Revyekspert: Her er mine favoritter

Scenen.dk har bedt Rikke Rottensten fra Alhambra – Museet for humor og satire om at udpege de allerbedste danske revyskuespillere. Se listen her.

Cirkusrevyen har, hvis du spørger museumsinspektør Rikke Rottensten fra Alhambra - Museet for humor og satire, en af de allerstørste på plakaten i år, nemlig Ulf Pilgaard. Foto: Hammer PR

Dirch Passer ville ”op å då”, Ulf Pilegaard har trukket i tiara og tunge kjoler som dronningen adskillige gange og gav folk latterkramper som hele Danmark Perlemor, politidirektør Hanne Bech-Hansen, mens Ditte Hansen kom med en løsning i morgen som Helle Thorning-Schmidt… fortsæt selv listen over uforglemmelige revyskuespillere og deres glansnumre.

Scenen.dk har bedt museumsinspektør Rikke Rottensten fra Alhambra – Museet for humor og satire om at give os sin ultimative liste over de fem største revyskuespillere gennem årene herhjemme.

De klarede ikke cuttet

Selv i et gennem årene frygtindgydende stærkt felt, kan man finde favoritter. Og det betyder, at sværvægtere såsom Osvald Helmuth, Lily Broberg, Birgitte Reimar, Niels Olsen og Ditte Hansen ikke finder plads blandt revyikonerne. Dog siger Rikke Rottensten:

”Jeg savner Ditte Hansen i dansk revy. De år i Cirkusrevyen, hold kæft, selv en gigant som Lisbet Dahl blev bedre af at spille sammen med Ditte Hansen. De var jævnbyrdige.”

Liva Weel, 1897-1952

”Vi kan starte med Liva Weel, og så vælger jeg Osvald (Helmuth red.) fra. Hun er sindssygt stor, og det bliver hun ved med at være.

Når vi sidder her på museet for humor og satire og skal lave en udstilling, så sætter vi jo aldrig spørgsmålstegn ved Liva Weels rolle og betydning for dansk revyhistorie. Den er indlysende. Men hendes viser er jo ikke sjove. Det handler om det gamle begreb med den alvorlige og store vise, som Osvald Helmuth og Liva Weel er eksperter i. De er ikke underholdende og sjove, man kan måske godt smile lidt, men de har et eksistentielt take på noget. ”I dit korte liv” fra Dagmarrevyen 1941 er en sang, der handler om, at vi skal huske at leve så længe, vi kan, i lyset af, at vi på grund af krigen ikke ved, om det er forbi i morgen. Det samme gælder Osvalds ”Havnen” og de andre kendte viser, de er heller ikke sjove.

Som kunstner giver hun sig selv fuldt og helt. Det er det, man stadig mærker her små 70 år efter hendes død. Det er et menneske, vi møder i hendes viser. Hendes fortolkninger har en nerve og følsomhed, der stadig vækker os.”

Dirch Passer, 1926-1980

“Uanset om man synes, Dirch Passer er sjov eller ej, er der ingen tvivl om hans stjernestatus. Jeg har ikke selv set ham live, men han havde en kolossal publikumsappel. Selv store stjerner, der stod på plakaten med ham, fortæller, at det var Dirch publikum kom for. De var nærmest selv statister rundt om ham. Det var vist Malene Schwartz, der sagde, at man ligesom bare var pauseklovn mellem hans numre.

Han er gigantisk, og han er ubetinget den største i denne her liga – klassisk revy. Jeg hører til dem, der synes, at han var bedst sammen med Kjeld Petersen (1920-1962 red.), hvor de dels bryder nye veje i komikken, dels har et helt enestående, magisk og poetisk makkerskab som når ud til os: Også når det kun er indspilninger med dem, vi kan høre.”

Marguerite Viby, 1909-2001

“Imellem de to, Liva Weel og Dirch Passer, vil jeg godt indskyde Marguerite Viby, som vi roser for lidt. Hun er med fra de tidligere revyer allerede på Scala i 20’erne, og hun er ekstremt fysisk. Hun er vanvittig moderne, og det bliver hun ved med at være, og hun er ekstremt fysisk. Da hun laver ”Den jazzende husmor” og ”Før vi fik bil” (1965 red.), er hun oppe i årene, men de er knivskarpe og moderne de numre – hun karter jo rundt, men trods tempoet er hendes timing stadig knivskarp.

Hun var stor i mange forskellige perioder og stilarter – også i teatret. I sine unge dage er hun kæmpestor. Hun er nok tidens absolut største filmstjerne, og det man i dag ville kalde en it-girl. Hun kommer som puslespil og revyspil og rammer direkte ind i tidens stil med sin på én gang feminine og drengede, sporty stil.”

Ulf Pilgaard, 1940-

“Vi kommer ikke udenom Ulf Pilgaard. Han er så stor, fordi han dels, for os i dag, er det sidste link tilbage til guldalderen i dansk revy. Han har været på ABC Teatret, og han har spillet med alle de store. Han er så dygtig og så skarp i sin måde at time et nummer på. Han er sindssygt unik og perfekt, når det gælder timing.

Det år, hvor han havde nummeret ”Smartphone”, oplevede jeg ham til premieren, hvor folk besvimede af grin. Så oplevede jeg nummeret tre måneder senere til Revyernes Revy, hvor han havde spillet sig varm, og der havde han formet den til publikum, og så lavede han den til Lauritzen Prisen i Skuespilhuset, hvor han lavede den anderledes og havde lavet om i sin pausering, sin måde at tale på, fordi han var i et helt andet rum end Cirkusrevyens telt. Det er instinktivt. Han er så fantastisk dygtig, at han kan forandre sit materiale mellem publikum, han ved, hvor de griner og ikke griner, han har en fantastisk autoritet.

Det år, de danske tropper forlod Helmand provinsen, havde han et nummer, hvor han var den sidste kaptajn på stedet, og der var det enormt interessant, for folk grinede, da han kom ind, og der gik et kvart sekund, så blev der fuldstændig stille. Han lod være at starte nummeret, han stod der bare lige et øjeblik. Så var teltet stille, for det var det, vi skulle være. Jeg ved ikke hvordan, han gjorde det, men det gjorde han.

Cirkusrevyen står i et vadested lige nu. Det bliver meget markant og mærkbart, når Ulf Pilgaard stopper efter dette års forestilling. Der er ikke for alvor nogen til at tage hans plads. Dansk revy – og teater for den sags skyld – har ikke i samme grad så store stjerner i dag, som man dyrkede tidligere, blandet andet på ABC Teatret. havde tidligere. Navne der nærmest ved deres blotte tilstedeværelse på en plakat, kan få publikum til at bestorme et billetkontor.”

Bodil Jørgensen, 1961-

”Det handler om, at hun er en brobygger mellem genrer, hvor de andre er meget rene revyskuespillere. Bodil Jørgensen har gennem en lang karriere lavet ting med instruktøren Henrik Sartou, som hun også var gift med. Det var meget smalt og nærmest syret indimellem. De lavede blandt andet en del af Jean Cocteau.

Hun starter et helt andet sted i dansk teater og arbejder sig hen mod folkelighed. Det begynder måske rigtigt, da hun spiller moderen til Ida i ”Krøniken”, og derfra begynder folk at kunne se hende for eksempel i ”Rytteriet” og ”Frokost med mor” med Andreas Bo, og fra da af, er hun virkelig stor, og så har hendes samarbejde med ”Rytteriet” klædt alle parter, både dem og hende, hvor hun omfavner både livsstilssatiren og det crazykomiske.

Med hende er det ekstremt åbenlyst, at hendes komik altid er tragisk. Hun er de to masker i alt, hvad hun laver.

En af de figurer, hun skaber, for eksempel i ”Tam Tam” i Tivoli, er en meget tyk og ensom kvinde, som er glad for dyr. Hun har fundet en kat, som hun taler meget om. Umiddelbart er det sjovt, at hun er så tyk og har det lidt svært med mennesker. Men så får nummeret en tragisk pointe. For da hun vender sig om, viser det sig, hun har siddet den søde kat, hun var så glad for, ihjel.

Så er der hendes dialektservice – hun kan sige de mest gruopvækkende ting fra revyscenen med pokerfjæs, og det gør hende stor indenfor genren. Hun er værd at fremhæve, fordi hun også repræsenterer tv-satiren.”

Af Signe Ravn