Af Signe Ravn
”Den første virkelige revy er nytårsaften i 1849. Den hed en tryllefarce, men opbygningen er en revy. Den spiller på Casino Teatret i Indre By [i København],” fortæller Rikke Rottensten, der er museumsinspektør på Alhambra – Museet for humor og satire, der ligger på Frederiksberg i hovedstaden.
Som det eneste privatteater i København havde Casino Teatret lov til at spille komedier – en ret, der ellers var forbeholdt Det Kongelige Teater. Manden bag den første danske revy er 27 år og hedder Erik Bøgh. ”Alt-mulig-kunstner” kalder Rikke Rottensten ham.
Lavede revy året før i Norge
”Fordi kunstnerne dengang skal klare sig på markedsvilkår , skal de sprede deres kunnen. Så han er anmelder, forfatter, komponist, spiller og siden så teatercensor, det giver man ham som en retrætepost. Han har lavet noget, der minder om revyen i Norge året før, og så vælger man at lave noget lignende i København, og så laver han en ny udgave på Casino i 1849. Fra da af er Danmark et revyland. Den slår an som genre med det samme.”
”Dels er det underholdende, men så er det også en måde at blande nogle forskellige genrer på. Vi er jo tilbage i de sidste rester af guldalderen, hvor det er enormt opdelt med finkulturelt teater på Det Kongelige Teater, som for noget publikum er lidt tungere at danse med. Revyen tilgodeser en stor gruppe mennesker, som måske ikke synes, at Oehlenschläger er sagen. Her blander man humor, sketches, politisk satire, viser og andre elementer på en gang i én forestilling. Så det er meget anderledes at gøre det på denne måde.”
Læs også: “Revyekspert: Her er mine favoritter”
Tager udgangspunkt i publikums liv
”Revyen er en kunstart, der forholder sig til nuet – selv om det er dens væsen at se tilbage. Den forholder sig til det, der sker i folks liv og i samfundet, og det har selvfølgelig en appel.”
Revyen udvikler sig hele tiden, for den er en aktuel genre.”
Ifølge Rikke Rottensten bliver revyen ved med at stå stærkt på grund af genrens evne til at tage det op, der interesserer folk, behandle det, de taler om, og tage udgangspunkt i deres liv og dagligdag.
”Revyen udvikler sig hele tiden, for den er en aktuel genre. Det er rigtig nok, når man taler om at se sit liv passere revy. Det er det samme, som genren bygger på; at man ser tilbage på noget. Vi flytter os som publikum, og genren er publikumsbundet,” forklarer Rikke Rottensten.
Erik Bøghs revy i 1849 var bundet op på en rammefortælling, sandsynligvis, vurderer Rottensten, fordi, revyen var tænkt ind i en teaterkontekst og derfor skulle ligne et teaterstykke.
Grebet med rammefortælling er for længst væk.
Læs også: “Julie Steincke: Revyen gjorde mig mere dansk”
Britta er undtagelsen
”Det er en spinkel rammefortælling, hvor en ung forfatter kommer i audiens hos det gamle år. Men den er der. Den binder Erik Bøgh det hele op på og gennemgår alle årets dage. Det er den anden store forskel [i forhold til i dag]. Man går grundigt til værks ved at gennemgå hele året. Man kan sagtens tage en begivenhed i januar i 1849 i forhold til, at publikum sidder der et år senere. Det kan man ikke nu,” konstaterer Rikke Rottensten om den anden store forskel i forhold til revy i dag.
Hun kommer dog straks med undtagelsen, der bekræfter reglen, nemlig Britta Nielsen-sagen, der eskalerede i november måned 2018, men var så stor en sag, at den kunne holde til at blive taget op den efterfølgende sommer.
Læs også: “Sådan er en god revytekst”
Den fælles referenceramme er væk
”Nyhedsflowet er meget heftigere i dag. Poul Henningsen prøver at genopleve rammen for at lave rigtig meningsrevy, men selv i 1920’erne man kan ikke skildre langt tilbage, for aktualiteten er en anden. Det er jo bare blevet værre og værre siden. I dag kan du sige, at vores referenceramme er meget mere spredt end for bare 10 eller 20 år siden.”
Det oplevede Rikke Rottensten selv helt konkret, da hun for en syv-otte år siden hun havde sin aldrende mor med til premiere på Cirkusrevyen. Her var der mange af numrene, der ikke sagde moderen noget, fordi hun for eksempel ikke så reality-fjernsyn.
Lisbet Dahl siger, at meget længere end tre minutter kan folk ikke holde koncentrationen. Det er stramt sat, men tempoet er af samme grund skruet op.”
”Det gik op for mig der, at vi ikke har den fælles referenceramme længere, og så er der mange numre, man ikke kan følge med i. På den måde skifter det i forhold til, hvor vi er henne,” fortæller Rikke Rottensten.
Samtidig er numrene blevet kortere med tiden.
Læs også: “Revyerne er et stort talerør”
Osvald sang længe
”Hvis man hører de gamle Osvald Helmuth sange og viser, så varer de rask væk seks til ni minutter. Det vil du også kunne se, hvis du ser hele teksten til flere af Liva Weels sange. Man hører det ikke på indspilningerne, for der forkorter de, og i forhold til originalteksten er der måske skåret fem-seks [på tidspunktet] meget aktuelle vers. Lisbet Dahl siger, at meget længere end tre minutter kan folk ikke holde koncentrationen. Det er stramt sat, men tempoet er af samme grund skruet op.”
”Der er mange flere numre, og de skal afleveres effektivt. Det er noget, Per Pallesen indfører det med at skrue tempoet op i Hjørring Revyen i 1980’erne. Per Pallesen indfører den såkaldte shortie i Hjørring revyerne, som bliver noget nærmest, alle revyer tager til sig i årene efter. En shortie er dybest set, at nogen går hen over scenen og siger noget sjovt. Cirkusrevyen har brugt det meget til at holde folk varme, mens nogle klæder om,” forklarer Rikke Rottensten og konkluderer afslutningsvis: ”Vi er hele tiden på som publikum.”