Sonja Oppenhagen: ”Man kan godt skrive om sit liv på en pæn måde”

Hun har stået foran publikum i 52 år og hemmelighederne har været med hele vejen. Skuespillerinden Sonja Oppenhagen fortæller om karriereretningen, teatret af i dag og om modsætningen mellem soufflé og substans.

Foto: Tine Harden

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner, udgivet juni 2024

Sonja Oppenhagen er kendt og elsket for rollerne som henholdsvis Vicki Hackel i DR-trofæet ”Matador” og Lydia Vetterstrøm i TV2’s hitserie ”Badehotellet”. I 2021 udgav hun sin biografi ”Mit liv, min linedans”, og netop linedansen mestrer hun. Vil hun stadig sige ja til at være grim på scenen, hvis hun kan se meningen? Gennem telefonen oplever jeg, hvordan den interviewvante skuespillerinde belægger sine ord, så hun får sagt præcis det, hun vil og dygtigt undviger resten. Modsætningen mellem det ydre og det indre. Professionel til fingerspidserne og dog aner jeg en sårbarhed. Oppenhagen er nok folkeeje men mest sin egen. En vagtsom bodyguard i perfekt blid, blød belysning.

Sonja Oppenhagen i Børglums Stemmer

Scenen fra forestillingen Børglums Stemmer af Grummes Teater, som spiller i august.

”Jeg håber, at folk bliver mætte af det kunstige”

På en solrig majdag er jeg, med telefonen i hånden, på jagt efter den lyse fremtonings kontrasterende skygger.  Sonja Oppenhagen er dannet og imødekommende, optageren tændt og interviewet indledningsvis fokuseret på skuespillerindens aktuelle karriereplaner: ”Jeg ser dig ikke i det nye teaterkatalog? Hvor vil du gerne hen?” Elegant lader hun spørgsmålet klinge af, før replikken leveres: ”Du skal tænke på, at for det første er der ikke ret mange teatre, og for det andet er der ikke ret mange roller til voksne damer. Sådan er det jo. Hvis du ser på alle teatrene, så er de engagerede skuespillere jo under 50 år. Men jeg skal snart spille en monolog i forestillingen ”Augustenborgs stemmer” med Grummes Teater. Det er i juni og teksten er skrevet af dramatiker Simone Nørgaard, som skriver vidunderligt. Det er dejligt at arbejde med en monolog, fordi det er så krævende. Samtidig holder jeg rigtig mange foredrag om mit liv og min bog, læser stykker og er vågen ift. nye projekter, jeg kunne tænke mig at gøre noget ved,” afrunder Oppenhagen med silkeblød smidighed.

Teatret er… i en meget stor brydningstid. Jeg tror, at teatret får en renæssance og en større opmærksomhed pga. den kunstige intelligens. Jeg håber, at folk bliver mætte af det kunstige og derfor søger tilbage til teatret. Der er mange gode forestillinger, men vi skal bare have publikum til at komme.”

Hvor er dansk teater på vej hen?” vil jeg vide. Tænkepausen efterfølges af et søgende svar: ”Teatret er… i en meget stor brydningstid. Jeg tror, at teatret får en renæssance og en større opmærksomhed pga. den kunstige intelligens. Jeg håber, at folk bliver mætte af det kunstige og derfor søger tilbage til teatret. Der er mange gode forestillinger, men vi skal bare have publikum til at komme,” siger Sonja Oppenhagen og tilføjer skråsikkert: ”De store dagblade har jo desværre næsten ikke anmeldere mere, så vi mangler den kompetente omtale af vores arbejde og respekten omkring det.”

Sonja Oppenhagen

Foto fra forestillingen “Børglums Stemmer” af Grummes Teater, som spiller i august.

”Der bliver lavet meget teater, som ikke afspejler virkeligheden”

Hvordan står det til med respekten for jer erfarne skuespillere blandt dine unge kolleger?” fortsætter jeg. Sonja Oppenhagen er ikke i tvivl: ”Da jeg var ung, var der en frygtelig hakkeorden mellem ældre og yngre skuespillere på teatrene, og det er ikke særlig befordrende for noget ungt menneske. Det er skønt for mig at få lov at arbejde sammen med unge og nyuddannede instruktører og skuespillere. Så udvikler jeg mig jo, og de unge har ikke den ærefrygt, som jeg og mange i min generation havde. De går lige på og fortæller os, hvad de mener. Det er supergodt,” forsikres det. ”Men samtidig er det blevet forkert at være gråhåret i dansk teater?

Det vil jeg ikke sige, men…

Du nævnte før de manglende roller til voksne damer?” Oppenhagen lader stilheden sitre, før hun tager ordet. Jeg fornemmer, at hun ikke bryder sig om at blive afbrudt.

”Jeg har ikke ubegrænset tid tilbage i mit liv, så det, jeg bruger min tid på, skal være meningsfuldt.

Der bliver lavet meget teater, som ikke afspejler virkeligheden, fordi der ikke er ældre mennesker på scenen. Du kan se, at ensemblerne på både Aalborg Teater og Aarhus Teater stort set kun består af unge mennesker,” indleder den 75-årige scenekunstner i telefonen på én gang stikkende og resigneret. ”Det må være både instruktørerne og teatercheferne, der mener, at vi ikke kan bruges, og jeg ved, at der i Dansk Skuespillerforbund arbejdes på, at de voksne skuespillerinder også skal bruges, men hvis rollerne ikke bliver skrevet, så er de der jo ikke.

Frygter de unge instruktører, at I ældre er for fastlåste mht. arbejdsformer? Er I åbne nok?” forsøger jeg. ”Det synes jeg helt klart, at vi er, men det kræver jo, at nogen ringer og vil bruge os,” replicerer skuespillerinden fermt og supplerer: ”Jeg siger dog nej, hvis jeg ikke synes, at det lyder interessant, eller at jeg passer ind i sammenhængen.

Så det er dit eget valg, når du bliver brugt mindre, end du kunne blive?” Sonja Oppenhagens diktion kan skære et isbjerg over på midten: ”Jeg har ikke ubegrænset tid tilbage i mit liv, så det, jeg bruger min tid på, skal være meningsfuldt.

Sonja Oppenhagen i scene på Folketeatret

Sonja Oppenhagen er sammen med skuespillerkollegaen Ulla Henningsen nomineret Årets Reumert prisen Årets samspil for deres samarbejde i “Nye tider” på Folketeatret. Her på scenen sammen. Foto: Gudmund Thai

”Meningen skal være der”

Hvad er meningsfuldt arbejde for dig i dag?” vil jeg nu vide. ”Er der roller, du savner at spille?

Nej, jeg har ikke længere længslen efter at køre mig selv af på scenen. Jeg har mere lyst til at have kontakten med publikum omkring en væsentlig fortælling, som rører mange mennesker,” begynder Sonja Oppenhagen med glød i stemmen: ”Jeg spiller demensforestillingen ”Glemmer jeg”, sammen med skuespiller Rikke Wølck, i forskellige kommuner og andre relevante steder. Her laver vi vores lille 35 minutters forestilling, taler med publikum bagefter, og har f.eks. nogle demenskoordinatorer med til den efterfølgende dialog. Demens er jo så stort et emne, som her bliver meget vedkommende. Det kan jeg rigtig godt lide.” Oppenhagen er åbenlyst en samfundsengageret kunstner. Synes hun mon, at teatret af i dag tager samtidens problemer alvorligt?

Den største konkurrent til teatret, til ordet, er alle de store musicals, der sprøjtes ud. Det er ren underholdning, og folk vil gerne underholdes. De spiser jo også fastfood fyldt med salt. Det er hurtigt og lige så nemt er det at se på en stor soufflé; der er bare ingenting i den.”

For første gang risler en lille skælmsk latter gennem røret: ”Det kan man jo spørge sig selv om… Teatret er på vej nye steder hen, og vi må se, hvad der sker. Andet kan jeg ikke sige – men jeg synes, at det er meget vigtigt at underholde med mening.” En afventede tavshed indtræffer. ”Tror du, at den kommende generation af teatergængere indfanges af denne mening?” spørger jeg. Anslaget er let opgivende: ”Ungdommen i dag går til store koncerter, og når de har fået børn, begynder de at gå i teatret. For 100 år siden gik unge mennesker heller ikke i teatret, medmindre de blev slæbt med. Den største konkurrent til teatret, til ordet, er alle de store musicals, der sprøjtes ud. Det er ren underholdning, og folk vil gerne underholdes. De spiser jo også fastfood fyldt med salt. Det er hurtigt og lige så nemt er det at se på en stor soufflé; der er bare ingenting i den.” En aggressiv stikflamme viser sig kort: ”Der er ikke noget galt med at se noget, der underholder, men der er noget galt med at se teater, der kun er letbenet!”

Er teatret truet på sin eksistens i den tid, vi lever i?

Det har det altid været,” konstaterer Sonja Oppenhagen afdæmpet.

Hvordan har teatret så alligevel klaret sig?

Fordi vi ikke kan undvære teatret. Sådan er det.”

Sonja Oppenhagen

Sonja Oppenhagen og Rikke Wölck turnerer med demens-forestillingen “Glemmer jeg”. Forestillingen kan bookes på ARTE BOOKING

”Jeg går ikke og skilter med mit liv”

Samtalens sidste del drejer sig om Sonja Oppenhagens biografi ”Mit liv, min linedans” fra 2021.

Hvori består det kontrapunktiske i linedanserindens balancegang over den professionelle manege? Min samtalepartner lægger ud på overfladen: ”Mange har gennem årene opfordret mig til at skrive min biografi, men jeg har altid sagt nej, for jeg vil hellere se fremad. Da Coronaen lukkede Danmark i 2020, flyttede jeg op i sommerhuset og tænkte, at nu var det måske tid til at se tilbage. Det blev et stykke arbejde, som også var hårdt og smertefuldt, for man bliver jo nødt til at give noget af sig selv. Jeg hader at læse en biografi, hvor alt bare er skønt.”

Der skal være noget tilbage, også når jeg går på scenen. En hemmelighed.”

Forsiden af Sonja Oppenhagens erindringer “Mit liv, min linedans”. Foto: Tine Harder

Så der er ikke noget af det grimme fra dit liv, du udelader i din bog?

Med et er hendes stemmeføring en kende vaklende: ”Det, der kommer læseren ved, er jo mine oplevelser. Hvad de mennesker, jeg har kendt, har udsat mig for eller gjort ved mig…. hvad kommer det andre ved? Nej, det vil jeg ikke snakke om. Når jeg holder foredrag, læser jeg altid et par kapitler af min bog op, men jeg tager aldrig de tunge.”

Hvorfor ikke?

Jeg skal sørge for, at det er en god oplevelse. Det bliver for privat noget af det. Folk kan jo købe bogen.” Oppenhagen taler udelukkende i fuldendte sætninger, så intet hænger tilbage på tørresnoren.

Har du en generthed ift. at blotte dig over for andre?

Jamen jeg har jo blottet mig i den bog, så hvorfor skulle jeg gøre det, når jeg holder foredrag?” udbryder skuespillerinden perplekst. ”Der skal være noget tilbage, også når jeg går på scenen. En hemmelighed. Der er mange af mine meget nære venner, som har sagt til mig: ”Jeg har kendt dig altid, og jeg synes først nu, at jeg kender dig rigtigt efter at have læst din bog.” Jeg går ikke og skilter med mit liv. Én ting er, at man skriver en bog, men man behøver jo ikke at vifte med det foran folk,” fortæller hun og blotter en lille flig af det indre, så få kender til. Et rynket og rigt indre, hun har lyst til at frisætte på scenen?

teatertegning af Sonja Oppenhagen

Teatertegning af Sonja Oppenhagen. Tegner: Thyge Cosedis Holting

”Der er intet yndigt tilbage i mig”

Interviewet nærmer sig sin afslutning, da jeg runder Sonja Oppenhagens tid som balletdanserinde: ”Du har som ung danset partiet som Columbine på Pantomimeteatret; en yndig pige, – der godt ved hvad hun vil. Er der noget Columbine tilbage i dig?” Skuespillerinden ler overrasket: ”Nej, der er intet yndigt tilbage i mig.”

Heller ikke i dit professionelle liv?” Facaden pudses og en flænge kommer til syne: ”Nej. Columbine er jo en eventyrfigur, og den unge pige eksisterer ikke mere. Én ting er jo, hvordan man ser ud, men derfor kan et langt liv jo godt gøre, at man ser anderledes ud inden i. Den udstråling jeg har – min fysik, min lethed – det er én ting, men inden i er der et langt levet liv, og dér kan være en modsætning – mellem mit udseende og alt det, der er inden i mig.”

Bliver du, og mulighederne i den modsætning, set og brugt godt nok af din branche i dag?” spørger jeg og bliver øvet slået af: ”Det aner jeg ikke.”

Hele Danmark kender dit sødmefulde, ungdommelige ydre, men hvordan har du det egentlig med at fortælle dit inderste?

Sonja Oppenhagens svar er på én gang ligetil og uudgrundeligt. Så kontrastfyldt som jeg oplever ordenes afsender: ”Ift. bogen fik jeg faktisk nogle rigtig gode anmeldelser. Man kan godt skrive om sit liv på en pæn måde. Der må stå noget om mine tab, sorger og ulykker, ellers er det uinteressant, men jeg skrev det, som jeg gjorde – in a decent way.

Portræt af Sonja Oppenhagen

Foto: Tine Harden

FAKTA:      

Sonja Oppenhagen (f. 1948) er skuespiller, instruktør og fhv. balletdanser.

Sonja Oppenhagen blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole som 9-årig og videreførte uddannelsen fra 15 til 18 år gammel hos balletpædagogen Edite Frandsen. Juleaften 1963 dansede Oppenhagen titelpartiet i Hans Brenaas TV- ballet Den Lille Pige Med Svovlstikkerne. Efter opgaver som bl.a. Columbine på Pantomimeteatret fik Oppenhagen sin filmdebut i 1965 i Morten Korch filmen Næsbygaards arving. Sidst i 1960erne spillede hun storesøster Rikke i filmlystspillene om Min Søsters Børn

Sonja Oppenhagen gennemgik Odense Teaters Elevskole i årene 1968-1971 og debuterede i 1972 i lysspillet Harvey på Aveny Teatret i København. Siden skabte hun sig et navn i farcer og lystspil på ABC Teatret og Aveny Teatret i 1970erne. 

Sonja Oppenhagen har haft engagementer på bl.a. Scala, Det Ny Teater, Folketeatret, Gladsaxe Teater, Odense Teater, Jørgen Blaksted Turneen, Det Danske Teater og Rialto Teatret. Repertoiret spænder fra Nøddebo Præstegård over Anne Linnets musicaldebut Roserne Bryder Ud til Henrik Ibsens Bygmester Solness og Svend Åge Madsens Svar udbedes.

De seneste år har man bl.a. kunnet opleve Sonja Oppenhagen i en række forestillinger på Folketeatret som Holbergs Den Stundesløse, Jean de France og Den Politiske Kandestøber og Gustav Wieds Skærmydsler. I foråret 2024 spillede Oppenhagen spillet med i Folketeatrets komedie Nye tider

Sonja Oppenhagen har virket som instruktør og producent på bl.a. Hjertets sidste slag, om digteren Jeppe Aakjær, på Rialto-Teatret. Hun har desuden medvirket i sommerrevyer i bl.a. Holstebro, Hjørring, Aarhus, i Tivoli samt i Cirkusrevyen på Bakken.

På TV har Sonja Oppenhagen bl.a. i 1974 lavet satire i Uha Uha og hun er gennem tv-serier blevet folkeeje som først Vicki Arnesen i Matador (DR, 1978-1981) og siden den spritrituelle Lydia Vetterstrøm i Badehotellet (TV2, 2013-2024)

Sonja Oppenhagen modtog i 2008 prisen som Årets turnéskuespiller af Danmarks Teaterforeninger. I 2012 modtog hun en Lauritzenpris for sin præstation i Teater Nordkrafts I al stilhed. I år 2024 er hun og kollegaen Ulla Henningsen nomineret til en Reumertpris for Årets samspil i Folketeatrets Nye tider

Sonja Oppenhagen har desuden siddet i bestyrelsen for Dansk Skuespillerforbund fra 1982-90 og var formand for Kunstnere for Fred fra 1983-2003.

Artikler med andre seje skuespillerinder

Interview med skuespiller og revydirektør Jeanne Boel: ”Jeg skal ikke bevise noget som helst”

Interview med skuespiller, instruktør m.m. Ina-Miriam Rosenbaum: ”Jeg er opdraget til at tænke!”

Interview med skuespiller Sarah Boberg: “Ordet er vigtigt!”

Få scenekunst direkte i din indbakke. 

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.