Søren Hauch-Fausbøll: ”En klovn bliver kun bedre med alderen!”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *

 

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner

”Det er Søren.” Stemmen i telefonen er på én gang umiddelbar og hemmelighedsfuld.

9. september 2022 havde Folketeatret i København repremiere på instruktør Rolf Heims nyfortolkning af operetteklassikeren ”Sommer i Tyrol”. For mig står skuespiller Søren Hauch-Fausbøll for et af forestillingens mest rørende momenter, når han, i rollen som den aldrende Kejser Frans Joseph, skriver i Tyrolerhotellets gæstebog: ”Livet er nu én gang så. Alle vi det lære må. Det man ofte ønsker sig, får man ej.”. Den 64-årige skuespillers livssyn er imidlertid et ganske andet. Livsglæden og det nysgerrige barns legende tilgang til verden sætter han højt. Samtidig fornemmer jeg, at der i hans sind findes en klang af tragediens toner…

”Det handler jo om at formidle en god historie og give en oplevelse til publikum, hvilken genre der så end er tale om.”

At være skuespiller og at være menneske. Jeg begynder med at spørge til hans fag: ”Hvad er det bedste ved at være skuespiller?”

”Det handler jo om at formidle en god historie og give en oplevelse til publikum, hvilken genre der så end er tale om” indleder Hauch-Fausbøll. ”Det er væsentligt for mig, at man rører beskueren. Det bedste er faktisk, hvis de både griner og græder. Uanset om det er børn eller voksne. Jeg bemærker, han selv kredser om det, lyset og mørket.

Fra sandkasse til scene

”Hvornår blev du tiltrukket af skuespilfaget?” fortsætter jeg. Svaret falder med selvfølgelighed:

”Jeg optrådte allerede for legekammeraterne i børnehavens sandkasse, og siden beskæftigede jeg mig aldrig med andet. Det var teater, teater og mere teater.” lyder det lykkeligt. ”Jeg var 25 år, da jeg kom ind på Statens Teaterskole i 1983, men havde startet Ø-gruppen på Bornholm allerede i 1978. Jeg har levet af at lave teater siden 1980, var tilknyttet Teatret Møllen i 1982 og 83, ligesom jeg spille DR’s gule Bamse allerede fra 1982. Jeg har såmænd været skuespiller i over 40 år.”

Søren Hauch-Fausbølls teaterglæde er tydelig, og da jeg bringer hans mangeårige interesse for improvisationsteater på bane, antændes en bordbombe af passioneret fortællelyst:

”Mens jeg gik på teaterskolen, arbejdede jeg med improvisation på Turnus Teatret. Det var bl.a. sammen med skuespillerne Niels Olsen og Claus Bue. Vi lavede senere improvisationsshows efter en forestilling på teatret Park Café med den legendariske Gunnar Frøberg som konferencier. Der var udsolgt i flere år og så blev TV interesseret. De første programmer med DR’s ”Hatten rundt” er optaget på netop Park Café.” slutter Hauch-Fausbøll og straks parat til mit næste udspil.

Kernen

Gennem telefonen oplever jeg hans grundlæggende nysgerrighed, og han uddyber gerne denne side af sig selv med både varme og seriøsitet i stemmen:

”Variationen har været meget vigtig i mit arbejde, og nysgerrigheden er generelt utrolig vigtig. Man kan lære hele livet, og man bliver aldrig et færdiguddannet menneske. Dog har der altid været en kerne hos mig; det har været klovnen. I 2019 spillede jeg med i Henrik Ibsens ”Et Dukkehjem” på Vendsyssel Teater. Det stykke er i sig selv ikke morsomt, men alligevel var der en indre klovn, jeg kunne bruge i min karakter. Jeg var utrolig glad for rollen som Doktor Rank. Dem, der så det, både lo og græd – så er der noget, der lykkes, synes jeg”. En kunstpause indtræffer, før Søren Hauch Fausbøll inddrager én af sine ikoniske figurer – DR’s på én gang egoistiske og elskelige gule Bamse:

Jeg tror, det var Ghita Nørby, der sagde, at en figur skal have en hemmelighed. Det har jeg brugt meget på scenen de senere år. Det er godt med hemmeligheder.”

”Bamse er også en klovnefigur for mig. Han er som et femårs-barn. Det er præcis som hos klovnen. Der er ingen bagtanker, men kun de rene følelser, uden filter, der ændres på et splitsekund. Én af mine klovnefigurer, Chico, elsker alt; sine venner, musik og mad, men der er også en lille angst for mange ting. En hemmelighed. Jeg tror, det var Ghita Nørby, der sagde, at en figur skal have en hemmelighed. Det har jeg brugt meget på scenen de senere år. Det er godt med hemmeligheder.”

Legelyst og lampefeber

Skuespilfagets nestor, Jørgen Reenberg, omtalte ofte sit scenevirke som en dødsensfarlig leg. Kan Hauch-Fausbøll genkende det legende, og farlige, i sin egen tilgang til skuespillerens arbejde? ”Ja. Legen er jo at bevare barnet.” Svaret falder prompte og i hans næste sætning entrerer den atter; klovnen. ”Når det en klovn gør, ser ud som en leg, er det, fordi man rammer noget rigtigt. I Cirkus Summarum har jeg i mange år optrådt som klovnen Chico, og jeg elsker cirkus højt, fordi det er så ægte. Mine forbilleder er bl.a. skuespillerne Charlie Chaplin og Buster Keaton, som var store klovneskikkelser. De rammer én, de gamle klovne. Der er nogle dybere lag, man fornemmer.” konstaterer han.

”Søger du bevidst efter det komiske i det, du laver på scenen og i manegen?” spørger jeg med tanke på Søren Hauch-Fausbølls store erfaring med cirkus, revy og komedie. ”Det skal ikke kun være falde-på-halen-komik. Jeg søger en…”. Efter en tænkepause udbryder han: ”Spontanitet! Teater skal jo være levende.” Jeg smiler, mens min samtalepartner ivrigt supplerer: ”Jeg har generelt svært ved at gentage. Der skal være noget nyt hver gang, så jeg ikke går død, uden at det går ud over stikord eller timing i forestillingen. Det er også farligt at have det på den måde og at have nerver, slipper jeg aldrig for. Ikke fordi jeg er ved at blive senil. Jeg har altid haft dem, nerverne.”. Med et spørgsmål om, hvorvidt nerverne hæmmer nysgerrigheden, antændes endnu en farverig bordbombe:

”Nej, for jeg elsker jo at skabe nyt” jubler Hauch-Fausbøll. ”Jeg samarbejder netop nu med en fabelagtig håndstandsartist. Vi vil lave en nonverbal forestilling i 2023. Arbejdstitlen er ”Hallo”– det kan siges på så mange måder. Prøv engang.” Den garvede skuespillers begejstring synes utæmmelig: ”Jeg glæder mig så meget, og vi har en drøm om at komme ud i verden, fordi det netop er nonverbalt. Vi improviserer med udgangspunkt i børns kropsprog og nysgerrigheden er afgørende. Hvad sker der, når to mennesker mødes på et gulv? Man spejler hinanden, inspirerer hinanden og alle siger, vi er det perfekte match. Det er spændende, andre har forventninger, og angstprovokerende! Ja, der var de igen, nerverne.” bemærker Søren Hauch-Fausbøll overbærende.  

Et møde med virkeligheden

Jeg aner, samtalens næste emne forener klovnens væsen med en anden type mørke. Med en sårbarhed, der ikke på samme vis findes i teatersalen. ”I 2016 trådte en ny klovn ind i manegen, da du blev uddannet hospitalsklovn. Hvad betyder det virke for dig som skuespiller og menneske?” Efter spørgsmålet lytter jeg til hans eftertænksomme tavshed i røret. Noget er på spil….

Det, der har været stærkt at opleve, bliver bearbejdet. Hvis jeg skulle tage det hele med hjem, ville jeg blive slidt op.”

”Det væsentlige er at møde et utrygt menneske, som man kan gøre en forskel for” begynder Hauch-Fausbøll langsomt. ”Når jeg er cirkusklovn, er jeg i centrum. For hospitalsklovnen er det barnet eller den syge. Jeg skal forsøge at gøre det hele lidt lysere, og det handler jo også om improvisation. Man mærker på stemningen i rummet, hvad der er brug for netop her.” Jeg reflekterer: mon arbejdet som hospitalsklovn også trækker psykiske veksler? ”Vi kolleger har hinanden” forklarer han: ”… og vi har supervision. Det, der har været stærkt at opleve, bliver bearbejdet. Hvis jeg skulle tage det hele med hjem, ville jeg blive slidt op. Det skal være sådan, at jeg kan lægge det fra mig. Jeg kan blive rørt, ja, men det er stadig professionelt!”.

”Giver hospitalsklovnen noget til teater- og filmskuespilleren?”. Søren Hauch-Fausbøll er ikke i tvivl: ”Ja, for dér møder jeg virkeligheden. På scenen eller foran kameraet leger vi, at det der foregår, er virkelighed. Så jeg får begge dele og det inspirerer hinanden gensidigt.” afslutter den mangefacetterede skuespiller med mærkbar veneration.

Livsfilosofi og positivlister

På det sociale medie Instagram nyder jeg at læse Søren Hauch-Fausbølls daglige positivlister. Fire eller fem punkter med små hændelser, der har glædet ham netop denne dag.

”Jeg har jo meget mørke i mig, som menneske, men det positive hjælper, hvis man er opmærksom på at tænke på det. Det kan være de bittesmå ting, og så skal man være taknemmelig for lige netop dem.” fastslår Hauch-Fausbøll. ”Klovnen har jo ikke patent på det komiske og tragiske. Det er menneskets grundlæggende modsætning. Hvis man ikke havde begge dele, ville livet heller ikke være spændende, og jeg går efter mine mål, selvom der altid er bump på vejen.  Sådan var det også med teaterskolen: Jeg ville ind, jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle ind og efter fire forsøg kom jeg ind!” afslutter han dedikeret. ”Så du lever meget i nuet?” spørger jeg inspireret.

”Det er noget, der kommer med alderen, især efter jeg blev skilt” svarer Søren Hauch-Fausbøll og uddyber åbenhjertigt: ”Det var en god skilsmisse, men jeg savner familielivet og var meget ked af det i lang, lang tid. Positivlisterne fastholder nuet på en god måde, selv i de meget svære stunder”.

Kærlighed, kultur og klovnesind

Som afslutning på vores dialog varierer jeg mit indledende spørgsmål. ”Søren, hvad er det bedste ved at være menneske?”

”Det ved jeg da ikke” udbryder min samtalepartner, men svarer alligevel: ”Kærlighed betyder meget. At kunne give noget til andre. At møde al slags kultur – teater, litteratur, musik og billedkunst, at rejse i andre verdener. At rejse er at leve. Jeg holder meget af H. C. Andersen. Han indkapsler det komiske såvel som det tragiske. Det er jo, i det hele taget, også de store personligheder, man møder gennem kunsten, der giver én oplevelser”.  

Stilhedens musik klinger i røret, hvorpå skuespilleren og mennesket Søren sætter seancens på én gang muntre, melankolske og hemmelighedsfyldte punktum: ”Alt hænger sammen med det barnlige og nysgerrigheden. Det er så vigtigt for mig at bevare begge dele. Jeg er 64 år og livsklog, men jeg er ikke blevet voksen. Klovnen er altid med mig, og en klovn bliver kun bedre med alderen!”

 

Læs mere om Søren Hauch-Fausbøll på hauchproduction.com

Følg Søren Hauch-Fausbøll på Instagram og Facebook

 

FAKTA:

Søren Hauch-Fausbøll er født på Bornholm i 1958 og uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1986. SHF er kendt fra en lang række roller både på TV, film og teater – og som DR’s gule Bamse fra 1982. Landskendt blev SHF som en del af improvisationsteaterserierne ”Så hatten passer” og ”Hatten rundt” i 1990’erne. På den danske revyscene har SHF bl.a. medvirket i Bornholmerrevyen på Rønne Theater fra 1998-2005 og har fra 2019 været meddirektør for Bornholms Sommerrevy. De senere år har SFH medvirket i en række klassiske forestillinger som Shakespeares ”Romeo og Julie” (2012), Holbergs ”Den stundesløse” (2014) samt operetten ”Sommer i Tyrol” (2021 og 22) på Folketeatret. På Vendsyssel Teater har han bl.a. spillet med i Ibsens ”Et Dukkehjem” (2019). I 2016 færdiggjorde SHF uddannelsen som hospitalsklovn og fungerer i dag som klovnevikar på hospitalerne i Region Hovedstaden under klovnenavnet Bip. I Cirkus Summarum har SFH fra 2009-2018 optrådt som klovnen Chico, lige som han, fra 2009, flere gange har gæstet Det Kongelige Teater i børneballetten ”Kom Bamse, nu balletter vi”.

Artikler du også vil kunne lide

“Trine Pallesen: Vi er jo dem, vi er – lige nu lige her!”

“Marianne Gonnov Bøgelund: Grin, grin, grin”

“Joakim Lind Graae Tranberg: Revyen er en hyldest til dem, der kvajer sig” 

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Fornavn

Efternavn

E-mail *