Carla Viola Thurøe: “Jeg har altid haft en indre skaberlyst”

Af Luna Ehlers, freelance teaterskribent

Hvem elsker ikke en happy ending? For nogle kræver det en ridetur mod solnedgangen, for andre guld på kistebunden. For skuespiller Carla Viola Thurøe kræver det leg, skaberlyst og kunstneriske fællesskaber. Det fortæller hun over telefonen, da jeg fanger hende til en snak om drømme, skaberprocesser og den eftertragtede skuespillerskole.

For den 27-årige Carla Viola Thurøe er studerende på Scenekunstskolen i Odense. Men ikke længe endnu. For den udfordrende, udforskende og uddannende tid på skolen synger på sidste vers. Med afskedsforestillingen So much for my happy ending bukker Carla Viola Thurøe og hendes medstuderende en sidste gang på Odense Teaters scene, inden de sættes på teaterverdenens frie græs. Og netop dét græs synes at være ekstra grønt i manges øjne. Flere går rundt med en skuespillerdrøm i maven og et stort ønske om at betræde en af landets tre store scenekunstskoler.

Jeg har altid haft en indre skaberlyst og har altid gerne villet lave scenekunst, men jeg har nok ikke været helt sikker på hvilken form det ville tage.”

Det har da også været tilfældet for Carla Viola Thurøe, der alle dage har villet scenekunsten i en eller anden udstrækning. Der skulle dog gå noget tid, inden hun var helt sikker på, at hun skulle betitles skuespiller.

”Jeg har altid haft en indre skaberlyst og har altid gerne villet lave scenekunst, men jeg har nok ikke været helt sikker på hvilken form det ville tage,” siger den snart uddannede skuespiller.

Vejen mod teaterscenen har nemlig budt på ansøgninger til en scenekunstskole i Norge, en mimerskole i Amsterdam, et snedkergrundforløb og flere kurser på scenekunstakademier med fokus på kroppen og bevægelse.

”Min rejse egentlig haft mange afstikkere. Nok fordi jeg har været ret nysgerrig på alle afkroge af scenekunsten, og også fordi jeg tror, at krogede veje er gode for os – og for kunsten. Alt er ligesom nærende,” siger Carla Viola Thurøe, der trods kærligheden til scenekunstens mange forskellige former ser noget ganske særligt i skuespillerfaget: ”Teater og skuespil er et stærkt medie til at belyse vigtige tematikker og problematikker, og det kan åbne en alternativ verden og fremmale andre leveformer – hvilket er et vigtigt potentiale. På den måde kan vi stille spørgsmål, udvikle os og muligvis ændre,” siger skuespilleren og fortsætter: ”Men skuespil er også et stærkt middel til at fremvise smukke nuancer af mennesket, livet, kunsten og verdenen. I teatersalen – og i biografen eller i sofaen foran en tv-serie – er jeg selv blevet dybt rørt som menneske.”

Læs også artiklen “Mød Odense Teaters nye direktør”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *

At turde at ”fejle”

Carla Viola Thurøes evne til selv at røre, kan vist ikke anfægtes. For før hun havde set sig om, havde Scenekunstskolen i Odense sat kløerne i den dengang 24-årige førstegangsansøger. ”Jeg tror, jeg var et lidt mere modent sted og var langt mere groundet, end hvis jeg havde søgt som 19-årig som mange gør,” siger Carla Viola Thurøe, hvis gode råd til andre vordende skuespilskole-ansøgere er at turde fejle. ”Man skal huske på, at sårbarhed og nervøsitet ikke er dårligt, hverken at være i eller vise. Faktisk prøver jeg virkelig at øve mig i, i arbejdet som skuespiller, at betragte alle små såkaldte fejl som et sted, der skaber vibration. Man bliver pludselig hevet ud fra det planlagte, hvilket kan skabe noget rigtigt fint og nærværende,” siger skuespilleren og holder en stille pause, inden hun eftertænksomt tilføjer: ”Fejl kan give et hul indtil noget, der er langt mere ægte end det slavisk forudsigelige. Jeg ”fejler” hver dag – det er ikke nemt, men jeg prøver at elske det.”

Men hvordan er den så? Den skrækindjagende optagelsesprøve, der enten fremkalder hemmelige våde drømme eller kuldegys-fremkaldende mareridt hos den teaterdødelige? ”Det er en total utilregnelig proces at søge. Det ene år kan man komme til flere af skolens tredje prøver men uden at komme ind, det næste slet ikke komme videre til nogle af prøverne.”

Læs også artiklen Johanne Louise Schmidt: Min scenedebut

Skuespillerskolen – for håndværkere og opdagelsesrejsende

I løbet af telefonsamtalen med Carla Viola, fornemmer man hurtigt, at hun er nysgerrig og er indehaver af en gennemsyrende kærlighed for det frie og legende, og at hun aldrig har trives i et stillesiddende skolesystem med spidsede blyanter. Så i en tid, hvor man højakademiserer alt hvad der blot rimer på skole, må en skuespillerskole vel også være begrænsende for den legesyge?

Som skuespiller har du ikke et papir at skrive på, et lærred at male på eller et bord at bygge. Du bruger dig selv – du er ligesom både værktøjet og værket på en gang, og det er netop dén kunst man trænes i på skuespilskolen.”

”Som titlen jo indikerer, er skuespillerskolen en skole. Men vi sidder jo ikke stille. Jeg anser det langt mere som et erfaringssted, hvor vi udlæres i at være håndværkere og lærer vores eget instrument at kende,” siger Carla Viola Thurøe og fortsætter: ”Som skuespiller har du ikke et papir at skrive på, et lærred at male på eller et bord at bygge. Du bruger dig selv – du er ligesom både værktøjet og værket på en gang, og det er netop dén kunst man trænes i på skuespilskolen.”

Således er en stor del af uddannelsesforløbet en rejse gennem den personlige krop, stemme, kreativitet og følelser, men der er ligeså stort fokus på fællesskabet, nærværet og samspillet. For nok skal man lære sit eget instrument at kende, men skal man spille i et orkester med fem andre instrumenter, må man lære at følge samme takt.

Det fællesskabende og fællesskabte

Og det fællesskabende kunstnerrum synes vigtig for Carla Viola Thurøe, der begejstret fortæller om, hvordan afgangsforestillingen So much for my happy ending netop afspejler den sammenspillende og tværæstetiske skaberproces.

”Det hele startede med en skriveworkshop med dramatiker Nanna Cecilie Bang, hvor vi skulle lave flow-writing-øvelser. Her skrev vi alle tanker – ja, al vores hjerne ned, og så er det ud fra de ord, at hun har skrevet de færdige tekster.”

Det tyder ikke blot på, at forestillingen er båret frem af flere hænder – og hjerter – men også at de seks afgangselever har sat et personligt præg på det samlede værk. Måske man endda vil kunne spore nogle autobiografiske elementer i forestillingen? ”Vi taler meget som os selv i forestillingen. Vi har ikke en fast karakter, vi spiller. På den måde leger vi med og undersøger grænsen mellem, hvornår man som skuespiller er sig selv og hvornår spiller man en rolle.”

Det undersøgende, det tværæstetiske, det fællesskabende og fællesskabte er nøgleord – ikke blot for skuespilleren selv, men også for forestillingen, der eksempelvis inviterer publikum med på scenen. Sådan næsten da.

”Vi forsøger virkelig at skabe et rum, hvor vi er i direkte kontakt og dybt afhængig af publikum. På den måde bliver forestillingen i en eller anden grad et fælles projekt,” siger Carla Viola Thurøe, der fremhæver, at forestillingen således kræver meget ømhed og tillid til både medspillere og beskuere.

Meget passende er det da, at en bærende tematik i forestillingen er kærlighed. Eller måske snarere søgen efter kærlighed. Til sig selv, til andre og til livet.

Vi taler meget som os selv i forestillingen. Vi har ikke en fast karakter, vi spiller. På den måde leger vi med og undersøger grænsen mellem, hvornår man som skuespiller er sig selv og hvornår spiller man en rolle.”

Én kærlighed den snart nyudklækkede skuespiller aldrig har behøvet at søge – allerhøjest undersøge – er kærligheden til scenen og kunsten. Den er frit løbende i hendes årer. Og alt peger i retning af, at både kunsten og scenen nærer en stor kærlighed til Carla Viola Thurøe.

Hun har nemlig allerede skaffet sig sin første ansættelseskontrakt som professionel skuespiller. Når afskedsforestillingens scenetæppe falder en sidste gang, skal hun indgå som fast ensemble på Teater Momentum i Odense i lidt over et halvt år.

”For nogle kan det lyde som en kort ansættelse, men i kunstverden er det faktisk en længere ansættelse,” griner Carla Viola og fortsætter: ”Ofte ansættes man jo til en forestilling eller en rolle, men her skal jeg i hvert fald lave tre forestillinger.” Og netop scenekunstverdenens korte lige-nu-og-her-virkelighed betragter Carla Viola Thurøe som en kæmpe gave. ”Så er der naturlige pauser, hvor man kan evaluere, reflektere og revurdere, og måske lave nogle sunde skift.”

For skabergnisten i den nysgerrige skuespiller er ikke statisk og har ikke slået rod på Odenses scener. Den er dynamisk, finurlig og evigt bevægende og hun håber på, at den bringer hende til København, dybere ind i sig selv og direkte i armene på kunstneriske ligesindede.

Heldigvis er fortællingen om den udforskende, skaberlystne og legesyge Carla Viola Thurøe ikke slut. Den har fortsat mange uskrevne kapitler. Men mon ikke hun i sidste ende opnår sin happy ending?

Oplev Carla Viola Thurøe og de andre afgangselever fra Scenekunstskolen i Odense i afgangsforestillingen “So much for my happy ending”, som spiller på Odense Teater indtil d.2 juni. Derefter kan den opleves på Folketeatret i København fra d.15 –  17. juni.

Artikler du også vil kunne li

“3 afgangsforestillinger i 2022”

“Ny i branchen: Louis Bodnia Andersen”

“Fanny Louise Bernth: Min scenedebut”

 

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.

Fornavn

Efternavn

E-mail *