Sandra Yi Sencindiver: Min scenedebut

Sandra Yi Sencindiver er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2007. Hun sprang ud som teaterentreprenør, da hun skabte sin egen afgangsforestilling, der efterfølgende var på en lille turne.

Sandra Yi Sencindiver sidder ikke med hænderne i skødet og venter på et jobtilbud. Hun laver både teater og tv og arbejder sideløbende på egne projekter. Foto: Kim Hardy

Af Signe Ravn

Sandra Yi Sencindiver var nummer 178 eller 278. Det præcise tal fortaber sig i erindringens tåger, men hun var i hvert fald næstsidste deltager til en åben audition på forestillingen ”Miss Saigon”, som Aarhus Teater i samarbejde med Odense Teater satte op i 2001. Hun havde medvirket i flere amatørmusicals, men var ”meget grøn og naiv” i mødet med den professionelle teaterbranche.

”Man var først igennem en runde, hvor man skulle danse fire gange otte takter, og der var simpelthen så mange ansøgere, så man ventede i flere timer, hvis man blev udvalgt til at synge en sang, så hørte jeg ikke noget i fjorten dage, og så dumpede der en kontrakt ind ad døren. Det var bare sådan: Nå, nu skal jeg også have penge for det!”

”Det var en kæmpe produktion med prøver på fuld tid, et super skønt hold, der var nogle etablerede skuespillere, og mange purunge nyuddannede fra Gøteborg og Malmø, de var så skønne og fulde af energi og helt vildt glade. Jeg spillede ensemble, og vi spillede en fuld periode på Aarhus Teater og så en fuld periode på Odense Teater. Jeg tror, det var over 100 gange, så fik jeg virkelig smagt medicinen.”

”Det var skelsættende, for jeg er fra en baggrund, hvor det at synge, danse og spille skuespil var noget, man gjorde som hobby. Det var ikke noget, man levede af.”

”Jeg var så ung og glad, og jeg var vild med at lave amatørskuespil og synge og danse, og så fik jeg den her kæmpe mulighed og totale fede udfordring. Det var meget lærerigt, og jeg var omgivet af mange virkelig dygtige mennesker. Jeg husker det som en enorm lykkelig periode. Jeg var så ung, at jeg ikke forstod alvoren i at komme med i en professionel forestilling med mennesker med uddannelse bag sig. Jeg syntes bare, det var fedt at blive betalt for noget, der var så mega sjovt.”

Læs også om Jens Jacob Tychsens debut i ”Les Misérables” på Aarhus Teater.

Foto: Kim Hardy

Tårnhøjt snit og en hobby

”Det var skelsættende, for jeg er fra en baggrund, hvor det at synge, danse og spille skuespil var noget, man gjorde som hobby. Det var ikke noget, man levede af. Jeg kom også ud fra gymnasiet med et tårnhøjt snit, og det var oplagt, at det skulle bruges til noget bogligt.”

”Det var under den produktion, jeg mødte Thomas Ambt Kofoed, der spillede en hovedrolle, der sagde: ”Du skal ikke sætte dit lys under en skæppe”, og så opfordrede han mig til at søge ind på Skuespillerskolen, og det gjorde jeg så.”

I første omgang nåede Sandra Yi Sencindiver til 2. prøven og blev opfordret til at komme tilbage året efter og bruge den mellemliggende tid på projekter, der var mere tekstbaseret frem for sang- og dansebaseret.

Kom ind sammen med Hwan

Under sin opvækst langt ude på landet havde Sandra Yi Sencindiver aldrig oplevet diskrimination. Men under optagelsesprøverne på Skuespillerskolen oplevede hun pludselig, at hendes baggrund spillede en uventet rolle.

”Folk kommenterede på, at jeg var koreaner. Til førsteprøve sagde en af stikordsgiverne, at jeg ikke skulle være ked af, hvis jeg ikke om ind, for de havde allerede taget en ligesom mig året før. Det var første gang, jeg for alvor registrerede, at det ikke var helt lige meget, hvordan man så ud i den her branche. Men både Thomas Hwan og jeg endte med at komme ind. Jeg i Århus og han i København.”

På fjerdeåret i præsentationsforestillingen ”Greiswalderstrasse”, som spillede på Studio Scene på Aarhus Teater og på Husets Teater i København, spillede Sandra Yi Sencindiver en bærende rolle og var på scenen sammen med tre andre kvinder. De andre blev inviteret til casting på den kvindelige hovedrolle i en ny komedieserie på TV3. Sencindiver fik ikke et opkald.

”Det gik ikke op for os, hvorfor at jeg ikke kom til casting… Dengang var det så svært for folk, især indenfor tv og film, at forestille sig en minoritetskvinde spille en stor hovedrolle. De andre piger på mit hold var så kollegiale, at de respektivt sagde til casteren: Vi er fire piger. Da blev det klart for mig, at selvom jeg havde fået fede udfordringer på skolen, fortsatte det ikke nødvendigvis ude i den virkelige verden, og dét at have minoritetsbaggrund ikke var en fordel, og at jeg måtte skabe mine egne muligheder.”

Forventer ikke at få noget foræret

”Det plantede et frø i mig – at jeg ikke kunne regne med at få noget som helst forærende,” fortæller Sandra Yi Sencindiver. Jeg har altid været meget ”driftig”, også før jeg kom ind, hvor jeg efter 2. prøven tog deres råd helt bogstavligt og skrev, opsatte og spillede forestillinger, så jeg kunne få mere tekstbaseret erfaring.” Så på skolen fik Sandra hurtigt inddraget en del af de andre studerende, dramatikereleverne, ”en fantastisk årgang af dygtige dramatikere”, til at levere materiale, monologer, musik og så videre, til hendes afgangsprojekt, som var et soloprojekt.

”Jeg var meget berygtet [for det] på skolen – fordi jeg spurgte alle, om de ville lave noget til mig. Der er en tradition for, at 3. årsleverne laver en parodi af 4. åreleverne, der går ud. De parodierede mig, der allerede ved optagelsesprøven fik headhuntet Andreas Garfield, Line Mørkeby, Michael Bonde og Bjørn Rasmussen til at skrive til min afgangsforestilling.”

”Jeg har arbejdet sammen med mange af de mennesker, der arbejdede på min forestilling, sidenhen, så det har gjort meget godt. Også i forhold til [at undersøge], hvad der er ens kunstneriske udtryksform, hvad kan man lide, hvad er man god til. Man ved jo som nyuddannet oftest ikke, hvad man skal lave – at gøre det selv er en god måde at finde ud af, hvad man har lyst til at udforske i det kunstneriske felt.”

Læs også: “Mød dit teater: Aarhus Teater”

Lånte en gammel paryk

”Traffucking” var en musikalsk, dramatisk kabaret om sextrafficking, og dramatikerne skulle hver bidrage med en kabaret-sangtekst indenfor emnet. Instruktøren Therese Daeweall Grønning og jeg lavede en forestilling, der tog udgangspunkt i en lille geisha i et tragikomisk, musikalsk univers, hvor jeg talte et fiktivt asiatisk sprog, interagerede med publikum, brugte forskellige grøntsager som fallos, og jeg lavede en lille film med Thomas Hwan, som også blev uddannet samme år som mig. Jeg havde også en dejlig musiker og en komponist med, Andreas Bech.”

”Den spillede en lille uges tid i foyeren på Aarhus Teater, og så spillede jeg også på Caféteatret en to-tre gange, et par gange på Momentum og et par gange på Transformator på Aalborg Teater. Jeg fik oprettet forening, fundraiset, tjente min egen løn, så det var også min debut som entreprenant kunstner. For mange af mine holdkammerater handlede deres soloprojekt om processen og undersøgelsen. Jeg tror også, jeg var drevet af angsten for ikke at få noget at lave, så jeg kunne ikke hurtigt nok komme ud i verden og vise verden, hvad jeg kunne.”

”Så kommer man ud: hvem klarer den og får et gennembrud, de fede muligheder, hvem bliver arbejdsløs? Det er et sårbart tidspunkt.”

”[Scenografien] var et miskmask af alt muligt. Teatrets kostumeafdeling forærede mig en gammel kimono og kimonobukser, jeg fik en gammel paryk af frisørafdelingen, lånte en dør af skolen, fundraisede 40.000, som jeg brugte til produktionen og til at betale instruktøren (Therese Daewaell Grønning, red.) og transporten. Jeg havde en kæmpe kiste med hjul på, som jeg klædte mig om i. Vi havde købt den i Silvan! Sådan en, hvor jeg kunne gå ned i kisten iført ét kostume og komme op igen i et andet. Magi! Det var en sammenblanding af ting, jeg lånte fra højre og venstre, byggede selv og lånte lys, det var noget med at få det, man kunne, af venner og kolleger.”

Kabareten gav et nyt job

”Vi prøvede at lave et format, hvor jeg kunne bevæge mig, synge, spille, vise alt det, jeg kunne. Jeg kommer ikke fra en kulturel baggrund. Jeg så mit første professionelle teaterstykke, da jeg var 16, det var ”Helligtrekongersaften” på Aarhus Teater med Ellen Hillingsø, som jeg havde fået i fødselsdagsgave af min far, fordi jeg havde ønsket mig det,” understreger Sandra Yi Sencindiver.

”Der kom helt konkret et job ud af det. På Café Teatret kom instruktør Tove Bornhøft hen til mig, hun havde set forestillingen, og sagde: ”Vi to arbejder fuldstændig indenfor samme univers, så du skal være med i min næste forestilling”. Vi endte med at arbejde en hel del sammen. Den første, vi lavede, var ”Verdensrum” og så ”Han, hun, høn”.”

””Hånden i hjertet” blev mit første professionelle job [efter ”Traffucking”], ”Teaterkoncert Beach Boys” var min tredje forestilling i den sæson.”

Læs også: ”Christopher Læssø: Min scenedebut”

Springet til freelance gav depression

”Det var en god første sæson, selvom jeg havde fire måneders arbejdsløshed, inden jeg skulle turnere rundt med min egen forestilling. Det har jeg faktisk fået en depression af dengang – kan jeg se nu. I fire år ved man lige præcis, hvad man skal, og så skal man tage det spring ud i branchen. Alting er så uvist, [hvor man] på skolen er meget lige, og skolen gør sig umage for, at alle får lige muligheder. Så kommer man ud: hvem klarer den og får et gennembrud, de fede muligheder, hvem bliver arbejdsløs? Det er et sårbart tidspunkt. Alle kommer til at have en overgangsperiode, hvor man skal vænne hjertet til, hvad vil det sige at være freelancer. Skuespilleren er tit den, der venter på, at nogen giver én en mulighed.”

Og som skuespiller med minoritetsbaggrund kan den ventetid være længere end for andre, konstaterer Sandra Yi Sencindiver, der fandt nye legekammerater.

”… det, der først blev skabt ud af nød, endte med at blive en kæmpe gave og et tilvalg.”

”Det ironiske var, at jeg kort tid derefter fandt sammen med Hassan og Joan (hhv. Preisler og Rang Christensen, red.) i danskdansk, der i starten havde en helt anden udtryksform, som var meget politisk og meget tekstbaseret, og der er jeg blevet mere tro mod mit kunstneriske udtryk i de senere år. De er begge skrivende kunstnere, virkelig stærkt politisk engagerede, og det blev jeg først senere. Men vi havde et fælles kulturpolitisk projekt.”

Ikke kun håndværker

”Repræsentationsmæssigt er vi et andet sted nu, end vi var dengang. Men vi er endnu ikke i mål. I starten kunne jeg godt have ondt af mig selv, og det er helt okay at have det sådan. Hvis ingen vil ansætte dig, er der en enorm styrke i at skabe sit eget. At føle at man har indflydelse på ens liv og muligheder. Hvad, jeg også opdagede i processen, er, at jeg faktisk er skabende kunstner, ikke kun håndværker, det er der også en kæmpe styrke i. Så det behøver ikke handle om, at øv, ingen vil lege eller ansætte mig, men wauw, jeg kan lave lige præcis det, som jeg selv synes er fedt og meningsfuldt! Så det, der først blev skabt ud af nød, endte med at blive en kæmpe gave og et tilvalg.”

”Verden er åbnet meget mere op indenfor de seneste to-tre år, det er vokset eksponentielt, hvem man gerne vil se på skærmen. Efterspørgslen herhjemme er slet ikke den samme som i udlandet, hvor alle de store streamingtjenester kræver og hungrer efter at producere indhold med diversitet, folk med forskellige baggrunde, hudfarver, køn, alder, kroppe, klasse og så videre.”

”Mangfoldighed på alle parametre er så meget i vælten i udlandet, hvor skuespillere med minoritetsbaggrund ikke kun er begrænset til statister og små biroller. Så nu laver jeg gode, udfordrende roller i udlandet – ting, jeg gerne ville lave herhjemme, men aldrig har fået tilbudt. Jeg behersker det sproglige (Sencindivers far er amerikaner, red.) og kan spille på to sprog … Jeg er i en privilegeret position nu, hvor jeg kan sige ja og nej efter, om rollen er god, lønnen er god, om jeg vil jeg være væk fra familien? Det er noget helt andet nu, hvor jeg kan sige ja til, hvad der passer til mig og mit liv, og hvad der er kunstnerisk udfordrende og fedt. De roller, jeg får tilbudt der, gør, at jeg også kan tillade mig at sige nej til ting herhjemme, hvis det er kedeligt.”

Sandra Yi Sencindiver arbejder som skuespiller pt. primært på udenlandske produktioner. Blandt andet medvirker hun i en stor fantasy serie på Amazon Prime, der kommer ud senere på året. Hun arbejder herhjemme på at realisere tv-serien ”Queens”, en adaptation af danskdansks teaterforestilling af samme navn, og som er under udvikling ved produktionsselskabet Snowglobe. Udover det er hun i gang med at færdiggøre sin kortfilm ”Våge”, som hun har skrevet og instrueret.  På teaterfronten arrangerer hun danskdansks reading ”Død over troper”, som skal opføres på Mungo Park den 4. juni 2021.

Følg Sandra Yi Sencindiver på instagram.

Læs også

”Teaterfotograf: Karoline Lieberkind”

”Stephanie Chen Gundorph: Min scenedebut”

”Musicalekspert: Disse musicals bør du se”