pludselig emmer af sjæl og sårbarhed: ”Jeg er både ydmyg, jeg er en gadedreng og jeg er en blærerøv, der let bliver usikker. Du kan finde mange etiketter, andre vil sætte på mig. I mig selv er der er en nogenlunde balance.” ”Mellem hvad?” vil jeg vide. ”Selvfedme og selvdestruktion.” kommer det afklaret. Jeg noterer mig karakteristikken.
En storsmilende teaterdirektør med en ægte Thyge Cosedis Holting tegning i hånden. Foto: Thyge Cosedis Holting
”Jeg startede med at køre bil og tog kørekort på vejen frem”
Er det blevet hans givtige brand at være selfmade? Peter Westphael slår impulsivt ud med armene og tager fat på samtalens slutspil: ”Uha, det er et godt spørgsmål. Jeg har jo lært det derude. Jeg startede med at køre bil og tog kørekort på vejen frem. Jeg tror…”. Tankerne modelleres omhyggeligt, før han fortsætter: ”Som halvtredsårig måtte jeg sige, at det trods alt var gået nogenlunde fornuftigt, også selvom jeg nogle gange kan mangle bestemte fagord eller –begreber eller nogle gange tror, jeg har opfundet ting, som faktisk har eksisteret i generationer. På den måde er jeg jo en autentisk leder; jeg leder stort set, som jeg gerne selv vil ledes. Det håber jeg ikke er så ringe endda.” Westphael tager tilløb til at rejse sig, men bremser ved mit sidste nysgerrige spadestik: ”Så når dine kolleger i teaterbranchen spørger til din baggrund?” Teaterdirektøren læner sig tilbage i stolen med sit karakteristiske rævesmil. Jeg aner et menneske på en koket, kraftfuld men krævende sejlads mellem at vise og bevise: ”Jeg siger, at jeg er ufaglært børneteaterskuespiller med verdens mindste studentereksamen – dog med den største hue – men altså… Jeg siger jo ikke til folk, at jeg er autodidakt, selv om jeg er stolt af det.”
FAKTA:
Peter Westphael (f. 1963) er autodidakt skuespiller og var medstifter af teatergruppen Mariehønen, hvor han også fungerede som skuespiller fra 1982 til 2000. I 2000 stiftede han Randers Egnsteater, der siden voksede til ét af landets største egnsteatre.
Randers EgnsTeater har pr. 1. januar 2020 skiftet navn til Randers Teater og er overgået fra at være et egnsteater til at være §5 teater med eget afsnit på finansloven. Teatret har et særligt ansvar for at producere og præsentere professionel scenekunst for børn og voksne, samt styrke og udvikle talentarbejdet og interessen for scenekunst. Randers Teater har et særligt ansvar for, at disse opgaver rækker ud regionalt og på tværs af flere kommuner.
Hvert år afvikles der flere end 700 forestillinger, som enten er produceret af eller indkøbt af Randers Teater. Mange af dem er egne forestillinger, der både spiller på teatret og på turne i ind- og udland, men teatret arrangerer også i hver sæson en lang række gæstespil fra turnerende teatre i landet.
Teatret har stået bag flere store kulturelle projekter og events i byen. Blandt andet totalforestillingen Watermusic på Randers havn med mange hundrede medvirkende, der var et af de største bidrag til Europæisk Kulturhovedstad 2017.
I 2015 etableredes Randers Teaters Talentskole, der er et tilbud til unge mennesker med en passion for teater med gratis undervisning i forløb, der varer et år. Der er også tilknyttet et kor til teatret, som årligt giver en lang række koncerter i og omkring Randers og også har deltaget i flere opsætninger på teatret.
I mange år har Peter Westphael været aktiv på det kulturpolitiske område inden for scenekunst og ofte brugt som debattør på området. Han har haft fast klumme i Avisen Danmark og er en fast del af panelet i TV2-news programmet ”News & Co”.
Peter Westphael sidder i bestyrelsen for Applaus, CPH Stage, Dansk Teater, Scenet og Turnénetværket.
Læs også
Interview med teaterdirektør Peter Westphael: Mød dit teater – Randers Teater
