Refusionsordningen - kort fortalt
En ordning for børneteater og opsøgende teater
Formålet med refusionsordningen er at give kommunerne et incitament til at købe godkendte forestillinger, så der vises forestillinger af professionel kvalitet i hele landet. Refusionsordningen kan kun benyttes af kommuner og kommunale institutioner, som kan få 50 % af forestillingens pris refunderet hos Kulturstyrelsen.

Professionelle teatre kan søge godkendelse til refusionsordningen med forestillinger rettet mod børn og unge (dvs. til og med 15 år) eller med produktioner, som skal spilles som voksenopsøgende teater. Voksenopsøgende teater er forestillinger, der spilles på steder, hvor der normalt ikke spilles teater, fx et bibliotek, et torv eller en rådhushal. Vær opmærksom på, at en forestilling for voksne kan være godkendt til refusionsordningen, hvis den spiller et sted, hvor der normalt ikke spilles teater, men ikke når den f.eks. spiller i kulturhuset.

Forestillinger, der er produceret med støtte i henhold til Lov om scenekunst er automatisk refusionsgodkendte. Det gælder fx forestillinger, der er produceret med tilskud fra Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, og forestillinger, der er produceret af teatre, som får driftstilskud under Lov om scenekunst.

Der kan også ansøges om refusionsgodkendelse af udenlandske professionelle teaterforestillinger i forbindelse med festivaler eller andre former for gæstespil i Danmark.

Læs mere om Refusionsordningen her på Kunst.dk