Selene Muñoz: Min scenedebut

Af Signe Ravn

”Jeg startede med klassisk ballet som fireårig hos Anette Schaufuss og rykkede ind på flamencoskolerne i København, da jeg var seks år. Da jeg var 12, kom der fantastiske spanske navne til Danmark for at undervise og optræde, og de inviterede mig op på scenen og sagde, at jeg skulle tage til Madrid og få undervisning, så jeg kunne komme videre i Spanien.”

”Da jeg var 16, flyttede min mor og jeg til Madrid, hvor jeg studerede og trænede på flamencoakademiet Amor de Dios hver eneste dag i timevis. I Spanien har vi danza española, (klassisk spansk dans, som er en vigtig del af den spanske historie og kultur. Der findes store kompagnier, der turnerer verden rundt med den klassiske spansk dans.”

”Min professionelle debut var til en koreografikonkurrence i danza española og flamenco på Teatro Albéniz i Madrid.”

”Siden jeg var ni år, har jeg arbejdet sammen med live musikere. Musikken bliver komponeret i tæt samarbejde mellem mig og musikerne, og udover at danse spiller jeg en del percussion. Da jeg var 16 år, gik jeg til en af de store spanske guitarister (José Luis Montón, red.) og sagde: Vi skal arbejde sammen! Han var lidt tøvende: ”Ja?”. Han anede ikke, hvem jeg var. Men connectede med min passion, ildhu og vision. Han ville gerne skrive Johan Sebastian Bachs ”Chaconne”-stykke om til en flamenco-version. Det brugte vi et halvt år på at skabe sammen, og det var så det, vi præsenterede på koreografikonkurrencen.”

Læs også artiklen: ”Ida Praetorius: Min scenedebut”

Krævede guitarstjernens respekt

”Det var en sjov historie, at han ikke anede, hvem jeg var, men jeg gik lige på ham. Sådan er man ikke i Spanien, det var så anderledes. De er sigøjnere, som har en helt anden kultur og syn på kvinder, hvor jeg kom som 14-årig og fortalte de store sigøjnermænd, hvad de skulle. Hvis der var problemer, så tog jeg en anden, for jeg ville have respekt, for jeg respekterede også dem. Vi var i et rum, hvor vi skabte noget sammen.”

”Jeg var klar i mælet, at det var et samarbejde, og ikke mig, der hyrede ham. Vi var på samme plan. Han investerede i det. Det var en naturlig proces, så arbejdede vi sammen gennem mange år efter.”

””Chaconne” er ekstremt teknisk svært. José Luis øvede det ind og skrev om til hans spanske guitar. Han sendte 1-2 minutter ad gangen, og så koreograferede jeg til det. Det var små klodser, der blev bygget op, og vi mødtes med jævne mellemrum i prøvelokalet for at se, hvor vi var henne i processen. Han havde et samarbejde med en fantastisk lyrisk sanger, der lagde stemme på vores ”Chaconne”. Hendes stemme gav en ny dimension, og det blev meget stærkt.”

”Vi fik sendt videoen ind, men det kom desværre ikke med. Jeg var virkelig ulykkelig, og min mor sagde: Prøv lige at ringe og tag en snak med dem. Det var ikke rigtig en fremgangsmåde, man brugte i Spanien. Arrangøren af koreografikonkurrencen er fra USA og har et meget åbent syn på den moderne flamenco og den nye spanske dans og søgte nye tiltag. Så det var virkelig godt, jeg ringede.”

Arrangøren gav Selene Muñoz besked på, at hun alligevel måtte deltage, hvis hun lavede sit nummer kortere. Fire minutter blev skåret fra, hvilket gjorde det færdige resultat stærkere, siger hun i dag.

 

”Der er en stolthed i, at jeg ikke tager et nej for et nej, men går lige på den og spørger, hvorfor man fik nej,” konstaterer Selene Muñoz, der ser det gåpåmod som en naturlig reaktion, når man, som hun, brænder for at fortælle en historie.

 

Da alt faldt i hak

Konkurrencen blev holdt en måneds tid efter.

”Det var en blanding mellem at være utrolig nervøs, men samtidig vide, det er bare der, man hører til. At føle sig fuldstændig hel og varm, og mærke varmen og energien i kroppen. Alt faldt bare i hak. Jeg havde selv været inde og se alle de store navne i det her teater. Under konkurrencen gik snakken blandt de her store navne i dommerpanelet, [der] ikke kunne forstå, hvor jeg kom fra, [for] de havde aldrig hørt om mig før.”

”På det tidspunkt i Spanien brugte de fleste tre violiner, tre guitarer og fem sangere, det var i kæmpe skala, så det at skrælle lagene af, så det hele stod helt nøgent, var ikke set i Spanien endnu…”

”På scenen havde jeg guitaristen José Luis Montón og sangeren María Berasarte. Kostumer og scenografiske elementer var inspireret af baroktiden. Det var meget anderledes end de andre indslag [i konkurrencen]. På det tidspunkt i Spanien brugte de fleste tre violiner, tre guitarer, fem sangere og to percussionister, det var i kæmpe skala, så det at skrælle lagene af, så det hele stod helt nøgent og [med en] enkel æstetik, var ikke set i Spanien endnu, og slet ikke med klassisk musik. Så det stod meget rent.”

”Jeg troede på det. Men jeg blev lidt nervøs, da jeg så de andre i forhold til teknik, for på det tidspunkt havde jeg ikke den klassiske spanske teknik. Jeg skaber det, musikken beder mig gøre. Hvis kroppen eller musikken bragte mig hen i noget klassisk, så kastede jeg mig bare ud i det. De andre dansere var en del ældre, men jeg troede på den historie, vi fortalte.”

”Da de råbte mit navn op, kan jeg huske det med at være uhæmmet og lykkelig og råbe: Jaaaaaa! Man sidder i et kæmpe teater med mange mennesker, og den umiddelbarhed, når man er så ung, kan være ret fin – uden at man har fået de der hak endnu.”

Se Selene Muñoz danse i ”Vild med dans” i 2012

Vekslede præmie til en hel forestilling

”Det var en fantastisk oplevelse, at min drøm gik i opfyldelse. Jeg havde forskellige mål, inden jeg fyldte 18 år. Et af dem var at præsentere mig selv i denne konkurrence og vinde. Det gjorde jeg og kunne sætte hak ved det.”

En del af præmien for bedste koreografi var, at Selene Muñoz og hendes musikere blev inviteret med på London Flamenco Festival og derfor året efter skulle spille en hel forestilling på Sadler’s Wells og siden til New York.

Yderligere fire koreografier skulle hun have klar, og det fik hun.

Forestillingen beskriver hun som en form for dansekoncert, hvor hun undervejs skifter kostumer flere gange, og musikerne binder forestillingen sammen med instrumentale numre. Forestillingen blev godt modtaget, og der var flere fra Spanien, der var rejst til London for at se den.

”Det er spændende at se tilbage på den umiddelbarhed, jeg i starten koreograferede ud fra. Det er spændende at finde tilbage til. Jeg tror på, at mennesket connecter med ærlighed, renhed og musikalitet, uden at det behøver at være for intellektuelt og indviklet. Jeg brænder for at tage publikum med på en sanselig og rørende rejse i et æstetisk og elegant univers, hvor de kan mærke sig selv. Og noget af det bedste, jeg ved, er at inspirere til empati og nysgerrighed.”

”Det var helt sikkert et springbræt i forhold til arbejde, og det gjorde, at vi både fik skabt en hel forestilling (”With Our Five Senses”, red.), vi begyndte at turnere rundt med, og folk fik set mit navn, og en anderledes måde at approache flamenco og spansk dans.”

Konkurrencen blev også vejen til optagelse på Real Conservatorio Profesional de Danza i Madrid. Selene Muñoz havde allerede været til audition og var – på grund af mangel på teknik i den klassiske spanske dans – blevet placeret på et lavere niveau, end hendes alder ellers berettigede til. Men hendes sceneoptræden var så overbevisende, at hun blev rykket nogle hold op.

”Konkurrencen var et springbræt, karrieremæssigt, følelsesmæssigt og uddannelsesmæssigt, for det skabte fundamentet for de ting, jeg stadig laver den dag i dag.”

Dengang, som i dag, var det Selene Muñoz’ mor, der syede kostumet til konkurrencen. De to var på jagt i Madrids butikker. På gaden fandt de nogle efterladte elektrikerrør, som blev betrukket med bomuldsstof og håndsyede blonder. De udgjorde ringene i krinolinen, som Muñoz’ mor konstruerede fra bunden. Det tog to måneder at få kostumer og rekvisitter klar.

”Vi gik efter en tætsiddende cremefarvet kjole. Der var lidt sten i stoffet, så de fangede lyset. Kjolen havde en masse vidde i to lag. Så når jeg drejede rundt, gav det et let og luftigt flow. Vi fandt nogle stole på gaden, som vi fik slebet ned, ombetrukket og malet. Alt var fra scratch og fra hjemmeatelieret. Vi byggede en piedestal, som jeg startede koreografien på. Dansen starter som en statue, der langsomt får liv.”

Læs også: ”Stephanie Chen Gundorph: Min scenedebut”

Med la Cour og Haynes i Glassalen

Og ligesom flamencoen som dansegenre og kultur trækker tråde langt tilbage i tiden, så er Selene Muñoz nutidige virke vævet ind i hendes egen opstart.

”Konkurrencen var et springbræt, karrieremæssigt, følelsesmæssigt og uddannelsesmæssigt, for det skabte fundamentet for de ting, jeg stadig laver den dag i dag. Bare den forståelse af, hvad passion er, bare gå til den og knokle og knokle og tro på mavefornemmelsen.”

”With Our Five Senses”, som hun skabte ovenpå konkurrencen, har nu udviklet sig til ”7SENSES” – en forestilling hun skal spille i Glassalen i Tivoli i København til juni sammen med Ask la Cour fra New York City Ballet og Sebastian Haynes, der er uddannet fra Den Kongelige Ballet, hvor han opnåede at blive solist, før han gik freelance.

Her får publikum lejlighed til at opleve den koreografi, der blev afsættet for Selene Muñoz’ karriere.

”Den ”Chaconne” har jeg med som en af de syv sanser. Det bliver spændende at gå så langt tilbage i tiden og se på materialet igen og få skabt noget nyt.

Forestillingen bliver et varieret miks af pas de trois, pas de deux’er og soloer i enkeltstående scener, hvor hver scene repræsenterer en sans. Balancesansen er for eksempel en solo med Sebastian Haynes.

Læs også: ”Sebastian Haynes: Min scenedebut”

Blev draget af sine rødder

”Jeg er født i Spanien, hvor vi hørte al slags musik, og flamenco var en stor del af det, da min far var en aficionado (en person, der elsker flamenco, red.). Så det har været naturligt, men da jeg som lille blev præsenteret for en ældre herre, der dansede flamenco… var mit svar nej. Det skulle jeg bestemt ikke – jeg ville gerne starte til ballet! Men da min far døde, da jeg var seks år, så var der noget med nogle rødder, der drog mig hen imod flamencoen.”

”Som flamencodanser skal du ikke bare danse. Du skal kende til alle de forskellige regler, opbygning og rækkefølge i stilarterne og de komplekse lag i musikken og rytmerne, samtidig med at du selv er et instrument. Der er mange stilarter indenfor flamencoen og man skal kende dansens, sangens og guitarens sprog for at man kan kommunikere med hinanden. Jeg har altid elsket at nørde rytmer og musik i timevis. Og jeg har gjort det i timevis hver eneste dag. Det er der, hvor jeg føler mig hel.”

 

Læs mere om Selene Muñoz

Følg Selene Muñoz på Instagram

Læs også:

“Selene Muñoz: Mine tre yndlingskostumer”

”Emma Riis-Kofoed: Min scenedebut”

“Balletdansernes bedste dansevideoer”

”Peter Plaugborg: Min scenedebut”