Stephanie Chen Gundorph: Min scene-debut

Solist ved Den Kongelige Ballet, Stephanie Chen Gundorph, fik sin solistdebut, før hun overhovedet var færdiguddannet som balletdanser. Her fortæller hun Scenen.dk om den udfordrende opgave.

Stephanie Chen Gundorph blev udnævnt til solist i Den Kongelige Ballet den 29. marts 2019. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Af Signe Ravn

Stephanie Chen Gundorph har været på loftet og finde minder frem. Gamle programmer, udklip og noter, der skal hjælpe hukommelsen på vej.

Den egentlige debut som færdiguddannet danser fik hun i ”Den Gyldne Hane” af tidligere solodanser i Den Kongelige Ballet, koreograf Alexei Ratmansky, i sæson 2012/13.

Men den oplevelse fylder i dag ikke det store.

Faktisk skulle Chen Gundorph, der blev udnævnt til solist i 2019, lige tænke sig lidt om, før hun huskede, at det netop var ”Den Gyldne Hane”, der, nå ja, åbnede ballet.

”Der var jeg i korpset. Det føltes meget normalt og som en forlængelse af det, jeg allerede havde lavet i forvejen i aspirant-årene,” fortæller Stephanie Chen Gundorph, der dengang hæftede sig mere ved, at hun som færdiguddannet fik lidt bedre løn og flyttede ud af balletskolens kollegie.

(Artiklen fortsætter under billedet)
Sebastian Kloborg og Stephanie Chen Gundorph i “Agon”, som var en del af programmet “Balanchine & Stravinsky” i sæson 2011/12. Foto: Costin Radu

Samtidig var opgaven med ”Den Gyldne Hane” overskuelig. Stjernerne i forestillingen var Gudrun Bojesen, Thomas Lund og Alban Lendorf. Koreografien var ikke svær; ”Vi nåede slet ikke at få pulsen op,” konstaterer hun, og musikken var klassisk iørefaldende og smuk. Den ro, det gav, var velkommen, for det, der i dag føles som den rigtige debut, kom i Stephanie Chen Gundorphs tilfælde allerede før sommerferien.

”Jeg havde jo haft debut i foråret med noget, der var hundesvært, så det var faktisk rart at få lidt ro på, når man igen skulle på scenen.”

”Jeg havde min solistdebut i slutningen af mit sidste aspirant-år. Der dansede jeg pas de deux’en i ”Agon” (i programmet ”Balanchine & Stravinsky, red.). Det var lige oveni i min sidste balleteksamen.”

 

”Jeg havde jo haft debut i foråret med noget, der var hundesvært, så det var faktisk rart at få lidt ro på, når man igen skulle på scenen.”

 

”Jeg så på mine noter i aftes, og jeg kan godt se, jeg var nervøs, men jeg var meget fattet i forhold til, at jeg ikke havde noget erfaring at trække fra. Så tror jeg, at jeg var meget modig, hvilket er lidt sjovt, for personlighedsmæssigt kan jeg godt være lidt introvert, og så får jeg en debutrolle, som er enormt ekstrovert og stærk.”

”Jeg kan slet ikke huske premieren. Men jeg kan huske den anden forestilling. Til den var jeg meget fattet, det var jeg virkelig. Jeg var også lidt oppe at køre over, at det havde taget mig 10 år at uddanne mig til balletdanser, og så havde jeg min debut og afsluttende balleteksamen, og det overlappede hinanden, og det var meget overvældende.”

Sebastian Haynes som Madge, Stephanie Chen Gundorph som Effy og Gregory Dean som James i “Sylfiden” i sæson 2014/15. Foto: Costin Radu

På fysisk og psykisk overarbejde

”Jeg var fattet omkring, at det var en meget presset periode, men jeg ville gerne igennem det og ikke være offer i situationen, men [i stedet] tage det på mig, at nu prøver jeg, og så kunne man kun være modig. Samtidig var det ligesom en lang audition, for jeg ville gerne have job ved kompagniet, og det er i en meget ung alder, at de lægger retningen for ens karriere.”

”Set i bakspejlet kan jeg se, at det betød meget, at jeg gjorde det godt. Det kunne jeg slet ikke se dengang. De (ledelsen, red.) ser tidligt hvilken type danser, man har med at gøre, og hvordan den danser kan passe ind i planlægningen af kompagniet. Og hvis du fra start viser kvalitet på en god måde, så kan man måske hjælpe dem med at planlægge.”

”På det tidspunkt ville jeg bare gerne have et job, få nogle gode roller og kunne udvikle mig. Jeg har aldrig været en, der så en rang (solist og solodanser, red.) som et mål, det har altid handlet om at udnytte situationen bedst muligt, så jeg også kan vokse som danser.”

Stephanie Chen Gundorph trak på sin aspirantlærer, Eva Draw, der var som en mentor for hende. Og på tidligere solodanser, daværende viceballetmester Silja Schandorff, der var med til at indstudere ”Agon”.

”Det var jo ikke bare… det var jo Stravinsky! Det var hundesvært! Man kunne ikke tælle musikken med 13- og 12’ere og silent ones. Jeg var på overarbejde både fysisk og psykisk. Det var min store solistdebut.”

Læs også: “10 facts om Bournonville”

Sascha Haugland, Femke Mølbach Slot som Kate, Gregory Dean som Hank, og Stephanie Chen Gundorph i “Come Fly Away” i sæson 2013/14. Foto: Costin Radu

Dansepartneren var tålmodig

Prøveprocessen var givende. Og krævende.

Småsnak under prøverne med dansepartneren, solist Sebastian Kloborg, husker Stephanie Chen Gundorph ikke, at der var.

”Jeg var alt for genert til at sige noget. Det var bare at være glad, smilende og imødekommende overfor hinanden. Fokus var på Silja og den amerikanske instruktør, der var kommet. Jeg havde ikke nogen erfaring, så jeg kunne ikke komme med forslag og for eksempel sige: ”Kan du gøre sådan, for det er bedre for mig?”. Man har ikke noget at give, for man har ikke noget erfaring, man kan læne sig op ad. Nu har man meget at give, man er mere på lige fod med sin partner.”

De kom jo som de der ballerinaer med totalt tjek på tingene, meget glamourøse, meget smukke og virkelig stilede… jeg var jo bare 18 år og stadig i skolen og bare en stor teenager.”

 

”Jeg kan forestille mig, hvis du er en erfaren danser, at det kan være lidt træls, fordi du skal prøve mange ting igen og igen, når du arbejder med en uerfaren danser. Men han viste slet ikke utålmodighed, og det gør jo også, at man ikke er bange for at fejle. Mit mod kom af, at jeg ikke var bange for at fejle. Jeg har perioder, hvor jeg er bange for at fejle. Det er en dekonstruktiv ting at have med sig i prøveprocessen og på scenen.”

(Artiklen forstætter under billedet)

“Salmesymfoni”, sæson 2018/19. Foto: Camilla Winther

Primaballerinaerne kom med champagne

Men selvom minutterne på scenen til premieren slet ikke har fæstnet sig i hukommelsen, så husker Stephanie Chen Gundorph tydeligt en flot gestus fra to mere erfarne kolleger.

”Jeg sidder stadig på min aspirantgarderobe, som er en større garderobe med plads til flere, da Susanne Grinder og Ama Watson banker på. Så kommer de med champagne og en buket blomster og ønsker mig tillykke med min debut. De var ikke nogen, jeg talte med til daglig. Jeg var forvirret og lidt spændt, og jeg forstod ikke, det var så stort på den måde. De kom jo som de der ballerinaer med totalt tjek på tingene, meget glamourøse, meget smukke og virkelig stilede… jeg var jo bare 18 år og stadig i skolen og bare en stor teenager. Så skulle jeg ind på scenen og være en ballerina, eller lade som om, jeg var en ballerina… Det var virkelig pænt af dem at ønske mig pøj pøj.”

Der bliver stille et øjeblik. Tankerne farer fra dengang til nu.

”Amy Watson går på pension i denne sæson, og nu deler vi den samme rolle, Teresina, i ”Napoli”,” indskyder hun så, før hun igen er tilbage til tiden med de hundesvære Balanchine-trin og premiereaftenen.

”Jeg kan helt sikkert huske, jeg var nervøs, og jeg tror også, jeg sov dårligt. Man er jo 18 år, og man har slet ikke noget at læne sig op ad. Man er så ung og skal bare prøve det. Det er altid svært at gøre sig sine første erfaringer og være nybegynder,” siger Stephanie Chen Gundorph og tilføjer så med et lille grin:

”Jeg tror, min nervøsitet også gjorde min partner nervøs.”

Læs også: “Balletekspert: Disse Bournonville-balletter bør du se”

Næsten som i ”Billy Elliot”

Stephanie Chen Gundorph boede i Odense, før hun flyttede ind på Dronning Margrethe Kollegiet og fortsatte sin balletuddannelse på Det Kongelige Teaters balletskole, men det supportsystem, der i hverdagen var langt væk, var til stede på det, der var den unge dansers indtil da vigtigste aften.

 

Man skal passe på ikke at gå for meget op i, hvad andre mener, så det ikke stjæler fokus fra hele tiden at blive bedre.”

 

”Min far og hans daværende kæreste så premieren, hvilket egentlig var ret vildt. Jeg kommer ikke fra en særligt kulturel familie. Det var ikke ligesom i ”Billy Elliot” (film og musical om en britisk arbejderdreng, der bliver balletdanser, red.), hvor faderen og brødrene kommer ind og ser ham danse, men noget derhenad, og de var virkelig stolte bagefter.”

“Så havde min far opdaget, at han havde siddet ved siden af en anmelder, for hun sad og skrev noter. Han havde helt jysk forsøgt at få hende til at sige noget; ”Hvordan synes du, det var?” Men han kunne ikke få noget ud af hende. Til den anden pause sagde han så: ”Det er jo min datter”. ”Åh, nå, tillykke med hende”, og så snakkede de lidt sammen. Han så jo bare sin store teenagepige være voksen kvinde [på scenen].”

Om anmelderen var den samme, vides ikke, men den efterfølgende respons var positiv.

”Jeg fik en rigtig god anmeldelse til premieren,” siger Stephanie Chen Gundorph med tilfredshed i stemmen.

Så skynder hun sig, som det gælder for så mange kunstnere, at understrege, at hun egentlig ikke læser anmeldelser. I hvert fald ikke under spilleperioden.

”Man skal passe på ikke at gå for meget op i, hvad andre mener, så det ikke stjæler fokus fra hele tiden at blive bedre.”

Men så går hun alligevel fnisende med til at læse et par linjer op fra Majbrit Hjelmsbos anmeldelse i Weekendavisen dengang.

Undervejs i de få linjer hikster hun flere gange af grin. Stopper op midt i en sætning, forlegen, næsten flov, selvom ordene ikke er hendes egne.

”Det er så mærkeligt at læse sådan noget om sig selv.”

Men her er anmelderens linjer, der kom som afrunding på et afsnit om aftenens højdepunkter:

”Og i ”Agon” overraskede andetholdet i pas de deux’en, hvor Sebastian Kloborg have fået hænderne fulde af den langlemmede, smidige sexbombe Stephanie Chen Gundorph Møller, der spandt som en kælen panter. Den dame havde mere ballerinaudstråling end hele korpset til sammen. En ny stjerne er på vej!”

Læs også: “Teaterfotograf: Natasha Thiara Rydvald”

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

Stephanie Chen Gundorph og Ida Praetorius i “Kameliadamen” i sæson 2014/15. Foto: Costin Radu

Stor teenager, stærk kvinde

Chen Gundorphs vender tilbage til de noter, hun skrev, før premieren.

”I mine noter skriver jeg også: ””Agon” har mandet mig op og givet mig mere ballerinafølelse. Det er noget, jeg har lært (…) Jeg er ved at miste den pinlighed, jeg engang havde. Det er også på tide!” Så der er jeg lidt hård ved mig selv. Det er noget, jeg, i min proces, selv tænker. Anmelderne har lagt mærke til de her ting, jeg har arbejdet på.”

”Jeg er ikke længere offeret, men en stærk kvinde.” står der et andet sted i dagbogsnotaterne fra de dage.

”Man er jo stadig bare en stor teenager på hvad? 18 år?” konstaterer Stephanie Chen Gundorph lidt overbærende med sit yngre jeg og fortsætter: ”Når man læser de her ting… når jeg prøver at genkalde, hvordan jeg havde det, så føler jeg ikke, at jeg var så selvsikker, som jeg skriver. Jeg var meget usikker, der var meget tvivl og den slags.”

Læs også: “Rosalinde Mynster: Min scene-debut”

”Ann Crosset, som jeg arbejdede meget med i mine børneår på balletskolen i Kompagni B, havde mødt en anmelder i deres fælles lokale supermarked. Anmelderen var meget begejstret over min debut. Det fortalte Ann Crosset mig. Det var lidt samme følelse, som da de to solodansere bankede på min aspirant-garderobedør og ønskede mig held og lykke. Det var ret stort.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

Nikolaj Hübbes nye udgave af “Sylfiden” havde premiere i efteråret 2020. Her dansede Stephanie Chen Gundorph igen rollen som Effy. Her sammen med Jón Axel Fransson som James. Foto: Per Morten Abrahamsen

“Når man læser anmeldelser nu – hvis det er en pæn anmeldelse – så bliver man lidt flatteret,” erkender Stephanie Chen Gundorph og indrømmer, at hun læste anmeldelserne efter premieren på den nye opsætning af ”Sylfiden”.

”… denne gang, der kiggede jeg, uha, det er meget flatterende. Det kan også godt gå den anden vej. Jeg venter bare på den dag, hvor det går den anden vej. Når jeg går på scenen med min fortolkning af Effy – det er et sats. At gå på scenen i en debut er også et sats. Man giver sit bud. Så er det fedt, at det er aflæseligt, at den vinkel, man forsøger at have, faktisk ses.”

I denne sæson kan Stephanie Chen Gundorph opleves som Sukkerfeen i “Nøddeknækkeren”, kusine i “Romeo og Julie”, “Napoli”, som Dark Angel i “Serenade” i “Giant Steps”, “Dans2Go” og “Mahlers 3. symfoni”

Følg Stephanie Chen Gundorph på instagram

Læs også:

“Morten Kirkskov: Min scene-debut”

“Solodansere: Sådan holder vi os i form under nedlukningen”

“Ditte Hansen: Min scene-debut”