Signe Egholm Olsen: Min scenedebut

Da Signe Egholm Olsen blev færdig som skuespiller på Statens Teaterskole i 2003, tog hun nærmest direkte til Kronborg for at spille Ophelia overfor Jens Albinus’s Hamlet. Her fortæller hun Scenen.dk om arbejdet med den ikoniske Shakespeare-rolle.

Signe Egholm Olsen optager fra midt i februar i en ny thriller i Aarhus for Deluca Film. Instruktionen er lagt i hænderne på Anders Rønnow Klarlund. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Af Signe Ravn

”Min debut var faktisk som Ophelia på Kronborg. Det var lidt af en drømmestart. Jeg var blevet hyret allerede, mens jeg gik på mit fjerdeår på Teaterskolen, og jeg gik i gang med prøverne, inden jeg var afsluttet. Det var den sommer, jeg blev færdig, at ”Hamlet” skulle laves på Kronborg. Det var med bankende hjerte og stor ydmyghed og stor stolthed, at jeg gik til den opgave.”

”Jeg er meget glad for Shakespeare og var enormt taknemmelig over, at den rolle var landet hos mig, at jeg skulle give liv til en rolle, der er så ikonisk, og jeg skulle stå på skuldrene af en række af skuespillerinder, der havde prøvet kræfter med den rolle og givet liv til Shakespeares ord.”

”Det føltes som en perfekt start på mange måder. Det var også helt vildt nervepirrende og angstprovokerende at leve op til de forventninger om, at jeg kunne løfte det her. Jeg var bange for, at nogen skulle afsløre mig, og jeg følte, jeg skulle bevise, at jeg var rollen værdig. Jeg blev sat sammen med Jens Albinus, der spillede Hamlet. Det var helt fantastisk at blive taget med under hans vilde vinger. Han var enormt godt forberedt. Der var noget energi med ham, jeg kunne læne mig ind i. Det gjorde det til en vanvittig oplevelse.”

Læs også “Niels Brunse: De tre bedste Shakespeare-skuespil”

Rigtigt teater med sjæl

”Jeg kan huske at stå derude på Kronborg i Slotsgården under stjernehimlen i Helsingør, det var simpelthen så flot. Mågerne fra kajen, det var så autentisk. Johan Rabeus, en stor svensk skuespiller, sejlede ind for at spille kongen, Kirsten Olesen spillede Gertrud. Det var nogle garvede kræfter, der var på spil. Det var en fantastisk start på mange måder at blive kastet ud i det på den der måde. Jeg var enormt glad for det. Jeg elsker jo at spille teater, og det var ligesom, ikke mere… rigtigt teater, men der var så meget sjæl og historik, der fulgte med den opgave, der gjorde det til noget ganske særligt.”

”Jeg kan huske mit første møde med instruktøren og Jens Albinus. Det var før første prøvedag … de sad og snakkede om Hamlet og Shakespeare på tysk, og jeg havde lyst til at krybe i et musehul.”

”Jeg havde spillet uddrag fra forskellige Shakespeare-stykker i forskellige forløb på teaterskolen, men havde ikke arbejdet med en gennemgående rolle. Så jeg havde snuset til Shakespeare, men jeg forstod [under arbejdet med forestillingen], at der lå en helt særlig kraft for mig i de ord, som jeg ikke, i starten på teaterskolen, havde regnet med ville være noget for mig. Jeg fandt eviggyldige tematikker i det, som jeg også godt kunne genkende mig selv i og kunne finde nogle farver og følelser, som ikke var så fjernt [fra mig], som jeg havde troet. Jeg havde troet, det var for støvet, tungt og gammeldags til mig, og så pludselig kunne jeg mærke pulsen og kraften i de ord, det var helt ekstatisk.”

Første møde på tysk

”Jeg kan huske mit første møde med instruktøren (Hans-Peter Kellner, red.) og Jens Albinus. Det var før første prøvedag. De havde åbenbart besluttet sig for at starte det her møde på tysk, for Jens Albinus kan flydende tysk, og instruktøren var fra Tyskland, så de sad og snakkede om Hamlet og Shakespeare på tysk, og jeg havde lyst til at krybe i et musehul. Jeg kunne ikke så meget tysk, at jeg kunne forstå det hele, så jeg sad bare som tilskuer til deres samtale. Der følte jeg mig godt nok lille og helt gal på den: Nej, nej, nej, de kommer til at æde mig, det kan jeg slet ikke det her! Siden da gik de så i gang med at snakke dansk, så blev det lidt lettere.”

”Jeg havde tilpas meget gåpåmod og glæde over at skulle lave den forestilling, og det kunne ikke rigtig slå mig ud. Jeg vidste ikke, hvordan det skulle være: Nå, så skal jeg bare lige sidde og føle mig lidt dum, så forsvinder det om lidt. Det er det dejlige ved det her arbejde, som jeg stadig bliver mødt af; at man skal opfinde det hele hver gang – hvordan er denne konstellation af mennesker, og hvordan arbejder denne instruktør? Det er noget af det, der gør, at jeg stadig har mod på at arbejde som skuespiller her 17-18 år efter, for der er ikke noget, der er det samme, tiderne skifter, der er hele tiden nye strømninger og nye måder at fortælle historierne på. Det er et privilegium ved et her job. Du kan aldrig regne den ud eller vide, hvor de gode samarbejder og de gode møder ligger, det er en overraskelse.”

Læs også: Teaterredaktør: Derfor spiller Det Kongelige Teater i Ulvedalene

Fik hjælp fra gammel lærer

”Jeg havde forberedt mig helt psykotisk meget. Jeg havde fået rigtig stor hjælp og sparring fra min historielærer på teaterskolen, Mette Borg, hun er en meget passioneret historie- og dramaturgilærer. Hende havde jeg spurgt om hjælp til forberedelserne, så vi havde haft mange gode møder og snakket rollen godt igennem. Hun havde fundet referencer, blandt andet om urterne og vanvidsscenen, som vi havde talt igennem, vi havde lavet et stort analysearbejde sammen. Det var guld værd. Det kan jeg slet ikke takke hende nok for. At føle, at jeg også havde noget med i min taske og ikke kom som et blankt menneske. Det var en lidt litterær forberedelse, men den var ikke desto mindre virkelig brugbar i forhold til at gå ind og forstå de forskellige sekvenser.”

Urkvinden Ophelia

”Der var en vildskab i Ophelia, som jeg kan huske, vi snakkede om, er hun jomfru eller ikke jomfru? Mette var meget sikker på, at hun har et begær og en drift – hun er ikke bare en lille uskyldig pige, hun vil elskes med hud og hår, hun vil ikke bare være til pynt. Så der var noget kvindefrigørelse i hende på en eller anden måde, selvom hun ender med at dø. Jeg tænkte hende som en stærk kvinde, der går op imod hendes far og laver det her oprør, samtidig som jeg læser hende [som værende] fuldstændig styret af kærlighed til Hamlet, som gør hende vanvittig.”

”Jeg blev overrasket over hvor kraftfuld, hun var. Mange tænker måske: Åh, fine, lidt skøre tossede pige. Jeg fandt frem til, der var en urkraft og en urkvinde i hende, som jeg godt kunne lide. Gode roller kan spilles på mange måder. Det var sjovt at lave sit eget billede af, hvordan hun skulle være.”

”Det pudsige ved Ophelia er, at hun ikke er ret meget med i forhold til, hvor markant hun er. Man kan selvfølgelig prøve at gætte, hvordan hun bliver vanvittig, men det var en gave for mig at have talt det igennem med et kompetent menneske inden, med en lærer, jeg var tryg ved, og som kendte mig godt. Så skete der noget helt tredje, da jeg mødte Jens og den måde, han spillede Hamlet. Der var ting, vi ikke talte om, som opstod i den synergi og kontakt, vi havde, fordi den var så god. En blanding af forberedelse og intuition.”

”Det var en enormt kaotisk proces, og folk var meget frustrerede undervejs, for der er så mange forventninger til her ikoniske stykke. Men jeg lavede en boble, jeg tog det ikke meget ind, jeg var meget koncentreret om at løse min egen opgave. De her garvede kolleger tog enormt godt hånd om mig og hjalp mig godt igennem det. Jeg følte, det var en ilddåb, men jeg følte også, at jeg var i gode hænder.”

Se fotograf Arne Magnussens billeder fra forestillingen

Premierenerver og Shakespeare-politi

”Jeg har været helt sindssygt nervøs [til premieren], men det er jeg altid, så det var ikke særligt der. Det med at være debuterende, det har også ligget på mine skuldre. Åh, hvad siger Shakespeare-politiet nu til den her udgave af Ophelia? Det var helt klart i mine tanker. Jeg kan sikkert finde et dagbogsnotat et eller andet sted om det. Dagen efter er det allerede en helt anden oplevelse.”

”Det var en forestilling, der delte vandene, der kom nogle rigtig gode anmeldelser og nogle rigtig lunkne anmeldelser, men dem skal man jo heller ikke lægge alt i. Det var en stor oplevelse at stå der. Jeg kan ikke huske premieren specifikt, men at stå under stjernerne i slotsgården, og spille kæmpestort derude, fordi det var et stort sted, der var der et kæmpe sus i. Et adrenalinkick. Jeg husker mest det. Jeg mener at kunne huske, der blev skrevet nogle pæne ting [om mig], og hvis der er nogle, der har skrevet noget grimt, så tror jeg, de er blevet gemt for mig – de aviser.”

”Det med at være debuterende, det har også ligget på mine skuldre. Åh, hvad siger Shakespeare-politiet nu til den her udgave af Ophelia?”

”Jeg har været helt vildt heldig at få den start og prøve kræfter med en klassiker og en rolle, man ikke kan spille hele sit liv. Jeg var 23, da jeg blev færdig, så jeg var ret ung, og det passede så utroligt godt til Ophelia – som er 16 eller noget i den retning – selv at være ægte ung og få lov at spille hende. 10 år efter er det sværere at spille. Den rolle har man ikke mange år til at spille, så jeg er meget glad og taknemmelig.”

”Det var et startskud, der var med til at styrke mig og min tro på, at jeg også godt kunne bide skeer med klassisk materiale, som jeg ikke i første omgang havde set mig selv [i]. Det gav mig en styrke og tro på, at der nok også skulle være en plads til mig.”

”Kirsten Olesen kørte mig hjem hver aften i sin lille bil, det var enormt kærligt og rart, hun gav sig tid til det. Det var godt at lære hvor meget, det betød, så jeg nu prøver at bestræbe mig på at gøre det samme. Det betyder meget, når man er helt ny.”

I sæson 20/21 kan Signe Egholm Olsen opleves som Bilbo i Det Kongelige Teaters opsætning af ”Hobitten” i Ulvedalene fra 21. maj til 3. juli 2021. 

Læs også

Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald 

Mød dit teater: Aarhus Teater

Niels Brunse: De tre bedste Shakespeare-skuespil

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.